Oscarværdig? Årets dark horse til Oscar-ceremonien var en charmerende ironisk ungdomskomedie om et kontroversielt emne. Juno tager fat dér, hvor de ligegyldige amerikanske tærte/toilethumorfilm stopper – dér hvor det begynder at gøre ondt og den ufrivillige graviditet bliver en ubehagelig kendsgerning. Men Juno er befriende umoralsk og ukonservativ og har et par intelligente kvinder i hovedrollerne. Ikke mindst fantastiske Ellen Page, der så absolut er Oscarværdig.
Diablo Cody har leveret manuskript, Jason Reitman har instrueret, og her er afkommet: Juno – en spøjs dramakomedie med vægten lagt på komikken. Filmen har allerede gået sin sejrsgang rundt hos anmelderne i såvel USA som i Danmark, og det ikke uden grund: Her er en ungdomsfilm der ikke drukner i øl, fisse og hornmusik. Juno har en historie at fortælle og bliver et intelligent modstykke til f.eks. American Pie-serien. Hvor tærtefilmene slipper af sted med en bøvet mandslings point of view ved at portrættere hovedparten af de unge kvinder som sexlystne, storbarmede blondiner, byder Juno på kløgtige, men også følsomme, unge kvinder og barnagtige ubeslutsomme mænd.
I spidsen for det hele står Juno MacGuff (sublimt spillet af Ellen Page), der går hen og bliver gravid men lynhurtigt finder på en plan: Hun vil have en abort, inden tingen inde i maven vokser sig alt for stor. Men da hun finder ud af at fostret allerede har udviklet negle, flygter hun fra den uhumske abortklinik, og giver sig til at lede efter en god adoptivfamilie. Og først derefter fortæller hun nyheden til sin far og papmor, der støtter hende helhjertet i hendes beslutning.
Helstøbte kvinder
Juno formår som kun få film at veksle mellem morsom dialog, visuelle gags og dybfølt drama. Dens tone ændrer sig flere gange fra urealistiske friskfyragtige oneliners (som taget ud af munden på Quentin Tarantino) til samtaler i håndholdte nærbilleder og tilbageholdt åndedræt. Cody & Reitman forstår at iscenesætte deres spøjse persongalleri, så de aldrig bliver typer eller overspiller på den dér farceagtige måde. Junos stedmor (Allison Janney) iscenesættes fra starten som en lettere bizar kone i bløde sweaters og med en overdreven interesse for hunde som hun broderer på puder og klipper ud af blade. Men denne billige komik suppleres af scener, hvor hun hjælper og forsvarer Juno og viser sig som en fyrig løvinde, der nok kan sætte en simpel klinikassistent på plads.
Ligeledes med mrs. Loring (Jennifer Garner) der sammen med mr. Loring skal adoptere Junos kommende barn, og som lige så stille udvikler sig fra en irriterende, småneurotisk Woody Allen/Julia Roberts-karakter til at have hele publikums forståelse og medfølelse i filmens sidste minutter. Hendes underkuede mand udvikler sig i modsat retning og hvor han i begyndelsen har vores og Junos sympati, så ender det helt anderledes.
Diablo Cody har leveret manuskript, Jason Reitman har instrueret, og her er afkommet: Juno – en spøjs dramakomedie med vægten lagt på komikken. Filmen har allerede gået sin sejrsgang rundt hos anmelderne i såvel USA som i Danmark, og det ikke uden grund: Her er en ungdomsfilm der ikke drukner i øl, fisse og hornmusik. Juno har en historie at fortælle og bliver et intelligent modstykke til f.eks. American Pie-serien. Hvor tærtefilmene slipper af sted med en bøvet mandslings point of view ved at portrættere hovedparten af de unge kvinder som sexlystne, storbarmede blondiner, byder Juno på kløgtige, men også følsomme, unge kvinder og barnagtige ubeslutsomme mænd.
I spidsen for det hele står Juno MacGuff (sublimt spillet af Ellen Page), der går hen og bliver gravid men lynhurtigt finder på en plan: Hun vil have en abort, inden tingen inde i maven vokser sig alt for stor. Men da hun finder ud af at fostret allerede har udviklet negle, flygter hun fra den uhumske abortklinik, og giver sig til at lede efter en god adoptivfamilie. Og først derefter fortæller hun nyheden til sin far og papmor, der støtter hende helhjertet i hendes beslutning.
Helstøbte kvinder
Juno formår som kun få film at veksle mellem morsom dialog, visuelle gags og dybfølt drama. Dens tone ændrer sig flere gange fra urealistiske friskfyragtige oneliners (som taget ud af munden på Quentin Tarantino) til samtaler i håndholdte nærbilleder og tilbageholdt åndedræt. Cody & Reitman forstår at iscenesætte deres spøjse persongalleri, så de aldrig bliver typer eller overspiller på den dér farceagtige måde. Junos stedmor (Allison Janney) iscenesættes fra starten som en lettere bizar kone i bløde sweaters og med en overdreven interesse for hunde som hun broderer på puder og klipper ud af blade. Men denne billige komik suppleres af scener, hvor hun hjælper og forsvarer Juno og viser sig som en fyrig løvinde, der nok kan sætte en simpel klinikassistent på plads.
Ligeledes med mrs. Loring (Jennifer Garner) der sammen med mr. Loring skal adoptere Junos kommende barn, og som lige så stille udvikler sig fra en irriterende, småneurotisk Woody Allen/Julia Roberts-karakter til at have hele publikums forståelse og medfølelse i filmens sidste minutter. Hendes underkuede mand udvikler sig i modsat retning og hvor han i begyndelsen har vores og Junos sympati, så ender det helt anderledes.
Filmen Juno - dens tone, dens æstetik, dens historie - bliver på den måde et 1:1-udtryk for den udvikling som karakteren Juno gennemgår under sin graviditet. Fra vittig, oprørsk og ungdommelig til nænsom, kærlig og med større livserfaring.
Leg med konventioner
Juno er i det hele taget en kvindefilm med stort Q, og den tager et par store emner op og vender dem på en befriende uprætentiøs måde. Teenagemødre og abort og adoption er sværvægtere i et konservativt-kristent USA, og Cody & Reitman har ikke lavet den oplagte offerfilm; de har ikke engang forsynet deres film med en politisk-korrekt slutning eller en konservativ morale. Heller ikke en fortærsket Hollywood-slutning om ægte kærlighed bliver det til.
Leg med konventioner
Juno er i det hele taget en kvindefilm med stort Q, og den tager et par store emner op og vender dem på en befriende uprætentiøs måde. Teenagemødre og abort og adoption er sværvægtere i et konservativt-kristent USA, og Cody & Reitman har ikke lavet den oplagte offerfilm; de har ikke engang forsynet deres film med en politisk-korrekt slutning eller en konservativ morale. Heller ikke en fortærsket Hollywood-slutning om ægte kærlighed bliver det til.
Juno leger med samfundets politiske og religiøse konventioner, men bringer også legen ind i selve fortælleformen og udfordrer Hollywoods konventioner dels i dens naturligt utraditionelle karakterer og dels ved at placere et totalt åbent andet plotpoint lige før klimaks; her mærker man som seer, at alle filmens bolde kastes op i luften, og for første gang i meget lang tid (og mange film) sad undertegnede med en følelse af, ikke at vide, hvad Junos tætte dans med mr. Loring ville bringe med sig. Og netop da tæppet bliver hevet væk under én, får man øje på Cody & Reitmans setups og kan se sammenhængen. At filmen på én gang kan overraske og samtidig falde 100% på plads - det er en fortællemæssig genistreg.
Juno er (på nær de første forfærdelige 15 minutter, hvor dialogen er helt ved siden af i dens forsøg på at være BRAGENDE SJOV PÅ DEN DER FEDE INDIE-MÅDE - og er man i meget dårligt humør, trækker man derfor en karakter fra nedenstående) en perfekt film. Jason Reitman har taget et syvmileskridt i den helt rigtige retning efter den noget jævne Thank You for Smoking.
······
Juno
Instruktion: Jason Reitman
Medvirkende: Ellen Page, Jennifer Garner, Allison Janney
Mandate Pictures, 2007
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk biografdistribution: 20th Century Fox
I danske biografer lige nu!
Juno er (på nær de første forfærdelige 15 minutter, hvor dialogen er helt ved siden af i dens forsøg på at være BRAGENDE SJOV PÅ DEN DER FEDE INDIE-MÅDE - og er man i meget dårligt humør, trækker man derfor en karakter fra nedenstående) en perfekt film. Jason Reitman har taget et syvmileskridt i den helt rigtige retning efter den noget jævne Thank You for Smoking.
······
Juno
Instruktion: Jason Reitman
Medvirkende: Ellen Page, Jennifer Garner, Allison Janney
Mandate Pictures, 2007
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk biografdistribution: 20th Century Fox
I danske biografer lige nu!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar