Dario Argentos første film er en forrygende suspense-thriller som Hitchcock ville have lavet dem, hvis han havde fået lov. Her er rigeligt med mord på smukke italienske kvinder, blodige barberknive, plottwists og en gennemført visuel kvalitet i de særprægede locations og billedæstetikken. Fans af the Master of Suspense vil nyde Argentos debut.
Jeg er ikke nogen superekspert, når det kommer til italiensk film, men når det handler om italiensk horrorfilm, er der et par navne, der har bidt sig fast. Jeg har efterhånden fået set en god håndfuld Mario Bava-film fra 1960-70erne og synes altid, jeg kan finde et eller andet (eller en hel masse), der begejstrer mig i den italienske maestros film. Nu er turen så kommet til Dario Argento og hans første film, L’Uccello dalle piume di cristallo (a.k.a. The Bird with the Crystal Plumage eller på dansk: Fuglen med krystalfjerpragten).
Og sikke en debut! Filmens handling er hverken kompliceret eller dyb, men tager udgangspunkt i den amerikanske journalist Sam Dalgas (spillet af Tony Musante), der uforvarende bliver vidne til et mordforsøg på en smuk kvinde og dernæst bliver hovedperson i en seriemorders uhyggelige komplot. The Bird with the Crystal Plumage er på den måde en farverig og underholdende suspense-thriller – med de muntre og mørke Alfred Hitchcock-elementer trukket mere ud i ekstremerne, hvor den gamle Master of Suspense foretrak midtervejens mainstream.
Pure cinema
Det første man lægger mærke til i The Bird with the Crystal Plumage er Argentos visuelle stil. Her tilfører de valgte locations i sig selv spænding – lige fra det minimalistiske, kridhvide kunstgalleri hvor det første knivoverfald foregår, over den mørklagte og forladte busparkeringsplads hvor Sam jages af en bister lejemorder i skrigende gul vindejakke med et sort 8-tal på ryggen, til den gale kunstmalers ruin af bolig hvor alle indgangsdøre er blokeret så ingen kan komme ind og kattene ikke kan slippe ud. Det minder alt sammen meget om Hitchcocks valg af locations til North by Northwest med Cary Grant i FN-bygningen, flygtende på de vide majsmarker og kravlende på Mount Rushmore; Argento udnytter sine farverige locations på samme underholdende måde.
Et andet træk fra Hitchcock er sekvenserne med pure cinema, hvor kameraets indstilling og bevægelser alene fortæller historien. Knivoverfaldet i begyndelsen filmes fra Sam Dalgas’ begrænsede point of view og størstedelen af sekvensen benytter subjektiv lyd, da Sam låses inde mellem to solide glasdøre, der giver ham frit udsyn til begivenhederne men ikke dialogen eller reallydene. Det fungerer bjergtagende godt, fordi man som seer overrumples af den aparte fravær af lyd og samtidig bliver ekstra opmærksom på den på én gang smukke og grusomme billedside.
Andre mordsekvenser udspiller sig ligeledes med et fravær af underlægningsmusik, hvilket tilfører en ubehagelig realisme. Et overfald med en barberkniv bliver ekstra skræmmende på grund af offerets subjektive point of view af kniven der gentagende gange brutalt og hurtigt angriber kameraet kun akkompagneret af den minimalistiske reallyd fra kniven. Mange scener bringer mindelser om Psycho, men udført mere kompromisløst end Hitchcocks brusebadsmord. Til gengæld peger The Bird with the Crystal Plumage også fremad mod John Carpenters Halloween, der vist bl.a. har lånt fra Argento i scenen, hvor en ung kvinde ryger cigaret i sengen og opdager den maskerede morder som stillestående silhuet i døren til soveværelset. Lige inden hun får kniven.
Kulørt persongalleri
På den anden side gemmer der sig også mange sjove eller i hvert fald sorthumoristiske øjeblikke i Argentos debutfilm. Filmen igennem forsøger politiet at få opsporet kvindemorderen, men uden stort held. Opklaringsarbejdet fylder da heller ikke særlig meget, og sporene videregives bl.a. i syrede småscener, hvor en blind videnskabsmand iført hvid kittel og sorte solbriller forklarer om hårfibre og DNA fundet på gerningsstedet. Imens behandles politiets materiale af store farverige og identiske vaskemaskineagtige maskiner bag ham, og en stor legoagtig datamat spytter en ascii-tegning ud med morderens profil.
Vi møder desuden en stammende alfons (som taget ud af en Monty Python-sketch), der kan holde sin stammen tilbage ved hele tiden at sige ”adios”, hvilket selvfølgelig afstedkommer et par misforståelser i samtalen med Sam. Det er også dybt ironisk, at alfonsen prøver at bortforklare sit rufferi over for Sam, og hans lidt aparte udseende og væremåde er så modsatrettet det billede vi normalt har alfonser fra medierne (fakta og fiktion). På samme måde hiver Argento tæppet væk under seerne i scenen med eneboerkunstmaleren, der først virker enormt truende, men senere kommer til at fungere som omdrejningspunktet i en surrealistisk sketch, da han (som det mest naturlige i verden) afslører, at han skam opdrætter katte for at spise dem. Når Sam i den situation får det dårligt, er scenen på ingen måde uhyggelig.
At Dario Argento fra sin første spillefilm på denne måde kan forene det kulørte med det uhyggelige og få en underholdende suspense-thriller ud af det, vidner om stort filmisk talent og vovemod. Jeg glæder mig allerede til den næste Argento-gyser i rækken.
······
The Bird with the Crystal Plumage
(ital. L’Uccello dalle piume di cristallo; da. Fuglen med krystalfjerdragten)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Tony Musante, Suzy Kendall, Enrico Maria Salerno m.fl.
Central Cinema Company Film, 1970
Spilletid: Ca. 94 minutter
Alt for fattig dansk dvd udgivelse af On Air
Lækker 2-disk-udgivelse af Blue Underground (køb!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar