M (1931)

Morder, Menneske, Mesterværk. Fritz Langs klassiker om den psykopatiske barnemorder der lynches af pøblen i den anonyme, kaotiske storby, er stadig visuelt slående og følelsesmæssigt gribende sine steder. Filmen viser Langs evner som instruktør, hans sans for billeder og især hans legende tilgang til en helt ny filmisk dimension – lyden.

Så har jeg netop skudt et forløb i gang med mit mediefag-B-hold: Eleverne valgte temaet Mørkets hjerte, som i en række film beskæftiger sig med, hvor den menneskelige ondskab kommer fra, hvad den skyldes, og hvordan den kommer til udtryk – og nok så interessant: Har vi ikke alle ondskabens tilbøjeligheder latent liggende i os, og er det i sidste instans ikke mest et spørgsmål om skæbne, held eller uheld, der gør at vi dømmes som enten helt, offer eller morder? Endnu mere provokerende: Måske er det i virkeligheden blot et spørgsmål om øjnene der ser.

Er Ondskaben (med stort o) i virkeligheden ikke mere en let tilgængelig, religiøs størrelse (det gode vs. det onde), mens vi i vor oplyste, videnbaseret tidsalder vel snarere må operere med langt mere komplekse spørgsmål som: Hvilke ydre påvirkninger ligger til grund for de “onde” gerninger? Hvilke uheldige valg / fravalg har haft indflydelse på de “onde” gerninger? Hvilken andel har familien / samfundet / alle vi andre, der kunne have grebet ind og forhindret de “onde” gerninger? Eksisterer selve Ondskaben i virkeligheden i vort moderne samfund? – eller er der snarere tale om uheldige og skæbnesvangre årsagssammenhænge.

Det er den form for store, filosofiske spørgsmål, som Fritz Lang åbenbarer i M, men filmen er også i sig selv æstetisk bjergtagende – både visuelt og auditivt. Man mærker tydeligt, at filmen er blevet til på grænsen mellem to filmhistoriske æraer, nemlig stumfilms- og talefilmsperioden.

Først og fremmest lader Fritz Lang billederne tale for sig selv i flere slående sekvenser, hvor billedkompositioner og selve klipningen formidler, at f.eks. den lille pige, Elsie Beckmann, er taget af dage – og senere hvordan hr. Beckert (spillet af en formidabel Peter Lorre) rammes ind af morderiske tanker visualiseret som genspejlinger af knive i en glasrude. Der er desuden mange visuelle set ups – ikke mindst den ballon som Beckert køber til Elsie i filmens start, som nærmest overfalder Beckert (i form af skyld og fortrydelse i stor størrelse) i filmens sidste scene. Selve titlen M er i sig selv en visuel detalje fra filmen, hvor Beckert stemples via et kridtmærke på skulderen. Så er spørgsmålet jo bare om M’et står for Morder, Mærket – eller Menneske…

Fritz Lang inkorporerer dog også den nye lydteknik på en meget fin måde, så filmen simpelthen ikke kan fungere uden lydsporet. Selve morderen identificeres f.eks. på hans fløjten af temaet fra Peer Gynt (Edvard Griegs oprindelige musik stammer vist fra en scene, hvor en flok bjergtrolde farer frådende og skrigende frem med ordene: “FLÅ HAM! FLÅ HAM!”) Meget ironisk er det den blinde ballonsælger, som genkender Beckerts fløjten – og altså ikke hans udseende.

Også den måde som dialogen bruges til at flette efterforskningen sammen er forholdsvis avanceret, og man skal holde ørerne stive, for ikke at blive koblet af. En ellers kedelig telefonsamtale illustreres med indklippede småscener, mens dialogen fortsætter som voiceover - hvilket giver et temmelig dokumentaristisk præg. Andre steder starter dialogen i én scene og bæres videre i den næste uden at tidsspringet klart fremgår. På den måde viser Fritz Lang, hvordan hele samfundet integreres i jagten på barnemorderen, rammes af angst og panik og tilmed griber til selvtægt.

Parallelklipningen mellem politiets planlægningsmøde og gangsternes planlægningsmøde fungerer på samme måde: De to uafhængige møder bygges sammen til ét – hvor en politimands replik f.eks. besvares af en gangsters – hvilket selvfølgelig viser, at begge parter meget gerne vil fange hr. Beckert. Politiet vil gerne bringe samfundet til orden - mens gangsterne helst så at morderen blev fanget, så de kunne blive fri for politiets emsige ransagninger. Samtidig antyder Fritz Lang, at politiet er lige så korrupt som gangsterne – og at gangsternes metoder er mindst lige så effektive som politiets.

Filmen er blevet en klassiker, og i Eurekas dvd-udgave på dobbeltdisk fremstår billedet klart og dejligt ubeskåret. (Jeg husker en meget forvirrende filmforevisning i Filmhuset i Gothersgade, hvor flere af skuespillerne manglede hovedet, fordi billedformatet var forkert!) I denne udgave føles filmen dog også en anelse for lang, og den afsluttende forhørsscener med en gangsterlakaj kunne man snildt have været foruden. Den føles som en stopklods for handlingen, der indtil da har kørt utroligt smidigt og med en forfriskende brug af lyd, billede og klipning.

······


M
Instruktør: Fritz Lang
Medvirkende: Peter Lorre, Otto Wernicke, Gustaf Gründrens m.fl.
Nero-Film, 1931
Spilletid: Ca. 105 minutter
Engelsk dvd-distribution: Eureka Video

The Kiss of the Vampire (1963)

HAMMER TIME! Dette vampyrkys er den bedste Hammer-gyser indtil videre. Her er både masser af suspense, traditionelle og moderne fortolkninger af vampyrmyterne, og en finale af de mere opfindsomme og ambitiøse. Forskellige horror-elementer (hugtænder, kutteklædte tilbedere, skumle slotte og et kroværtspar hevet direkte ud af Hitchcocks Psycho) mikses sammen til en livlig og underholdende cocktail, der retfærdiggør Hammer Films plads i gyserfilmhistorien.

Hammer Films blev berømte på at genfilmatisere klassiske skrækromaner som Dracula og Frankenstein, som amerikanske Universal havde patent på i 1930erne. Hammers britiske udgave er gået over i filmhistorien (i hver fald den engelske filmhistorie) som væsentlig mere udpenslede – både hvad angår blod og vold og seksuelle under- og overtoner. Denne lille perle, The Kiss of the Vampire, refererer ikke til nogen af de klassiske gotiske romaner, men skaber sin egen lille historie ved at hugge og stjæle, det man nu om dage ville kalde gyserklicheer rundt omkring fra. Men filmen gør det med stor charme og dygtighed, så det aldrig bliver kedeligt – og i 60erne var det måske endda ret opfindsomt gjort.

The Kiss of the Vampire foregår omkring århundredeskiftet og tager udgangspunkt i mr. og mrs. Harcourts bryllupsrejse (spillet af Edward de Souza og Jennifer Daniel), som af uviste årsager går i bil til et eller andet fattigt, østeuropæisk land (hvor skulle man ellers tage hen som velbeslået brite?). Og så går det hverken værre eller bedre, end at bilen løber tør for benzin midt ude i en uhyggelig skov langt fra alfarvej. Her logerer det unge ægtepar sig ind på en skummel, men gæstfri kro, der ikke er vant til besøgende, alt i mens den lokale rigmand Herr Dr. Ravna (Noel Willman) udspionerer dem med sin kikkert og efterfølgende indbyder dem til et uhyggeligt maskebal, mens han lægger makabre planer for især mrs. Harcourt.

Filmen introducerer et kroværtspar, som er som trådt ud af Hitchcocks Psycho (1960); de virker på én og samme gang enormt venlige og gæstfri samtidig med at de tydeligvis gemmer på hemmeligheder, de ikke vil fortælle om. Selv de kameraindstillinger hvor Norman Bates overvejer hvilken nøgle han skal give Marion Crane på Bates Motel er plagieret i The Kiss of the Vampire, hvor kromutter står ved nøglebrættet og tænker over hvilket værelse hun skal give de nygifte. Mystikken breder sig fra start, fordi ét værelse ikke kan lejes ud, der dækkes op til forkert antal gæster, og kroværtinden har meget let til tårer og ønsker ikke at dele fortidens minder. Senere finder mrs. Harcourt dog et skab med tøj og billeder af en datter, der tilsyneladende ikke lever mere. Ikke på den rigtige måder i hvert fald.

Filmen bruger ikke meget krudt på at tæske igennem de klassiske vampyrtraditioner. Frem for at ridse de gammelkendte spilleregler op, så fornyer The Kiss of the Vampire myterne igennem en professor Zimmer (!) som også har indlogeret sig på hotellet. Professoren forklarer vampyrismen som en form for “ondskab” (i form af hypnose, lærdom, fristelser, uhyggelige lyster osv.) som dr. Ravna spreder i folk – lidt ligesom en form for nyreligiøs sekt. Han hjernevasker dem og fylder dem med ondt, og når de er helt omvendt og er i hans magt, har de fået hugtænder og kan sprede smitten videre. Vampyrerne fremstår som Ravnas disciple, der kan færdes frit i dagtimerne, blot de har en paraply med til at kaste skygge. Interessant er det også, at Ravna har høj status i det lille lokalsamfund, der ikke finder på at sætte sig op mod denne magtinstans, mens professor Zimmer på alle måder fremstår som en drikfældig outsider, som alle vender ryggen, og som i al hemmelighed dyrker sin anti-religion, der bringer mindelser om satanisme og djævlepåkaldelser. (Filmens klimaks og den sidste kamp mod Ravnas vampyrer foregår netop med fremmedartede besværgelser og sekstakkede stjerner tegnet på gulvet.)

I forhold til de tidligere omtalte Hammer-film er der arbejdet mere med billedsiden i The Kiss of the Vampire. Her er mange flere nærbilleder og varierede indstillinger, ligesom der er arbejdet tydeligt med de kulørte farver, som Hammer var så berømte for. Instruktøren, Don Sharp, veksler fint imellem forskellige former for suspense, hvor publikum ved henholdsvis mere og mindre end karaktererne. Det skaber tilpas med twists og gåder, der skal løses. I starten tænkte jeg, at filmens lyssætning var enorm fersk og alt for highkey’et til en gyserfilm, men det skyldes alene, at de første scener foregår i fuldt dagslys. Kort efter begynder skyggerne at falde tungt i kroen, hos Ravna osv. Rigtig ekspressionisme går der i den under og efter Ravnas maskebal, hvor der bruges mærkelige kameravinkler, håndholdt kamera og subjektivt POV. Don Sharps iscenesættelse er på mange måder mere fin og subtil, hvad angår vampyrernes fremtoning, end den ellers så elskede Terence Fischers noget kluntede fotografering af sine films monstre.

Efter nedturen med Captain Clegg (1962) er jeg igen ovenpå og glæder mig allerede til næste Hammer-film, Paranoiac (1963), som at dømme efter IMDb er i sort/hvid og handler om noget helt andet.

······


The Kiss of the Vampire
Instruktør: Don Sharp
Medvirkende: Edward de Souza, Jennifer Daniel, Noel Willman m.fl.
Hammer Film Productions, 1963
Spilletid: Ca. 88 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)

Captain Clegg (1962)

Forhåbentlig den ringeste Hammer-film! Karismatiske Peter Cushing spiller titelrollen – en pirat der er gået på land og forklædt som from præst nu lever af at smugle vin og spiritus og unddrage sig kongens skatteopkrævere. Der er mere kostumedrama og Morten Korch-kærlighed over denne Hammer-“klassiker” end gys og gru.

Captain Clegg går også under den amerikanske titel, Night Creatures, fordi en gruppe spøgelser til hest hjemsøger egnen omkring den lille landsby, Dymchurch, hvor filmen udspiller sig. Her skræmmes de lokale indbyggere til døde, hvis de bevæger sig ud i mosen; dette fine set up langer filmen ud allerede i anden scene. Et andet glimrende (om end noget mere tvetydigt) set up ligger så tidligt som i scenen før startteksterne, hvor den ondskabsfulde pirat, kaptajn Clegg, dømmer en sort mand til at blive efterladt på en øde ø med tungen skåret ud og ørerne skåret op på langs. Manden har tilsyneladende gjort tilnærmelser til Cleggs kone, og det gør man ikke ustraffet.

Historien tager herefter et par gevaldige tidsspring, og vi befinder os pludselig i den lille landsby Dymchurch, hvor den lokale præst, reverend Blyss, øver stor indflydelse på lokalsamfundet. Filmen forsøger selvfølgelig at holde publikum hen ved at begrænse vores viden om dels Blyss’ egentlige status i samfundet, hans baggrund og hensigter – han virker således noget bister og dominerende i filmens start. Man skal dog være mere end almindelig uopmærksom, hvis man ikke noterer sig de prægnante kameraindstillinger, som Blyss bliver forsynet med, den plads han får på prædikestolen, og al den tid som filmen ofrer ham; læg dertil at Blyss spilles af Hammer-ikonet, Peter Cushing – så ligger det lige for at lave kombinationen Blyss = Clegg.

Captain Clegg byder på denne måde på en konstant mangel på spænding, fordi hele plottet giver sig selv og forekommer temmelig forudsigeligt. Man gætter simpelthen plottet og de indbyggede pay offs på lang afstand og kan blot vente på at tingene lige så stille falder på plads.

Selv sagnet om spøgelsesrytterne, som der laves set up på i filmens begyndelse, finder man relativt let ud af, hvad skal bruges til. Og desværre er spøgelserne langt mere jordnære og drevet frem af materialistiske hensyn, end man skulle tro og håbe på i en Hammer-film.

Filmens største mysterium er faktisk, hvordan kaptajn Clegg blev til reverend Blyss – og hvad der skete med konen i kærlighedsaffæren med den sorte pirat, som der refereres til i første scene. Filmens anden kærlighedsintrige er forankret i disse fortidens synder og står mellem den unge Harry (spillet af den aldeles karismatiske Oliver Reed – ham der var varulv i The Curse of the Werewolf) og Imogene (i skikkelse af smukke Yvonne Romain) er langt den mest interessante plotlinje i denne film, fordi udfaldet ikke er givet på forhånd. Men da den store afsløring skal stå, er sagernes rette sammenhæng allerede for længst gået op for publikum.

Jeg er ikke begejstret for denne film. Jeg havde forventet flere overnaturlige, okkulte elementer. Jeg havde forventet mere blod og vold og flere “night creatures”. Jeg havde troet, der ville have været flere sørøvere med. Og går man til Captain Clegg med den slags forhåbninger, så bliver man slemt skuffet. Filmen regnes ikke for en central Hammer-klassiker på linje med Dracula- og Frankenstein-serierne, men de fans som har taget den til sig, har åbenbart alle læst det litterære forlæg om Dr. Syn (en serie romaner, hvoraf den første udkom i 1915) og set Disneys filmudgave. (Læs mere på Wikipedia.) Med denne viden i bagagen vil forholdet til Captain Clegg naturligvis ændre sig, og spændingen flyttes fra plot/suspense-plan til spøgsmålet om f.eks. skuespilspræstationer, iscenesættelsen og selve filmens trofasthed over for romanen osv.

Men som film er Captain Clegg en usædvanlig kedelig Hammer-film. Vi er nu halvvejs igennem Hammer-maratonen, og herfra kan det kun gå fremad. Jeg glæder mig til Don Sharps Kiss of the Vampire fra 1963.

······


Captain Clegg (US. Night Creatures)
Instruktør: Peter Graham Scott
Medvirkende: Peter Cushing, Patrick Allen, Oliver Reed m.fl.
Hammer Film Productions, 1962
Spilletid: Ca. 82 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)