Kunsten at græde i kor (2006)

Oscar-værdig? Peter Schønau Fogs spillefilmsdebut er meget mere end bare en uhyggelig incesthistorie fra det mørke Jylland. Underligt nok sørger kombinationen af tør, sort komik og de højdramatiske begivenheder for at man virkelig suges helt ind i historien og føler med 11-årige Allan, der spilles af den ubegribeligt gode Jannik Lorenzen. Årets bedste danske film.

Der kunne så let have været kommet en helt anderledes film ud af Bo hr. Hansens manuskript til Kunsten at græde i kor. Sådan en rigtig omgang Susanne Bier-drama med svulstige strygere og nervøse ultranærbilleder af den tavse og indesluttede far – selvfølgelig spillet med københavneraccent af Mads Mikkelsen. Håndholdt og ambitiøst og med alle følelser penslet ud på lærredet. Sådan er Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor ikke. Og det er lige præcis det som gør den til årets bedste danske film.

Magt & smerte
Vi befinder et sted i Sønderjylland i 1970'erne, og hele fortællingen er lagt i hænderne på den 11-årige Allan (Jannik Lorenzen), der er fars dreng i sådan en grad, at han vil gøre alt i hele verden for at netop faren (spillet af en forrygende Jesper Asholt) har det godt. For når faren bliver ked af det, truer han med at begå selvmord, og det vil splitte familien fuldstændig.

Problemet består netop i, at der faktisk er ret mange ting, som går faren på. Ægteskabet er ikke det bedste i verden (konen udfordrer ham direkte til at tage sit eget liv, og sluger et par sovepiller så hun slipper for hans jammer); farens lille mejeri mærker den skærpede konkurrence fra det supermoderne supermarked (men faren vedholder stædigt at folk da ikke gider render rundt og finde varerne selv); og så har den ældste søn ydermere vendt familien ryggen ved at rejse langt væk til Sønderborg for at studere arkitektur – han har ikke i sinde at overtage mejeriet, men har symbolsk valgt en uddannelse, hvor han kan designe og udføre større bygningsværker end faren nogensinde kommer til.

Filmen igennem afdækkes således farens manglende magt og kontrol med noget som helst, og man forstår hvorfor han konstant truer med at tage sit eget liv. Heri ligger nemlig dels hans absolut sidste kontrol med sit eget liv (det står ham jo frit for at begå selvmord), og dels hans magt over andre, som ikke ønsker at han begår selvmord (og her er der kun den 11-årige og åh-så-naive søn tilbage).

Det eneste, der kan lette farens sygeligt depressive anfald, er at påføre andre smerte og sørge for at andre mennesker lider som han: Først og fremmest ved at lade sig trøste med seksuelt samkvem med teenagedatteren, men også når han holder sine højtravende begravelsestaler og får samtlige tilhørere til at briste i gråd. Så smiler han og har det godt med sig selv. Og det samme har lille Allan.

Absurd komedie møder sort tragedie
Man må beundre instruktøren og manuskriptforfatterens mod til at vinkle denne på alle måder smertelige historie som en absurd komedie. Der er vitterligt mange herlige og morbidt morsomme øjeblikke i Kunsten at græde i kor, ikke mindst fordi hele filmen opleves igennem øjnene på 11-årige Allan, der midt i al sin uskyld også er den der holder farens destruktive adfærd i live. Denne form for ironiske tvetydighed tilfører elegant en kæmpe portion suspense i filmen, for hvornår opdager Allan sagernes rette sammenhæng og holder op med at være uskyldigt barn men bliver den erfarne og ulykkelige voksne.

Netop barnets blik er Peter Schønau Fogs gennemgående æstetiske træk i filmen, der præges af Allans gammelkloge voiceover, der uskyldigt og frit fra leveren fortæller om familiens problemer, sådan som han ser dem. Derudover følger vi også Allans blik i de klaustrofobiske rum, hvor han og andre karakterer frames og holdes visuelt fanget af gelændere, franske døre og vinduespartier. Det generelle fravær af underlægningsmusik må tolkes som fraværet af Allans følelser og forståelse af de problemer, som hersker i familien.

Men den uhyggelige incestsandhed er implicit til stede igennem hele filmen. Midt i hyggen og de uskyldigt komiske replikskift omkring middagsbordet eller ved fødselsdagen filmes de tilstedeværende også i uligevægtige og skæve beskæringer. Hele miljøet omkring faren – hans egen mor og søster – er i det hele taget uligevægtigt, og man aner at faren i virkeligheden har gennemgået en tilsvarende smerte, som han er ved at udsætte Allan for. Fortidens spøgelser har for evigt sat et blodigt fingeraftryk på deres efterkommere: Mest oplagt er det selvfølgelig at Allan nærmest holder faren kunstigt i live ved at adlyde hans mindste krav, men Allan bliver også en mere levende miniudgave af faren, når han bliver sat til at udspionere sin søster ved et sodavandsdiskotek, skal overtale søsteren til at tage tøjet af og gå ned i stuen til faren, og ser det som sin fornemste opgave at tage livet af farmoren, så faren kan holde sin begravelsestale - og under disse begravelsestaler at se ud som om han græder, så de forsamlede også begynder at græde i kor.

Dermed bliver Allans naivitet endnu mere smertelig, og man får mere og mere på fornemmelsen, at de skæve kameraindstillinger og højlydte skænderier moren og faren imellem allerede har sat deres spor i knægten, der har valgt at være fars dreng og ignorere de uhyggelige kendsgerninger.

Alt sammen for at bevare et minde om en tryg og rar barndom.

······


Kunsten at græde i kor
Instruktion: Peter Schønau Fog
Medvirkende: Jannik Lorenzen, Jesper Asholt, Hanne Hedelund m.fl.
Final Cut Productions, 2006
Spilletid: Ca. 102 min.
Dansk dvd-distribution: SF Film