Hjernedød sci-fi. I fremtiden vil menneskeheden degenerere mentalt, mens affaldet hober sig op i gigantiske bjerge og store multinationale selskaber styrer verden med hård hånd. Det kunne lyde som en mere seriøs kritik af USA i vor tid, men det er mest for sjov i Mike Judges Idiocracy, der ironisk nok har potentiale til at blive endnu en gang Children of Men, men som ikke bliver meget andet end en prut i et glas vand.
Children of Men er jo en fantastisk science fiction-film for voksne; den har noget på hjerte og en intensitet, som man skal lede længe efter i amerikansk mainstream. Sjovt nok så jeg Idiocracy lige dagen efter Children of Men, og derfor vil min bedømmelse nok bære lidt præg af det. Jeg skal på forhånd beklage, men bestræbe mig på at være fair over for Mike Judges sci-fi-komedie; for Idiocracy er nemlig 100 % komedie og ikke en actionthriller – den skal ses som en komedie og ikke som så forfærdelig meget andet. Desværre. For her er anstrøg til at hæve lavkomikken til et bidende satirisk niveau, men det er slet ikke filmens intention, og derfor bliver den altså en noget tam affære. (Uanset om man har set Children of Men dagen før eller ej.)
Historien er i sig selv uhyre simpel uden de store plottwists eller karakterudviklinger. Det handler i bund og grund om at to meget gennemsnitlige amerikanere, Joe (Luke Wilson) og Rita (Maya Rudolph), fryses ned og ved en fejl først vågner op 500 år ud i fremtiden, hvor menneskeheden er degenereret i en sådan grad, at store multinationale selskaber har overtaget samfundet og f.eks. skiftet almindelige vandboringer ud med sportsdrik; ladet affaldet hobe sig op i gigantiske bjerge uden om byerne med fare for laviner og ødelæggelser a la 11. september 2001; og indsat en meget populær men temmelig imbecil pornostjerne / wrestler som amerikansk præsident. Blandt mange andre morsomme indslag selvfølgelig. For det handler først og fremmest om Joe og Rita (og vores – publikums) møde med fremtidens USA, hvor styreformen ikke længere er demokrati men idiokrati.
Ved første øjekast ligner det en bidsk satire over vor tids USA – og resten af den vestlige verden inkl. Danmark – og Mike Judge har da også fint ladet vor tids samfundsproblemer vokse til rene absurditeter. I filmens bedste øjeblikke minder det til forveksling om humoren fra de første bøger i Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-serien; den store skraldelavine, Joes første møde med fremtidens amerikanere og topunderholdningen på tv samt besøget i det uendeligt store Costco-indkøbscenter er som hentet ud af Douglas Adams’ romaner og rummer hans overgearede og syrede sans for humor. Også de mange visuelle gags giver mindelser om go’e gamle Douglas Adams – det hvide hus plastret til med parabolantenner, turen i tivoliforlystelsen Time Masheen, og selvfølgelig hvordan den store amerikanske fastfoodkæde Fuddruckers over 500 år blev til Buttfuckers uden at ændre på service eller klientel.
Men Idiocracy er også masser af humor under bæltestedet. Faktisk er der rigtig meget humor under bæltestedet. Og faktisk bliver humoren under bæltestedet gentaget i én uendelighed, vendt og drejet og fyret af igen, så det til sidst bliver en anelse trivielt. Denne form for humor hænger selvfølgelig sammen med filmens handling: Vi er i fremtiden, hvor fremtidsamerikanere elsker den slags humor – Årh nej! Det gør vi jo allerede i dag! Hva’ søren – det er jo satire det her, tænker man, men det er det ikke, for den bider sig aldrig fast i hælene på magthaverne, som god satire vel egentlig bør. Den peger til gengæld fingre af den almindelige amerikaners hang til fastfood-mad, -underholdning og -politik. Det betyder at satiren aldrig gør sådan rigtig ondt, men man kan sagtens grine med af lokumshumoren.
