A Fist Full of Quarters. Donkey Kong og andre spillemaskiner fra 80’erne er omdrejningspunktet i denne afdækkende dokumentar. Det handler om verdens højeste highscores, lobbyisme og nepotisme i nørdernes paradis. Men det handler også om den moderne mands svære kamp for at realisere sig selv i vor tids samfund, hvor gammeldags maskulinitet er sat på standby. The King of Kong er et både morsomt og varmt portræt, der river publikum med sig.
Denne dokumentar handler om en spillemaskine fra den lokale grillbar tilbage i start-80erne, Donkey Kong. Spillet er kendt for at introducere en kompakt, italiensk blikkenslager, som senere skulle blive berømt som Mario i alskens Nintendo-spil. Donkey Kong foregår på en byggeplads, hvor Mario skal kæmpe sig op ad ramper og stiger til sin kæreste, som er blevet bortført af – nej, ikke et stort æsel, underligt nok, men – en stor abe. Samtidig gør aben det svært for Mario, fordi der konstant smides tønder og andet kasteskyts mod ham. Donkey Kong er også kendt for at være et umenneskeligt svært spil.
I Seth Gordons afdækkende dokumentar, The King of Kong, møder vi Billy Mitchell, den forsvarende mester i Donkey Kong og en aktiv del af det amerikanske gaming-miljø Twin Galaxies, der var blandt de første til at føre protokol over highscores. Twin Galaxies er så anerkendte, at Guiness’ rekordbog nu om dage går til dem, når de skal have de autoriserede highscores. Udover verdensrekorden i Donkey Kong har Billy Mitchell haft stor succes i fødevarebranchen, hvor han har sit eget sovsefirma og en kæde af restauranter. Han er på alle måder et brand og behandles med den respekt, der følger med, når han færdes rundt til spilturneringer og lignende.
Men så kommer udfordreren Steve Wiebe på banen; han er en arbejdsløs familiefar med personlige og økonomiske nederlag i bagagen. Han sætter sig for at slå Billy Mitchells verdensrekord for at bevise over for sig selv og sin familie, at han kan noget – at han er noget værd.
Det er her The King of Kong for alvor sætter i gang: Vi ser Steve Wiebes rekordforsøg og i rollen som outsideren over for Twin Galaxies’ inderkreds til spilturneringerne. Spændingen spidser til, da filmen afslører, at Billy Mitchells Donkey Kong-verdensrekord er den sidste, han har tilbage, og at Steve Wiebe rent faktisk har evnerne til at slå den. Men selv i denne nørdede branche uden økonomiske interesser gælder alle de beskidte kneb i kampen om en smule prestige.
Billy Mitchell, kapitalist og dumt svin
Det er utroligt, at noget så indspist og uendeligt ligegyldigt som en highscore på en 26-år-gammel spillemaskine kan afføde en så medrivende og varm dokumentar. Men Seth Gordons kombination af ukommenterede fluen-på-væggen-optagelser fra spilturneringerne og interviews med de to hovedkarakterer fungerer upåklageligt. Seth Gordon formår netop at finde det eksotiske i det hverdagslige; det uendeligt trivielle sættes ind på en fiktionsformel, vi kender rigtig godt – den lille, uskyldige mand mod det store, onde system – og med et meget klart mål for de to hovedpersoner: At (for)blive verdensmester i Donkey Kong.
Derudover har Seth Gordon fanget virkeligheden på kornet, om man så må sige: Billy Mitchell er som typecastet til rollen som nederdrægtig og intrigant modstander. Fra start af karakteriseres han som den amerikanske drøm – han har drevet det vidt som erhvervsmand, siden han som teenager tog en stribe verdensrekorder på diverse spillemaskiner. Efterhånden som disse rekorder er blevet slået, har paranoiaen indfundet sig hos Mitchell, og i løbet af filmen bliver han mere ubehagelig: Mitchells særprægede, skulderlange hår bliver flere gange et symbol på hans perfektionisme og paranoia; Twin Galaxies’ udsendte håndlangere indtelefonerer beskeder til Mitchell, mens Steve Wiebe spiller Donkey Kong, for mesteren ønsker ikke selv at mødes med udfordreren; og Mitchell indleverer et videobånd med en ny Donkey Kong-rekord på, som ligner et falsum, men som Twin Galaxies i ren nepotisme godtager for at holde Steve Wiebe udenfor.
Seth Gordon vælger at netop at accentuere Billy Mitchells mørke side, så han ender som en klassisk filmskurk, og selv om det er fantastisk underholdende, er det også et billigt trick, der flytter The King of Kong i retning af docusoap’en. Det sker dog heldigvis for det meste ret indirekte og aldrig på den dér in-your-face-måde, som doku-satirikeren Michael Moore er så kendt for.
Den moderne mands trofæ
Gentagne gange i filmen prøver Steve Wiebe og hans familie – konen, datteren og sønnen – at konkretisere, hvorfor det er så vigtigt at få verdensrekorden i Donkey Kong. Og målet ændrer sig lige så stille fra at være Wiebes mulighed for at realisere sig selv (og få succes og respekt ved at blive verdens bedste) til at være et princip om at få lov til at høre til som menneske (og være en del af Twin Galaxies).
Der er flere scener, som rammer disse to temaer lige på kornet, som var The King of Kong en 100% kontrolleret spillefilm. I VHS-optagelser med sit eget hjemmevideokamera dokumenterer Steve Wiebe ikke alene, at han kan slå Billy Mitchell i Donkey Kong, men også at Wiebes egen søn i baggrunden råber på sin far og vil have ham til at stoppe spillet og give sig en tør ble. Det er en fantastisk scene, fordi det stationære VHS-kamera er rettet mod spillemaskineskærmen og dokumenterer at en verdensrekord er ved at blive lavet, mens lydsiden og den lille drengs gråd og kalden skærer sig igennem marv og ben. Man forstår så udmærket Steve Wiebes frustrationer, og filmen breder hans vanskeligheder ved Donkey Kong-projektet ud til at handle om den moderne mands vanskeligheder ved at finde sig selv, når han både skal være familiefar, tage sig af børnene, vise følelser og omsorg – og så også gerne vil være M-A-N-D i gammeldags forstand og erobre og vinde respekt. Seth Gordon starter ligefrem sin dokumentar med at citere William S. Burroughs for at mennesket altid har haft lyst til krig, konkurrence og spil.
Anden halvdel af The King of Kong drejer Wiebes projekt i retning af at ville høre til i Twin Galaxies, efter at han har fået succes og også nyt job som skolelærer. Denne del rammer lige ned i den moderne mands – ja, vel det moderne menneskes – angst for netop ikke at høre til noget sted og ikke blive accepteret for den man er. I filmen kommer det til udtryk i Wiebes håb om at blive optaget i Guiness’ rekordbog og blive accepteret i Twin Galaxies-sammenslutningen: Da Wiebe skal forklare sin datter hvorfor det er så vigtigt for ham, kommer han til kort over for den lille piges lette tilgang til livet – hun forstår simpelthen ikke, hvorfor det er så vigtigt. Her viser dokumentarfilmen sin overlegenhed; med få midler nuanceres billedet af Steve Wiebe, og hans livsprojekt reduceres til en absurd besættelse, samtidig med at vi (publikum) udmærket forstår ham.
The King of Kong anbefales på det varmeste til alle unge familiefædre. Særligt dem der er vokset op i et hjem med en Commodore 64 og Amiga 500.
······
The King of Kong: A Fist Full of Quarters
Instruktion: Seth Gordon
Medvirkende: Billy Mitchell, Steve Wiebe, Walter Day m.fl.
LargeLab, 2007
Spilletid: ca. 83 minutter
Amerikansk dvd-distribution: New Line Home Video
Denne dokumentar handler om en spillemaskine fra den lokale grillbar tilbage i start-80erne, Donkey Kong. Spillet er kendt for at introducere en kompakt, italiensk blikkenslager, som senere skulle blive berømt som Mario i alskens Nintendo-spil. Donkey Kong foregår på en byggeplads, hvor Mario skal kæmpe sig op ad ramper og stiger til sin kæreste, som er blevet bortført af – nej, ikke et stort æsel, underligt nok, men – en stor abe. Samtidig gør aben det svært for Mario, fordi der konstant smides tønder og andet kasteskyts mod ham. Donkey Kong er også kendt for at være et umenneskeligt svært spil.
I Seth Gordons afdækkende dokumentar, The King of Kong, møder vi Billy Mitchell, den forsvarende mester i Donkey Kong og en aktiv del af det amerikanske gaming-miljø Twin Galaxies, der var blandt de første til at føre protokol over highscores. Twin Galaxies er så anerkendte, at Guiness’ rekordbog nu om dage går til dem, når de skal have de autoriserede highscores. Udover verdensrekorden i Donkey Kong har Billy Mitchell haft stor succes i fødevarebranchen, hvor han har sit eget sovsefirma og en kæde af restauranter. Han er på alle måder et brand og behandles med den respekt, der følger med, når han færdes rundt til spilturneringer og lignende.
Men så kommer udfordreren Steve Wiebe på banen; han er en arbejdsløs familiefar med personlige og økonomiske nederlag i bagagen. Han sætter sig for at slå Billy Mitchells verdensrekord for at bevise over for sig selv og sin familie, at han kan noget – at han er noget værd.
Det er her The King of Kong for alvor sætter i gang: Vi ser Steve Wiebes rekordforsøg og i rollen som outsideren over for Twin Galaxies’ inderkreds til spilturneringerne. Spændingen spidser til, da filmen afslører, at Billy Mitchells Donkey Kong-verdensrekord er den sidste, han har tilbage, og at Steve Wiebe rent faktisk har evnerne til at slå den. Men selv i denne nørdede branche uden økonomiske interesser gælder alle de beskidte kneb i kampen om en smule prestige.
Billy Mitchell, kapitalist og dumt svin
Det er utroligt, at noget så indspist og uendeligt ligegyldigt som en highscore på en 26-år-gammel spillemaskine kan afføde en så medrivende og varm dokumentar. Men Seth Gordons kombination af ukommenterede fluen-på-væggen-optagelser fra spilturneringerne og interviews med de to hovedkarakterer fungerer upåklageligt. Seth Gordon formår netop at finde det eksotiske i det hverdagslige; det uendeligt trivielle sættes ind på en fiktionsformel, vi kender rigtig godt – den lille, uskyldige mand mod det store, onde system – og med et meget klart mål for de to hovedpersoner: At (for)blive verdensmester i Donkey Kong.
Derudover har Seth Gordon fanget virkeligheden på kornet, om man så må sige: Billy Mitchell er som typecastet til rollen som nederdrægtig og intrigant modstander. Fra start af karakteriseres han som den amerikanske drøm – han har drevet det vidt som erhvervsmand, siden han som teenager tog en stribe verdensrekorder på diverse spillemaskiner. Efterhånden som disse rekorder er blevet slået, har paranoiaen indfundet sig hos Mitchell, og i løbet af filmen bliver han mere ubehagelig: Mitchells særprægede, skulderlange hår bliver flere gange et symbol på hans perfektionisme og paranoia; Twin Galaxies’ udsendte håndlangere indtelefonerer beskeder til Mitchell, mens Steve Wiebe spiller Donkey Kong, for mesteren ønsker ikke selv at mødes med udfordreren; og Mitchell indleverer et videobånd med en ny Donkey Kong-rekord på, som ligner et falsum, men som Twin Galaxies i ren nepotisme godtager for at holde Steve Wiebe udenfor.
Seth Gordon vælger at netop at accentuere Billy Mitchells mørke side, så han ender som en klassisk filmskurk, og selv om det er fantastisk underholdende, er det også et billigt trick, der flytter The King of Kong i retning af docusoap’en. Det sker dog heldigvis for det meste ret indirekte og aldrig på den dér in-your-face-måde, som doku-satirikeren Michael Moore er så kendt for.
Den moderne mands trofæ
Gentagne gange i filmen prøver Steve Wiebe og hans familie – konen, datteren og sønnen – at konkretisere, hvorfor det er så vigtigt at få verdensrekorden i Donkey Kong. Og målet ændrer sig lige så stille fra at være Wiebes mulighed for at realisere sig selv (og få succes og respekt ved at blive verdens bedste) til at være et princip om at få lov til at høre til som menneske (og være en del af Twin Galaxies).
Der er flere scener, som rammer disse to temaer lige på kornet, som var The King of Kong en 100% kontrolleret spillefilm. I VHS-optagelser med sit eget hjemmevideokamera dokumenterer Steve Wiebe ikke alene, at han kan slå Billy Mitchell i Donkey Kong, men også at Wiebes egen søn i baggrunden råber på sin far og vil have ham til at stoppe spillet og give sig en tør ble. Det er en fantastisk scene, fordi det stationære VHS-kamera er rettet mod spillemaskineskærmen og dokumenterer at en verdensrekord er ved at blive lavet, mens lydsiden og den lille drengs gråd og kalden skærer sig igennem marv og ben. Man forstår så udmærket Steve Wiebes frustrationer, og filmen breder hans vanskeligheder ved Donkey Kong-projektet ud til at handle om den moderne mands vanskeligheder ved at finde sig selv, når han både skal være familiefar, tage sig af børnene, vise følelser og omsorg – og så også gerne vil være M-A-N-D i gammeldags forstand og erobre og vinde respekt. Seth Gordon starter ligefrem sin dokumentar med at citere William S. Burroughs for at mennesket altid har haft lyst til krig, konkurrence og spil.
Anden halvdel af The King of Kong drejer Wiebes projekt i retning af at ville høre til i Twin Galaxies, efter at han har fået succes og også nyt job som skolelærer. Denne del rammer lige ned i den moderne mands – ja, vel det moderne menneskes – angst for netop ikke at høre til noget sted og ikke blive accepteret for den man er. I filmen kommer det til udtryk i Wiebes håb om at blive optaget i Guiness’ rekordbog og blive accepteret i Twin Galaxies-sammenslutningen: Da Wiebe skal forklare sin datter hvorfor det er så vigtigt for ham, kommer han til kort over for den lille piges lette tilgang til livet – hun forstår simpelthen ikke, hvorfor det er så vigtigt. Her viser dokumentarfilmen sin overlegenhed; med få midler nuanceres billedet af Steve Wiebe, og hans livsprojekt reduceres til en absurd besættelse, samtidig med at vi (publikum) udmærket forstår ham.
The King of Kong anbefales på det varmeste til alle unge familiefædre. Særligt dem der er vokset op i et hjem med en Commodore 64 og Amiga 500.
······
The King of Kong: A Fist Full of Quarters
Instruktion: Seth Gordon
Medvirkende: Billy Mitchell, Steve Wiebe, Walter Day m.fl.
LargeLab, 2007
Spilletid: ca. 83 minutter
Amerikansk dvd-distribution: New Line Home Video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar