Knives of the Avenger (1966)

Mario Bavas vikingedrama ligner og lyder som en doven western og byder ikke på nogen visuelle lækkerier. Knives of the Avenger peger ikke fremad mod de moderne sværd-og-trolddom-film, men føles som en kamp at komme igennem for både instruktør og publikum.

Ifølge IMDB blev Mario Bava hevet ind på denne film, efter at den oprindelige instruktør havde fået sparket. Bava endte med at skrotte alle optagelser og endte med at få en helt ny film i kassen på seks dage.

Den anekdote skal man måske ikke lægge for meget i, men den passer meget godt på det indtryk man får af Knives of the Avenger – en vikingefilm om en vandringsmand af en viking, Rurik, der slår sig ned hos en enlig vikingemor og hendes søn. Her finder Rurik snart ud af, at han kender de to fra gamle dage; moren og sønnen er fordrevet fra deres landsby, efter at faren og manden i familien – landsbyens konge – blev jaget på flugt og angiveligt styret i døden af rivaliserende vikinger. Rurik selv kommer til at spille en meget tvetydig rolle over for den amputerede familie, da de kamplystne vikinger finder frem til mor og søn.

Eventyret der blev væk
Så kompleks og introvert er Knives of the Avenger. Hvor lignende sværd-og-trolddom-film søger udad med storstilede kampscener og trickeffekter, søger Mario Bava indad og gør dramaet mellem Rurik og vikingemoren Karin og sønnen Moki til filmens højdepunkt. Den tvivl og selvransagelse, som Rurik hjemsøges af, er vi ikke vant til i denne type film – i hvert fald ikke i 1966. Her er nok næve- og knivkampe, men den storhed og eventyrlighed vi er vant til fra genren og Bava selv, mangler.

Disse personlige konflikter er også filmens eneste spor af kompleksitet, og da denne familiemæssige tvist afsløres og forklares i et meget uelegant og kedeligt fortalt flashback relativt tidligt i filmen, så kan filmen ikke styre så forfærdeligt mange nye steder hen end i mål. Derfor bliver det en meget ordinær og u-spændende fortælling, hvor man let kan regne ud hvor vi skal hen. Kun slutningens klæbrige happy-ending kommer som en overraskelse.

Viking eller western?
En anden væsentlig overraskelse kommer særligt til udtryk i filmens plot og persongalleri – samt i underlægningsmusikken. Her lægges der kraftigt op til en western med en ensom cowboy der ankommer til randen af civilisationen og skal prøve at genoprette lov og orden mellem de stridende landsbyer. Det ligner en nyfortolkning af westerngenren, når vikingerne bruger så lang tid på at ride rundt og forfølge hinanden til hest, og ledsages af den type musik. Også knivkasterkampteknikken og fotograferingen af disse kampe minder om westerngenrens seksløber-shootouts. Kun landskaberne lugter lidt af Skandinavien.

Dermed bliver Knives of the Avenger den mest kiksede og mindst spændende af filmene i The Mario Bava Collection.

······


Knives of the Avenger (it. I coltelli del vendicatore)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Cameron Mitchell, Elissa Pichelli, Fausto Tozzi m.fl.
Sider Films, 1966
Spilletid: ca. 84 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet The Mario Bava Collection, volume 1

The Dark Knight (2008)

Kort sagt: Mesterværk! Christopher Nolans anden Batman-film sætter helt nye standarder for superheltefilm ved at være den flotteste, den ondeste og den mest menneskelige af dem alle. Filmens stærke hovedperson-ensemble anføres af karismatiske Heath Ledger og indadvendte Christian Bale. The Dark Knight skal ses på det store lærred i en biograf, der tør skrue helt op for lyden.

Christopher Nolans The Dark Knight er et mesterværk fordi:

1) Stemningen er et fænomenalt sort miks af galskab, vrede og melankoli fra første færd. Vi slipper for den lange og opslidende (og efterhånden noget så kedelige) skabelseshistorie, der er blevet en indgroet del af superheltefilm. I Batman Begins brugte Nolan megen tid på netop Bruce Waynes baggrundshistorien. I The Dark Knight hopper man direkte ind i filmens pulserende handling med et langt helikopterskud imellem Gotham Citys højhuse – helt hen til et vindue, der eksploderer i kaskader af glasskår. Og så er vi i gang med det første storstilede kup udtænkt af Jokerens syge hjerne: Her bærer hver eneste forbryder uhyggelig klovnemaske og nakker koldblodigt den nærmeste samarbejdspartner, når deres del af opgaven er udført. Her er overrumplende action, mystik og suspense fra første scene, når en gul skolebus tordner ind igennem bankens facade for at hente de mange penge og den sidste overlevende forbryder.

2) De parallel- og krydsklippede suspense-sekvenser er hjørnestenene i The Dark Knight – ikke buldrende tomhjernede actionscener. Eftersom Christopher Nolan har valgt at have et større galleri af hovedpersoner, bliver klippestilen selvfølgelig også en gennemgående parallelklipning mellem politiets efterforskning, forbryderne, Batman/Bruce Wayne, og statsadvokaten Harvey Dent. Men også actionscenerne konstrueres tit omkring denne parallelklippede struktur, så der ikke blot er tale om en simpel last-minute-rescue hvor Batman skal nå at komme til undsætning før bomben sprænger. Nolan bruger eksemplarisk den skiftevis pulserende og skingrende underlægningsmusik til at fremhæve parallelklipningens intensiverende suspense. Her bliver Jokerens maniske ondskab overmenneskelig og uovervindelig i dens allestedsnærværelse. Via prallelklipniangen understreges politiets magtesløshed, når ikke én person står til at blive likvideret med brevbomber og syreangreb, men fire-fem personer på én gang. Der er masser af den slags scener, f.eks. hvor Batman skal vælge mellem at redde Rachel Dawes (ekskæresten) eller Harvey Dent fra døden – men også hvor almindelige mennesker skal vælge mellem at sprænge en båd fuld af gemene forbrydere i luften, eller selv blive sprunget i luften af samme gruppe forbrydere.

3) Heath Ledgers videreudvikling af Jokeren er uvurderlig for filmen. Alting står og falder med portrætteringen af denne gale terrorist, og her iscenesættes han netop som en selvstændig bombe, der kan detonere hvornår det skal være. Læg dertil den krakelerende hvide makeup, sorte øjenhuler, det ukæmmede lange hår og arrene i mundvigene og Ledgers læspende og tungefikserede spillestil med den duknakkede gang. Vi er på alle måder langt fra Jack Nicholsons karnevalsfigur i Tim Burtons tegneseriefilmatisering af Batman; Nolan og Ledger er gået skridtet videre og har gjort Jokeren til en moderne efterkommer til Hannibal the Cannibal fra Silence of the Lambs (1990). Ledger får oven i købet lov til at levere en mindre monolog, der bringer mindelser om Hannibal Lecters kommentar om psykologiens problemer med at analysere ham. Jokeren har som Lecter intet formål med sine terrorhandlinger – han nyder bare at se verden bryde sammen omkring sig, som det eksemplificeres den ene kameraindstilling, hvor Jokeren arrigt forsøger at få bombedetonatoren til at virke uden for Gothams centralhospital, endelig får skidtet til at virke og begejstret begynder at sprænge hospitalet i luften bag sig, inden han smutter ind i en bus der kører væk med evakuerede patienter alt imens resten af hospitalet nærmest imploderer i en fascinerende supertotal. Den scene fotograferer Nolan i én lang – åndeløs! – kameraindstilling, der kombinerer 11. septembers grusomheder med Batman-universets sorte galgenhumor. Det er sådan en scene, der let kan gå galt og kamme over, men Nolan og Ledger styrer sikkert i havn.

4) Christopher Nolan mesterlige instruktion formår at finde en meget svær balance mellem de stille og suspense-fyldte scener, den hårdtpumpede action og de kryds/parallelklippede kapløb med tiden. Man kan mene at filmens to og en halv times spilletid kan tage pusten fra enhver, og at særligt én af de store plotlinjer og karakterbuer bliver hastet igennem i de sidste tre kvarter – men The Dark Knight er så dynamisk fortalt at man alligevel må tage hatten af for Nolans tæft. Her introduceres et helt ensemble af hovedpersoner, hvor Bruce Wayne/Batman nok stadig er den centrale superhelt og stadig har sine problemer at slås med i en by på randen af kaos, men hvor Harvey Dent på mange måder er et mere interessant karakterstudie, fordi han udvikler sig langt mere radikalt. Christian Bale, Aaron Eckhart, Heath Ledger, Maggie Gyllenhall og Gary Oldman står i centrum for fortællingen, men Alfred og Lucius Fox (Michael Caine og Morgan Freeman) spiller også vægtige roller. I det hele taget er der mange små set ups, som man tror er engangs-entreer, men som viser sig at være vigtige for handlingen og vender tilbage senere. Det gør Nolans The Dark Knight til en kompleks og fremadstormende superheltefilm, der med sine 152 minutters spilletid på alle planer topper genren. Det er simpelthen ikke set bedre eller gjort mere rigtigt.

The Dark Knight er den første film i mange år, som jeg har lyst til at gense ikke én gang og ikke i morgen eller overmorgen – men mange gange og lige nu.


······

The Dark Knight
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Heath Ledger, Aaron Eckhart m.fl.
Warner Bros. Pictures, 2008
Spilletid: 152 minutter
I danske biografer lige nu. Afsted!

PR-foto venligst lånt fra Sandrew Metronome.
Filmens danske hjemmeside: http://wwws.dk.warnerbros.com/thedarkknight/

The Happening (2008)

Et eller andet uhyggeligt og uforklarligt er sket! Mystiske kræfter er løbet løbsk, og folk flygter i hobetal fra truslen! Og vi taler ikke om planter og træer, der påvirker menneskeheden til at begå selvmord. Vi taler om M. Night Shyamalan seneste film – et nærmest fuldkomment makværk med den tåbelige titel The Happening.

Jeg tror ikke, jeg er den første til at komme med denne forudsigelse, men lad mig så bare gentage: M. Night Shyamalans karriere som selvkørende film-auteur-instruktør stopper med The Happening. Det er i forvejen utroligt at skiftende filmselskaber stadig giver ham carte blanche siden den fabelagtige debut The Sixth Sense (1999) og den efterfølgende deroute. Fem film senere (ja, kun fem!) er det gået voldsomt ned ad bakke for den 38-årige filmnørd, der allerhelst vil være vor tids Alfred Hitchcock, men som alligevel har haft kritisk sans til at holde sig uden for The Happening.

Det, der fungerer
Lad mig starte med de få positive aspekter ved filmen: Anslaget er godt og fængende med mystik og drabelig ironi. Det fungerer rigtig fint, at vi ser små scener med bifigurer, der alle rammes af denne uforklarlige trang til at slå sig selv ihjel. Særligt scenen, hvor bygningshåndværkere kaster sig ud fra stilladserne, og scenen med pistolen, der samles op igen og igen af søvngængeragtige mennesker offscreen er smukt iscenesat og eksekveret.

Og filmen er kort med sine godt 80 minutters spilletid.

Det, der ikke fungerer #1: Den formanende – men campede – pegefinger
Overordnet set er The Happening en katastrofefilm, der handler om naturens hævn over menneskeheden. Træer og planter begynder at udskille et giftstof der lammer menneskets selvopholdelsesdrift, hvorefter alle som en begår selvmord. Denne grundlæggende idé er så økologisk, hellig og formanende, at man bliver træt, da teorien afsløres af en tegneserieagtig gartneribondeknold med hang til hotdogs, allerede inden vi har rundet 30 minutters spilletid. Men ideen bringer også tankerne hen på campede katastrofefilm om naturen, der går amok – tænk på de mange fjollede plagiater efter Hitchcocks The Birds (1963); vi har set masser af film om bl.a. rotter, slanger, frøer osv. der på grusom vis har overmandet menneskeheden – nu er det planternes tur! Denne på én gang campede og formanende pegefinger vil intet voksent menneske kunne tage seriøst.

M. Night Shyamalans evne til at iscenesætte truslen fra planter og træer gør problemet endnu større: Her har tilsyneladende kun været én mulighed: Vind! Når det blæser i filmen, så gælder det om at få benene på nakken, for så spreder planterne og træernes giftstoffer sig i luften. Filmisk skal vinden selvfølgelig fungere som et varsel, men Shyamalan gør sig aldrig umage med at få vinden, træerne og planterne til at virke levende eller faretruende – alting ser voldsomt ordinært eller realistisk ud, undtagen når hovedpersonerne så kan løbe stærkere end og undslippe vinden! Og så er der jo det helt essentielle spørgsmål, som BBC’s barske filmanmelder, Mark Kermode, allerede har stillet: Hvad får det til at blæse op? Hvor kommer vinden fra? Er det træerne og planterne, der får det til at blæse? Gud? Eller bare er det bare gentagne superuheldige vejrfænomener?

Det, der ikke fungerer #2: De små – men åh så vigtige – ting
Ud fra den kritik jeg havde hørt på forhånd, regnede jeg med, at The Happening ville have problemer med plottet, men at, hvis man gjorde sig umage og deponerede hjernen i døren til biografen, så ville man få en ganske hæderlig filmoplevelse med spænding og gys. Men instruktøren har langt større filmtekniske problemer at slås med her.

Ganske vist hedder filmens fotograf Tak Fujimoto (der også har fotograferet mesterværker som Silence of the Lambs (1990) og førnævnte The Sixth Sense), men man får flere gange en mistanke om, at filmoptagelserne er blevet klippet om efter et helt nyt storyboard efter Shyamalans første udgave: Der er helt elementære kontinuitetsproblemer i klipningen og umotiverede hop fra halvtotaler til ultranære. Der er endda indstillinger, hvor det lyder som om Mark Wahlberg og Zooey Deschanel reagerer helt meningsløst. I andre scener skifter stemningen totalt fra den ene indstilling til den næste. Særligt deres evner som pseudoforældre for en lille pige skifter skræmmende hurtigt fra omsorgsfuldt til omsorgssvigtende. Konstruktionen af visse scener og den ledsagende dialog leder sågar tankerne hen på spoofgenren. Shyamalan har med andre ord problemer med det helt grundlæggende filmhåndværk, og ind i mellem tager man sig i at slå en høj latter op over ikke kun plottets mens også æstetiske tåbeligheder.

Derfor. Man skal ikke se The Happening for at se et mesterværk – man skal se den og spotte alle de fortællemæssige og æstetiske fejl, man kan stoppe ind i en multimillion-mainstreamfilm fra Hollywood. Og man skal se den for at se lige præcis den film som stoppede M. Night Shyamalans auteur-karriere med et brag.

······


The Happening
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: Mark Wahlberg, Zooey Deschanel, Ashlyn Sanchez
UTV Motion Pictures, 2008
Spilletid: Ca. 87 minutter
I danske biografer lige nu!

Billedet er lånt fra filmens danske distributør 20th Century-Fox.
Filmens danske hjemmeside findes her: the happening filmen.dk

The Girl Who Knew Too Much (1963)

Mario Bavas Hitchcock-pastiche udvikler sig til en lille genredefinerende perle, der nok har fortællemæssige problemer, men som også viser vejen frem for italiensk giallo. Bavas fantastiske visuelle begavelse gør The Girl Who Knew Too Much til en dynamisk og effektiv suspensethriller.

Den italienske instruktør Mario Bavas fjerde spillefilm, The Girl Who Knew Too Much, adskiller sig fra de tre første ved at foregå i 1960ernes Italien – langt fra den eventyrligt gotiske vampyrverden i Mask of Satan (1960). Filmens plot er også mere realistisk funderet på en seriemorder, der myrder sine ofre i alfabetiseret rækkefølge, mens overnaturlige væsner er erstattet af psykologiske set up—pay offs.

The Girl Who Knew Too Much handler om den unge eventyrlystne amerikaner, Nora Davis, der rejser til Italien for at bo hos sin tante, der dør samme aften som Nora ankommer. På vej efter en læge bliver Nora vidne til et knivmord, men næste dag tror politiet hende ikke, da der ikke er spor af lig eller blod på gerningsstedet. Mens alle andre afskriver den unge amerikanske kvinde som en krimihungrende fantast, bliver den unge lokale læge forelsket i Nora og prøver at hjælpe hende til bunds i mysteriet. Alt imens finder Nora Davis ud af, at morderen planlægger sit næste mord på en ung kvinde med et efternavn, der begynder med D.

Komik, slapstick – og gys!
Ifølge Bava-eksperten Tim Lucas på dvd’ens kommentarspor var The Girl Who Knew Too Much et flop i biografen, fordi (som det nævnes) filmen havde premiere på et temmelig uheldigt tidspunkt i verdenshistorien – under Cuba-krisen – hvor Italien og resten af verden havde andre ting at tænke på end at gå i biografen og se letbenede suspense-thrillers om amerikanske turister i Europa.

Men denne Mario Bava-film har også sine egne dramaturgiske problemer at slås med: Filmen starter – hvilket titlen tydeligt antyder – som en skæg lille reference til Hitchcocks to film, The Man Who Knew Too Much (1934, 1956), med Nora som den unge, smukke blondine, der uskyldigt læser sine billige kriminalromaner og bliver panisk angst ved udsigten til at importere en pakke marijuanacigaretter til Italien. Med ægte, ironisk Hitchcock-suspense prøver Nora at "tabe" de ulovlige cigaretter på fortovet, hvorefter en venlig italiener hjælpsomt bukker sig og giver hende den tilbage.

Mario Bava byder på lignende morsomme øjeblikke – ikke mindst i kærlighedsforholdet mellem Nora og Dr. Marcello, der vil gå igennem ild og vand for den smukke amerikanske pige, selv om hun forårsager ham megen smerte: Ved deres første møde slår de hovederne sammen, og senere ender den unge læge med en forstuvet finger. Denne form for komisk slapstick parrer Bava fint med solbeskinnede optagelser af parret i ufarlige og ordinære halvtotaler og halvnære indstillinger.

Men filmen byder også på gyser- og suspensescener der i tone og æstetik er i diametral modsætning til kærlighedskomedien, og som kun svært lader sig integrere i denne lette genre. Hvor Hitchcock i f.eks. Rear Window eller The Birds inddrager visse træk fra kærlighedskomedien i starten af filmene for at lade uhygge og suspense overtage mod slutningen, forsøger Bava i The Girl Who Knew Too Much løbende at veksle mellem de to genrer i flere korte scener (filmens reelle spilletid nærmer sig 80 minutter), og det fungerer ikke: Som seer føler man sig på nippet til at afkode gysersegmenterne som små selvbevidste gyserspoofs, og det dræber desværre den fantastiske stemning som Bava ellers så mesterligt opbygger. De mange dramaturgiske skift svækker generelt filmen og gør den mere letbenet end Bava-kritikere som Tim Lucas vil.

Dekorationer, kamera, lys!
Plottet opløser sig næsten i mindre genrefragmenter, der modarbejder hinanden, men de fragmenter der fungerer bedst, er dem der bærer Mario Bavas fingeraftryk – hans visuelle flair for at skabe en stemning af ægte myrekryb er også i denne mere middelmådige film uforlignelig.

Når The Girl Who Knew Too Much går i suspense-thriller-mode fortsætter Mario Bava tit ind på gysergenrens mærker med sin ekspressionistiske fotografering og lyssætning. Scenen, hvor Nora finder sin tante død i sengen, og liget tilsyneladende bevæger sig er fyldt med torden og blinkende lamper, ligner en klar reference til Hitchcocks Psycho. Ironisk nok blev denne reference-scene selv genbrugt i den superuhyggelige minifilm "A Drop of Water" i Bavas Black Sabbath (også fra 1963).

Senere viser Bava, at uhygge også kan etableres effektivt med masser af highkey-lys og minimalistiske dekorationer, når Nora lokkes til en tom og kridhvid lejlighed i sin jagt på sandheden. Her er det rummets tomme nøgenhed samt lyden af en klaprende skrivemaskine og en sær androgyn kalden, der driver Nora og uhyggen frem. Som dekoration bliver lejligheden til en klaustrofobisk labyrint samtidig med at dens åbenhed gør Nora ekstra sårbar.

Disse visuelle genialiteter gør The Girl Who Knew Too Much til en lille perle. Her strækker maestro Bava det sparsomme budget til det yderste ved at højne filmens produktionsværdi med simple tricks som dynamiske kameratravellings, lyssætning og en til tider abrupt klippestil fyldt med matchcuts. Det gør filmen til en meget u-kedelig affære, men desværre uden den psykologiske dybde, der lægges op til i den unge, uskyldige amerikaners møde med det dekadente Europa - og når Bava skaber en forbindelse mellem Noras erfaringer udi vold og drab med hendes erfaringer udi kærlighedslivet.

······


The Girl Who Knew Too Much (it. La ragazza che sapeva troppo)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Leticia Román, John Saxon, Valentina Cortese m.fl.
Galatea Film, 1963
Spilletid: Ca. 86 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet The Mario Bava Collection, volume 1

Black Sabbath (1963)

Tre novellefilm udgør Mario Bavas portmanteaufilm: De to af dem er ikke ældet med ynde, mens den tredje og sidste er uhyggelig effektiv og klart matcher moderne gotiske gysere. Inspirationen kommer tydeligvis fra amerikanske Edgar Allan Poe og engelske Hammer Films. De ekspressionistiske farver og lyssætning er smukke at skue, men modarbejder til en vis grad også gyset. To tredjedele af Black Sabbath føles campet og u-uhyggelig.

Indrømmet, mit kendskab til Mario Bava og italienske gyserfilm er ikke stort; jeg har kun set Shock (1977) og Mask of Satan (1960) af maestro Bava, men sammenlignet med netop disse to film er portmanteaufilmen Black Sabbath ikke nær så mindeværdig og vellykket. Man kan indvende, at det korte format måske ikke er det bedste til at skabe den krybende uhygge som Bava var kendt for – men så skal man huske at se Black Sabbath til ende: Den sidste fortælling er nemlig stadig så skræmmende, at selv denne middelmådige Bava-film fortjener at blive set.

Telefonen, vampyren og vanddråben
I den internationale udgave præsenteres de tre historier i følgende rækkefølge – med engelske titler: I “The Telephone” terroriseres en kvinde af – tror hun – en forbryder, hun har stukket til politiet, men kvindens tidligere elskerinde spiller også en rolle i affæren. I “The Wurdalak” befinder vi os i en fjern fortid og følger en bondefamilies undergang, da bedstefaren bringer vampyrsmitten med hjem. Og i “A Drop of Water” hjemsøges en tyvagtig sygeplejerske af en afdød kvindes onde ånd – eller måske sin egen dårlige samvittighed?

De to første historier virker af forskellige grunde meget tamme og uden det bid, som man kunne forvente af Mario Bava efter Mask of Satan. Her er meget overladt til fantasien – også de grusomme detaljer som er ret væsentlige for handlingen: “The Telephone” tør ikke vise os den homoseksualitet som er minifilmens væsentligste plotpoint; særligt elskerindens skiftende motivationer fremstår aldrig klart, og mens der godt nok laves set up på klimakset, så forbliver det uvedkommende, fordi karaktererne i sig selv er uvedkommende.

I “The Wurdalak” er problemet endnu mere udtalt, fordi folk dør og genopstår som vampyrer offscreen, og det berøver denne minifilm fra det som er vampyrfilmens store genretræk. Alle de skrækelementer som hører en god vampyrhistorie til hører vi kun om i dialogen, mens Bava sjældent viser os “herlighederne”. Dertil kommer at historien starter in medias res – altså uden at vi får etableret familien som familien med den kærlighed og samhørighed, som “The Wurdalak” ødelægger og derigennem søger at fremtvinge en følelsesmæssig reaktion hos seeren. Her får vi igen kun antydet et tæt familiesammenhold, men noget så essentielt som sønnens desperate aflivning af sin yndlingshund sker offscreen. Det skaber en mangel på empati og sympati hos seeren, der tvinges til at distancere sig fra de medvirkende. Familieoverhovedet - spillet af Boris Karloff - fremstår altid dæmonisk og man er aldrig i tvivl om han er vampyr eller ej.

Det mest skræmmende lig i filmhistorien
Til gengæld slutter Black Sabbath med perlen “A Drop of Water”, som ganske vist starter stort set på samme måde som “The Telephone”, men hurtigt udvikler sig til en skrækhistorie i bedste Edgar Allan Poe-stil. Minifilmen her byder på gyserfilmhistoriens uhyggeligste levende lig – også måske fordi alt andet lykkes til fulde her: Dekorationerne – særligt soveværelset med dukkerne og kattene – er ekstravagante og syret fotograferede, ligesom den kvindelige hovedpersons simple motivation fremgår af Bavas kameraarbejde og klipningen. Vi forstår hendes skyldfølelse og accepterer at den må bryde ud i en fysisk manifestation, eller hvordan man nu vælger at fortolke filmen. Som den eneste minifilm passer den til 30-minutters-formatet.

Det er også i denne minifilm at den kulørte farvelyssætning virker bedst, fordi Bava her formår at lyssætte liget, så den netop bliver skræmmende og man glemmer at det blot er en dukke. De ekspressionistiske farver er smukke igennem hele filmen, men i de to første minifilm er der så meget knald på farverne, at de bringer tankerne hen på Roger Cormans psykedeliske Poe-filmatiseringer. Rød, lilla og grøn blandes til en gang farvelade, der muligvis er mesterligt og eventyrligt udført, men som er aldeles urealistisk og u-uhyggelig. Når man ser tv-traileren for Black Sabbath på dvd’en, er kameraindstillingerne fra netop de to første minifilm langt mere effektive i sort/hvide udgaver.

Karloff på italiensk
Generelt har Black Sabbath dog det problem, at alle tre historier føles klaustrofobiske og uden det visuelle schwung som var Bavas adelsmærke som gammel filmfotograf. Alle tre film foregår stort set på én eller to locations – og helst inden døre. Også i deres ugrafiske skildring af volden kommer filmene til at minde om tre tv-film som gyserikonet Boris Karloff kunne have præsenteret i sin antologi-tv-serie, Thriller. Her får Karloff lov til at introducere de tre minifilm og afrunde hele affæren, mens han selv spiller hovedrollen i “The Wurdalak” – men det bliver forfærdeligt campet (og ikke hans sidste gode rolle, som mange kritikere ellers har udråbt den til), når Karloffs stemme er enormt grimt eftersynkroniseret til italiensk, og når Bava ender filmen som en farceagtig metafilm med Karloff på en mekanisk hest og cirkusagtig underlægningsmusik. Her fremviser Mario Bava stolt sin egen opfindsomhed hvad angår special effects, men samtidig bevirker scenen også, at resten af filmen (særligt den afsluttende, mesterlige “A Drop of Water”) mister sin brod, for det hele var jo bare for sjov.

På filmens kommentarspor fortæller Mario Bava-eksperten, Tim Lucas, om den alternative amerikanske udgave, der ganske vist var mere tam og ukontroversiel end den internationale -primært ved at fjerne enhver antydning af det lesbiske forhold - men som også byttede rundt på fortællingerne, tilførte overnaturlige elementer til “The Telephone”, lagde ny underlægningsmusik på hele molevitten og indsatte flere introduktioner med Boris Karloff, mens den metafilmiske afslutningsscene blev sløjfet. Jeg skal ikke gøre mig klog på den amerikanske udgaves kvaliteter, men mange af postproduktionsforslagene lyder som oplagte måder at forbedre Black Sabbath.


······

Black Sabbath (it. I tre volti della paura, da. Tre rædselsnætter)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Boris Karloff, Michelle Mercer, Jacqueline Pierreux m.fl.
Galatea Film, 1963
Spilletid: Ca. 92 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet: The Mario Bava Collection, volume 1

The Mask of Satan (1960)

Der er skruet helt op for “the production value” i Mario Bavas spillefilmsdebut, The Mask of Satan. Her viser den 45-årige italienske fotograf hvordan han med kameraet kan indgyde suspense og rædsel i snart sagt hver eneste scene. Filmen blev et markant skel for gysergenren, og gav baghjul til de amerikansk-engelske genretraditioner såvel som censurinstanser. The Mask of Satan er en klassiker.

I 1960 havde den italienske filmfotograf Mario Bava kun et par delte instruktørcredits bag sig, fordi han havde færdiggjort to-tre projekter, hvor den oprindelige instruktør havde forladt filmsettet før optagelserne var færdige. Men disse sekundantarbejder var af en sådan kvalitet, at Bava fik berammet sit helt eget spillefilmsprojekt. Filmen blev til The Mask of Satan, og er en milepæl inden for gysergenren, fordi Bava og hans filmtekniske kunnen blev en så integreret del af filmen.

Denne stemningsfulde og smukke, overnaturlige gyser lod sig imidlertid kun finansiere, fordi investorerne året forinden havde været vidne til en lignende gyserfilms økonomiske succes hos det italienske publikum: Det engelske filmselskab, Hammer Films, havde sendt deres første Dracula-film ud i Italien. Derfor kan man ikke underkende den indflydelse som Hammers kulørte genoplivning af gamle monsterfilm havde på The Mask of Satan – både hvad angår plottet men også Hammers såvel som Bavas fokus på en gysets æstetik. Hammers Dracula- og Frankenstein-serier er udråbt til smukke men også splattede klassikere – men selv om The Mask of Satan er i sort/hvid, så overgår Mario Bavas film på netop disse områder de Hammer-film, jeg har set.

Der er et eneste minus ved The Mask of Satan. Lad os bare få sat det problem på plads fra start af: Eftersynkroniseringen er (som i mange italienske film) elendig. Men alt andet i filmen gør den til en sand nydelse.

Hekse, vampyrer?
Filmen handler om en eller anden ikke nærmere defineret form for sort magi. Hekseovertro og zombier og vampyrer blandes til et skønt miks, så The Mask of Satan bliver et smukt pre-postmoderne gys.

Filmen indledes med en lille prolog fra året 1630, hvor heksen Asa bliver tortureret og dødsdømt af sin egen bror. Hun får en stor jernmaske med spyd på indersiden banket ned over hovedet. Men inden da når hun at kaste en forbandelse over sin egen familie og sværger hævn. 200 år senere ankommer et par rejsende læger til den lille landsby og kommer uforvarende til at vække Asa til live i den underjordiske krypt, hvor hendes rester befinder sig. Heksen genvinder langsomt sine mægtige kræfter og udnytter dem til at kontrollere og besætte både levende og døde mennesker.

The Mask of Satan er baseret på en novelle fra 1865 af russiske Nicolai Gogol, men Mario Bava er blevet lige så inspireret af Universals monsterfilm fra 1930erne. Ifølge kommentarsporet på dvd’en blev selve vampyrelementet i filmen opprioriteret da investorerne så hvilken fantastisk succes Hammer Films’ Dracula fra 1958 blev i Italien. Ja, det antages endda at dialogen visse scener er ændret i eftersynkroniseringen, ligesom filmen er klippet helt anderledes, end det originale manuskript foreskriver, blot for at effektivisere filmgyset over for de hungrende italienere.

Derfor er det også yderst bemærkelsesværdigt, at filmen er så vellykket. Mario Bava er måske blevet nødt til at forlade sig på antydningens kunst hvad angår heksekunster, spøgelser og zombier, fordi han ikke havde råoptagelser til andet – men det bevirker netop at filmen ikke føles overforklarende og campet. Gyserpublikummet bliver nødt til selv at digte med for at forstå sammenhængen i de forskellige scener. Dermed hæver The Mask of Satan sig også over Bavas nævnte forbilleder.

Bavas sans for billeder
Men billedæstetikken er dér hvor Mario Bavas The Mask of Satan på alle måder overtrumfer de fleste andre gyserfilm fra før og omkring 1960. Bavas baggrund som filmfotograf kommer især til udtryk i de smukke og syrede billedkompositioner med tydelig for-, mellem- og baggrund. Der er ofte et eller andet der obstruerer kameraets adgang til personerne i scenen og skaber en uhyggelig stemning af at blive overvåget: Krogede grene, møbler, edderkoppespind osv.

Kamerabevægelserne er også med til at hæve filmen langt over Hammer og Universals niveau. Her er masser af fantastiske travellings der langsomt afslører det, der skjules uden for billedrammen: Som f.eks. når en af karaktererne vågner efter et mareridt og stirrer rædselsslagent offscreen, og Bava blot tracker laaaangsomt sidelæns for at afsløre dørhåndtaget, der går truende op og ned. I andre scener bruges hurtige travellings eller zoom-effekter for at understrege chok. Det er da også alene kameraet der (på meget elegant og effektiv vis) skaber en af vampyrernes chokreaktion på et kors.

The Mask of Satan byder i det hele taget på ekspressionisme for alle pengene – i de lowkeybelyste, nedslidte korridorer på det eventyrlige slot, og i den uhyggelige flagermusbefængte krypt, såvel som i en nærmest Snehvide-agtig mareridtstur igennem en mørk og uhyggelig skov. Filmen bliver på den måde en gammeldags gyser med tydelige kontakter til folkeeventyret, hvilket var netop Mario Bavas intention. Det man hele tiden også skal huske på er, at filmen var en low-low-budget affære; det antages at budgettet på The Mask of Satan var på sølle $100.000 – under en ottendedel af Hitchcocks minimalbudget på Psycho. Det kan man ikke se!

For barsk til USA og England
The Mask of Satan var i 1960 så banebrydende, at filmen blev forbudt i England og kraftigt censureret i USA. Her har vi for første gang i gyserfilmshistorien for alvor et magtfuldt monster i skikkelse af en smuk og tiltrækkende kvinde. I en nøglescene flirter Bava meget direkte med nekrofili da en af hovedpersonerne på en gang væmmes ved det genopstandne men stadig skamferede lig foran ham – men også tiltrækkes af liget og ender med at kysse det lidenskabeligt. Publikum deler hans fascination og afsky. (Til sammenligning turde Hitchcock knapt nok lade dialogen antyde Normans intime forhold med sin mor i Psycho fra samme år.)

I flere scener udpensler Bava desuden volden med splattereffekter og ansigter, der opløses i trickoptagelser. Det er modigt og avanceret for en film i 1960 at vise, hvordan Asas opløste lig langsomt bliver menneskeligt igen – fra at være et opløst kranium med skorpioner og biller kravlende ud af øjenhulerne til at øjnene vender tilbage til deres huler og levendegøres.

I det hele taget er The Mask of Satan i sine splattereffekter meget fikseret på øjne og det at se. Meget sigende for filmen skal vampyrerne/heksene/zombierne slås ihjel ved at banke en pæl igennem venstre øje. Her er desuden et væld af subjektive kameraindstillinger og -bevægelser, og flere gange inviteres publikum på denne måde til at blive ét med det onde. Dermed lægger Mario Bava sig fint på linje med andre gyserklassikere fra 1960, der også handler om onde øjne, der betragter de uskyldige ofre – Alfred Hitchcocks Psycho og Michael Powells Peeping Tom. Men The Mask of Satan matcher på alle måder de to kendte klassikere i visuel gru.

······


The Mask of Satan
(aka Black Sunday, it. La Maschera del demonio, da. Djævelens maske)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Barbara Steele, John Richardson, Ivo Garrani m.fl.
Galatea Film 1960
Spilletid: Ca. 87 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet, The Mario Bava Collection, volume 1

Dead of Night (1945)

Engelsk gyserfilms store klassiker matcher flere steder stadig sine moderne efterkommere i krybende overnaturlig uhygge. Dead of Night blev den første antologifilm og var på sin tid et økonomisk sats, for sådan havde man aldrig grebet gysergenren an før.

England har en stolt gyserfilmstradition: I 1960erne genopfandt Hammer Films de gamle gotiske gysere med f.eks. Dracula og Frankenstein i kulørte kostumedramaer og få men modige splattereffekter og senere lidt erotisk lir. Et andet engelsk filmselskab, Amicus, specialiserede sig i antologifilm med små gyselige fortællinger fra bl.a. E.C.-tegneserierne Tales from the Crypt og The Valut of Horror.

Selve grundstenen til antologigysergenren blev lagt af de engelske Ealing Studios med filmen Dead of Night, der har hele fire instruktører på creditlisten og leverer 5-6 små historier af forskellig kvalitet. Gyserfortællingerne centreres alle om skismaet mellem overnaturlige begivenheder og psykens ustabilitet jf. psykoanalysen og Freud, og dette sættes i relief af filmens rammehistorie om en drøm, der udvikler sig til et mareridt.

Dead of Night tager udgangspunkt i arkitekten Walter Craigs besøg i en idyllisk landejendom. Han er inviteret under det påskud at indehaveren ønsker at bygge om, men det viser sig hurtigt, at Craig har besøgt stedet før – i en drøm. Han husker de fem øvrige gæster, der er forsamlet og han begynder at forudsige begivenhederne. Det ansporer gæsterne til at fortælle om overnaturlige oplevelser de har været ude for – fra spøgelser over troldspejle til uhyggelige bugtalerdukker. Alt imens prøver psykologen Dr. van Straaten at slå historierne hen med videnskabelige forklaringer og teorier a la Freud. Men det er de små fortællinger, der er kernen i filmen.

Grundstenen
Set med nutidens øjne er filmens største force også dens største svaghed: Dead of Night dannede som nævnt skole for antologifilm og sågar også tv-antologiserier som f.eks. Alfred Hitchcock Presents, der bruger samme ironiske tone og form for uhygge. Ligeledes med de små overnaturlige beretninger, der er blevet stjålet og plagieret i filmens verden lige siden. Derfor vil flere af historierne i Dead of Night virke enormt klichéfyldte på et nutidigt publikum – især slutningen, der er blevet så fortærsket, at det ville være utænkeligt at lave en tilsvarende udgang på en moderne gyserfilm.

Derfor er det også fantastisk at to-tre af historierne faktisk stadig kan skabe uhygge og suspense, der kan matche de moderne udgaver. Her tænker jeg på den korte historie om børnenes gemmeleg ved en julefest, hvor en af pigerne møder en lille dreng i en glemt afkrog af det store gods; på historien om det forheksede spejl, der tager magten fra dets ejer; og endelig – filmens absolutte højdepunkt – Jekyll/Hyde-historien om den uhyggelige bugtalerdukke, Hugo, og hans ejer. De tre rummer en drømme/mareridtsagtig atmosfære, skabt med stemningsfulde dekorationer, lyssætning, sære kameravinkler og underlægningsmusik, der hæver denne engelske film op til klassikerniveau. Filmens brug af ekspressionisme eskalerer gradvist i rammehistorien, og Dead of Night slutter med et fornemt mareridt af et klimaks, hvor alle fortællingerne blandes sammen.

Ældet med ynde
En anden ting, der også fungerer optimalt den dag i dag er den tørre ironi og let opløftede stemning af britisk stiv overlæbe, der er en gennemgående del af Dead of Night. Flere af de små historier foregår i et historisk England, der bringer tankerne hen på detektivhistorier om Sherlock Holmes, der netop også handler om borgerskabets forsøg på at opretholde en facade og detektivens rationelle forklaring på tilsyneladende overnaturlige begivenheder.

Én fortælling stritter i en helt anden retning end resten af filmen, nemlig historien om de to golfspillere der sætter deres livs kærlighed på højkant. Taberen drukner sig i en sø efter nederlaget og vender tilbage som et venligt men påtrængende spøgelse. Her bliver filmen så bizar og campet, at også 1940ernes publikum må have undret sig over dette stilskift til en nærmest revyagtig komik.

Men bortset fra det er Dead of Night absolut seværdig og for alle os gyser/filmnørder spændende at gå på opdagelse i.

Man tør slet ikke tænke på hvordan dansk film så ud i 1945…

······


Dead of Night (da. Nattens mysterier)
Instruktører: Alberto Cavalcanti, Charles Chrichton, Basil Dearden og Robert Hamer
Medvirkende: Mervyn Johns, Frederick Valk, Michael Redgrave m.fl.
Ealing Studios, 1945
Spilletid: Ca. 103 minutter
Amerikansk dvd-distribtuion: Anchor Bay Entertainment

The Spiderwick Chronicles (2008)

Filmatiseringen af Spiderwick-fortællingerne står sig bemærkelsesværdigt godt i konkurrencen mod allesammens troldmandsyndling, Harry Potter, skabsfilmen Narnia og isbjørnekampene i Det gyldne kompas. Her er for første gang en fantasy-film som føles alt for kort, simpelthen fordi den er så kompakt, så godt fortalt og så vellavet, at man bare vil have mere.

Toni DiTerlizzi og Holly Black er makkerparret bag Spiderwick-fortællingerne, en serie små romaner om tre søskendes eventyrlige opdagelser i og omkring det ældgamle Spiderwick-hus, de har overtaget efter en skør gammel tante. Nu har Nickelodeon Movies lanceret en filmatisering af intet mindre end hele serien, og selv om det strider mod alt hvad der hedder kutyme i fantasyfilmatiseringsgenren (tænk blot på den alenlange Ringenes Herre-trilogi som satte standarden for Harry Potter-filmene og alle andre derefter), fungerer det forbavsende godt.

Filmen The Spiderwick Chronicles varer godt 90 minutter og har skåret alle unødvendige sidehistorier væk for at koncentrere sig om hovedkonflikten i de små romaner. Denne serveres i et behageligt up-tempo, hvor alting synes at drive handlingen fremad. Der er en nærmest Spielberg-agtig stemning over filmen, og tankerne bringes let hen på andre fantasifulde (og uhyggelige) børnefilm – ikke mindst E.T. (1982) og Gremlins (1984), men også Den uendelige historie (1984).

Den baggrundshistorie som Black & DiTerlizzi har ganske let ved at lægge ind i romanerne, formidler filmen som en hæsblæsende montagesekvens i starten; her følger vi Arthur Spiderwick i hans arbejde med den forkætrede felthåndbog, der kortlægger alle de skjulte eventyrvæsner, der lever og bor side om side med menneskene. Ligeledes er filmen stramt komponeret i de indledende scener hvor Jared, Simon og Mallorys baghistorie flettes ind i dialogen, mens masser af setups formidles visuelt – hold f.eks. øje med Jareds ørepropper, Mallorys fægteevner og den overvældende mængde honning og tomatsauce i køkkenet. Det er godt filmhåndværk og solidt fortællemæssigt arbejde hele vejen igennem.

Freddie Highmore
Også den dobbelte hovedrolleindehaver, Freddie Highmore, der spiller tvillingerne Jared og Simon, medvirker til at filmen lykkes. Det er ikke altid uproblematisk at benytte den samme skuespiller til en tvillingerolle – ikke så meget på grund af skuespillerens evner, men mere fordi det kan distrahere publikum, der vil have en tendens til at sidde og kigge efter fejl eller problemer, der indikerer, at effekt- og klippearbejdet ikke er godt nok.

Det er derfor til filmens special effects-ensemble og Freddie Highmores store fortjeneste, at man efter de første par scener simpelthen glemmer, at Jared og Simon spilles af den samme skuespiller; samspillet mellem dem foregår nærmest umærkeligt – også fordi filmen vælger at fokusere mest på den karismatiske Jared, mens den mere nørdede Simon kommer til at spille hjælperrollen.

Det er Jareds udviklingshistorie, vi følger, og det er hans blik på forældrenes problemer, vi som publikum deler. Det er også Jareds manglende viden om netop forældrene, som filmen bruger til at skabe en gennemgående stemning af suspense og modløshed. Det giver en mere realistisk fremstilling af børn/forældre-problemer, end vi er vant til fra f.eks. Harry Potter-serien, der har for vane at iscenesætte familien Dursley på en grotesk og sorthumoristisk måde. Spiderwick-fortællingernes realistiske tilgang til karaktererne får på eleganteste vis de eventyrlige indslag til at fremstå endnu mere eventyrlige.

Begrænsningens ugunst
The Spiderwick Chronicles er en kompakt sag på max. 90 minutter, hvis vi trækker rulleteksterne fra. Og selv om det er enormt dejligt at se manuskriptforfattere, der tør skære i materialet og tilrettelægge det for filmmediet, så skaber det også en følelse af at man ikke har set hele historien. Der er mere i Spiderwick-universet end vi får at se i denne film, og uanset om man har læst romanerne eller ej, så vil man sidde med følelsen af at ville vide mere, og spørge sig selv hvorfor pokker de ikke har lavet det til en miniserie for tv.

Det er enormt positivt, og et tegn på at ikke kun selve Spiderwick-universet med dets trolde, troldmænd, alfer og feer fungerer upåklageligt, mens også at selve karaktererne – børnene Jared, Simon og Mallory – er så interessante, at man gerne vil følge dem over længere tid: Filmen tager sig aldrig tid til at uddybe eller bruge (sådan rigtigt i hvert fald) Simons store kærlighed til dyr eller Mallorys fægteevner. Og selv om børnenes far gør sin entre, så udnyttes han heller ikke fuldt ud. Det samme kan siges om flere af filmens troldagtige væsner, der er så godt designet og velspillede, at man længes efter at vide mere om dem og give dem mere plads og en større rolle. I denne film er det særligt den onde Mulgaraths baggrundshistorie vi mangler at se i en større sammenhæng.

Derfor kan man også diskutere, hvor mange fortællinger, der egentlig fortælles i filmen Spiderwick-fortællingerne. Forhåbentligt kan Nickelodeon Movies grave flere fortællinger frem fra Holly Black og Tony DiTerlizzis magiske univers til et par lige så charmerende efterfølgere. Denne her skal ses og nydes med ældre børn.

······


The Spiderwick Chronicles (da. Spiderwick-fortællingerne)
Instruktion: Mark Waters
Medvirkende: Freddie Highmore, Sarah Bolger, Mary-Louise Parker, Nick Nolte m.fl.
Nickelodeon Movies, 2008
Spilletid: Ca. 96 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount

Udkommer på dansk dvd d. 14. juli