Mere problematisk synes jeg det er at Idiocracy bider ud efter de forkerte, når den endelig viser tænder. Frem for at sende en bredside af sted mod f.eks. en George W. Bush og lave sjov med hans regering og politik, vælger filmen at indsætte en stereotypisk sort wrestler / pornostjerne / wannabe-hiphopper med kæmpe guldkæder og bar overkrop som amerikansk præsident og gøre ham til en ansvarshavende del af det store imbecilitetsproblem. Det mener jeg er et totalt fejlskud, som ikke kan opvejes af de gags som forbindes med den sorte præsident (dem er der nemlig forbløffende få af).
Interessant er det at filmens producent og distributør, 20th Century—Fox også bliver gjort grundigt til grin i filmen i form af fremtidens Fox News der leveres af idiotiske, halvnøgne og på alle måder pumpede nyhedsværter. Endnu mere interessant er det så, at 20th Century—Fox neddroslede filmens amerikanske premiere fra 3000 biografer til kun 125 – og ydermere uden at markedsføre filmen overhovedet, således at filmen har haft overordentligt svært ved at tjene sig selv hjem.
Idiocracy kommer ud på dansk dvd i midten marts.
······
Idiocracy
Instruktion: Mike Judge
Medvirkende: Luke Wilson, Maya Rudolph, Dax Shepard m.fl.
20th Century—Fox, 2006
Spilletid: Ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century—Fox
Children of Men er jo en fantastisk science fiction-film for voksne; den har noget på hjerte og en intensitet, som man skal lede længe efter i amerikansk mainstream. Sjovt nok så jeg Idiocracy lige dagen efter Children of Men, og derfor vil min bedømmelse nok bære lidt præg af det. Jeg skal på forhånd beklage, men bestræbe mig på at være fair over for Mike Judges sci-fi-komedie; for Idiocracy er nemlig 100 % komedie og ikke en actionthriller – den skal ses som en komedie og ikke som så forfærdelig meget andet. Desværre. For her er anstrøg til at hæve lavkomikken til et bidende satirisk niveau, men det er slet ikke filmens intention, og derfor bliver den altså en noget tam affære. (Uanset om man har set Children of Men dagen før eller ej.)
Historien er i sig selv uhyre simpel uden de store plottwists eller karakterudviklinger. Det handler i bund og grund om at to meget gennemsnitlige amerikanere, Joe (Luke Wilson) og Rita (Maya Rudolph), fryses ned og ved en fejl først vågner op 500 år ud i fremtiden, hvor menneskeheden er degenereret i en sådan grad, at store multinationale selskaber har overtaget samfundet og f.eks. skiftet almindelige vandboringer ud med sportsdrik; ladet affaldet hobe sig op i gigantiske bjerge uden om byerne med fare for laviner og ødelæggelser a la 11. september 2001; og indsat en meget populær men temmelig imbecil pornostjerne / wrestler som amerikansk præsident. Blandt mange andre morsomme indslag selvfølgelig. For det handler først og fremmest om Joe og Rita (og vores – publikums) møde med fremtidens USA, hvor styreformen ikke længere er demokrati men idiokrati.
Ved første øjekast ligner det en bidsk satire over vor tids USA – og resten af den vestlige verden inkl. Danmark – og Mike Judge har da også fint ladet vor tids samfundsproblemer vokse til rene absurditeter. I filmens bedste øjeblikke minder det til forveksling om humoren fra de første bøger i Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-serien; den store skraldelavine, Joes første møde med fremtidens amerikanere og topunderholdningen på tv samt besøget i det uendeligt store Costco-indkøbscenter er som hentet ud af Douglas Adams’ romaner og rummer hans overgearede og syrede sans for humor. Også de mange visuelle gags giver mindelser om go’e gamle Douglas Adams – det hvide hus plastret til med parabolantenner, turen i tivoliforlystelsen Time Masheen, og selvfølgelig hvordan den store amerikanske fastfoodkæde Fuddruckers over 500 år blev til Buttfuckers uden at ændre på service eller klientel.
Men Idiocracy er også masser af humor under bæltestedet. Faktisk er der rigtig meget humor under bæltestedet. Og faktisk bliver humoren under bæltestedet gentaget i én uendelighed, vendt og drejet og fyret af igen, så det til sidst bliver en anelse trivielt. Denne form for humor hænger selvfølgelig sammen med filmens handling: Vi er i fremtiden, hvor fremtidsamerikanere elsker den slags humor – Årh nej! Det gør vi jo allerede i dag! Hva’ søren – det er jo satire det her, tænker man, men det er det ikke, for den bider sig aldrig fast i hælene på magthaverne, som god satire vel egentlig bør. Den peger til gengæld fingre af den almindelige amerikaners hang til fastfood-mad, -underholdning og -politik. Det betyder at satiren aldrig gør sådan rigtig ondt, men man kan sagtens grine med af lokumshumoren.
Mere problematisk synes jeg det er at Idiocracy bider ud efter de forkerte, når den endelig viser tænder. Frem for at sende en bredside af sted mod f.eks. en George W. Bush og lave sjov med hans regering og politik, vælger filmen at indsætte en stereotypisk sort wrestler / pornostjerne / wannabe-hiphopper med kæmpe guldkæder og bar overkrop som amerikansk præsident og gøre ham til en ansvarshavende del af det store imbecilitetsproblem. Det mener jeg er et totalt fejlskud, som ikke kan opvejes af de gags som forbindes med den sorte præsident (dem er der nemlig forbløffende få af).
Interessant er det at filmens producent og distributør, 20th Century—Fox også bliver gjort grundigt til grin i filmen i form af fremtidens Fox News der leveres af idiotiske, halvnøgne og på alle måder pumpede nyhedsværter. Endnu mere interessant er det så, at 20th Century—Fox neddroslede filmens amerikanske premiere fra 3000 biografer til kun 125 – og ydermere uden at markedsføre filmen overhovedet, således at filmen har haft overordentligt svært ved at tjene sig selv hjem.
Idiocracy kommer ud på dansk dvd i midten marts.
······
Idiocracy
Instruktion: Mike Judge
Medvirkende: Luke Wilson, Maya Rudolph, Dax Shepard m.fl.
20th Century—Fox, 2006
Spilletid: Ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century—Fox
Du skrev:
SvarSlet"Mere problematisk synes jeg det er at Idiocracy bider ud efter de forkerte, når den endelig viser tænder. Frem for at sende en bredside af sted mod f.eks. en George W. Bush og lave sjov med hans regering og politik, vælger filmen at indsætte en stereotypisk sort wrestler / pornostjerne / wannabe-hiphopper med kæmpe guldkæder og bar overkrop som amerikansk præsident og gøre ham til en ansvarshavende del af det store imbecilitetsproblem."
Reflekter lige lidt over dig selv her. Det du skriver er at satire kan rette sig mod 'de forkerte' - hvilket åbenbart sker når satiren ikke deler din personlige politiske holdning. (Ikke kritiserer George Bush, men porno, hiphop og personlig ansvarsløshed).
Har du nogensinde tænkt over at satire også kunne ramme den gruppe du tilhører? Hvis du ikke er OK med det, så er du langt fra at forstå hvad satire går ud på. Den handler ikke om at ramme magthavere og lade alle andre gå fri - den handler om at åbne folks øjne for alle mulige kritisable eller tåbelige ting. Der findes ikke 'rigtig' og 'forkert' satire - selve påstanden er en satire værd.
Endnu værre synes jeg din kommentar om at det er et fejlskud (!) at gøre en sort hiphopper personlig ansvarlig for noget som helst.
Helt ærligt. Sorte mennesker har ikke mindre ansvar for den politik der føres end hvide. De har stemmeret i USA, hvis det skulle have undgået din opmærksomhed.
Mvh Mylle.
Hej Mylle,
SvarSletTak for din feedback. "Idiocracy" og den humor som er i filmen er tydeligvis mere din kop te end min...
Jeg er helt uenig med din sidste kommentar: "Sorte mennesker har ikke mindre ansvar for den politik der føres end hvide". Se på det i bare et lidt større perspektiv og se på den ene procent af amerikanerne der tjener mest og er mest indflydelsesrige — der er ikke mange afroamerikanere eller latinos på den liste.
"Idiocracy" er en kedelig film, fordi den vil så lidt med sin satire. Der er kæmpepotentiale til at komme med den ene politiske bredside efter den anden (og filmens titel spiller jo på et politisk tema — democracy / idiocracy, det må du da give mig ret i), men den sigter meget meget lavt.
Mange hilsner
Martin