Oscar-værdig? Uden at have set Scorseses The Departed er jeg parat til allerede nu at fælde dommen: Babel burde have vundet Oscar’en for årets bedste film. Filmen breder det lille kammerspildrama ud til et globalt, episk storværk, der kan alt det som Paul Haggis’ Crash ikke formåede. Filmens poetiske fortælleglæde bliver aldrig en løftet pegefinger, og ondskaben udpeges aldrig entydigt.
For ikke så længe siden anmeldte jeg Alfonso Cuarons Children of Men her på siden, og nævnte i den forbindelse den megen snak om mexicanernes indtog i Hollywood. Jeg skrev vist også, at hvis Cuarons fremtidsfilm satte standarden, kunne det kun gå for langsomt med at få skruet op for importen af mexicansk arbejdskraft i glitterbyen. Nu har jeg så fået set min første film af den anden af de tre amigos, Alejandro González Iñárritu, og Babel var fuldt fortjent indstillet til en Oscar for årets bedste film i sidste uge.
Filmen er vel det man kalder en multiplotfilm; den fletter fire-fem forskellige plotlinjer ind i hinanden og viser hvordan alting hænger sammen på et kausalt niveau men også på et mere poetisk, filmsprogligt niveau. Brad Pitt og Cate Blanchett står øverst på rollelisten, men deres karakterer er sidestillet med de øvrigt medvirkende – her er ingen hovedroller ud over det tema, som filmen så eftertrykkeligt behandler i hver af de små sammenflettede historier: Manglen på kommunikation.
Babel udtales ['beibl] og ikke ['babl] som de amerikanske kritikere tror – “babble” er jo det babyer gør på engelsk, når de pludrer på dansk. Og titlen henviser jo til den bibelske historie om babelstårnet som menneskene ville bygge op til Gud; Gud blev jo temmelig vred over projektet og for at forhindre tårnets færdiggørelse, sørgede han for at menneskene kom til at tale med forskellige sprog, så de ikke forstod hinanden og ikke kunne samarbejde. Og babelstårnet styrtede til jorden.
I Babel er manglen på kommunikation årsag til at problemerne eskalerer: Hver af historierne handler om outsidere der ikke passer ind i det miljø de er sat i – først og fremmest Pitt og Blanchett der som et amerikansk ægtepar desperat forsøger at finde gnisten og hinanden i Marokko, men slet ikke kan forene sig med maden, varmen og kulturen dér. Selve deres uheldsvangre rejse til det fremmede skyldes en kæmpe fødselsdepression. Tilsvarende konflikter rulles ud på grænsen mellem USA og Mexico hvor to børn passes af en godmodig mexicansk babysitter og i mangel af bedre fragtes med til et vildt bryllup på den anden side af grænsen. I Japan bevæger en døvstum pige sig rundt i en verden af lyde, musik og larm og forsøger at finde helt ind til sig selv og provokere sig til opmærksomhed i et overfladesamfund, hvor familiens dyre penthouselejlighed har udsigt over den glitrende metropolis. Og så er der de to små bondedrenge, der af deres far sættes til at skyde jakaler i ørkenen uden at have begreb om den uhyggelige magt, en jagtriffel giver.
Iñárritu skaber kausal sammenhæng ved at lade alle disse plotlinjer hænge sammen på trods af den globale afstand. På den måde bygger han filmens konflikter ud til et universelt tema, der strækker sig langt ind i også danskernes dagligdag – tænk blot på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger!
Men filmen bliver aldrig en løftet pegefinger, fordi Iñárritu ikke klipper kausalt og parallelt mellem de forskellige handlingstråde. Iñárritu bruger tvært om en mere poetisk tilgang til emnet og klipper f.eks. hellere via matchcut og andre visuelle detaljer og viser på den måde, at alting i verden hænger sammen på en smuk, destruktiv måde. Når de marokkanske børn løber i en ørken efter at have skudt med en jagtriffel mod en amerikansk turistbus, så løber de amerikanske børn også i et køkken i USA. I Babel er skæbnen altdominerende.
Iñárritu har heller ikke travlt med at udpege tabere og vindere – gode karakterer og onde karakterer i sin film. Han holder selvfølgelig ting hemmeligt for sit publikum for at få os til at engagere os i historierne – de mest interessante karakterer gennemgår (har gennemgået eller forsøger at gennemgå) en udvikling med en eller anden form for fotællemæssigt overraskelsesmoment. Han udstiller aldrig sine hovedpersoner, men viser dem i de ulykkelige omstændigheder og det ubehagelige samfund, som de forsøger at overleve i – sympati og antipati på én og samme gang.
Derudover er Babel flot teknisk udført med masser af superfede montagesekvenser, der emmer af stemning grundet kontrapunktisk musikbrug. Her er kælet for mange visuelle og auditive detaljer – f.eks. hele diskoteksscenen, hvor publikum via subjektiv lyd får direkte adgang til den japanske piges oplevelse af laserlyset, de dansende unge mennesker og stemningen.
Dermed bliver Babel så sandelig en af sidste års bedste film. Og har man svært ved at greje det globale budskab, så skyldes den primære konflikt i alle fire-fem delhistorier faktisk også at forældre svigter deres børn. Det geniale ved Babel er at filmen tager denne form for simpelt drama og gør det til noget episk og unikt.
Babel udkommer på dansk dvd i slutningen af april.
······
Babel
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: Brad Pitt, Adrianna Barraza, Rinko Kikuchi m.fl.
Anonymous Content, 2006
Spilletid: Ca. 143 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
For ikke så længe siden anmeldte jeg Alfonso Cuarons Children of Men her på siden, og nævnte i den forbindelse den megen snak om mexicanernes indtog i Hollywood. Jeg skrev vist også, at hvis Cuarons fremtidsfilm satte standarden, kunne det kun gå for langsomt med at få skruet op for importen af mexicansk arbejdskraft i glitterbyen. Nu har jeg så fået set min første film af den anden af de tre amigos, Alejandro González Iñárritu, og Babel var fuldt fortjent indstillet til en Oscar for årets bedste film i sidste uge.
Filmen er vel det man kalder en multiplotfilm; den fletter fire-fem forskellige plotlinjer ind i hinanden og viser hvordan alting hænger sammen på et kausalt niveau men også på et mere poetisk, filmsprogligt niveau. Brad Pitt og Cate Blanchett står øverst på rollelisten, men deres karakterer er sidestillet med de øvrigt medvirkende – her er ingen hovedroller ud over det tema, som filmen så eftertrykkeligt behandler i hver af de små sammenflettede historier: Manglen på kommunikation.
Babel udtales ['beibl] og ikke ['babl] som de amerikanske kritikere tror – “babble” er jo det babyer gør på engelsk, når de pludrer på dansk. Og titlen henviser jo til den bibelske historie om babelstårnet som menneskene ville bygge op til Gud; Gud blev jo temmelig vred over projektet og for at forhindre tårnets færdiggørelse, sørgede han for at menneskene kom til at tale med forskellige sprog, så de ikke forstod hinanden og ikke kunne samarbejde. Og babelstårnet styrtede til jorden.
I Babel er manglen på kommunikation årsag til at problemerne eskalerer: Hver af historierne handler om outsidere der ikke passer ind i det miljø de er sat i – først og fremmest Pitt og Blanchett der som et amerikansk ægtepar desperat forsøger at finde gnisten og hinanden i Marokko, men slet ikke kan forene sig med maden, varmen og kulturen dér. Selve deres uheldsvangre rejse til det fremmede skyldes en kæmpe fødselsdepression. Tilsvarende konflikter rulles ud på grænsen mellem USA og Mexico hvor to børn passes af en godmodig mexicansk babysitter og i mangel af bedre fragtes med til et vildt bryllup på den anden side af grænsen. I Japan bevæger en døvstum pige sig rundt i en verden af lyde, musik og larm og forsøger at finde helt ind til sig selv og provokere sig til opmærksomhed i et overfladesamfund, hvor familiens dyre penthouselejlighed har udsigt over den glitrende metropolis. Og så er der de to små bondedrenge, der af deres far sættes til at skyde jakaler i ørkenen uden at have begreb om den uhyggelige magt, en jagtriffel giver.
Iñárritu skaber kausal sammenhæng ved at lade alle disse plotlinjer hænge sammen på trods af den globale afstand. På den måde bygger han filmens konflikter ud til et universelt tema, der strækker sig langt ind i også danskernes dagligdag – tænk blot på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger!
Men filmen bliver aldrig en løftet pegefinger, fordi Iñárritu ikke klipper kausalt og parallelt mellem de forskellige handlingstråde. Iñárritu bruger tvært om en mere poetisk tilgang til emnet og klipper f.eks. hellere via matchcut og andre visuelle detaljer og viser på den måde, at alting i verden hænger sammen på en smuk, destruktiv måde. Når de marokkanske børn løber i en ørken efter at have skudt med en jagtriffel mod en amerikansk turistbus, så løber de amerikanske børn også i et køkken i USA. I Babel er skæbnen altdominerende.
Iñárritu har heller ikke travlt med at udpege tabere og vindere – gode karakterer og onde karakterer i sin film. Han holder selvfølgelig ting hemmeligt for sit publikum for at få os til at engagere os i historierne – de mest interessante karakterer gennemgår (har gennemgået eller forsøger at gennemgå) en udvikling med en eller anden form for fotællemæssigt overraskelsesmoment. Han udstiller aldrig sine hovedpersoner, men viser dem i de ulykkelige omstændigheder og det ubehagelige samfund, som de forsøger at overleve i – sympati og antipati på én og samme gang.
Derudover er Babel flot teknisk udført med masser af superfede montagesekvenser, der emmer af stemning grundet kontrapunktisk musikbrug. Her er kælet for mange visuelle og auditive detaljer – f.eks. hele diskoteksscenen, hvor publikum via subjektiv lyd får direkte adgang til den japanske piges oplevelse af laserlyset, de dansende unge mennesker og stemningen.
Dermed bliver Babel så sandelig en af sidste års bedste film. Og har man svært ved at greje det globale budskab, så skyldes den primære konflikt i alle fire-fem delhistorier faktisk også at forældre svigter deres børn. Det geniale ved Babel er at filmen tager denne form for simpelt drama og gør det til noget episk og unikt.
Babel udkommer på dansk dvd i slutningen af april.
······
Babel
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: Brad Pitt, Adrianna Barraza, Rinko Kikuchi m.fl.
Anonymous Content, 2006
Spilletid: Ca. 143 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
Ingen kommentarer:
Send en kommentar