Billy Wilders Hollywood-drama har snart 60 år på bagen, men er stadig et af de bedste og kritiske portrætter af filmbyen. Sunset Boulevard er aldrig bange for at tage fat på de store, tabubelagte emner og afdække dem på en saglig, humanistisk måde. Under 1950ernes økonomiske opsving var begge dele temmelig usædvanligt. Og det er det på mange måder stadigvæk. Deri består Wilders genialitet og det særligt wilderske touch.
Efter at have analyseret M og snakket om filmens portræt af ondskaben i Peter Lorres barnemorderkarakter, kaster mit 2.g-mediefagshold og jeg os i næste uge over Billy Wilders klassiker Sunset Boulevards intriger. 20 år efter tyske Fritz Lang lavede M som en kritik af nazitidens tyske pøbelsamfund, går østrigske Wilder i kødet på den amerikanske filmindustri og bruger den som symbol på det enkelte menneskes åndelige korruption. Trods instruktørernes fælles baggrund, er skildringen af ondskab i de to film meget forskellig: Hvor retfærdigheden ender med at ske fyldest i M, klinger slutningen i Sunset Boulevard væsentligt mere kynisk og tvetydig.
Billy Wilder skrev sammen med Charles Brackett historien om den usle manuskriptforfatter Joe Gillis, der på mere end én måde slår sig sammen med den fallerede stumfilmsstjerne Norma Desmond. De søger begge gevinsten ved berømmelsen: Gillis i form af penge og status, Norma i form af spotlysets kærtegn. Hvor han “bare” vil overleve i filmbyen som manuskriptforfatter, søger hun kærlighed og anseelse – hun stræber efter at blive en filmstjerne igen, og bruger Gillis’ manuskriptforfatterdrømme som kickstarter.
Sunset Boulevard er på den måde et studie i menneskers udnyttelse af andre mennesker for personlig vindings skyld. Den er vovet i sin afdækning af Norma Desmonds psykotiske tilstand og især i Hollywoodstudiernes udnyttelse af samme sygdom. Publikum tvinges fra start af til at forholde sig distanceret til Norma Desmond, som følge af Gillis’ bidende voice-over og hovedpersonstatus. Men ligesom Gillis langsomt fatter sympati og kærlighed for den maniske kvinde, tvinges publikum også til at tage hendes parti, da det afsløres at Hollywood overhovedet ikke er interesseret i hendes forsøg på at gøre comeback, men tvært om bare vil have fingrene i hendes veteranbil.
I en særligt satirisk scene på en af Paramounts store scener rettes følgespotten ved et tilfælde mod Norma Desmond, som sidder alene og ukendt for sig selv. På grund af Hollywood-lyset genkender alle hende pludselig igen og vil i kontakt med hende. Hendes stjerne slukkes dog lige så hurtigt som den tændes, da lysmesteren retter spotten tilbage på scenens egentlige hovedpersoner. Filmbyens nådeløse overfladiskhed og glemsomhed og jagt på de populære stjerners succes er den egentlige syndebuk i Sunset Boulevard. Det her er den amerikanske drøm, når den viser sit grimmeste ansigt.
Dermed er et af de helt centrale temaer også forhold mellem virkelighed og illusion – herunder storhedsvanvid og falskhed. Karaktererne snyder og bedrager hinanden, men Wilder forfalder aldrig til en sort/hvid-gengivelse af det gode og det onde. Selv den bistre butler, Max (spillet af Erich von Stroheim), viser sig at være menneskelig, når han stadig drages af Norma Desmond og skriver falske fanbreve til hende dagligt. Det viser sig jo, at Max har været gift med Norma og faktisk opdagede hende og instruerede hendes første film – men disse følelser undertrykker den mutte butler for at kunne blive ved sin store kærlighed. Max er dermed selv med til at opbygge en kunstig virkelighed omkring Norma Desmond og nødsages til at spille aktivt med for at opretholde drømmen og illusionen.
Sunset Boulevard hæver sig nærmest op til en metafilm. Vi er i det virkelige Paramount, møder den virkelige Cecil B. de Mille under optagelserne til hans virkelige film, Samson and Delilah (1949), mens virkelige stumfilmsstjerner som Buster Keaton medvirker i småroller som sig selv. Selv Norma Desmond-karakteren er til dels modelleret over virkelighedens Gloria Swanson – de mange PR-fotos der pryder væggene er autentiske fotos fra Gloria Swansons egen storhedstid, ligesom den stumfilm, som Norma Desmond og Gillis ser en eftermiddag, er Queen Kelly (1929) med Gloria Swanson i hovedrollen og instrueret af Erich von Stroheim – Norma Desmonds butler, første ægtemand og mest hengivne instruktør.
Sunset Boulevard bliver således til en stærk satire over Hollywood og den hule amerikanske drøm. Den er også et godt bevis for Billy Wilders spændvidde som instruktør. Han var en af de få Hollywood-instruktører som slog bro over 1950-60erne fra det gamle studie/stjerne/genre-baserede filmsystem til den moderne film; Sunset Boulevard har da også begge dele i form af gammeldags melodrama og en herlig moderne kynisme, som ikke var hverdagskost i 1950. Det er også derfor filmen stadig holder og stadig vil ses og huskes som en klassiker efter endnu 60 år.
Sunset Boulevard er den første film i en Billy Wilder-maraton her på siden. Jeg er ikke superkyndig i den lille østrigers store film, og ser det som en kærkommen lejlighed til at få udvidet min horisont med klassikere som Double Indemnity (1944), A Foreign Affair (1948) og Some Like it Hot (1959). Mange kritikere mener at Wilders store force var hans evner som manuskriptforfatter, der kom bedst til udtryk i den sprudlende dialog. Sunset Boulevard er dog en godt eksempel på at Wilder også kunne noget med både lyd- og billedæstetikken.
······
Sunset Boulevard
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: William Holden, Gloria Swanson, Erich von Stroheim m.fl.
Paramount Pictures, 1950
Spilletid: Ca.106 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount
Efter at have analyseret M og snakket om filmens portræt af ondskaben i Peter Lorres barnemorderkarakter, kaster mit 2.g-mediefagshold og jeg os i næste uge over Billy Wilders klassiker Sunset Boulevards intriger. 20 år efter tyske Fritz Lang lavede M som en kritik af nazitidens tyske pøbelsamfund, går østrigske Wilder i kødet på den amerikanske filmindustri og bruger den som symbol på det enkelte menneskes åndelige korruption. Trods instruktørernes fælles baggrund, er skildringen af ondskab i de to film meget forskellig: Hvor retfærdigheden ender med at ske fyldest i M, klinger slutningen i Sunset Boulevard væsentligt mere kynisk og tvetydig.
Billy Wilder skrev sammen med Charles Brackett historien om den usle manuskriptforfatter Joe Gillis, der på mere end én måde slår sig sammen med den fallerede stumfilmsstjerne Norma Desmond. De søger begge gevinsten ved berømmelsen: Gillis i form af penge og status, Norma i form af spotlysets kærtegn. Hvor han “bare” vil overleve i filmbyen som manuskriptforfatter, søger hun kærlighed og anseelse – hun stræber efter at blive en filmstjerne igen, og bruger Gillis’ manuskriptforfatterdrømme som kickstarter.
Sunset Boulevard er på den måde et studie i menneskers udnyttelse af andre mennesker for personlig vindings skyld. Den er vovet i sin afdækning af Norma Desmonds psykotiske tilstand og især i Hollywoodstudiernes udnyttelse af samme sygdom. Publikum tvinges fra start af til at forholde sig distanceret til Norma Desmond, som følge af Gillis’ bidende voice-over og hovedpersonstatus. Men ligesom Gillis langsomt fatter sympati og kærlighed for den maniske kvinde, tvinges publikum også til at tage hendes parti, da det afsløres at Hollywood overhovedet ikke er interesseret i hendes forsøg på at gøre comeback, men tvært om bare vil have fingrene i hendes veteranbil.
I en særligt satirisk scene på en af Paramounts store scener rettes følgespotten ved et tilfælde mod Norma Desmond, som sidder alene og ukendt for sig selv. På grund af Hollywood-lyset genkender alle hende pludselig igen og vil i kontakt med hende. Hendes stjerne slukkes dog lige så hurtigt som den tændes, da lysmesteren retter spotten tilbage på scenens egentlige hovedpersoner. Filmbyens nådeløse overfladiskhed og glemsomhed og jagt på de populære stjerners succes er den egentlige syndebuk i Sunset Boulevard. Det her er den amerikanske drøm, når den viser sit grimmeste ansigt.
Dermed er et af de helt centrale temaer også forhold mellem virkelighed og illusion – herunder storhedsvanvid og falskhed. Karaktererne snyder og bedrager hinanden, men Wilder forfalder aldrig til en sort/hvid-gengivelse af det gode og det onde. Selv den bistre butler, Max (spillet af Erich von Stroheim), viser sig at være menneskelig, når han stadig drages af Norma Desmond og skriver falske fanbreve til hende dagligt. Det viser sig jo, at Max har været gift med Norma og faktisk opdagede hende og instruerede hendes første film – men disse følelser undertrykker den mutte butler for at kunne blive ved sin store kærlighed. Max er dermed selv med til at opbygge en kunstig virkelighed omkring Norma Desmond og nødsages til at spille aktivt med for at opretholde drømmen og illusionen.
Sunset Boulevard hæver sig nærmest op til en metafilm. Vi er i det virkelige Paramount, møder den virkelige Cecil B. de Mille under optagelserne til hans virkelige film, Samson and Delilah (1949), mens virkelige stumfilmsstjerner som Buster Keaton medvirker i småroller som sig selv. Selv Norma Desmond-karakteren er til dels modelleret over virkelighedens Gloria Swanson – de mange PR-fotos der pryder væggene er autentiske fotos fra Gloria Swansons egen storhedstid, ligesom den stumfilm, som Norma Desmond og Gillis ser en eftermiddag, er Queen Kelly (1929) med Gloria Swanson i hovedrollen og instrueret af Erich von Stroheim – Norma Desmonds butler, første ægtemand og mest hengivne instruktør.
Sunset Boulevard bliver således til en stærk satire over Hollywood og den hule amerikanske drøm. Den er også et godt bevis for Billy Wilders spændvidde som instruktør. Han var en af de få Hollywood-instruktører som slog bro over 1950-60erne fra det gamle studie/stjerne/genre-baserede filmsystem til den moderne film; Sunset Boulevard har da også begge dele i form af gammeldags melodrama og en herlig moderne kynisme, som ikke var hverdagskost i 1950. Det er også derfor filmen stadig holder og stadig vil ses og huskes som en klassiker efter endnu 60 år.
Sunset Boulevard er den første film i en Billy Wilder-maraton her på siden. Jeg er ikke superkyndig i den lille østrigers store film, og ser det som en kærkommen lejlighed til at få udvidet min horisont med klassikere som Double Indemnity (1944), A Foreign Affair (1948) og Some Like it Hot (1959). Mange kritikere mener at Wilders store force var hans evner som manuskriptforfatter, der kom bedst til udtryk i den sprudlende dialog. Sunset Boulevard er dog en godt eksempel på at Wilder også kunne noget med både lyd- og billedæstetikken.
······
Sunset Boulevard
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: William Holden, Gloria Swanson, Erich von Stroheim m.fl.
Paramount Pictures, 1950
Spilletid: Ca.106 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount
Ingen kommentarer:
Send en kommentar