Paranoiac (1963)

Sort/hvid uhygge. Selv om Hammer Films var mest kendte for deres storslåede, kulørte monsterfilm var der også plads til f.eks. denne melodramatiske thriller. Paranoiac går Hitchcocks Psycho og Vertigo i bedene, men ender op som en langt svagere film på grund af alt for meget hemmelighedskræmmeri og løse tråde.

Paranoiac er endnu en omgang Hammer-horror som ikke bærer Terence Fishers instruktørnavn, og det er på den ene side meget godt, fordi vi ikke får denne films “monster” præsenteret i kedelige og u-uhyggelige totalindstillinger – på den anden side er det også lidt ærgerligt, fordi Terence Fishers hittepåsomhed og fortælleglæde også mangler. Paranoiac er til gengæld instrueret af Freddie Francis, som jeg ikke ved andet om, end at han også har været kameramand og derfor kan noget med også denne films visualitet – brugen af kameravinkler, lyssætning og skyggeeffekter. Det er især derfor man skal se Paranoiac, for beklageligvis er filmen ellers ikke særlig opsigtsvækkende.

Bevares, ret skal være ret: Plottet i filmen er faktisk OK, men det skyldes vist mest at der hæmningsløst hugges og stjæles fra Alfred Hitchcocks Vertigo (1958) og Psycho (1960). I Paranoiac er den velhavende familien Ashby på sammenbruddets rand: Mor og far er blevet dræbt i en bilulykke for flere år siden, den ældste søn, Anthony, begik selvmord i sorg året efter , og nu er den unge datter, Eleanor, og den næsten jævnaldrende bror, Simon, eneste tilbage. De to søskende bor sammen på familiens store efterladte gods, men Eleanor er psykisk syg og tror, hun ser den døde Anthony alle steder – den uhyggeligt karismatiske Simon har et større alkoholproblem. Historien sættes i gang da Eleanor vil springe ud fra en klippe for at tage sit eget liv, og hun reddes af ingen ringere end Anthony, som ikke har begået selvmord alligevel. Tror man – for her tager mystikken og de komplicerede intriger over, og jagten på sandheden begynder. For karaktererne og for publikum...

Problemet er bare, at familien Ashby ikke har tilstrækkeligt med lig i lasten. Pay off’et på det store hemmelighedskræmmeri er desværre ikke så skræmmende – hverken for publikum (for der er slet ikke plottwists nok i denne thrillers handling) eller for karaktererne i filmen; både Eleanor, Anthony og Simons reaktion på de ting, som filmen udsætter dem for er noget træagtig, og man har således svært ved at identificere sig med dem. Medoplevelsen skydes på denne måde i stykker. Plottet knirker og knager, og man undrer sig til sidst over, hvorfor alle tilsyneladende går rundt med skyklapper på og ikke gør noget ved familiens problemer som må være åbenlyse for enhver.

Det skyldes imidlertid også at realiseringen af plottet ikke er god nok; brugen af suspense er helt forkert og langt fra hvad go’e gamle Hitchcock ville have gjort. Suspense handler på alle måder om at publikum skal kunne identificere sig med karaktererne; det kan man “tvinge” dem til (som Hitchcock gør i Psycho), men man kan også lade det falde mere naturligt (som Hitchcock gør i Vertigo). Når indlevelsen af hovedpersonen er etableret, kan man så begynde at udsætte karakteren for de værste hændelser – og gerne med publikums merviden, forstået på den måde, at hvis vi ved at der ligger en bombe under bordet, men hovedpersonen ikke ved det, så er det langt mere uhyggeligt, end hvis man bare spiller på chokeffekten, når bomben pludselig går af. Hele Paranoiac er desværre bygget op om en række afsløringer, der ikke besidder en egentlig chokeffekt, fordi vi ikke kan leve os ind i karaktererne. Med andre ord: Det hele bliver alt for mystifistisk og gådefuldt, uden at vi har et fast holdepunkt at identicere os med. Alle karaktererne spiller på den ene eller anden måde dobbeltspil, og vi kan ikke sætte vores lid til nogen af dem.

Til gengæld er Paranoiac indtil videre den af Hammer-filmene i dette bokssæt som er flottest fotograferet. De sort/hvide kameraindstillinger er flot lyssat og filmen oser langt væk af ekspressionisme og en uhyggelig, paranoid nattestemning, som handlingen slet ikke kan efterkomme. Billederne er smukt kontrastede, så det sorte virkelig er sort og det hvide virkelig hvidt. Gitre, gardiner, skygger fra træer og andre mønstre bruges flot til at skabe en subjektiv visualitet. Netop billedsiden er så klart filmens force – og så glemmer jeg for en stund de håbløse udendørs day-for-night-optagelser.

Også Oliver Reed er god og karismatisk i rollen som Simon Ashby. Han været med i et par af de foregående Hammer-gysere, og Paranoiac er heller ikke hans bedste.

······


Paranoiac
Instruktion: Freddie Francis
Medvirkende: Janette Scott, Oliver Reed, Alexander Davion
Hammer Film Productions, 1963
Spilletid: Ca. 80 min.
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)