Psycho (1960)

Efter snart 50 år står Hitchcocks gyserklassiker stadig stærkt som et uomgængeligt værk i såvel skrækfilmshistorien som den samlede filmhistorie. Moderne amerikanske gyseres colourgradede CGI-effekter blegner i sammenligning med Psychos sort/hvide skyggefulde billeder og pludselige voldsudbrud. Anthony Perkins’ skuespil er stadig uopnåeligt afdæmpet og ægte, og man forstår fuldt ud, hvorfor han nærmest blev Norman Bates.

Alfred Hitchcocks største succes, lavbudgetsgyseren Psycho fra 1960, bør være fast bestanddel i alle filmhistoriske gyserforløb. Den bør man være tvangsindlagt til at se, hvis man vil kalde sig filmentusiast; den er noget nær et filmhistorisk fikspunkt, fordi så meget skete med filmmediet i 60’erne, og Psycho giver udtryk for det hele. Først og fremmest var Hollywood under pres fra tv-mediets nye indflydelse på den amerikanske kernefamilie, der i stigende grad blev hjemme foran stuealteret. Filmmediet blev omkring 1960 til et ungdomsmedie, fordi efterkrigstidens højkonjunktur skabte selve ungdommen med dens rock’n’roll-musik, stjerneskuespillere og idoldyrkelsen. De unge fik penge mellem hænderne og tog i biffen og så ungdomsfilm, der appellerede til unge primært via sensationelle emner som vold og sex – i hvert fald så meget som den amerikanske filmcensur tillod – og med autoriteter som politi, chefer, pædagoger, lærere og forældre som de “onde” modstandere.

Og så var der hele miseren omkring de store monopolistiske Hollywood-producenter, som blev dømt til afstå deres store biografkæder, så konkurrencen blev mere fair for de mindre producenter. Dette politiske træk var også med til at sætte filmbyen under pres, og producenter som MGM og Paramount blev nødt til at satse på kæmpe mainstream-storfilm i bredformat, farver og stereo.

Til gengæld kunne en række mindre producenter komme på banen med billige lavbudgetfilm for ungdomspublikummet – de var knap så kræsne og lod sig gerne hive i biffen af en eksplicit filmplakat eller forfilm. Filmproducenter som Roger Corman og William Castle havde kronede dage, og en entusiastisk, grænseoverskridende instruktør som Ed Wood behøvede ikke store budgetter for at skabe sine tarvelige men også enormt succesfulde exploitation-film – hans Plan 9 From Outer Space regnes stadig for verdens dårligste film.

Hithcock skabte Psycho med stor bevidsthed om begge disse forhold. Filmen skiller sig ud fra de store mainstreamproduktioner som han også leverede i samme år – den letbenede spionfilm North by Northwest (da. Menneskejagt) og det dybdepsykologiske drama Vertigo (da. En kvinde skygges). Psycho er netop holdt i sort/hvid og produceret for Hitchcocks egne penge og af det tv-hold, som lavede tv-antologiserien Alfred Hitchcock Presents. Den har et billigt film-noir-tv-agtigt look, som klart matcher de sensationelle konkurrenter.

Ydermere har den datidens store celebrity-stjerne Janet Leigh i hovedrollen som Marion Crane. Hitchcocks grænseoverskridende gimmick består I at denne store kvindelige hovedrolle dør halvvejs igennem filmen, hvilket ville svare til hvis en nutidig filminstruktør castede Jennifer Aniston, Jennifer Lopez eller Angelina Jolie og gjorde det af med hende på tilsvarende vis. (Wes Craven forsøgte at planke ideen i Scream, hvor Drew Barrymore må lade livet i filmens start.)

Når Psycho står som en milepæl skyldes det også dens tabuagtige dykken ned i vold og sex. Hele filmen hviler på unge Marion og hendes kæreste Sams lyssky kærlighedsliv: De mødes i al hemmelighed i slibrige hotelværelser, hvor de har sex i middagspausen, før de går hver til sit. En klam oliemilliardær lægger utvetydigt an på Marion og vipper $40.000 frem i kontanter, som var det en vis anden legemsdel han holdt i hånden. Og Norman Bates (spillet af fantastiske Anthony Perkins) udspionerer Marion, mens hun klæder sig af, og kort efter stikker Normans mor brutalt Marion ned, mens hun splitternøgen tager et brusebad. Det var uden tvivl stærke sager i en mainstreamfilm i 1960ernes puritanske USA. Og så har jeg slet ikke nævnt det incestuøse og nekrofile forhold der er mellem mor og søn; den afslørende forklaring ligges i munden på en psykiater i filmens slutning, så løsningen af mysteriet får et (ganske vist stærkt forsimplet) videnskabeligt anstrøg.

Psycho blev foregangsfilm for først en masse håbløse rip-offs (i 1960-70erne) og dernæst for hele slasher-bølgen (1970-80erne), hvor det går ud på at slå så mange teenagere ihjel som muligt – helst dem, der dyrker sex før ægteskabet, og helst med en stor fallisk kniv. Bernhard Hermanns effektfulde underlægningsmusik med de skingre fulgeskrigsagtige strygere er for længst blev fast (og klichefyldt) inventar i gysergenren.

Interessant er det, at Psycho står temmelig alene som amerikansk milepæl inden for gysergenren. Ingen anden film i nyere tid har kunnet bryde så mange tabuer og træde det bornerte USA over tæerne; ingen anden film har sat et så markant fingeraftryk på en hel genre. Dem der sætter standarden inden for moderne gys skal da heller ikke findes i Hollywood, men er f.eks. den rasende produktive japanske instruktør, Takashi Miike. Det ved Hollywood godt, og derfor har vi de sidste par år set (og vil også i de kommende år se) en stor amerikansk import af asiatiske ideer (og rip-offs), film og instruktører. Takashi Miike blev f.eks. bedt om at bidrage til den store amerikanske antologi-serie Masters of Horror, hvor en række – primært amerikanske – gyserinstruktører blev bedt om at lave en times novellefilm, hvor alt var tilladt. Serien skulle nemlig sendes på betalingskanalen Showtime, så den strenge tv-censur kunne godt omgås. Serien blev en skuffende kedsommelig omgang lowbudget-tv-gys, og Miikes episode “Imprint” blev som den eneste aldrig vist, fordi indholdet var for anstødeligt til USA.

······

Psycho
Instruktion: Alfred Hitchcock
Medvirkende: Anthony Perkins, Janet Leigh, Vera Miles m.fl.
Shamley Productions, 1960
Spilletid: Ca. 109 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal