Den femte film om troldmandslærlingen er et sammenkog af flygtige plotdetaljer fra en mastodontbog. I stedet for at udvide filmversionen til tre-fire timers spilletid, så er instruktør Peter Yates gået den minimalistiske vej – og det har vist sig at være et både klogt og uklogt træk. For os der ikke har læst bogen, føles handlingen i Fønixordenen fragmenteret og ufuldendt, men CGI-effekterne fejler ingenting. Imelda Staunton er fantastisk i rollen som Dolora Nidkjær.
Vi befinder os stadig et eller andet underligt sted i mellem starten og slutningen på sagaen om det unge troldmandshåb, Harry Potter; alle syv bøger er udkommet, men der er endnu to film tilbage i den lange serie. Den femte af slagsen, Harry Potter og Fønixordenen, er netop kommet ud på dansk dvd, og den lider bl.a. under en manglende konklusion og dermed en gennemgående følelse af ikke rigtigt at komme nogen vegne. Det gjorde 4’eren også. Og derfor er Harry Potter og fangen fra Azkaban af mexicanske Alfonso Cuarón stadig den bedste film i serien.
Det, der klæder instruktør Peter Yates og manuskriptforfatter Michael Goldenbergs forsøg udi Harry Potter-universet er at de har prøvet at skrælle alt det ligegyldige udenomsævl væk i forsøget på at finde ind til selve kernehistorien. I stedet for at føje endnu en halv times spilletid til, har de faktisk minimeret filmens handling så meget, at vi er helt nede på godt to timer. Det må man kalde et modigt træk for dermed siger vi også farvel til Quidditch-kampene, de interne stridigheder mellem kollegierne og særligt Draco Malfoy og co.’s evindelige snob-mobberi. Ligeledes er spøgelserne og de levende malerier stort set væk – undervisningen på Hogwarts er voldsomt minimeret og det samme er det farverige lærerkollegium, der kun optræder i korte cameo-roller.
Yates og Goldenbergs endelige film lider således desværre under er at kernehistorien simpelthen ikke er nær så charmerende eller fortryllende i forhold til de foregående film. Fokus er ikke på Hogwarts’ særkender, men snarere på det politiske rænkespil i ministeriet for magi, den hemmelige loge for voksne troldmænd, Fønixordenen, og så Harry Potters egen lille undergrundshær, der skal beskytte Hogwarts og rektor Dumbledore mod den ondeste af alle onde troldmand, Voldemort, og ministeriets hensynsløse administration af skolen.
Dolora Nidkjær
Det sidste element er langt det mest interessante i hele filmen: I starten udpeges Dolora Nidkjær af ministeriet for magi til at varetage undervisningen i forsvar for mørkets kræfter, og hun er (i skikkelse af Imelda Staunton) filmens store scoop: Hun er en forkvaklet udgave af Mary Poppins – på overfladen sukkersød og velment opdragende, altid iklædt og omgivet af lyserødt og med en forkærlighed for katte, men nedenunder lurer en galoperende paranoia, der handler om at bevare kontrollen, opstille regel på regel, og straffe dem hårdt, der ikke overholder dem.
En af de bedste scener i filmen er en montagesekvens, hvor man i små optrin følger den udvikling, som Dolora Nidkjær bibringer Hogwarts, efter hun overtager rollen som rektor fra Dumbledore. Alt skal overvåges og selv mindre forsamlinger af elever forbydes, mens deres tøj og privatliv rettes til, så det passer i Nidkjærs perfekte og kontrollerede verdensbillede. Det er frygten for Voldemorts tilbagekomst, der driver hende og ministeriet for magi til disse uhyggelige udskejelser, og dermed byder Harry Potter og Fønixordenen på et overraskende politisk budskab, der bestemt skal ses i lyset af situationen i England efter 11. september 2001 og terrorbomberne i London. Det klæder filmen, og Dolora Nidkjær er omdrejningspunktet for filmens eneste interessante konflikt.
Flotte effekter men kedeligt
Der snakkes meget i Fønixordenen – ting skal gerne drøftes på tomandshånd, simpelthen fordi filmen ikke har tid til at vise det, der snakkes om. Det gør den desværre til et ret stift og fantasiløst stykke drama, der minder om de nydelige men meget lidt overraskende billeder fra DR’s Krøniken. Ikke engang de sekvenser der på alle måder indbyder til fantasi og nytænkning – Harrys mange mareridt, og Snape der graver sig ind i hans bevidsthed – giver anledning til visuelt skæg og ballade. Når handlingen på den måde formidles via snak, snak og snak frem for billeder og æstetik, bliver den endelige følelse ret uvedkommende og distanceret.
Der skøjtes ligeledes hen over flere konflikter, som skriger på opmærksomhed: Det desperate kærlighedsforhold mellem Harry og pigen Cho (hun var kæreste med Cedric Diggory, som blev slagtet af Voldemort i 4’eren), skulle efter min bedste overbevisning have været klippet ud, mens der skulle være levnet mere plads til introduktion af Luna Lovegood. Og så er der som nævnt Dolora Nidkjærs indtog på skolen, som kun behandles summarisk, og aldrig tilfører filmen nok suspense eller gys, sådan som der ellers er mulighed for; vi ser aldrig frygten brede sig blandt lærerne eller eleverne, og man undrer sig over hvorfor de andre troldmænd (m/k) på skolen bare lader stå til, mens Hogwarts er ved at gå til grunde om ørerne på dem.
Heller ikke det afsluttende troldmandsslag levnes meget plads i filmen. Bevares: Det der er blevet plads til er smukt iscenesat med afsindigt flotte CGI-effekter, hvor kun de kameraindstillinger i fugleperspektiv minder rigtig meget om en realtime-kamp i World of Warcraft, og Voldemorts tryllerier bringer tankerne hen på Final Fantasy. Og så er det hele pludselig slut med nok et dødsfald, og selv om Yates prøver at spille slowmotion-og-nul-lyd-kortet ud for at genskabe Harrys subjektive følelser, bliver det hele ret tamt og uvedkommende.
Den femte Harry Potter-film er for fans af serien, som selv kan bestemme hvor mange klaptræer de lægger til min bedømmelse.
······
Harry Potter and the Order of the Phoenix (da: Harry Potter og Fønixordenen)
Instruktion: Peter Yates
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Ralph Fiennes, Imelda Staunton m.fl.
USA og England, 2007
Spilletid: Ca. 132 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.
Vi befinder os stadig et eller andet underligt sted i mellem starten og slutningen på sagaen om det unge troldmandshåb, Harry Potter; alle syv bøger er udkommet, men der er endnu to film tilbage i den lange serie. Den femte af slagsen, Harry Potter og Fønixordenen, er netop kommet ud på dansk dvd, og den lider bl.a. under en manglende konklusion og dermed en gennemgående følelse af ikke rigtigt at komme nogen vegne. Det gjorde 4’eren også. Og derfor er Harry Potter og fangen fra Azkaban af mexicanske Alfonso Cuarón stadig den bedste film i serien.
Det, der klæder instruktør Peter Yates og manuskriptforfatter Michael Goldenbergs forsøg udi Harry Potter-universet er at de har prøvet at skrælle alt det ligegyldige udenomsævl væk i forsøget på at finde ind til selve kernehistorien. I stedet for at føje endnu en halv times spilletid til, har de faktisk minimeret filmens handling så meget, at vi er helt nede på godt to timer. Det må man kalde et modigt træk for dermed siger vi også farvel til Quidditch-kampene, de interne stridigheder mellem kollegierne og særligt Draco Malfoy og co.’s evindelige snob-mobberi. Ligeledes er spøgelserne og de levende malerier stort set væk – undervisningen på Hogwarts er voldsomt minimeret og det samme er det farverige lærerkollegium, der kun optræder i korte cameo-roller.
Yates og Goldenbergs endelige film lider således desværre under er at kernehistorien simpelthen ikke er nær så charmerende eller fortryllende i forhold til de foregående film. Fokus er ikke på Hogwarts’ særkender, men snarere på det politiske rænkespil i ministeriet for magi, den hemmelige loge for voksne troldmænd, Fønixordenen, og så Harry Potters egen lille undergrundshær, der skal beskytte Hogwarts og rektor Dumbledore mod den ondeste af alle onde troldmand, Voldemort, og ministeriets hensynsløse administration af skolen.
Dolora Nidkjær
Det sidste element er langt det mest interessante i hele filmen: I starten udpeges Dolora Nidkjær af ministeriet for magi til at varetage undervisningen i forsvar for mørkets kræfter, og hun er (i skikkelse af Imelda Staunton) filmens store scoop: Hun er en forkvaklet udgave af Mary Poppins – på overfladen sukkersød og velment opdragende, altid iklædt og omgivet af lyserødt og med en forkærlighed for katte, men nedenunder lurer en galoperende paranoia, der handler om at bevare kontrollen, opstille regel på regel, og straffe dem hårdt, der ikke overholder dem.
En af de bedste scener i filmen er en montagesekvens, hvor man i små optrin følger den udvikling, som Dolora Nidkjær bibringer Hogwarts, efter hun overtager rollen som rektor fra Dumbledore. Alt skal overvåges og selv mindre forsamlinger af elever forbydes, mens deres tøj og privatliv rettes til, så det passer i Nidkjærs perfekte og kontrollerede verdensbillede. Det er frygten for Voldemorts tilbagekomst, der driver hende og ministeriet for magi til disse uhyggelige udskejelser, og dermed byder Harry Potter og Fønixordenen på et overraskende politisk budskab, der bestemt skal ses i lyset af situationen i England efter 11. september 2001 og terrorbomberne i London. Det klæder filmen, og Dolora Nidkjær er omdrejningspunktet for filmens eneste interessante konflikt.
Flotte effekter men kedeligt
Der snakkes meget i Fønixordenen – ting skal gerne drøftes på tomandshånd, simpelthen fordi filmen ikke har tid til at vise det, der snakkes om. Det gør den desværre til et ret stift og fantasiløst stykke drama, der minder om de nydelige men meget lidt overraskende billeder fra DR’s Krøniken. Ikke engang de sekvenser der på alle måder indbyder til fantasi og nytænkning – Harrys mange mareridt, og Snape der graver sig ind i hans bevidsthed – giver anledning til visuelt skæg og ballade. Når handlingen på den måde formidles via snak, snak og snak frem for billeder og æstetik, bliver den endelige følelse ret uvedkommende og distanceret.
Der skøjtes ligeledes hen over flere konflikter, som skriger på opmærksomhed: Det desperate kærlighedsforhold mellem Harry og pigen Cho (hun var kæreste med Cedric Diggory, som blev slagtet af Voldemort i 4’eren), skulle efter min bedste overbevisning have været klippet ud, mens der skulle være levnet mere plads til introduktion af Luna Lovegood. Og så er der som nævnt Dolora Nidkjærs indtog på skolen, som kun behandles summarisk, og aldrig tilfører filmen nok suspense eller gys, sådan som der ellers er mulighed for; vi ser aldrig frygten brede sig blandt lærerne eller eleverne, og man undrer sig over hvorfor de andre troldmænd (m/k) på skolen bare lader stå til, mens Hogwarts er ved at gå til grunde om ørerne på dem.
Heller ikke det afsluttende troldmandsslag levnes meget plads i filmen. Bevares: Det der er blevet plads til er smukt iscenesat med afsindigt flotte CGI-effekter, hvor kun de kameraindstillinger i fugleperspektiv minder rigtig meget om en realtime-kamp i World of Warcraft, og Voldemorts tryllerier bringer tankerne hen på Final Fantasy. Og så er det hele pludselig slut med nok et dødsfald, og selv om Yates prøver at spille slowmotion-og-nul-lyd-kortet ud for at genskabe Harrys subjektive følelser, bliver det hele ret tamt og uvedkommende.
Den femte Harry Potter-film er for fans af serien, som selv kan bestemme hvor mange klaptræer de lægger til min bedømmelse.
······
Harry Potter and the Order of the Phoenix (da: Harry Potter og Fønixordenen)
Instruktion: Peter Yates
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Ralph Fiennes, Imelda Staunton m.fl.
USA og England, 2007
Spilletid: Ca. 132 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.
God anmeldelse(:
SvarSletFilmen bærer utrolig meget præg af at det er David Yates' første spillefilm. Den er sat sammen på samme måde som en tv-serie.
Bliver spændende hvordan den næste bliver(: