2’eren er bedst! Sam Raimis genindspilning af hans egen no-budget gyser fra 1981 er stadig visuelt overrumplende, plat og gakket i sine groteske lemlæstelsesscener. Uforlignelige Bruce Campbell er i centrum for løjerne, og Evil Dead II er en postmoderne gyserklassiker, hvor plot, logik og menneskekroppe opløses i det rene nonsens for øjnene af os.
Før Sam Raimi blev opdaget af Hollywood og fik milliard-budgetter til at lave Spiderman-trilogien gik han og vennerne og baksede med et par lavbudgetfilm der kom til at forme en helt anden slags trilogi; Evil Dead-serien består af to næsten identiske gyser/splatterfilm og en mere adventurepræget tredje del, der fik titlen Army of Darkness (1992).
Evil Dead II udmærker sig ved dels at være en genindspilning af 1’eren og ved dels at have et større budget og langt større idérigdom. Den udvider selve genrebegrebet fra The Evil Dead’s dystre ondskab til et grotesk sammensurium af Monty Python-sort humor, farceagtigt skuespil og en visuel vildskab, som man stadig skal kigge langt efter i amerikanske gysere. På dansk grund fik vi omtrent samtidig Michael Wikke & Sten Rasmussens Sonny Souffle Shock Show [1986], en tv-serie der på lignende vis sprængte genrebegrebet sønder og sammen ved at mikse det uhyggelige med en selvbevidst komik fyldt med intertekstuelle referencer og platte jokes.
Selvbevidst gys
Evil Dead II er meget mere end en gyser. Der er fra start af elementer, der gør, at man let rubricerer den som sådan; kæresterne Ash og Linda ankommer til den ensomt beliggende skovhytte, Ash starter en gammel båndoptager så en satanisk besværgelse afspilles og påkalder skovens dæmoner, der besætter Linda, som derefter må lade livet.
Men allerede her udnyttes de tunge gyserklicheer til det ekstreme – så de tydeliggøres for os seere. Først og fremmest er hele denne første scene overstået i løbet af ganske få minutter (til sammenligning tog det tilsvarende handlingsforløb over halvanden time at afvikle i The Exorcist [1973]). Ligeledes visualiseres dæmonerne i et subjektivt kamera der flyver brølende igennem skoven, torpederer et vindue og videre frem mod Linda. Og da Linda er blevet besat, bølger en gammel monsterfilmagtig tåge overdrevent frem fra omgivelserne, hendes hoved hugges af med en spade i slowmotion og ruller flere meter hen ad jorden, hvor det standser foran kameraet. I tydeligt skæve kameravinkler begraves Linda, og da Ash jager et primitivt kors i jorden, lyder det første tordenskrald. Vi er på alle måder i gyserland, men samtidig befinder vi os i landsdelen for tegnefilm og komik; genrekonventionerne er så absurd og overdrevet tydeliggjort – og galskaben eskalerer da Ash besættes, Lindas døde krop vågner op igen og Ashs egen hånd gør oprør og må saves af så blodet sprøjter. Og vi er stadig kun et kvarters spilletid inde i filmen!
Oprør mod den perfekte krop
Evil Dead II’s skruppelløshed gør den på én og samme gang morsom og farlig. Filmen vover at mikse overdreven, farceagtig slapstickkomik med gys og splat, f.eks. i scenen hvor Ash skyder efter sin hånd og millioner liter blod fosser ud af skudhullerne i væggen, hvorefter Ash – noget paf – sætter sig på en stol, der i ægte Gøg-og-Gokke-stil braser sammen under ham, hvorefter hele hyttens inventar griner højlydt og længe af ham. Den slags handlingsforløb gør filmen uforudsigelig og man har tit følelsen af at sidde i spøgelsestoget i et tivoli, når syns- og høresansen bombarderes i ét væk. Der er fart og tempo på, og filmen er altid komisk og sjov med lige så mange gags som der er chokscener.
Men denne løssluppenhed gør også Evil Dead II til en "farlig" film – en film der ikke vil være konform men udvider (eller nedbryder gysergenren). Ligesom menneskekroppene der hugges ned så blodet sprøjter i kaskader af rødt, grønt og blåt (!), maltrakteres plot og genrekonventioner, så al logik opløses. Selv slutningen er overrumplende og kommer (medmindre man har fanget set up’et) ud af den blå luft. Det der holder sammen på Evil Dead II’s plot er Ashs spinkle udviklingshistorie fra ung og usikker fyr til en overdreven macho-Rambo med motorsav monteret på højre hånd og et oversavet jagtgevær i venstre.
Bortset fra denne fortællemæssige sammenhæng ligner Evil Dead II mest en Tom & Jerry-tegnefilm med levende mennesker uden grænse for de groteske ideer og intertekstuelle referencer til alt fra Ray Harryhausen-stopmotion til Hitchcocks Psycho (1960). Her gælder det bare om – som i andre splatterfilm fra den tid – at destruere sammenhængskraften, pænheden og menneskekroppen. Dermed fortsætter Sam Raimi og co. oprøret mod hele den vesterlandske kultur, anført af USA og the American way, sådan som gysergenren har gjort siden tidernes morgen. I 1980-90’erne var det overfladeideologien med dens forgudelse af det perfekte udseende og det perfekte liv, der fik kniven.
······
Evil Dead II (da. Evil Dead 2: Udrydderen)
Instruktion: Sam Raimi
Medvirkende: Bruce Campbell, Sarah Betty, Dan Hicks m.fl.
Renaissance Pictures, 1987
Spilletid: Ca. 81 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome
Ingen kommentarer:
Send en kommentar