Alfonso Cuaróns fantastiske science fiction-film vipper alle andre af pinden og udstiller Hollywoods storladne effektmageri som indholdsløs underholdning. Children of Men har kant og en klar holdning til bl.a. England og USA og krigen i Irak, grænseoverskridende forurening og politiske flygtninge, som man skal lede længe efter hos Spielberg og co.
Der er efterhånden skrevet og sagt meget om de tre mexicanske amigos, der er ved at lægge Hollywood for deres fødder: Alejandro González Iñarritu (med den Oscar-nominerede multiplotfilm, Babel), Guillermo del Toro (med Pan’s Labyrinth, der er udråbt til at være fantasy-genrens Citizen Kane – tag den, Peter Jackson!) og så Alfonso Cuarón, som jeg ellers kun kender fra den tredje – og bedste og mest syrede – Harry Potter-film. Efter at have set hans science fiction-dystopi, Children of Men, vil jeg glæde mig til at stifte bekendtskab med de to andre mexicaneres bedrifter. Her og nu vil jeg blot konstatere, at hvis det her er standarden, vil jeg se frem til de tre instruktørers invasion af den gamle slidte filmfabrik! Og det kan kun gå for langsomt…
Som andre science fiction-film tager Children of Men udgangspunkt i vor tid og fremskriver de problemer, som vort vestlige samfund (og resten af verden) står overfor. Her handler det først og fremmest om menneskets forplantningsevne, der pludselig (så tidligt som 2009) er forsvundet på mystisk vis, men det handler også om civilisationens undergang i et voldeligt ragnarok, hvor kun England (eller resterne heraf) endnu består. Her sidder en diktatorisk militærregering og dirigerer brutalt rundt med indbyggerne, mens politiske flygtninge og ofre for den allestedsnærværende verdenskrig jages og knuses som kakerlakker. Her er masser af kritik af det vestlige samfunds miljøpolitik, Englands deltagelse i krigen i Irak og de frihedsberøvende metoder som vesten har taget i brug over for deres egne borgere for at komme terrorismen til livs. Tony Blair får her en syngende lussing, der vil kunne mærkes i lang tid.
Children of Men er først og fremmest en rejse gennem et dystopisk fremtids-England. I al sin enkelhed handler filmen om lapsen Theo (fremragende spillet af Clive Owen) som ad omveje bliver sat til at ekskortere en gravid teenager, Kee (Claire-Hope Ashitey), i sikkerhed på et sagnomspundet skib kaldet Tomorrow. Der er mange forskellige instanser i det kaotiske England som vil udnytte dette vidunder – verdens første gravide kvinde og hendes baby i 18 år. Udover de tydelige politiske undertoner i det kaotiske miljø, filmen udspiller sig i, trækker filmen også på mindre tydelige veksler fra kristendommen.
Hvor andre science fiction-film er kendetegnet ved at servere den ene storslåede special effects-skabte scene efter den anden med det formål at få os til at tabe næse og mund over filmmagernes dygtighed, fungerer Children of Men anderledes spidsfindigt. Det der skal få os til at tabe næse og mund er ikke så meget enorme og smukt animerede CGI-billeder af overdådige fremtidsbyer a la Blade Runner eller Metropolis; der er heller ikke det store arsenal af overdrevne sci-fi-våben a la Aliens eller Minority Report; og der er heller ikke horder af rumvæsner, muterede mennesker a la Robocop eller Total Recall osv. Det som får dig til at tabe næse og mund er den dokumentariske stil i form af håndholdt kamera og steadicam, lange ubrudte kameraindstillinger, der fortsætter og fortsætter, som var du selv til stede og overværede volden, vreden og virkeligheden på klos hold.
Alfonso Cuaróns dokumentariske stil får hele det engelske miljøs utrøstelige tilstand og det sønderbombede kaos til at krybe ind under huden på dig. Filmen ligner langt fra en gennemsnitlig omgang amerikansk science fiction, men leder snarere tankerne hen på ubehagelige krigsfilm som Saving Private Ryan med dens ublu og realistiske skildring af vold og ødelæggelse. Bevares Cuarón har givetvis brugt masser af CGI-effekter, men de er så subtilt indarbejdet i filmens plot og fortællemæssige drive, at de aldrig står frem til skue som i andre sci-fi-film. Det hele er meget beskidt, meget deprimerende og meget realistisk, og her leverer special effects-skaberne en grænseoverskridende og realistisk prik over i’et, når vi som publikum træder helt op på første række til den overrumplende nedslagtning af en potentiel kvindelig hovedperson, til den på én gang meget ubehagelige og guddommelige fødsel, og til den sidste nervepirrende kamp mellem militærpoliti og oprørerne. Særligt i disse tre hovedscener sad jeg ude på kanten af sofaen og mærkede blodet banke af sted i tindingen, og sveden pible frem i håndfladerne.
Forcen i Children of Men er, at filmen har så meget på hjerte, så meget den vil vise os om os selv og vor tids politik og kultur, at den helt glemmer at være science fiction, men sætter alt ind på det som enhver god film gør: Fortælle en god historie med noget på hjerte.
······
Children of Men
Instruktion: Alfonso Cuarón
Medvirkende: Clive Owen, Michael Caine, Claire-Hope Ashitey m.fl.
Universal Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 105 minutter
Engelsk dvd-distribution: Universal
Der er efterhånden skrevet og sagt meget om de tre mexicanske amigos, der er ved at lægge Hollywood for deres fødder: Alejandro González Iñarritu (med den Oscar-nominerede multiplotfilm, Babel), Guillermo del Toro (med Pan’s Labyrinth, der er udråbt til at være fantasy-genrens Citizen Kane – tag den, Peter Jackson!) og så Alfonso Cuarón, som jeg ellers kun kender fra den tredje – og bedste og mest syrede – Harry Potter-film. Efter at have set hans science fiction-dystopi, Children of Men, vil jeg glæde mig til at stifte bekendtskab med de to andre mexicaneres bedrifter. Her og nu vil jeg blot konstatere, at hvis det her er standarden, vil jeg se frem til de tre instruktørers invasion af den gamle slidte filmfabrik! Og det kan kun gå for langsomt…
Som andre science fiction-film tager Children of Men udgangspunkt i vor tid og fremskriver de problemer, som vort vestlige samfund (og resten af verden) står overfor. Her handler det først og fremmest om menneskets forplantningsevne, der pludselig (så tidligt som 2009) er forsvundet på mystisk vis, men det handler også om civilisationens undergang i et voldeligt ragnarok, hvor kun England (eller resterne heraf) endnu består. Her sidder en diktatorisk militærregering og dirigerer brutalt rundt med indbyggerne, mens politiske flygtninge og ofre for den allestedsnærværende verdenskrig jages og knuses som kakerlakker. Her er masser af kritik af det vestlige samfunds miljøpolitik, Englands deltagelse i krigen i Irak og de frihedsberøvende metoder som vesten har taget i brug over for deres egne borgere for at komme terrorismen til livs. Tony Blair får her en syngende lussing, der vil kunne mærkes i lang tid.
Children of Men er først og fremmest en rejse gennem et dystopisk fremtids-England. I al sin enkelhed handler filmen om lapsen Theo (fremragende spillet af Clive Owen) som ad omveje bliver sat til at ekskortere en gravid teenager, Kee (Claire-Hope Ashitey), i sikkerhed på et sagnomspundet skib kaldet Tomorrow. Der er mange forskellige instanser i det kaotiske England som vil udnytte dette vidunder – verdens første gravide kvinde og hendes baby i 18 år. Udover de tydelige politiske undertoner i det kaotiske miljø, filmen udspiller sig i, trækker filmen også på mindre tydelige veksler fra kristendommen.
Hvor andre science fiction-film er kendetegnet ved at servere den ene storslåede special effects-skabte scene efter den anden med det formål at få os til at tabe næse og mund over filmmagernes dygtighed, fungerer Children of Men anderledes spidsfindigt. Det der skal få os til at tabe næse og mund er ikke så meget enorme og smukt animerede CGI-billeder af overdådige fremtidsbyer a la Blade Runner eller Metropolis; der er heller ikke det store arsenal af overdrevne sci-fi-våben a la Aliens eller Minority Report; og der er heller ikke horder af rumvæsner, muterede mennesker a la Robocop eller Total Recall osv. Det som får dig til at tabe næse og mund er den dokumentariske stil i form af håndholdt kamera og steadicam, lange ubrudte kameraindstillinger, der fortsætter og fortsætter, som var du selv til stede og overværede volden, vreden og virkeligheden på klos hold.
Alfonso Cuaróns dokumentariske stil får hele det engelske miljøs utrøstelige tilstand og det sønderbombede kaos til at krybe ind under huden på dig. Filmen ligner langt fra en gennemsnitlig omgang amerikansk science fiction, men leder snarere tankerne hen på ubehagelige krigsfilm som Saving Private Ryan med dens ublu og realistiske skildring af vold og ødelæggelse. Bevares Cuarón har givetvis brugt masser af CGI-effekter, men de er så subtilt indarbejdet i filmens plot og fortællemæssige drive, at de aldrig står frem til skue som i andre sci-fi-film. Det hele er meget beskidt, meget deprimerende og meget realistisk, og her leverer special effects-skaberne en grænseoverskridende og realistisk prik over i’et, når vi som publikum træder helt op på første række til den overrumplende nedslagtning af en potentiel kvindelig hovedperson, til den på én gang meget ubehagelige og guddommelige fødsel, og til den sidste nervepirrende kamp mellem militærpoliti og oprørerne. Særligt i disse tre hovedscener sad jeg ude på kanten af sofaen og mærkede blodet banke af sted i tindingen, og sveden pible frem i håndfladerne.
Forcen i Children of Men er, at filmen har så meget på hjerte, så meget den vil vise os om os selv og vor tids politik og kultur, at den helt glemmer at være science fiction, men sætter alt ind på det som enhver god film gør: Fortælle en god historie med noget på hjerte.
······
Children of Men
Instruktion: Alfonso Cuarón
Medvirkende: Clive Owen, Michael Caine, Claire-Hope Ashitey m.fl.
Universal Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 105 minutter
Engelsk dvd-distribution: Universal
Ingen kommentarer:
Send en kommentar