Oksens snesko! Der har været sagt og skrevet meget kritisk om denne Jim Carrey-film, og det meste af det går på de to sataniske fjollecifre 2 og 3, som divideret med hinanden jo giver 0,666 (gisp!). Det er egentlig synd, for der er rigtig meget andet galt med denne forfærdeligt dårlige og kedelige gyser, hvor man aldrig tager Jim Carrey seriøst – måske fordi han i største del af filmen læser i en bog! Instruktør Joel Schumacher leverer flot æstetik men manuskriptet og fortællestrukturen bliver aldrig vedkommende. Måske årets filmflop.
Lad det være sagt med det samme: The Number 23 er den værste film, jeg har set i meget lang tid. Jeg havde faktisk forestillet mig at filmen ville være ret middel og måske knapt så god, men jeg har nok ikke nærlæst avisanmeldelserne ordentligt: Jeg var oprigtigt overbevist om at filmens altoverskyggende problem var, om seeren tror på dens postulerede sataniske hovedkonflikt – altså at tallet 23 dræber – fordi alting og alle tal på et eller andet tidspunkt vil ende med at give 23 eller (gys!) 32 (og det tal er dobbelt så slemt – for det er jo spejlvendt!), hvis man minusser, plusser, ganger eller dividerer tilstrækkeligt mange gange.
Allerede under forteksterne oprulles konspirationsteorien med myriader af eksempler fra verdenshistorien, hvor skelsættende og frygtelige begivenheder og navne alle kan reduceres til tallet 23. Og når filmens datomærkning sekundet efter kundgør, at det er den 2. marts (d. 2/3, hallo!), så klasker man sig nærmest på lårene af grin over den klodsethed, hvormed vi lokkes til at købe og sluge denne filmens helt store kamel. Det ville have været langt mere troværdigt og effektfuldt at lade både filmens publikum og karakterer langsomt finde ud af baggrunden for det uhyggelige tal, så Jim Carrey og seerne blev forenet i deres fælles skepsis og afmagt.
Men! The Number 23 har mange og meget værre problemer end bare dette helt grundlæggende.
Her er dit liv
The Number 23 handler om hundefangeren Walter Sparrow (Jim Carrey – hvis initialer jo er J.C. men som jeg i denne sammenhæng ikke vil tillægge den store bibelske betydning), som af sin kone får den halv-selvbiografiske bog, The Number 23, skrevet af en vis Topsy Kretts. Walter bruger en alt for stor del af filmen på at tygge sig igennem bogen, der beskriver en barndom, som minder påfaldende meget om Walters egen. Det er jo lidt spøjst, men det bliver da rigtig uhyggeligt, da Walter når kapitlet, hvor Topsy Kretts fortæller om sin besættelse af tallet 23 – for Walter reagerer på samme måde og bliver lige så besat.
Det lyder da jo egentlig ret spændende, men det er det bare ikke. Joel Schumacher har valgt at bruge op mod 50 minutters spilletid på at lade Walter Sparrow læse bog og illustrere det læste med voiceover og udvalgte sekvenser af noget, som ligner en selvbevidst og selvironisk film noir med hårdkogt detektiv og letlevende, selvmorderiske damer og en gennemført lækker æstetik. Det lugter langt væk af Sin City, men det passer på ingen måde med filmens realistiske gengivelse af den virkelighed der omgiver Walter Sparrow. De flotte, computermanipulerede og tegneserieagtige læsesekvenser er desværre med til at fjerne filmens fokus fra Walter og Walters familie med de tilhørende problemer, og de er også med til at udrydde den realistiske uhygge, når Walter begynder at gå op i limningen.
Tegneseriesekvenserne bliver endnu mere problematiske af, at det er Jim Carrey, der spiller Topsy Kretts – den hårdkogte detektiv med den store … gun – og i en overdreven spillestil som understreger det selvbevidste og -ironiske. Det bliver ganske simpelt aldrig uhyggeligt eller vedkommende, når Jim Carrey gang på gang flår bukserne halvt ned om ballerne for at gå ombord i en femme fatale. Det bliver bare – som resten af filmen – ufrivilligt komisk.
Familien hjælper
Et andet fortællemæssigt problem er at Walter Sparrow aldrig kommer så langt ud, at det bliver rigtig farligt. Han bliver aldrig så manisk at hans familie begynder at vende ham ryggen, som vi ser det gentagne gange i Steven Spielbergs film (Dødens gab og Nærkontakt af tredje grad er oplagte eksempler), og i The Number 23 er det faktisk et stort problem, fordi Walter Sparrow aldrig bliver jaget vildt. Han har konen og sønnen med hele vejen og på sin side, og det bliver lidt for konformt – og igen: urealistisk og utroværdigt – til at det kan være spændende og uhyggeligt. Walters søn er f.eks. en meget poleret og enormt forstående teenager, hvis største problem består i, at han har hemmeligt besøg af en kæreste frem for at være med til sin fars fødselsdag.
Og så når vi også til filmens slutning, som serverer et kæmpe (og – indrømmet – meget overraskende) twist, men så sent og uden tilstrækkelige set ups eller varsler til at publikum selv kan løse gåden og forstå historiens rette sammenhæng. Vi skal have det hele forklaret i en lang og omstændelig enetale fra en af filmens hovedpersoner. Her bliver vi til sidst gjort opmærksomme på uregelmæssigheder, som vi ikke har set, men som på én og samme tid udlægges og forklares og løses så let som ingenting. Det er og bliver kedeligt.
The Number 23 byder på én (1 – ikke 2 eller 3) suspense-scene i form af en ret effektiv krydsklipning mellem Walter Sparrow og konen. Det er det, og derfor bliver det til 1 klaptræ.
Og så er der “oksens snesko”: Er det ikke et spøjst sammentræf? Prøv at vende det rundt… Skræmmende, ikke?
······
The Number 23
Instruktion: Joel Schumacher
Medvirkende: Jim Carrey, Virginia Madsen, Logan Lerman m.fl.
New Line Cinema, 2007
Spilletid: 97 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film
Lad det være sagt med det samme: The Number 23 er den værste film, jeg har set i meget lang tid. Jeg havde faktisk forestillet mig at filmen ville være ret middel og måske knapt så god, men jeg har nok ikke nærlæst avisanmeldelserne ordentligt: Jeg var oprigtigt overbevist om at filmens altoverskyggende problem var, om seeren tror på dens postulerede sataniske hovedkonflikt – altså at tallet 23 dræber – fordi alting og alle tal på et eller andet tidspunkt vil ende med at give 23 eller (gys!) 32 (og det tal er dobbelt så slemt – for det er jo spejlvendt!), hvis man minusser, plusser, ganger eller dividerer tilstrækkeligt mange gange.
Allerede under forteksterne oprulles konspirationsteorien med myriader af eksempler fra verdenshistorien, hvor skelsættende og frygtelige begivenheder og navne alle kan reduceres til tallet 23. Og når filmens datomærkning sekundet efter kundgør, at det er den 2. marts (d. 2/3, hallo!), så klasker man sig nærmest på lårene af grin over den klodsethed, hvormed vi lokkes til at købe og sluge denne filmens helt store kamel. Det ville have været langt mere troværdigt og effektfuldt at lade både filmens publikum og karakterer langsomt finde ud af baggrunden for det uhyggelige tal, så Jim Carrey og seerne blev forenet i deres fælles skepsis og afmagt.
Men! The Number 23 har mange og meget værre problemer end bare dette helt grundlæggende.
Her er dit liv
The Number 23 handler om hundefangeren Walter Sparrow (Jim Carrey – hvis initialer jo er J.C. men som jeg i denne sammenhæng ikke vil tillægge den store bibelske betydning), som af sin kone får den halv-selvbiografiske bog, The Number 23, skrevet af en vis Topsy Kretts. Walter bruger en alt for stor del af filmen på at tygge sig igennem bogen, der beskriver en barndom, som minder påfaldende meget om Walters egen. Det er jo lidt spøjst, men det bliver da rigtig uhyggeligt, da Walter når kapitlet, hvor Topsy Kretts fortæller om sin besættelse af tallet 23 – for Walter reagerer på samme måde og bliver lige så besat.
Det lyder da jo egentlig ret spændende, men det er det bare ikke. Joel Schumacher har valgt at bruge op mod 50 minutters spilletid på at lade Walter Sparrow læse bog og illustrere det læste med voiceover og udvalgte sekvenser af noget, som ligner en selvbevidst og selvironisk film noir med hårdkogt detektiv og letlevende, selvmorderiske damer og en gennemført lækker æstetik. Det lugter langt væk af Sin City, men det passer på ingen måde med filmens realistiske gengivelse af den virkelighed der omgiver Walter Sparrow. De flotte, computermanipulerede og tegneserieagtige læsesekvenser er desværre med til at fjerne filmens fokus fra Walter og Walters familie med de tilhørende problemer, og de er også med til at udrydde den realistiske uhygge, når Walter begynder at gå op i limningen.
Tegneseriesekvenserne bliver endnu mere problematiske af, at det er Jim Carrey, der spiller Topsy Kretts – den hårdkogte detektiv med den store … gun – og i en overdreven spillestil som understreger det selvbevidste og -ironiske. Det bliver ganske simpelt aldrig uhyggeligt eller vedkommende, når Jim Carrey gang på gang flår bukserne halvt ned om ballerne for at gå ombord i en femme fatale. Det bliver bare – som resten af filmen – ufrivilligt komisk.
Familien hjælper
Et andet fortællemæssigt problem er at Walter Sparrow aldrig kommer så langt ud, at det bliver rigtig farligt. Han bliver aldrig så manisk at hans familie begynder at vende ham ryggen, som vi ser det gentagne gange i Steven Spielbergs film (Dødens gab og Nærkontakt af tredje grad er oplagte eksempler), og i The Number 23 er det faktisk et stort problem, fordi Walter Sparrow aldrig bliver jaget vildt. Han har konen og sønnen med hele vejen og på sin side, og det bliver lidt for konformt – og igen: urealistisk og utroværdigt – til at det kan være spændende og uhyggeligt. Walters søn er f.eks. en meget poleret og enormt forstående teenager, hvis største problem består i, at han har hemmeligt besøg af en kæreste frem for at være med til sin fars fødselsdag.
Og så når vi også til filmens slutning, som serverer et kæmpe (og – indrømmet – meget overraskende) twist, men så sent og uden tilstrækkelige set ups eller varsler til at publikum selv kan løse gåden og forstå historiens rette sammenhæng. Vi skal have det hele forklaret i en lang og omstændelig enetale fra en af filmens hovedpersoner. Her bliver vi til sidst gjort opmærksomme på uregelmæssigheder, som vi ikke har set, men som på én og samme tid udlægges og forklares og løses så let som ingenting. Det er og bliver kedeligt.
The Number 23 byder på én (1 – ikke 2 eller 3) suspense-scene i form af en ret effektiv krydsklipning mellem Walter Sparrow og konen. Det er det, og derfor bliver det til 1 klaptræ.
Og så er der “oksens snesko”: Er det ikke et spøjst sammentræf? Prøv at vende det rundt… Skræmmende, ikke?
······
The Number 23
Instruktion: Joel Schumacher
Medvirkende: Jim Carrey, Virginia Madsen, Logan Lerman m.fl.
New Line Cinema, 2007
Spilletid: 97 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar