Reinkarnation på film. Nicole Kidman spiller en moderne Rosemary i en film, der udvider grænserne for den psykologiske mainstream-thriller. Birth tager fat, der hvor andre film får berøringsangst, og leverer sin foruroligende historie om en voksen kvindes kærlighed til sin døde mand og til en 10-årig dreng. Birth er provokerende og uhyggelig - ikke mindst på grund af sit distancerede og dæmpede filmsprog.
Jeg fik anbefalet Birth af en rigtig god kollega (tak, Christine), som egentlig bare gerne ville høre min mening til slutningen og diskutere, hvad der egentlig sker. Jeg havde ikke hørt et eneste ord om Birth før, men højst skævet til dvd-coveret i min lokale Blockbuster. Derfor blev filmen også en overraskelse af de helt store - og ganske ubehagelige.
I Birth går instruktør og manuskriptforfatter Jonathan Glazer de store thriller-mestre i bedene: han genbruger Hitchcocks nekrofilitema fra Vertigo; han tilsætter en Nicole Kidman i rollen som skrøbelige Anna, der ligner og opfører sig som en moderne udgave af Polanskis Rosemary. Over for hende sætter han så filmens store scoop: En mut 10-årig dreng, der påstår at være reinkarnationen af Annas afdøde mand, Sean. Det har Anna nemt ved at forkaste i starten, men da unge Sean har viden om intime detaljer fra Anna og Seans kæresterier og ægteskab og desuden kan sætte gang i hendes følelsesliv, som kun den gamle Sean var i stand til, udvikler filmen sig snart i en grænsesøgende retning.
Ultranær af et sammenbrud
Jonathan Glazer serverer sit - ja, lad os bare være ærlige, noget tvivlsomme plot så overbevisende, at man bliver suget direkte ind i Annas trøstesløse tilværelse og forstår hende og tror på filmen. Det er Glazers evne til at skabe en klaustrofobisk stemning af ubehag og uhygge med kamera, lyd og klipning, der gør også gør filmen til noget særligt. Herigennem fremhæves Nicole Kidman og unge Cameron Brights fantastiske skuespil.
Birth byder på mange (nærmest Kubrick-agtige, jf. The Shining) dvælende kameraindstillinger i kombination med larmende underlægningsmusik, hvor Glazer vedholdende bliver ved med at fotografere f.eks. en grådkvalt Anna i ultranær, så man som seer føler sig præcis ligeså indespærret og frustreret som hun er på skærmen. Dertil kommer så den eksplosive klassiske musik, der akkompagnerer disse tætte beskæringer af den sammenbrudstruede kvinde, så hendes indre kaos tydeligt forplanter sig til publikum. Det er en næsten minimalistisk måde, at formidle en sådan scene, men den fungerer fantastisk.
Uhyggelig distance
Netop Jonathan Glazers tilbageholdende, objektive stil (der går aldrig frådende ekspressionisme i den i Birth - heller ikke, da Annas kærlighed til lille Sean begynder at folde sig ud), bevirker at handlingen bliver så meget mere troværdig. Her er New York fotograferet fra sin absolut mindst farverige side; alle omgivelser er holdt i støvede nuancer - selv Annas seng er beklædt med gråt hør, som udtryk for den musegrå glasklokke hun befinder sig i. Uden for er det selvfølgelig vinter.
Tonen i Annas high-society-omgangskreds er lige så kølig og distanceret som filmens æstetik: Anna og hendes nye mand, Joseph, annoncerer deres forlovelse, som en direktør fremlægger en god samarbejdsaftale med den værste konkurrent; og senere i filmen holdes der audition på musikken til brylluppet. I denne verden er spontanitet og følelser bandlyste, og man griner hånligt af en lille fattig dreng, der påstår at han er Annas Sean.
Måske er det denne form for hovmod over for det ubevidste og det metafysiske, Jonathan Glazer lader skinne igennem i klipningen, for i flere scener ignorerer kameraet lille Sean, der befinder sig offscreen - nogle gange dvæler kameraet tydeligt på den, som Sean snakker med, mens der ikke klippes til Sean. Det giver disse scener et uhyggeligt, klaustrofobisk præg. Samtidig får Glazer med få virkemidler skabt ekstra mystik om den spøgelsesagtige Sean, for er han der eller er han der ikke - og hvordan reagerer han på det, der bliver sagt? Ligesom de dvælende kameraindstillinger er klipningen visse steder på den måde grænseoverskridende modig for en mainstreamfilm. Men det er også fantastisk effektivt.
Dermed er Birth en af den slags film, hvor plottet ikke (ej heller slutningen) mejsles ud i granit for seeren, der til gengæld opfordres til at åbne for alle sanser og mærke hvad der sker i filmen. Det gør Birth til en af den slags filmoplevelser, der er svær at ryste af sig bag efter.
······
Birth
Instruktion: Jonathan Glazer
Medvirkende: Nicole Kidman, Cameron Bright, Lauren Bacall m.fl.
New Line Cinema, 2004
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar