Virkelighedens Nicolas Bro bliver til fiktionens Nicolas Bro i kamerafilmen Offscreen, der slægter ikke kun den selvironiske sitcom Klovn på, men også hugger og stjæler fra flere nyere, halveksperimenterende udenlandske og danske film. Derfor ender Offscreen også med at blive både en forholdsvis uoriginal og temmelig uspændende stiløvelse, hvor kun scenerne med Trine Dyrholm liver op.
Offscreen var en af sidste års danske film, som Malene og jeg faktisk overvejede at spendere en babysitteraften på at få set i biografen. Vi er begge fans af Nicolas Bro og hans evner som komisk klumpedumpede karakterer i f.eks. Kongekabale. Også den fabelagtige Mørke, hvor han brænder igennem som psykopatisk og koldblodig morder, må regnes for et af Bros hovedværker og viser samtidig hans spændvidde. Derfor skulle vi også se Offscreen, men enten nåede filmen aldrig Slagelses Panorama-biografer eller også spillede den kun et par uger… I hvert fald måtte vi vente til dvd-premieren i sidste uge.
Vi havde nok skruet forventningerne for højt op …
Filmen behøver næppe en fyldig introduktion, men har Nicolas Bro i hovedrollen som Nicolas Bro, der hjælpes af sin gode ven instruktøren Christoffer Boe med at realisere sin personlige film om sig selv og kæresten, Lene Maria Christensen. Projektet tager en lidt uheldig drejning, da Lene gør det forbi med Nicolas, fordi hun ikke kan forlige sig med hans interesse for at optage hele deres liv og samkvem på video. Nicolas begynder efterfølgende for alvor at gå i spåner. Slutningen er langt fra en happy end, men står som filmens stærkeste og mest provokerende scene.
Problemet er, at det har taget små 80 minutter at nå til det blodige klimaks, og at det simpelthen ikke er spændende eller uhyggeligt, sådan som ville være det naturlige valg. Det skyldes først og fremmest filmens fortællemetode og æstetiske valg. Når hele filmen vises som optagelse med et håndholdt subjektivt kamera holdt af Nicolas Bro selv er det i sagens natur meget svært at skabe spænding, fordi ingen scene er uden Nicolas. Kun scenen hvor Lene i al hemmelighed optager en besked til kameraet er uden Nicolas’ vidende og dermed også filmens fortællemæssige højdepunkt.
Derudover er det jo på sin vis en interessant problematik, at når filmens fiktive Nicolas Bro forsøger at kortlægge sit liv, så distancerer han sig samtidig 100 % fra det. Det kommer også til udtryk i filmens gennemgående spændingsmangel: Vi starter med en blodig, halvnøgen og desperat Nicolas løbende med kameraet demonstrativt pegende på sig selv, og så kører resten af filmen som én lang flashbacksekvens. Vi ved med andre ord godt, hvordan det hele ender, men det som skulle være filmens interessefelt – Hvorfor ender det så galt? Hvornår går det galt for Nicolas? – evner den subjektive fremstilling ikke at afdække. Nicolas Bro holder jo selv det nærgående kamera og for det meste peger det væk fra ham selv, så hverken han eller publikum kan nå ind til den centrale problematik. Måske er det lige præcis det, som Christoffer Boes vil fortælle os, men så kan og bør det gøres mere spændende og medrivende end her. (Se f.eks. Peter Jacksons sublime Heavenly Creatures.)
Derfor kan Offscreen måske også bedst karakteriseres som en kunstnerisk stiløvelse ud i fortællemetode og æstetik. Men også her falder filmen lidt sammen. Den dér lidt sjove fakta-fiktions-problematik, hvor skuespillerne hedder det samme som karaktererne, er allerede afdækket i fire sæsoner af TV 2 Zulus selvironiske sitcom Klovn, hvor Casper Christensen spiller Casper Christensen og Frank Hvam spiller Frank Hvam. Men Offscreen er i denne sammenhæng en langt mindre farlig produktion, fordi vi aldrig tvivler på, at det er fiktion – dertil er Nicolas Bros karakter for karikeret og slutningen for syret.
På samme måde er den håndholdte grimhedens æstetik som taget ud af Trier og Vinterbergs Dogme-manifest – det ligner sågar den gamle tv-serie Riget og i de bedste scener med Trine Dyrholm er humoren lige så galgenhumoristisk som Rigets uden dog at have samme spontanitet, satire eller dramatiske sus. Offscreen låner desuden flittigt fra såvel den amerikanske independentsucces, Blair Witch Project, den franske selvtægtsfilm Irreversible, og danske Fluerne på væggen, hvor det er Trine Dyrholm der har en dv-kamera-fetichisme. Især i sammenligning med de udenlandske forbilleder er Offscreen en tam og uprovokerende affære.
Når filmen alligevel scorer en middel karakter skyldes det først og fremmest Nicolas Bros kompromisløse skuespil og den chokerende slutning, der brænder sig fast. Her lægges det subjektive kamera for første gang på hylden og meget symptomatisk går vi i ren Big Brother-mode for at afdække de sidste uhyrligheder. Filmens Nicolas Bro træder for første gang ind i sin egen fantasi og sin egen film og opsluges helt af den – og med os som tilskuere og de bagvedsiddende bødler.
······
Offscreen
Instruktion: Christoffer Boe
Medvirkende: Nicolas Bro, Lene Maria Christensen, Trine Dyrholm m.fl.
AlphaVille Pictures, 2006
Spilletid: Ca.
Dansk dvd-distribution: SF Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar