Profondo Rosso (1975)

Dario Argentos mesterværk oser af stemningsfulde og uforglemmelige mareridt. Suspensen er i højsædet i denne film, hvor Argento også tager et markant skridt væk fra Hitchcocks suspenseformel i sine første og mere traditionelle giallo-thrillers. Her er hvert mord og hvert gys et filmisk højdepunkt med smukt kameraarbejde, tydelig klipning og fræsende underlægningsmusik som omdrejningspunkt.

Profondo Rosso er en mesterligt sammensat gyser – her integreres den psykologiske mordgåde, der skal løses, med den paranormale rammehistorie om at kunne fornemme andre menneskers tanker.

Den minder om Hitchcock-film som Psycho eller måske Vertigo, der også flirter med det overnaturlige i kombination med irrationelle handlinger, men som dybest set handler om at komme til bunds i et mordmysterium og forklare den logiske sammenhæng. Det er imidlertid slet ikke den slutning, Argento forfølger i Profondo Rosso; han omfavner det overnaturlige, det paranormale, ja selve det irrationelle som et grundelement i både sin fortællestruktur og visuelle pondus.

Profondo Rosso åbner sig for flere analyse- og fortolkningsmetoder, og det må ses som en stor kvalitet ved Argentos værk, at man ikke bliver færdig med filmen sådan uden videre, men kan blive ved med at finde nye detaljer at gå på opdagelse i. Af samme årsag har jeg kun udvalgt at fokusere på et emne i denne anmeldelse: Argentos kombination af logisk detektivgåde med det overnaturlige og irrationelle. Netop denne dimension åbnede sig for mig ved mit første møde med Profondo Rosso.

Tankelæsning på flere planer
Godt nok er filmens basisplot hængt op på en række brutale mord, der skal løses af vor detektivpar, Marc og Gianna (spillet af engelske David Hemmings og italienske Daria Nicolodi), men allerede under startteksterne gør Argento og filmen noget ganske uventet – irrationelt kunne man sige: Underlægningsmusikken fades hurtigt ned og vi får et flashback af et mord iscenesat som var det et maleri i én totalindstilling fra en dagligstue. Skygger kæmper på væggen, mens en skinger børnesang lyder fra en grammofonpladespiller. En blodig kniv smides på gulvet foran kameraet. Et par børnesko med knælange uskyldsrene strømper kommer ind i billedet og stivner ved kniven. Herpå vender filmen tilbage til startteksterne og den oprindelige underlægningsmusik.

Kort efter giver den tyske "spåkone" Helga Ulmann sin teori om tankelæsning som en medfødt evne, men som langt de fleste af os glemmer, når vi lærer at bruge vore almindelige sanser. Argento placerer hende på en scene ved en paranormal konference, hvilket giver hendes kommentar mere pondus og gør den til et decideret varsel. Ikke mindst fordi vi (seerne) er til stede ved konferencen i skikkelse af et subjektivt kamera som tydeligvis påvirker Helga Ulmann til at få et mareridtsagtigt syn fra fortiden.

Herfra er filmen nærmest manisk bygget op om denne paranormale struktur; Argento fodrer os og hovedpersonerne med umærkelige varsler om de mord, der skal ske senere. Marc skoldes af kogende vand og kører senere forbi et færdselsuheld med en væltet lastbil - begge scener vender senere tilbage i chokerende mordscener. Men også flashbacket under startteksterne er jo i virkeligheden et tydeligt varsel om fortidens traumer, der maser sig på i vores bevidsthed filmen igennem, og leder frem til filmens klimaks, hvor Marc også får adgang til flashbacket.

Denne struktur hvor fortiden og fremtiden sætter tydelige spor på nutiden bliver en så naturlig del af Profondo Rosso, at man i slutningen af filmen tager sig selv i at gætte på hvad der skal ske med de medvirkende ud fra de visuelle syn/varsler, som Argento giver os.

Selve morderens hærgen kan også kun forklares (logisk), hvis man accepterer at morderen netop er disponeret for tankelæsning. Filmen tvinger på denne måde seeren til at kombinere det logiske med det overnaturlige.

Leg med billeder
Dario Argento kombinerer denne fantastiske struktur med en endnu mere storslået billedside, der kæler for syrede kameravinkler og stiliserede locations – meget lig hans debutfilm, The Bird with the Crystal Plumage (1969). Kameraet og klipningen mimer gerne den paranormale struktur ved at iscenesætte visse sekvenser på en komplet irrationel (eller i hvert fald anti-mainstream) måde.

Her får kameraet sit eget liv og fryser f.eks. til stedet, selv om personen, det følger over skulderen, går videre. Flere steder fanger det da også en skygge på væggen, en dør eller et vindue der bevæger sig i udkanten af billedrammen. Andre steder er der tilsyneladende ingenting, hvilket bevirker at den manglende kamerabevægelse i sig selv skaber uhyggen og de irrationelle tanker hos publikum. Man kan sige at kameraets umotiverede (irrationelle) stop giver os direkte adgang til det uhyggelige i filmen - enten i det der vises på billederne eller også i selve billedstilen.

Denne form for pure cinema kommer til udtryk flere gange i filmens suspense- og chokscener, og ofte følges den af en lige så legende klippestil, der på samme måde bryder med normaliteten (her: kontinuitetsklipning) for at skabe noget skævt, noget ubehageligt, der trigger seernes bange anelser.

Et af filmens mest suspense-fyldte mord starter f.eks. med professor Giordani, der ringer forgæves til Marc: Her er klipperytmen i første omgang bundet til telefonens ringelyde, men så vælger Argento at sætte klippehastigheden op med det resultat at den bliver mere tydelig, pågående og ubehagelig, fordi den rammer helt skævt i forhold til publikums forventninger og reallyden. Senere i scenen sættes klippehastigheden igen op uden nogen fortællemæssig grund men som en tydelig udfordring af kontinuitetsreglerne. Det skaber – sammen med de syrede kameraindstillinger, de klaustrofobiske locations og den fræsende underlægningsmusik – en fuldstændigt overrumplende stemning, der taler direkte til publikums følelser. Scenen munder da netop også ud i filmens måske mest ulogiske og irrationelle chokscene, hvor en uhyggelig mekanisk dukke nærmest går til angreb på offeret (og publikum, jf. Argentos brug af subjektivt kamera), før det endelige mord lukker scenen.

Det er scener som disse, som min beskrivelse ikke yder tilnærmelsesvis retfærdighed, men som man skal se og opleve på egen krop - mærke hvordan Argento med sin normbrydende brug af billede, lyd og klipning taler direkte til og udfordrer ens følelser. Det er en mageløs film! Især nu hvor den danske dvd-distributør Another World Entertainment har lanceret den bedste og mest komplette og gennemrestaurerede udgave af Profondo Rosso til dato. Dobbeltdisk-udgaven med det tilhørende kommentarspor af den danske instruktør og Argento-ekspert, Thomas Rostock er simpelthen årets "danske" filmudgivelse. Gid også mere etablerede filmdistributørere i Danmark ville tage ved lære og release ældre film med samme seriøsitet og professionalisme. Bravo!

······


Profondo Rosso
(eng. Deep Red, da. Mordets melodi)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: David Hemmings, Daria Nicolodi, Gabriele Lavia m.fl.
Seda Spettacoli, 1975
Spilletid: 126 minutter (originaludgave) + 106 minutter (international release)
Fabelagtig dansk dvd-udgave med fremragende kommentatorspor af den danske Argento-ekspert Thomas Rostock fra Another World Entertainment. Prisen er lige under kr. 100,- og det er forrykt billigt!

Tjek Dobbelt D's Definitive DVD Podcast's interview med Thomas Rostock.
Tjek også dette hjemmelavede men meget informative kommentarspor begået af engelske Michael Mackenzie der skriver PhD om giallogenren.