HAMMER TIME! Dette vampyrkys er den bedste Hammer-gyser indtil videre. Her er både masser af suspense, traditionelle og moderne fortolkninger af vampyrmyterne, og en finale af de mere opfindsomme og ambitiøse. Forskellige horror-elementer (hugtænder, kutteklædte tilbedere, skumle slotte og et kroværtspar hevet direkte ud af Hitchcocks Psycho) mikses sammen til en livlig og underholdende cocktail, der retfærdiggør Hammer Films plads i gyserfilmhistorien.
Hammer Films blev berømte på at genfilmatisere klassiske skrækromaner som Dracula og Frankenstein, som amerikanske Universal havde patent på i 1930erne. Hammers britiske udgave er gået over i filmhistorien (i hver fald den engelske filmhistorie) som væsentlig mere udpenslede – både hvad angår blod og vold og seksuelle under- og overtoner. Denne lille perle, The Kiss of the Vampire, refererer ikke til nogen af de klassiske gotiske romaner, men skaber sin egen lille historie ved at hugge og stjæle, det man nu om dage ville kalde gyserklicheer rundt omkring fra. Men filmen gør det med stor charme og dygtighed, så det aldrig bliver kedeligt – og i 60erne var det måske endda ret opfindsomt gjort.
The Kiss of the Vampire foregår omkring århundredeskiftet og tager udgangspunkt i mr. og mrs. Harcourts bryllupsrejse (spillet af Edward de Souza og Jennifer Daniel), som af uviste årsager går i bil til et eller andet fattigt, østeuropæisk land (hvor skulle man ellers tage hen som velbeslået brite?). Og så går det hverken værre eller bedre, end at bilen løber tør for benzin midt ude i en uhyggelig skov langt fra alfarvej. Her logerer det unge ægtepar sig ind på en skummel, men gæstfri kro, der ikke er vant til besøgende, alt i mens den lokale rigmand Herr Dr. Ravna (Noel Willman) udspionerer dem med sin kikkert og efterfølgende indbyder dem til et uhyggeligt maskebal, mens han lægger makabre planer for især mrs. Harcourt.
Filmen introducerer et kroværtspar, som er som trådt ud af Hitchcocks Psycho (1960); de virker på én og samme gang enormt venlige og gæstfri samtidig med at de tydeligvis gemmer på hemmeligheder, de ikke vil fortælle om. Selv de kameraindstillinger hvor Norman Bates overvejer hvilken nøgle han skal give Marion Crane på Bates Motel er plagieret i The Kiss of the Vampire, hvor kromutter står ved nøglebrættet og tænker over hvilket værelse hun skal give de nygifte. Mystikken breder sig fra start, fordi ét værelse ikke kan lejes ud, der dækkes op til forkert antal gæster, og kroværtinden har meget let til tårer og ønsker ikke at dele fortidens minder. Senere finder mrs. Harcourt dog et skab med tøj og billeder af en datter, der tilsyneladende ikke lever mere. Ikke på den rigtige måder i hvert fald.
Filmen bruger ikke meget krudt på at tæske igennem de klassiske vampyrtraditioner. Frem for at ridse de gammelkendte spilleregler op, så fornyer The Kiss of the Vampire myterne igennem en professor Zimmer (!) som også har indlogeret sig på hotellet. Professoren forklarer vampyrismen som en form for “ondskab” (i form af hypnose, lærdom, fristelser, uhyggelige lyster osv.) som dr. Ravna spreder i folk – lidt ligesom en form for nyreligiøs sekt. Han hjernevasker dem og fylder dem med ondt, og når de er helt omvendt og er i hans magt, har de fået hugtænder og kan sprede smitten videre. Vampyrerne fremstår som Ravnas disciple, der kan færdes frit i dagtimerne, blot de har en paraply med til at kaste skygge. Interessant er det også, at Ravna har høj status i det lille lokalsamfund, der ikke finder på at sætte sig op mod denne magtinstans, mens professor Zimmer på alle måder fremstår som en drikfældig outsider, som alle vender ryggen, og som i al hemmelighed dyrker sin anti-religion, der bringer mindelser om satanisme og djævlepåkaldelser. (Filmens klimaks og den sidste kamp mod Ravnas vampyrer foregår netop med fremmedartede besværgelser og sekstakkede stjerner tegnet på gulvet.)
I forhold til de tidligere omtalte Hammer-film er der arbejdet mere med billedsiden i The Kiss of the Vampire. Her er mange flere nærbilleder og varierede indstillinger, ligesom der er arbejdet tydeligt med de kulørte farver, som Hammer var så berømte for. Instruktøren, Don Sharp, veksler fint imellem forskellige former for suspense, hvor publikum ved henholdsvis mere og mindre end karaktererne. Det skaber tilpas med twists og gåder, der skal løses. I starten tænkte jeg, at filmens lyssætning var enorm fersk og alt for highkey’et til en gyserfilm, men det skyldes alene, at de første scener foregår i fuldt dagslys. Kort efter begynder skyggerne at falde tungt i kroen, hos Ravna osv. Rigtig ekspressionisme går der i den under og efter Ravnas maskebal, hvor der bruges mærkelige kameravinkler, håndholdt kamera og subjektivt POV. Don Sharps iscenesættelse er på mange måder mere fin og subtil, hvad angår vampyrernes fremtoning, end den ellers så elskede Terence Fischers noget kluntede fotografering af sine films monstre.
Efter nedturen med Captain Clegg (1962) er jeg igen ovenpå og glæder mig allerede til næste Hammer-film, Paranoiac (1963), som at dømme efter IMDb er i sort/hvid og handler om noget helt andet.
······
The Kiss of the Vampire
Instruktør: Don Sharp
Medvirkende: Edward de Souza, Jennifer Daniel, Noel Willman m.fl.
Hammer Film Productions, 1963
Spilletid: Ca. 88 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar