The Dark Knight (2008)

Kort sagt: Mesterværk! Christopher Nolans anden Batman-film sætter helt nye standarder for superheltefilm ved at være den flotteste, den ondeste og den mest menneskelige af dem alle. Filmens stærke hovedperson-ensemble anføres af karismatiske Heath Ledger og indadvendte Christian Bale. The Dark Knight skal ses på det store lærred i en biograf, der tør skrue helt op for lyden.

Christopher Nolans The Dark Knight er et mesterværk fordi:

1) Stemningen er et fænomenalt sort miks af galskab, vrede og melankoli fra første færd. Vi slipper for den lange og opslidende (og efterhånden noget så kedelige) skabelseshistorie, der er blevet en indgroet del af superheltefilm. I Batman Begins brugte Nolan megen tid på netop Bruce Waynes baggrundshistorien. I The Dark Knight hopper man direkte ind i filmens pulserende handling med et langt helikopterskud imellem Gotham Citys højhuse – helt hen til et vindue, der eksploderer i kaskader af glasskår. Og så er vi i gang med det første storstilede kup udtænkt af Jokerens syge hjerne: Her bærer hver eneste forbryder uhyggelig klovnemaske og nakker koldblodigt den nærmeste samarbejdspartner, når deres del af opgaven er udført. Her er overrumplende action, mystik og suspense fra første scene, når en gul skolebus tordner ind igennem bankens facade for at hente de mange penge og den sidste overlevende forbryder.

2) De parallel- og krydsklippede suspense-sekvenser er hjørnestenene i The Dark Knight – ikke buldrende tomhjernede actionscener. Eftersom Christopher Nolan har valgt at have et større galleri af hovedpersoner, bliver klippestilen selvfølgelig også en gennemgående parallelklipning mellem politiets efterforskning, forbryderne, Batman/Bruce Wayne, og statsadvokaten Harvey Dent. Men også actionscenerne konstrueres tit omkring denne parallelklippede struktur, så der ikke blot er tale om en simpel last-minute-rescue hvor Batman skal nå at komme til undsætning før bomben sprænger. Nolan bruger eksemplarisk den skiftevis pulserende og skingrende underlægningsmusik til at fremhæve parallelklipningens intensiverende suspense. Her bliver Jokerens maniske ondskab overmenneskelig og uovervindelig i dens allestedsnærværelse. Via prallelklipniangen understreges politiets magtesløshed, når ikke én person står til at blive likvideret med brevbomber og syreangreb, men fire-fem personer på én gang. Der er masser af den slags scener, f.eks. hvor Batman skal vælge mellem at redde Rachel Dawes (ekskæresten) eller Harvey Dent fra døden – men også hvor almindelige mennesker skal vælge mellem at sprænge en båd fuld af gemene forbrydere i luften, eller selv blive sprunget i luften af samme gruppe forbrydere.

3) Heath Ledgers videreudvikling af Jokeren er uvurderlig for filmen. Alting står og falder med portrætteringen af denne gale terrorist, og her iscenesættes han netop som en selvstændig bombe, der kan detonere hvornår det skal være. Læg dertil den krakelerende hvide makeup, sorte øjenhuler, det ukæmmede lange hår og arrene i mundvigene og Ledgers læspende og tungefikserede spillestil med den duknakkede gang. Vi er på alle måder langt fra Jack Nicholsons karnevalsfigur i Tim Burtons tegneseriefilmatisering af Batman; Nolan og Ledger er gået skridtet videre og har gjort Jokeren til en moderne efterkommer til Hannibal the Cannibal fra Silence of the Lambs (1990). Ledger får oven i købet lov til at levere en mindre monolog, der bringer mindelser om Hannibal Lecters kommentar om psykologiens problemer med at analysere ham. Jokeren har som Lecter intet formål med sine terrorhandlinger – han nyder bare at se verden bryde sammen omkring sig, som det eksemplificeres den ene kameraindstilling, hvor Jokeren arrigt forsøger at få bombedetonatoren til at virke uden for Gothams centralhospital, endelig får skidtet til at virke og begejstret begynder at sprænge hospitalet i luften bag sig, inden han smutter ind i en bus der kører væk med evakuerede patienter alt imens resten af hospitalet nærmest imploderer i en fascinerende supertotal. Den scene fotograferer Nolan i én lang – åndeløs! – kameraindstilling, der kombinerer 11. septembers grusomheder med Batman-universets sorte galgenhumor. Det er sådan en scene, der let kan gå galt og kamme over, men Nolan og Ledger styrer sikkert i havn.

4) Christopher Nolan mesterlige instruktion formår at finde en meget svær balance mellem de stille og suspense-fyldte scener, den hårdtpumpede action og de kryds/parallelklippede kapløb med tiden. Man kan mene at filmens to og en halv times spilletid kan tage pusten fra enhver, og at særligt én af de store plotlinjer og karakterbuer bliver hastet igennem i de sidste tre kvarter – men The Dark Knight er så dynamisk fortalt at man alligevel må tage hatten af for Nolans tæft. Her introduceres et helt ensemble af hovedpersoner, hvor Bruce Wayne/Batman nok stadig er den centrale superhelt og stadig har sine problemer at slås med i en by på randen af kaos, men hvor Harvey Dent på mange måder er et mere interessant karakterstudie, fordi han udvikler sig langt mere radikalt. Christian Bale, Aaron Eckhart, Heath Ledger, Maggie Gyllenhall og Gary Oldman står i centrum for fortællingen, men Alfred og Lucius Fox (Michael Caine og Morgan Freeman) spiller også vægtige roller. I det hele taget er der mange små set ups, som man tror er engangs-entreer, men som viser sig at være vigtige for handlingen og vender tilbage senere. Det gør Nolans The Dark Knight til en kompleks og fremadstormende superheltefilm, der med sine 152 minutters spilletid på alle planer topper genren. Det er simpelthen ikke set bedre eller gjort mere rigtigt.

The Dark Knight er den første film i mange år, som jeg har lyst til at gense ikke én gang og ikke i morgen eller overmorgen – men mange gange og lige nu.


······

The Dark Knight
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Heath Ledger, Aaron Eckhart m.fl.
Warner Bros. Pictures, 2008
Spilletid: 152 minutter
I danske biografer lige nu. Afsted!

PR-foto venligst lånt fra Sandrew Metronome.
Filmens danske hjemmeside: http://wwws.dk.warnerbros.com/thedarkknight/