Morder, Menneske, Mesterværk. Fritz Langs klassiker om den psykopatiske barnemorder der lynches af pøblen i den anonyme, kaotiske storby, er stadig visuelt slående og følelsesmæssigt gribende sine steder. Filmen viser Langs evner som instruktør, hans sans for billeder og især hans legende tilgang til en helt ny filmisk dimension – lyden.
Så har jeg netop skudt et forløb i gang med mit mediefag-B-hold: Eleverne valgte temaet Mørkets hjerte, som i en række film beskæftiger sig med, hvor den menneskelige ondskab kommer fra, hvad den skyldes, og hvordan den kommer til udtryk – og nok så interessant: Har vi ikke alle ondskabens tilbøjeligheder latent liggende i os, og er det i sidste instans ikke mest et spørgsmål om skæbne, held eller uheld, der gør at vi dømmes som enten helt, offer eller morder? Endnu mere provokerende: Måske er det i virkeligheden blot et spørgsmål om øjnene der ser.
Er Ondskaben (med stort o) i virkeligheden ikke mere en let tilgængelig, religiøs størrelse (det gode vs. det onde), mens vi i vor oplyste, videnbaseret tidsalder vel snarere må operere med langt mere komplekse spørgsmål som: Hvilke ydre påvirkninger ligger til grund for de “onde” gerninger? Hvilke uheldige valg / fravalg har haft indflydelse på de “onde” gerninger? Hvilken andel har familien / samfundet / alle vi andre, der kunne have grebet ind og forhindret de “onde” gerninger? Eksisterer selve Ondskaben i virkeligheden i vort moderne samfund? – eller er der snarere tale om uheldige og skæbnesvangre årsagssammenhænge.
Det er den form for store, filosofiske spørgsmål, som Fritz Lang åbenbarer i M, men filmen er også i sig selv æstetisk bjergtagende – både visuelt og auditivt. Man mærker tydeligt, at filmen er blevet til på grænsen mellem to filmhistoriske æraer, nemlig stumfilms- og talefilmsperioden.
Først og fremmest lader Fritz Lang billederne tale for sig selv i flere slående sekvenser, hvor billedkompositioner og selve klipningen formidler, at f.eks. den lille pige, Elsie Beckmann, er taget af dage – og senere hvordan hr. Beckert (spillet af en formidabel Peter Lorre) rammes ind af morderiske tanker visualiseret som genspejlinger af knive i en glasrude. Der er desuden mange visuelle set ups – ikke mindst den ballon som Beckert køber til Elsie i filmens start, som nærmest overfalder Beckert (i form af skyld og fortrydelse i stor størrelse) i filmens sidste scene. Selve titlen M er i sig selv en visuel detalje fra filmen, hvor Beckert stemples via et kridtmærke på skulderen. Så er spørgsmålet jo bare om M’et står for Morder, Mærket – eller Menneske…
Fritz Lang inkorporerer dog også den nye lydteknik på en meget fin måde, så filmen simpelthen ikke kan fungere uden lydsporet. Selve morderen identificeres f.eks. på hans fløjten af temaet fra Peer Gynt (Edvard Griegs oprindelige musik stammer vist fra en scene, hvor en flok bjergtrolde farer frådende og skrigende frem med ordene: “FLÅ HAM! FLÅ HAM!”) Meget ironisk er det den blinde ballonsælger, som genkender Beckerts fløjten – og altså ikke hans udseende.
Også den måde som dialogen bruges til at flette efterforskningen sammen er forholdsvis avanceret, og man skal holde ørerne stive, for ikke at blive koblet af. En ellers kedelig telefonsamtale illustreres med indklippede småscener, mens dialogen fortsætter som voiceover - hvilket giver et temmelig dokumentaristisk præg. Andre steder starter dialogen i én scene og bæres videre i den næste uden at tidsspringet klart fremgår. På den måde viser Fritz Lang, hvordan hele samfundet integreres i jagten på barnemorderen, rammes af angst og panik og tilmed griber til selvtægt.
Parallelklipningen mellem politiets planlægningsmøde og gangsternes planlægningsmøde fungerer på samme måde: De to uafhængige møder bygges sammen til ét – hvor en politimands replik f.eks. besvares af en gangsters – hvilket selvfølgelig viser, at begge parter meget gerne vil fange hr. Beckert. Politiet vil gerne bringe samfundet til orden - mens gangsterne helst så at morderen blev fanget, så de kunne blive fri for politiets emsige ransagninger. Samtidig antyder Fritz Lang, at politiet er lige så korrupt som gangsterne – og at gangsternes metoder er mindst lige så effektive som politiets.
Filmen er blevet en klassiker, og i Eurekas dvd-udgave på dobbeltdisk fremstår billedet klart og dejligt ubeskåret. (Jeg husker en meget forvirrende filmforevisning i Filmhuset i Gothersgade, hvor flere af skuespillerne manglede hovedet, fordi billedformatet var forkert!) I denne udgave føles filmen dog også en anelse for lang, og den afsluttende forhørsscener med en gangsterlakaj kunne man snildt have været foruden. Den føles som en stopklods for handlingen, der indtil da har kørt utroligt smidigt og med en forfriskende brug af lyd, billede og klipning.
······
M
Instruktør: Fritz Lang
Medvirkende: Peter Lorre, Otto Wernicke, Gustaf Gründrens m.fl.
Nero-Film, 1931
Spilletid: Ca. 105 minutter
Engelsk dvd-distribution: Eureka Video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar