Mockumentary på dansk. Morten Harz Kaplers’ film om mordet på Anders Fogh Rasmussen er nomineret til en Bodil som årets bedste danske film. Den pris er AFR dog for rodet til at vinde, men filmen er stadig et kig værd, fordi den trods alt vover et politisk øje i dens leg med ytringsfriheden. Kaplers tør ligeledes eksperimentere med de dokumentariske virkemidler – og ender faktisk med at sætte hele faktagenren til debat.
Lad os starte med at definere, hvad AFR skuffende nok ikke er: Den er ikke en mockumentary i bedste afslørende dokumentarstil, der forsøger at finde frem til gerningsmanden bag det fingerede mord på Anders Fogh Rasmussen. Titlens tre forbogstaver giver ellers associationer i retning af Oliver Stones JFK, hvor et andet præsidentmord skulle opklares – komplet med konspirationsteorier og galoperende paranoia. Og AFR’s foromtaler og PR-maskineri har da også gang på gang understreget at her får vi en (ganske vist 100% opdigtet) dokumentar der revser det politiske system – særligt den borgerlige regering og Dansk Folkeparti.
AFR ender dog med at være forbavsende mild. Ud over filmens grundidé med at køre Anders Fogh Rasmussens mantra om dansk ytringsfrihed helt ud og udnævne ham til skabsbøsse, der er utro mod sin egen kone og følelsesmæssig påvirkelig til at skifte hele sit partis politiske kurs i retning af rendyrket humanisme over for det afrikanske kontinent – ja, ud over denne grundidé (der ligger som undertekst igennem store dele af filmen), så er det småt med de politiske kindheste. Her er ingen udfald mod højrefløjen i dansk politik: Tværtom gøres Anders Fogh nærmest til en helgen, da hans følelsesliv foldes helt ud i hans professionelle virke under formandskabet for EU.
AFR er ikke en afslørende dokumentar, der prøver at kortlægge, hvem der slog Anders Fogh Rasmussen ihjel, eller de politiske magtstrukturer i det borgerlige Danmark. Den skal ligne en afdækkende dokumentarfilm hvis primære formål er at portrættere selvfølgelig Anders Fogh Rasmussen men også den (100% opdigtede) venstreorienterede, homoseksuelle rebel Emil – i skikkelse af Morten Harz Kaplers selv. Emil bliver den følelsesmæssige primusmotor for Foghs nye politik.
At iscenesætte eller ikke iscenesætte
Problemet med filmen er at segmenterne med Emil fylder for meget, og at de ikke er interessante i sig selv, men kun når de sættes sammen med Foghs historie. De dele hvor Emils bagland interviewes til kameraet – særligt flipperen i bar overkrop med en kat på skødet og det homoseksuelle overklasseløg fra whiskybæltet er urealistiske typer – er enormt forceret og tydeligt konstrueret. Arkivmaterialet virker til tider tåkrummende iscenesat, som når Morten Harz Kaplers optræder til diverse demonstrationer på kornede billeder og i starten af filmen i leopard-g-strengstrusser i nightvision-optagelser. Det, der nok skulle have været meget grænseoverskridende, bliver hevet ned på et trivielt soapplan, hvor Fogh dropper sin elsker “Emil”, der til gengæld sendes på en mental og selvdestruktiv deroute. Og fordi det er så iscenesat og fjernt fra det politiske liv i Danmark, bliver det også kedeligt.
Det der til gengæld fungerer i AFR er det delvist fingerede portræt af Anders Fogh. Her mikses fakta med fiktion, så det bliver interessant at følge med i, fordi disse dele af filmen forholder sig direkte til virkeligheden. Og det føles også som om Morten Harz Kapler i her vil noget med sin film, der rækker ud over føleri og soap. Her er de berømte interviews med kendte danske politikere (Pia Kjærsgaard får drillende lov til at udnævne ham til bøsse) og arkivmateriale fra TV-Avisen med Fogh selv som skatteminister i Schlüter-regeringen. Her kan man som publikum mærke, at der er noget på spil for instruktøren og hans film, og hele ideen bag mockumentary-genren foldes ud, fordi man konsekvent sidder og forholder sig til faktagenrens virkemidler og prøver at sætte fingeren på, hvad Kaplers har fingeret, og hvad der er rigtigt nok. Det bevirker faktisk, at Kaplers sætter hele den store faktagenre til debat, og tvinger sit publikum til at forholde sig til, om vi kan stole på tv-nyheder og afdækkende såvel som afslørende dokumentarprogrammer. Eller om denne ophøjede genre i sidste instans ikke påvirkes af følelser fra de medvirkende og producenterne – præcis som de ophøjede politikere i virkeligheden og i AFR.
Vil man se en mockumentary om likvideringen af et regeringsoverhoved, der på lignende vis sætter faktagenren til debat, men som også tør pirke mere til den politiske virkelighed, anbefales den amerikanske Death of a President (2006).
······
AFR
Instruktion: Morten Harz Kaplers
Medvirkende: Anders Fogh Rasmussen, Morten Harz Kaplers, Vivi Nielsen m.fl.
Liberty Film, 2007
Spilletid: Ca. 83 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome
Lad os starte med at definere, hvad AFR skuffende nok ikke er: Den er ikke en mockumentary i bedste afslørende dokumentarstil, der forsøger at finde frem til gerningsmanden bag det fingerede mord på Anders Fogh Rasmussen. Titlens tre forbogstaver giver ellers associationer i retning af Oliver Stones JFK, hvor et andet præsidentmord skulle opklares – komplet med konspirationsteorier og galoperende paranoia. Og AFR’s foromtaler og PR-maskineri har da også gang på gang understreget at her får vi en (ganske vist 100% opdigtet) dokumentar der revser det politiske system – særligt den borgerlige regering og Dansk Folkeparti.
AFR ender dog med at være forbavsende mild. Ud over filmens grundidé med at køre Anders Fogh Rasmussens mantra om dansk ytringsfrihed helt ud og udnævne ham til skabsbøsse, der er utro mod sin egen kone og følelsesmæssig påvirkelig til at skifte hele sit partis politiske kurs i retning af rendyrket humanisme over for det afrikanske kontinent – ja, ud over denne grundidé (der ligger som undertekst igennem store dele af filmen), så er det småt med de politiske kindheste. Her er ingen udfald mod højrefløjen i dansk politik: Tværtom gøres Anders Fogh nærmest til en helgen, da hans følelsesliv foldes helt ud i hans professionelle virke under formandskabet for EU.
AFR er ikke en afslørende dokumentar, der prøver at kortlægge, hvem der slog Anders Fogh Rasmussen ihjel, eller de politiske magtstrukturer i det borgerlige Danmark. Den skal ligne en afdækkende dokumentarfilm hvis primære formål er at portrættere selvfølgelig Anders Fogh Rasmussen men også den (100% opdigtede) venstreorienterede, homoseksuelle rebel Emil – i skikkelse af Morten Harz Kaplers selv. Emil bliver den følelsesmæssige primusmotor for Foghs nye politik.
At iscenesætte eller ikke iscenesætte
Problemet med filmen er at segmenterne med Emil fylder for meget, og at de ikke er interessante i sig selv, men kun når de sættes sammen med Foghs historie. De dele hvor Emils bagland interviewes til kameraet – særligt flipperen i bar overkrop med en kat på skødet og det homoseksuelle overklasseløg fra whiskybæltet er urealistiske typer – er enormt forceret og tydeligt konstrueret. Arkivmaterialet virker til tider tåkrummende iscenesat, som når Morten Harz Kaplers optræder til diverse demonstrationer på kornede billeder og i starten af filmen i leopard-g-strengstrusser i nightvision-optagelser. Det, der nok skulle have været meget grænseoverskridende, bliver hevet ned på et trivielt soapplan, hvor Fogh dropper sin elsker “Emil”, der til gengæld sendes på en mental og selvdestruktiv deroute. Og fordi det er så iscenesat og fjernt fra det politiske liv i Danmark, bliver det også kedeligt.
Det der til gengæld fungerer i AFR er det delvist fingerede portræt af Anders Fogh. Her mikses fakta med fiktion, så det bliver interessant at følge med i, fordi disse dele af filmen forholder sig direkte til virkeligheden. Og det føles også som om Morten Harz Kapler i her vil noget med sin film, der rækker ud over føleri og soap. Her er de berømte interviews med kendte danske politikere (Pia Kjærsgaard får drillende lov til at udnævne ham til bøsse) og arkivmateriale fra TV-Avisen med Fogh selv som skatteminister i Schlüter-regeringen. Her kan man som publikum mærke, at der er noget på spil for instruktøren og hans film, og hele ideen bag mockumentary-genren foldes ud, fordi man konsekvent sidder og forholder sig til faktagenrens virkemidler og prøver at sætte fingeren på, hvad Kaplers har fingeret, og hvad der er rigtigt nok. Det bevirker faktisk, at Kaplers sætter hele den store faktagenre til debat, og tvinger sit publikum til at forholde sig til, om vi kan stole på tv-nyheder og afdækkende såvel som afslørende dokumentarprogrammer. Eller om denne ophøjede genre i sidste instans ikke påvirkes af følelser fra de medvirkende og producenterne – præcis som de ophøjede politikere i virkeligheden og i AFR.
Vil man se en mockumentary om likvideringen af et regeringsoverhoved, der på lignende vis sætter faktagenren til debat, men som også tør pirke mere til den politiske virkelighed, anbefales den amerikanske Death of a President (2006).
······
AFR
Instruktion: Morten Harz Kaplers
Medvirkende: Anders Fogh Rasmussen, Morten Harz Kaplers, Vivi Nielsen m.fl.
Liberty Film, 2007
Spilletid: Ca. 83 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome
Ingen kommentarer:
Send en kommentar