El Orfanato (2007)

Den mexicanske Børnehjemmet er noget så sjældent som en gammeldags gotisk gyser, der med simple virkemidler leger tagfat med seerens fantasi. Der er et fravær af blod og CGI-effekter, men til gengæld udnytter filmen billedbeskæringer, kamerabevægelser, belysning og frem for alt lydsiden til at skabe en fantastisk stemning. Fra start af er der suspense for alle pengene. Værsgo og gys!

Der hviler en skæbnetung stemning over Børnehjemmet, der er instrueret af Juan Antonio Bayona og hjulpet frem af producer Guillermo del Toro (ham med Pan’s Labyrinth). Fortidens begivenheder og synder går igen som spøgelser på det gamle børnehjem ved stranden. Filmen borer i familiehemmeligheder og bruger dem som afsæt for en spøgelseshistorie fyldt med patos og flotte ekspressionistiske scenarier. Her er en konstant krybende uhygge, og meget lidt effektjageri.

Historien tager sit udgangspunkt i Laura (knusende godt spillet af Belén Rueda), der har købt det gamle børnehjem, hvor hun selv voksede op. Hun og familien flytter dertil for at starte et nyt hjem for såkaldt “specielle” børn – børn med særlige støttebehov. Men de er knapt kommet på plads før Simón (Roger Príncep), Lauras egen dreng, begynder at tale om sine usynlige venner, som tager ham med på skattejagt i huset og på stranden. Særligt en lille fantasidreng ved navn Tomas lægger spor ud til Simón, så han kan finde frem til skatten. Langsomt oprulles familiens og Simóns fortid og skæbne, og det kulminerer i første omgang, da Simón forsvinder sporløst ved børnehjemmets indvielsesfest. Her sætter filmen i gear, for Laura lader sig ikke overbevise om at Simón har været udsat for en drukneulykke ved stranden. Hun er nemlig i mere end en forstand tæt knyttet til børnehjemmet og dets tidligere beboere.

Okkult detektivhistorie
Børnehjemmet er først og fremmest et gribende drama om en mors kærlighed til sin søn, men filmen kombinerer dette følelsesfulde tema med en gotisk detektivhistorie, hvor sandheden oprulles – ikke kun for seerne, men også – for Laura. Hun er en handlekraftig videreudvikling af den klassiske, mareridtsplagede skønjomfru fra den gotiske gyser. Hun lader sig aldrig spise af med de kloge mænds alt for jordnære forklaringer på de mystiske fænomener i og omkring huset, men fører som en rigtig detektiv an i jagten på sandheden.

Lauras mand, Carlos, er da også meget passende reduceret til en doven, ubetydelig bifigur, der ikke tror på eller kan se spøgelserne og spøgelseshistorierne, der fylder op på det gamle børnehjem. Han er egentlig kun med i filmen for at drage seerne i tvivl om, hvorvidt Laura ikke bare er stærkt påvirket af Simóns forsvinden / kidnapning / drukneulykke.

Laura kender også børnehjemmet fra sin egen barndom, hvor hun boede der, og legede med de andre børn, der alle led af en eller anden form for fysisk handicap. Filmen igennem lægges der op til en skæbnesvanger forbindelse mellem fortiden og nutiden – i første omgang fra Lauras leg med børnene til Simóns leg med spøgelsesbørnene, og senere mere direkte, da Laura bliver nødt til at genopbygge og møblere børnehjemmet efter de gamle standarder og lege med sine gamle legekammerater igen. De har savnet hende, som det varsles allerede i filmens første minutter.

At Simón kontaktes af spøgelserne skyldes naturligvis, at han er jævnaldrende med dem, men også at Simón selv er et “specielt” barn og relativt tidligt i filmen finder ud af, at han er adopteret og lider af en alvorlig sygdom, der på et symbolsk plan gør ham mere død end levende. Disse “tilfældigheder” binder Børnehjemmet sammen om dens egen uhyggelige og skæbnetunge logik.

På forskellige planer beskæftiger filmen sig med det fordækte, der trænger sig på og vil frem i lyset, og som det hør og bør sig i en gyserfilm er det mørke grotter, haveskure, kældre osv. der huser det ukendte og det uhyggelige. Det er her Laura hele tiden må stå ansigt til ansigt med fortidens dæmoner – og netop fordi hun er den mest helstøbte karakter (jf. Freuds teorier om overjeg og underbevidstheden), er det også hende der skal danne broen mellem spøgelsernes verden og de levendes verden.

Simple virkemidler
Filmen indeholder én og kun én hårrejsende splatter-specialeffect-scene, som dermed skiller sig ud som temmelig overdreven og unødvendig. Resten af filmen holdes i en lavmælt tone, hvor noget så simpelt som en dør der åbner og lukker sig af sig selv, eller en karrusel, der begynder at bevæge sig i tusmørket, bliver døduhyggeligt. Ligeledes bliver den tilforladelige åbningsfest med forældre og deres handicappede børn tvistet i en skræmmende retning. Den sjove udklædning og maskerne bliver til hårrejsende mareridtsvæsner, når Laura ikke kan finde Simón men forfølges af en lille, tavs dreng i slidte gevandter.

Selv scenen med seancen er skabt uden overvældende CGI-effekter og -spøgelser. Her er det den nærmest minimalistiske brug af underlægningsmusik, effekt/reallyde og overvågningskameraernes underbelyste, kornede billeder, der iscenesætter den klaustrofobiske stemning med mediet, der sørger tilbage til fortidens gruopvækkende begivenheder. Vi får aldrig lov til at se spøgelserne, men overvågningskameraerne og lyden flipper ud, ligesom hele filmens æstetik påvirkes. Her når filmen sit eget spændingsmættede højdepunkt som en kombination af Spielberg/Hoopers Poltergeist og Hitchcocks Rear Window – og det længe før det gribende klimaks til sidst.

Bayonas kamera dvæler, observerer og laver langsomme travellings eller zooms fremad, mens det uhyggelige som oftest er det, som vi ikke kan se i skyggerne eller offscreen – eller blot karakterer der ikke lader sig aflæse, fordi kameraet ikke viser os deres kropssprog eller ansigtsmimik. Brugen af offscreen reallyd og særligt musikken varsler konstant ilde og gør f.eks. en hyggelig strandtur, hvor Simón efterlader sig muslingeskaller, til en myrekrybende oplevelse. Det er som om selve filmens æstetik styres af spøgelserne, og i kombination med den fine brug af suspense, hvor selv Laura og Carlos i starten skjuler ting for seerne, gør filmen til en effektiv gyseroplevelse.

Børnehjemmet er milevidt fra strømmen af amerikanske og japanske gysere. Den søger tilbage til gysergenrens rødder og hører til i samme suspensefyldte liga som The Others og The Sixth Sense. Og derfor skal den selvfølgelig ses!

······


El Orfanato (da. Børnehjemmet)
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Belén Rueda, Roger Príncep, Fernando Cayo m.fl.
Wild Bunch, 2007
Spilletid: Ca. 105 minutter
Amerikansk dvd-distribution som The Orphanage: New Line

Cloverfield (2008)

Godzilla møder the Blair Witch i J.J. Abrams’ minimalistiske katastrofefilm, Cloverfield. Her får den fortærskede monstergenre sin velfortjente og elegante renæssance, når døren sparkes ind til vor tids amerikanske mareridt, 11. september 2001. Det lille hjemmevideo-DV-medie udnyttes fuldt ud i en nærmest perfekt fortælling om de uhyggelige timer efter et surpriseparty.

Tv-serien Lost var og er stadig ganske banebrydende i sin fortællestruktur, hvor flashbacks og nu flashforwards spiller sammen med nutiden for en større gruppe mennesker, der er nødlandet på en mystisk øde ø. Her har forskere tilsyneladende eksperimenteret med mennesker og dyr; et eller andet stort og uhyggeligt hærger skovene og menneskene i de to stridende lejre. Det gør Lost til en vaskeægte postmoderne tv-serie, der blander et hav af genrer og strukturerer sine mange seriebuer bagud og fremad, så hele fortællingen konstant er ved at gå i opløsning. Både de medvirkende karakterer og vi seere føler os ganske og aldeles Lost.

Idémanden bag Lost hedder J.J. Abrams, og han er også den kreative producent bag Cloverfield, der på lige så elegant vis – om end i spillefilmens hurtige, kontante form – leger med de levende billeders fortællemetode og genopfinder en hel filmgenre. Begge dele med DV-mediet som igangsættende gimmick.

Hjemmevideo
Cloverfield udspiller sig før, under og særligt efter et surpriseparty for Rob, der er blevet forfremmet til en chefstilling i Japan. Under festlighederne kommer det frem, at Rob nok ikke har helt så let ved at slippe New York – mest på grund af Beth, som er blevet en slags kæreste. Og så er det, at New York pludselig rystes af et kæmpe jordskælv, og alle surpriseparty-gæster styrter op på taget for at se Empire State Building eksplodere.

Og så er mareridtet i gang.

Hele handlingen dokumenteres af Robs kammerat, Hud, på et DV-kamera, og det fungerer overraskende godt, fordi det bliver helt legitimt ikke at se monsteret – ja, man accepterer sågar, at de store militæroptrin med maskingeværer, raketter og bomber kun vises i brudstykker, når kameraet lige får panoreret eller tiltet i den rigtige retning. Det hele er selvfølgelig planlagt i minutiøse detaljer, men med indlagt kameraforsinkelse på grund af den menneskelige reaktionsevne. Det er en ny måde at antyde uhyrlighederne på og holde monsteret skjult for derved at spille på publikums fantasi og lade dem leve sig ind i filmens handling - ligesom Ridley Scott gjorde det helt tilbage i sin rumgyser Alien i 1979. Hjemmevideo-gimmicken bliver også et ekspressionistisk virkemiddel, fordi DV-kameraet bliver en del af skiftevis Hud og Rob – når de forskrækkes eller falder i staver afspejles det helt kontant i kameraarbejdet.

Cloverfield læner sig på den måde kraftigt op ad Blair Witch Project, der også dyrkede følelsen af liveness i exceptionel grad. Men J.J. Abrams og co. overgår også inspirationskilden, fordi Cloverfield fremstår som totalt uredigeret (hvilket Blair Witch ikke foregav at være). Der filmes i lange kameraindstillinger, visse sekvenser er pixelerede, og man hører tydeligt støjen når kameraet starter og slukker. Samtidig iscenesættes Robs flashbacks via DV-mediet, fordi ulykkerne dokumenteres på et gammelt bånd, der i brudstykker viser Beth og Robs forhold på en tur i tivoli på Coney Island, når optagelserne standses og fotografen ikke lige får spolet hen til det sted, hvor de sluttede. Det er optimal udnyttelse af filmens primære virkemiddel.

Realisme og det amerikanske mareridt
Selv om Rob og Beth er nogle glatpolerede New Yorkere, som man kan have svært ved at identificere sig med i løbet af den relativt korte spilletid (73 minutter uden sluttekster), så er billedsidens rystede DV-optagelser med til at trække filmen så langt over mod en så rendyrket faktaproduktion som man næsten kan komme.

Filmen iscenesætter vor tids store amerikanske mareridt i form af terrorangrebet d. 11. september 2001, så man ikke kan være i tvivl om intentionen. Her genskabes billeder af de enorme støvskyer efter ødelæggelserne og New Yorkere, der gemmer sig i drugstoren. Billedet af eksplosionerne i eller på Empire State Building vækker rædselsfulde mindelser, og det samme gør filmens tv-nyhedsdækning. Læg dertil at Rob sætter sig for at redde Beth, der ligger begravet i ruinerne i sin lejlighed – og at det store monster avler kæmpeinsekter, der bare falder af dens store krop og ned og ned på gaden, det sender ikke så lidt tanker tilbage til de stakkels desperate mennesker, der kastede sig ud fra World Trade Center, da tårnene var ved at styrte sammen.

Det er modigt og et eller andet sted sobert, at en film som Cloverfield ikke bare refererer til dette amerikanske mareridt, men åbner sårene helt op i denne realistiske ramme, og inkorporerer det i en moderne katastrofilm. Man kan indvende, at alt andet også ville have været misforstået forsigtighed eller berøringsangst over for filmens katastrofe. Men i Michael Bays hænder (ja, den Michael Bay der sidst har instrueret Transformers og som jo startede som tv-instruktør for Playboy!) ville de monumentale destruktioner i Cloverfield have været en patetisk og usmagelig omgang buldrende porno-lirumlarum. Sådan blev det heldigvis ikke, og J.J. Abrams’ projekt baner nye veje for monsterfilmen – ikke ulig de veje som Steven Spielberg banede for krigsfilmen med Saving Private Ryan.

Cloverfield er en milepæl.

······


Cloverfield
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Michael Stahl-David, T.J. Miller, Jessica Lucas m.fl.
Bad Robot & Paramount Pictures, 2008
Spilletid: Ca. 85 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
Udkommer på dansk dvd: 24. juli 2008

Superbad (2007)

Titlen er anmeldelsen. Den liderlige teenagekomedie Superbad har overraskende lidt grænseoverskridende komedie over sig; filmens jokes og gags er sjove til en start, men udvandes hurtigt, når kameraet bare fortsætter med at optage og optage. Der er megen rapkæftet dialog om alle mulige og umulige sexforestillinger, men der starter og stopper Superbad også. Filmen er superdårlig.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke har fulgt særlig godt med i de sidste fem års teenagekomedier; det er kun på grund af den amerikanske Filmspotting-podcast og BBC’s Mark Kermode, at jeg løbende får genopfrisket navnene Judd Apatow og Seth Rogen, der angiveligt er toneangivende på området i øjeblikket – altså efter American Pie-filmene.

Men når jeg tjekker deres cv ud på IMDB er der alligevel en del film, som jeg mindes at have set – også med stor fornøjelse. Judd Apatow og har bl.a. produceret Talladega Nights (som stadig er den sjoveste film jeg har set længe, og som havde alle de kvaliteter som Pixars Biler ikke havde), og sammen har Apatow og Rogen produceret Knocked Up (som Malene og jeg har liggende derhjemme i dvd’en, klar til at blive set, når lejligheden byder sig). Men Superbad fungerer ikke, og bliver en slap omgang ordgejl, der ender med at den dårlige improvisation udvander de ellers ret fine punchlines.

Kill your darlings!
Ind imellem hører man filminstruktører klage over filmanmeldere, der kommer med forbedringsforslag, fordi de (altså filmanmelderne) ikke har begreb skabt om det at lave film (altså ifølge filminstruktørerne). Her vil jeg alligevel vove et øje og sige, at Superbad bliver superdårlig, fordi den er for lang og skulle have været klippet hårdere, så filmens overdrivelser og sjove momenter havde stået stærkere. Det havde givetvis formindsket spilletiden til omkring de 75 minutter, men så meget sjovere havde filmen så også været.

I Superbad følger vi de to nørdede ungersvende Seth (spillet af Jonah Hill) og Evan (Michael Cera – løbenørden fra Juno), der forfærdelig gerne vil være fantastiske til det dér sex, inden de begynder på college. Og sørme om de ikke får skrabet sig sammen til at komme med til en afslutningsfest, hvor et par lækre sild beder dem om at stå for sprut og alkohol – mest fordi Seth og Evan har blæret sig med at de har fået et falsk ID-kort, så de rent faktisk kan købe sprut og alkohol. Her kommer deres såkaldte “ven” – supernørden Fogell – ind i billedet, for det er faktisk ham der har fået det omstridte ID-kort, og han der skal skaffe sprutten. Men så bliver Fogell indblandet i et røveri i alkoholbiksen og taget op af et par flippede betjente, mens Seth og Evan kommer med til en vild fest.

Det er – når alt kommer til alt – det ultratynde plot i Superbad. Der skal i princippet heller ikke mere til for at holde en komedie gående, på nær måske et par overraskende plot points der kan sparke liv i historien midtvejs og hen imod slutningen. Og på nær måske et par groteske forvekslingsscener, hvor ungersvendene bliver afsløret i et eller andet obskurt forehavende som f.eks. sex. Det var den slags fysisk humor, der gjorde American Pie til en – ganske vist utrolig plat og perfid men også meget – morsom film. Og den mangler til fulde i Superbad.

Filmens hovedproblem er at det supertynde plot bliver spændt ud over næsten to timers spilletid. Mange scener mangler skarphed, fordi der sker for lidt, eller fordi Seth Rogens saftige dialog måske er hellig og skal med, koste hvad det vil. Det betyder imidlertid at filmens skæmmes af, hvad man kan kalde antioverraskelser – hvor det overraskende består i, at der intet overraskende sker overhovedet.

Undtagelsen for ovennævnte regel er den første scene hvor Seth henter Evan på vej til skole; her udbasunerer Seth stolt at han har fundet ud af hvilken sexhjemmeside han vil være abonnent på, og at de har noget for enhver smag. Evan indvender at han er træt af de der amatørsider, og hellere vil betale for kvalitet i lyssætning, klipning osv. Og da de skal af sted, kommer Evans mor ud og Seth savler i det skjulte over hendes kavalergang, hvorefter scenen slutter på en punchline. Det er plat og barnligt, og det kan kun være sjovt at tale om sex på den måde, fordi det på en eller anden måde stadig er enormt tabubelagt i mainstream-Hollywood. Men scenen er stram og med flere overraskelser indlagt undervejs, og så klippes der ud, inden det hele bliver udvandet, og improvisationen løber tør for inspirationen. Det er en god scene. Men det er også den eneste i Superbad.

Og så har jeg slet ikke nævnt det helt igennem utroværdige element, det er, når tre så bøvede og gennemført usympatiske nørder uden problemer får scoret tre gudesmukke studiner bare fordi de kan skaffe sprut. Det siger lidt om holdningen til kvinder i Superbad – og det er faktisk værre end i andre film i denne genre.

······


Superbad (unrated)
Instruktion: Gregg Mottola
Medvirkende: Jonah Hill, Michael Cera, Christopher Mintz-Plasse m.fl.
Apatow Productions, 2007
Spilletid: Ca. 114 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal