Den bedste film i 2006? Little Miss Sunshine er i hvert fald den bedste amerikanske komedie længe. Den hudfletter den amerikanske drøm og piller langsomt den taberagtige familie Hoover fra hinanden. Det er sort, kras humor ikke ulig de ironiske optrin fra Casper Christensens tv-serie Klovn. Men her er der mere på spil end dansk navlepilleri.
Little Miss Sunshines Oscar-status er vist af mere dark horse-karakter end de øvrigt nominerede. Den satiriske fremstilling af familien Hoovers jagt på den amerikanske drøm er langt fra storladne Babel eller klassiske Letters From Iwo Jima – for slet ikke at nævne dronningebiografien eller Scorseses The Departed. Men selv om Little Miss Sunshine måske ikke har samme tyngde eller publikumsappeal som konkurrenterne, er den en morsom og tankevækkende roadmovie, som varmt kan anbefales. Den er lidt i samme kategori som American Beauty (af Sam Mendes, 1999), men med mere kantede karakterer og skarpere pointer.
Plottet er formet som en simpel roadmovie i familien Hoovers gule folkevognsrugbrød. Familiens lille datter, Olive, skal deltage i skønhedskonkurrencen Little Miss Sunshine i Californien, og med på turen (ud over far og mor) kommer storebror, morbror og farfar. Hoover-familien er ikke en almindelig familie, men er ramt af en lang række problemer, hvor omstændighederne eller samfundet eller deres egne fejltrin, har villet det anderledes end deres fremtidsdrømme. Far Richard (spillet af Greg Kinnear) har opfundet et fantastisk 9-trins-succesprogram under mottoet, hvis man vil have succes, så får man succes; kun tabere siger undskyld, og hvis Olive vil med til skønhedskonkurrencen, så skal det være for at vinde. Problemet er så bare, at Richard ikke selv har nogen succes overhovedet, men må lade sig forsørge af konens indtægt.
Derudover har den homoseksuelle morbror Frank prøvet at begå selvmord efter at være blevet vraget af kæresten og fyret på jobbet; farfaren sniffer coke, brokker sig over den kedelige fastfood, som altid består af friturestegt kylling, og belærer 15-årige Dwayne om, at han bare skal se at få kneppet en masse piger, før det er for sent. Og Olive, som sætter hele historien i gang, er alt andet end en “little miss Sunshine” – hun er i bedste fald en almindelig amerikansk gennemsnitspige med store briller og i gammelt, usmart tøj.
For familien Hoover har ikke mange penge; de er lavest rangerende i den amerikanske middelklasse. Mange af filmens morsomme optrin – ja, og selve filmens omdrejningspunkt – udnytter den økonomiske knaphed, som for at udstille velmenende budskaber som “penge er ikke alt – familiens sammenhold er alt”. Men for familien Hoover er det helt anderledes: de manglende penge er med til at gøre hverdagen svær, starte diskussioner og skænderier – og gøre rejsen til Californien til et veritabelt helvede.
Familien har da heller ikke råd til at få morbroren Frank i behandling efter selvmordsforsøget, men må selv tage sig af ham, og han stuves sammen med resten af rakkerpakket ind i den lille gule VW. Frank kommer således til at fungere som publikums øjne på denne familie; det er igennem Frank vi oplever Richards sindssyge bemærkninger om vægttab og definitioner på vindere og tabere – og Frank er ikke selv positivt stemt over for familiens rejse eller konkurrencen eller bare at være sammen med dem. På grund af denne ambivalens bliver Frank – den homoseksuelle selvmorder og (ifølge Richard) den største taber af dem alle – et interessant fortællemæssigt valg; ironisk nok er det ham, der mere eller mindre ufrivilligt bygger broer mellem familiens medlemmer og skaber grobund for sammenhold.
Ligesom med filmens ambivalente brug af Frank, er dens forhold til karaktererne og publikum også tankevækkende. I første omgang gør vi som Frank og tager kraftigt afstand til familiens mærkelige og enormt morsomme skærmydsler og skænderier, men senere vendes det lige så stille på hovedet, og vi (publikum) tvinges indirekte til at forholde os til vores egne fordomme om den type sociale tabere, som familien Hoover tilhører. Især i slutningen hvor filmen går bag facaden på skønhedskonkurrencen og viser os et endnu mere hæsligt billede af USA, end det som Hoover-familien repræsenterer. Det er godt gået af en så forholdsvis lille og ukompliceret roadmovie.
Udover en Oscar for bedste film er også Abigail Breslin (Olive) og Alan Arkin (farfaren) nomineret for deres biroller. Deres afdæmpede spillestil er netop med til at tilføre filmen dens lidt mere sofistikerede humor, hvor det snarere er karakterernes absurde indfald og ideer – frem for sjove gimmicks eller one-liners – der sørger for payoff. Her spilles ikke med følelserne uden på tøjet men mere realistisk (og måske improviseret – jeg ved det ikke). Det hele bliver dermed langt mindre farceagtigt end den gennemsnitlige amerikanske komedie, og Little Miss Sunshine læner sig da også på mange måder op ad den grovkornede humor, afslappede spillestil og realistiske stemning i f.eks. den danske tv-serie Klovn eller dens amerikanske forbillede Curb Your Enthusiasm.
Det fede er at Little Miss Sunshine ikke praktiserer navlepilleri for åben skærm, men bruger humoren, spillestilen og stemningen til at pege fingre ad den amerikanske drøm og den form for amerikansk hykleri, som vi (også danskerne) ikke kan sige os fri for at være påvirkede og en del af.
Derfor skal denne film ses og nydes.
······
Little Miss Sunshine
Instruktion: Jonathan Dayton & Valerie Davis
Medvirkende: Abigail Breslin, Greg Kinnear, Alan Arkin m.fl.
Third Gear Productions, 2006
Spilletid: Ca. 102 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century-Fox
Ingen kommentarer:
Send en kommentar