Knives of the Avenger (1966)

Mario Bavas vikingedrama ligner og lyder som en doven western og byder ikke på nogen visuelle lækkerier. Knives of the Avenger peger ikke fremad mod de moderne sværd-og-trolddom-film, men føles som en kamp at komme igennem for både instruktør og publikum.

Ifølge IMDB blev Mario Bava hevet ind på denne film, efter at den oprindelige instruktør havde fået sparket. Bava endte med at skrotte alle optagelser og endte med at få en helt ny film i kassen på seks dage.

Den anekdote skal man måske ikke lægge for meget i, men den passer meget godt på det indtryk man får af Knives of the Avenger – en vikingefilm om en vandringsmand af en viking, Rurik, der slår sig ned hos en enlig vikingemor og hendes søn. Her finder Rurik snart ud af, at han kender de to fra gamle dage; moren og sønnen er fordrevet fra deres landsby, efter at faren og manden i familien – landsbyens konge – blev jaget på flugt og angiveligt styret i døden af rivaliserende vikinger. Rurik selv kommer til at spille en meget tvetydig rolle over for den amputerede familie, da de kamplystne vikinger finder frem til mor og søn.

Eventyret der blev væk
Så kompleks og introvert er Knives of the Avenger. Hvor lignende sværd-og-trolddom-film søger udad med storstilede kampscener og trickeffekter, søger Mario Bava indad og gør dramaet mellem Rurik og vikingemoren Karin og sønnen Moki til filmens højdepunkt. Den tvivl og selvransagelse, som Rurik hjemsøges af, er vi ikke vant til i denne type film – i hvert fald ikke i 1966. Her er nok næve- og knivkampe, men den storhed og eventyrlighed vi er vant til fra genren og Bava selv, mangler.

Disse personlige konflikter er også filmens eneste spor af kompleksitet, og da denne familiemæssige tvist afsløres og forklares i et meget uelegant og kedeligt fortalt flashback relativt tidligt i filmen, så kan filmen ikke styre så forfærdeligt mange nye steder hen end i mål. Derfor bliver det en meget ordinær og u-spændende fortælling, hvor man let kan regne ud hvor vi skal hen. Kun slutningens klæbrige happy-ending kommer som en overraskelse.

Viking eller western?
En anden væsentlig overraskelse kommer særligt til udtryk i filmens plot og persongalleri – samt i underlægningsmusikken. Her lægges der kraftigt op til en western med en ensom cowboy der ankommer til randen af civilisationen og skal prøve at genoprette lov og orden mellem de stridende landsbyer. Det ligner en nyfortolkning af westerngenren, når vikingerne bruger så lang tid på at ride rundt og forfølge hinanden til hest, og ledsages af den type musik. Også knivkasterkampteknikken og fotograferingen af disse kampe minder om westerngenrens seksløber-shootouts. Kun landskaberne lugter lidt af Skandinavien.

Dermed bliver Knives of the Avenger den mest kiksede og mindst spændende af filmene i The Mario Bava Collection.

······


Knives of the Avenger (it. I coltelli del vendicatore)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Cameron Mitchell, Elissa Pichelli, Fausto Tozzi m.fl.
Sider Films, 1966
Spilletid: ca. 84 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet The Mario Bava Collection, volume 1

The Dark Knight (2008)

Kort sagt: Mesterværk! Christopher Nolans anden Batman-film sætter helt nye standarder for superheltefilm ved at være den flotteste, den ondeste og den mest menneskelige af dem alle. Filmens stærke hovedperson-ensemble anføres af karismatiske Heath Ledger og indadvendte Christian Bale. The Dark Knight skal ses på det store lærred i en biograf, der tør skrue helt op for lyden.

Christopher Nolans The Dark Knight er et mesterværk fordi:

1) Stemningen er et fænomenalt sort miks af galskab, vrede og melankoli fra første færd. Vi slipper for den lange og opslidende (og efterhånden noget så kedelige) skabelseshistorie, der er blevet en indgroet del af superheltefilm. I Batman Begins brugte Nolan megen tid på netop Bruce Waynes baggrundshistorien. I The Dark Knight hopper man direkte ind i filmens pulserende handling med et langt helikopterskud imellem Gotham Citys højhuse – helt hen til et vindue, der eksploderer i kaskader af glasskår. Og så er vi i gang med det første storstilede kup udtænkt af Jokerens syge hjerne: Her bærer hver eneste forbryder uhyggelig klovnemaske og nakker koldblodigt den nærmeste samarbejdspartner, når deres del af opgaven er udført. Her er overrumplende action, mystik og suspense fra første scene, når en gul skolebus tordner ind igennem bankens facade for at hente de mange penge og den sidste overlevende forbryder.

2) De parallel- og krydsklippede suspense-sekvenser er hjørnestenene i The Dark Knight – ikke buldrende tomhjernede actionscener. Eftersom Christopher Nolan har valgt at have et større galleri af hovedpersoner, bliver klippestilen selvfølgelig også en gennemgående parallelklipning mellem politiets efterforskning, forbryderne, Batman/Bruce Wayne, og statsadvokaten Harvey Dent. Men også actionscenerne konstrueres tit omkring denne parallelklippede struktur, så der ikke blot er tale om en simpel last-minute-rescue hvor Batman skal nå at komme til undsætning før bomben sprænger. Nolan bruger eksemplarisk den skiftevis pulserende og skingrende underlægningsmusik til at fremhæve parallelklipningens intensiverende suspense. Her bliver Jokerens maniske ondskab overmenneskelig og uovervindelig i dens allestedsnærværelse. Via prallelklipniangen understreges politiets magtesløshed, når ikke én person står til at blive likvideret med brevbomber og syreangreb, men fire-fem personer på én gang. Der er masser af den slags scener, f.eks. hvor Batman skal vælge mellem at redde Rachel Dawes (ekskæresten) eller Harvey Dent fra døden – men også hvor almindelige mennesker skal vælge mellem at sprænge en båd fuld af gemene forbrydere i luften, eller selv blive sprunget i luften af samme gruppe forbrydere.

3) Heath Ledgers videreudvikling af Jokeren er uvurderlig for filmen. Alting står og falder med portrætteringen af denne gale terrorist, og her iscenesættes han netop som en selvstændig bombe, der kan detonere hvornår det skal være. Læg dertil den krakelerende hvide makeup, sorte øjenhuler, det ukæmmede lange hår og arrene i mundvigene og Ledgers læspende og tungefikserede spillestil med den duknakkede gang. Vi er på alle måder langt fra Jack Nicholsons karnevalsfigur i Tim Burtons tegneseriefilmatisering af Batman; Nolan og Ledger er gået skridtet videre og har gjort Jokeren til en moderne efterkommer til Hannibal the Cannibal fra Silence of the Lambs (1990). Ledger får oven i købet lov til at levere en mindre monolog, der bringer mindelser om Hannibal Lecters kommentar om psykologiens problemer med at analysere ham. Jokeren har som Lecter intet formål med sine terrorhandlinger – han nyder bare at se verden bryde sammen omkring sig, som det eksemplificeres den ene kameraindstilling, hvor Jokeren arrigt forsøger at få bombedetonatoren til at virke uden for Gothams centralhospital, endelig får skidtet til at virke og begejstret begynder at sprænge hospitalet i luften bag sig, inden han smutter ind i en bus der kører væk med evakuerede patienter alt imens resten af hospitalet nærmest imploderer i en fascinerende supertotal. Den scene fotograferer Nolan i én lang – åndeløs! – kameraindstilling, der kombinerer 11. septembers grusomheder med Batman-universets sorte galgenhumor. Det er sådan en scene, der let kan gå galt og kamme over, men Nolan og Ledger styrer sikkert i havn.

4) Christopher Nolan mesterlige instruktion formår at finde en meget svær balance mellem de stille og suspense-fyldte scener, den hårdtpumpede action og de kryds/parallelklippede kapløb med tiden. Man kan mene at filmens to og en halv times spilletid kan tage pusten fra enhver, og at særligt én af de store plotlinjer og karakterbuer bliver hastet igennem i de sidste tre kvarter – men The Dark Knight er så dynamisk fortalt at man alligevel må tage hatten af for Nolans tæft. Her introduceres et helt ensemble af hovedpersoner, hvor Bruce Wayne/Batman nok stadig er den centrale superhelt og stadig har sine problemer at slås med i en by på randen af kaos, men hvor Harvey Dent på mange måder er et mere interessant karakterstudie, fordi han udvikler sig langt mere radikalt. Christian Bale, Aaron Eckhart, Heath Ledger, Maggie Gyllenhall og Gary Oldman står i centrum for fortællingen, men Alfred og Lucius Fox (Michael Caine og Morgan Freeman) spiller også vægtige roller. I det hele taget er der mange små set ups, som man tror er engangs-entreer, men som viser sig at være vigtige for handlingen og vender tilbage senere. Det gør Nolans The Dark Knight til en kompleks og fremadstormende superheltefilm, der med sine 152 minutters spilletid på alle planer topper genren. Det er simpelthen ikke set bedre eller gjort mere rigtigt.

The Dark Knight er den første film i mange år, som jeg har lyst til at gense ikke én gang og ikke i morgen eller overmorgen – men mange gange og lige nu.


······

The Dark Knight
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Heath Ledger, Aaron Eckhart m.fl.
Warner Bros. Pictures, 2008
Spilletid: 152 minutter
I danske biografer lige nu. Afsted!

PR-foto venligst lånt fra Sandrew Metronome.
Filmens danske hjemmeside: http://wwws.dk.warnerbros.com/thedarkknight/

The Happening (2008)

Et eller andet uhyggeligt og uforklarligt er sket! Mystiske kræfter er løbet løbsk, og folk flygter i hobetal fra truslen! Og vi taler ikke om planter og træer, der påvirker menneskeheden til at begå selvmord. Vi taler om M. Night Shyamalan seneste film – et nærmest fuldkomment makværk med den tåbelige titel The Happening.

Jeg tror ikke, jeg er den første til at komme med denne forudsigelse, men lad mig så bare gentage: M. Night Shyamalans karriere som selvkørende film-auteur-instruktør stopper med The Happening. Det er i forvejen utroligt at skiftende filmselskaber stadig giver ham carte blanche siden den fabelagtige debut The Sixth Sense (1999) og den efterfølgende deroute. Fem film senere (ja, kun fem!) er det gået voldsomt ned ad bakke for den 38-årige filmnørd, der allerhelst vil være vor tids Alfred Hitchcock, men som alligevel har haft kritisk sans til at holde sig uden for The Happening.

Det, der fungerer
Lad mig starte med de få positive aspekter ved filmen: Anslaget er godt og fængende med mystik og drabelig ironi. Det fungerer rigtig fint, at vi ser små scener med bifigurer, der alle rammes af denne uforklarlige trang til at slå sig selv ihjel. Særligt scenen, hvor bygningshåndværkere kaster sig ud fra stilladserne, og scenen med pistolen, der samles op igen og igen af søvngængeragtige mennesker offscreen er smukt iscenesat og eksekveret.

Og filmen er kort med sine godt 80 minutters spilletid.

Det, der ikke fungerer #1: Den formanende – men campede – pegefinger
Overordnet set er The Happening en katastrofefilm, der handler om naturens hævn over menneskeheden. Træer og planter begynder at udskille et giftstof der lammer menneskets selvopholdelsesdrift, hvorefter alle som en begår selvmord. Denne grundlæggende idé er så økologisk, hellig og formanende, at man bliver træt, da teorien afsløres af en tegneserieagtig gartneribondeknold med hang til hotdogs, allerede inden vi har rundet 30 minutters spilletid. Men ideen bringer også tankerne hen på campede katastrofefilm om naturen, der går amok – tænk på de mange fjollede plagiater efter Hitchcocks The Birds (1963); vi har set masser af film om bl.a. rotter, slanger, frøer osv. der på grusom vis har overmandet menneskeheden – nu er det planternes tur! Denne på én gang campede og formanende pegefinger vil intet voksent menneske kunne tage seriøst.

M. Night Shyamalans evne til at iscenesætte truslen fra planter og træer gør problemet endnu større: Her har tilsyneladende kun været én mulighed: Vind! Når det blæser i filmen, så gælder det om at få benene på nakken, for så spreder planterne og træernes giftstoffer sig i luften. Filmisk skal vinden selvfølgelig fungere som et varsel, men Shyamalan gør sig aldrig umage med at få vinden, træerne og planterne til at virke levende eller faretruende – alting ser voldsomt ordinært eller realistisk ud, undtagen når hovedpersonerne så kan løbe stærkere end og undslippe vinden! Og så er der jo det helt essentielle spørgsmål, som BBC’s barske filmanmelder, Mark Kermode, allerede har stillet: Hvad får det til at blæse op? Hvor kommer vinden fra? Er det træerne og planterne, der får det til at blæse? Gud? Eller bare er det bare gentagne superuheldige vejrfænomener?

Det, der ikke fungerer #2: De små – men åh så vigtige – ting
Ud fra den kritik jeg havde hørt på forhånd, regnede jeg med, at The Happening ville have problemer med plottet, men at, hvis man gjorde sig umage og deponerede hjernen i døren til biografen, så ville man få en ganske hæderlig filmoplevelse med spænding og gys. Men instruktøren har langt større filmtekniske problemer at slås med her.

Ganske vist hedder filmens fotograf Tak Fujimoto (der også har fotograferet mesterværker som Silence of the Lambs (1990) og førnævnte The Sixth Sense), men man får flere gange en mistanke om, at filmoptagelserne er blevet klippet om efter et helt nyt storyboard efter Shyamalans første udgave: Der er helt elementære kontinuitetsproblemer i klipningen og umotiverede hop fra halvtotaler til ultranære. Der er endda indstillinger, hvor det lyder som om Mark Wahlberg og Zooey Deschanel reagerer helt meningsløst. I andre scener skifter stemningen totalt fra den ene indstilling til den næste. Særligt deres evner som pseudoforældre for en lille pige skifter skræmmende hurtigt fra omsorgsfuldt til omsorgssvigtende. Konstruktionen af visse scener og den ledsagende dialog leder sågar tankerne hen på spoofgenren. Shyamalan har med andre ord problemer med det helt grundlæggende filmhåndværk, og ind i mellem tager man sig i at slå en høj latter op over ikke kun plottets mens også æstetiske tåbeligheder.

Derfor. Man skal ikke se The Happening for at se et mesterværk – man skal se den og spotte alle de fortællemæssige og æstetiske fejl, man kan stoppe ind i en multimillion-mainstreamfilm fra Hollywood. Og man skal se den for at se lige præcis den film som stoppede M. Night Shyamalans auteur-karriere med et brag.

······


The Happening
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: Mark Wahlberg, Zooey Deschanel, Ashlyn Sanchez
UTV Motion Pictures, 2008
Spilletid: Ca. 87 minutter
I danske biografer lige nu!

Billedet er lånt fra filmens danske distributør 20th Century-Fox.
Filmens danske hjemmeside findes her: the happening filmen.dk