The Godfather (1972)

Verdens bedste film? The Godfather ligger som nr. 1 på både de amerikanske online-filmskribenters og IMDB’s lister over verdens bedste film, hvor den har overhalet Orson Welles’ Citizen Kane. Slægtshistorien om den sicilianske Corleone-familie og deres mafiasyndikat er blevet en del af vores (amerikanske) kulturarv, og viser hvor meget vor tids Hollywood mangler Coppola, Spielberg og de andre movie brats’ evner til at forny og videreføre den amerikanske genrefilm.

Dette er mit første møde med Francis Ford Coppolas The Godfather, så er det sagt. Jeg har haft elever, der har stirret i undrende forfærdelse, når jeg fortalte at jeg ikke havde set Godfather-trilogien – og ej heller The Deer Hunter og Apocalypse Now. De film har bare ikke været særligt vigtige for mig at få set, må jeg jo tilstå – de har virket temmelig uoverkommelige og lidt støvede. Og så er jeg jo også vokset op på Muppet Show og Matador i fjernsynet og faldt i søvn til DR’s tv-premiere på Star Wars… Når jeg skulle trodse mine forældres film & tv-vaner var det med sci-fi og gys og ikke med alenlange krigs- og gangsterfilm.

Men nu har jeg så sat lidt tid af i kalenderen til at få indhentet det forsømte. I ugen op til skolestart d. 14. august har jeg lovet mig selv at få set Godfather-trilogien og få lukket det hul i min filmhistorie. Og da der jo givetvis er skrevet mangt og meget om disse klassikere, så vil jeg kun viderebringe min umiddelbare følelse efter at have set filmene.

Michael Corleone
Det ville være ret fjollet at starte med et handlingsresumé, al den stund at jeg har på fornemmelsen, at alle andre mennesker i denne verden har set The Godfather, så lad mig nøjes med at sige, at det, jeg synes var mest interessant ved den første film i trilogien, var Michael Corleones (spillet af Al Pacino) udviklingshistorie og hans forandring, mens han langsomt inddrages i sin fars (Vito Corleone i skikkelse af Marlon Brando) forbrydersyndikat.

Filmen starter med Michaels søsters bryllup, som han kommer for sent til. Her fornemmer man at han er familiens outsider; han har deltaget i 2. verdenskrig og dermed bevidst har fravalgt den forbryderkarriere, som hans øvrige brødre og den adopterede Tom Hagen ellers er slået ind på. Far Vito Corleone er en herre man ikke løber om hjørner med – han har altid “an offer you can’t refuse”. Ved brylluppet sætter Michael os ind i familiens forretningsmetoder og fornægter samtidig sin forbindelse til gangsterfamilien – sådan er han ikke, og sådan vil han aldrig blive; det er slet ikke ham, og senere viser det sig da også at han knapt kan tale italiensk, men gebærder sig bedre på engelsk.

Men tiden går, og gangsterkrigen eskalerer med et attentat på faren, og Michael tvinges til og accepterer hurtigt at hjælpe familien med at generobre magten. Først holder han vagt under farens hospitalsophold, og så udtænker han og eksekverer mordet på den rivaliserende gangsterboss Sollozzo. Al Pacino leverer en suveræn dead-pan præstation i rollen som Michael, når han nærmest umærkeligt forandrer sig og mere og mere kommer til at ligne sin far: Han får et ordentligt lag tæsk og ender med en hævet Marlon Brando-kæbe, hans stemme og mimik ændrer også karakter, ligesom han overtager farens talemåder. Michael lader sig også inspirere af farens tvetydige men altid truende opførsel: Som den eneste af Corleone-sønnerne har han arvet sin fars rolighed og tænksomhed.

Krydsklipnings-ekvilibrisme
Jeg skal ærligt indrømme at filmens start syntes meget lang for mig. Det er her, der krydsklippes mellem Connies bryllup og Vito Corleones mange forretningskontakter, der alle aflægger deres gudfader en visit. Francis Ford Coppola bruger tæt på en halv time til at etablere miljø og til at Michael sætter os ind i, at vores ubehagelige anelser holder stik, og jeg sad hele tiden og tænkte, at nu måtte der da snart ske noget! Filmen var meget lang tid om at gå igang.

Men når man så ser The Godfather til ende, forstår man Coppolas pointe med at krydsklippe og starte filmen på denne måde. Det afsluttende showdown minder i struktur om den indledende krydsklipning. Hvor vi i filmens begyndelse ser de to kontrasterende sider (idyllens bryllup og de barske forretningsaftaler) af Vito Corleone, er det til sidst Michael Corleone der indtager pladsen som den altkontrollerende gudfader, og der krydsklippes mellem en idyllisk barnedåb og stribevis af mord. Ikke nok med at barnedåben på den måde får en ubehagelig bismag – Coppola viser os også, at Michael nu er blevet Vitos fuldkomne efterkommer.

Den afsluttende krydsklipningssekvens er ikke set bedre, ligesom skuespillet er i en klasse for sig, og den dag i dag stadig slår gnister på trods af utallige Marlon Brando-parodier. Men egentlig er The Godfather med dens episodiske struktur og melodramatiske slægtshistorie måske bedre egnet som tv-serie end som tre gange helaftensfilm. Hvem sagde Matador?

······


The Godfather
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan m.fl.
Paramount Pictures, 1972
Spilletid: Ca. 168 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount

Vacancy (2007)

“Cabin Four.” Denne gyser starter fremragende, men ender så skidt, at man aldrig skulle være begyndt. Vacancy byder på masser af oplagte referencer til Hitchcocks Psycho, og det gamle plot er peppet op med ubehagelige snuff-filmoptagelser og en receptionist, der er mere kulret end Norman Bates. Det hele løber dog ud i sandet, og filmens uhygge hæver sig aldrig over en intetsigende bulder-og-bragen. Slutningen er ét kæmpe antiklimaks. Derfor: Se de første 40 minutter, og sluk så! Du bliver med garanti skuffet.

Det her er en af de få film, hvor man nærmest kan trække en streg og sige, lige her blev den rigtig dårlig. I Vacancy kan man ligefrem mærke, når filmen kører ud på sidesporet og forringes noget så grusomt – prøv at lægge mærke til at det sker ca. da Amy (spillet af Kate Beckinsale) vækkes af sin mand David (Luke Wilson), efter at hun har blundet i nogle timer på motellet. Der har filmen alle muligheder for at fortsætte i den fremragende atmosfærefyldte og uhyggelige tone, som den startede i. Men manuskriptforfatter Mark L. Smith og instruktør Nimród Antal giver os den nemme løsning – og føj, hvor den stinker!

Op til dette punkt handler Vacancy om Amy og Davids kuldsejlede ægteskab – af dialogen fremgår det implicit, at der er sket noget med deres søn, som har smadret deres forhold. De virker enormt usympatiske og er hele tiden på hælene over for hinanden: Hun er tilsyneladende på prozac og han vil ikke erkende, at han er kørt forkert i mørket midt i ingenmandsland. Det er sent om natten – og så begynder bilmotoren at sige mærkelige lyde. De holder ind og vælger at overnatte på et temmelig skummelt motel. Og det skulle de naturligvis aldrig have gjort!

Simpelt men effektivt
At Amy og David aldrig får lov til at udbasunere, hvad de føler, og hvad der er galt, er absolut et plus for filmens første 40 minutter. Det skaber en enormt ubehagelig intensitet, fordi mange detaljer står åbne for fortolkning. Denne suspense videreføres i fotograferingen af parret, der bevidst undlader at forene de to i én enkelt kameraindstilling, men skaber flot ubalance ved at filme dem skiftevis i bakspejlet og sidespejlene, så de nærmest falder ud af billedrammen. Det isolerer de to over for hinanden; det samme gør dialogen, der er hviskende og hadefuld, så hverken Amy eller David eller publikum rigtigt hører ubehagelighederne, og kommunikationen forbliver på nulpunktet.

Filmens problem er at denne antydningens kunst på alle måder ødelægges, da det forliste par står og tjekker ind på motellet. Her bliver stilen fra den første lille halve time tilsidesat for en over-tydelig oprullen af varsel på varsel, så ingen kan være i tvivl om at receptionisten bag skranken er den moderne inkarnation af Norman Bates. Bortset fra Amy og David – selvfølgelig – der nok studser over receptionistens besynderlige opførsel (men vi er jo ude på det amerikanske bøhland), de grufulde kvindeskrig fra baglokalet (men det er jo nok bare en gyserfilm receptionisten har smækket på for underholdningens skyld, for vi er jo ude på det amerikanske bøhland) og det ulækre, kakerlakfyldte motelværelse, som angiveligt skulle forestille brudesuiten (men der er jo nok ikke rigtig nogen grund til at holde det ved lige, for der kommer jo nok ikke rigtig nogen kunder, for vi er jo stadig ude på det amerikanske bøhland).

At kameraet afslutningsvis dvæler ved receptionisten, mens det langsomt trækker sig baglæns, og han slukker lyset i receptionen, går ud i baglokalet og lukker døren til lyden af slasherfilmen, der startes igen offscreen – disse detaljer er ikke antydningens kunst: Det er in-your-face varsler, som nok vedligeholder den ubehagelige stemning, men også flader filmen ud til en langt mere uskadelig form for underholdning, for den uhyggelige receptionist, Amy og David reduceres til stereotyper, og publikum ved, at lige om lidt starter rutschebaneturen. Frem for at skabe ubalance og uro og dermed få publikum til at tænke selv, vil filmen nu bare have os til at gøre klar til det første chok.

Og inden længe begynder det at buldre på dørene, David og Amy finder nogle ubehagelige snuff-videoer, der – ÅH NEJ! – er optaget på selv samme motelværelse, hvor David og Amy befinder sig. Og så begynder mændene med maskerne at gøre sig klar…

Det sande vendepunkt
Som sagt skifter filmen egentlig først markant tone, da Amy vågner op fra en døs ca. midtvejs. Her vågner hun og ser, at David er i gang med at se snuff-videoerne igennem. Fuld af væmmelse stiller hun det helt centrale spørgsmål: “Hvorfor ser du det lort?” Og David giver et ganske plausibelt svar – han vil finde ud af, hvor kameraerne er placeret, så de kan prøve at undslippe.

Men lige præcis her har filmen alle muligheder for at udnytte det faktum, at Amy har sovet og David har set video, til noget langt mere ubehageligt og uhyggeligt. Nimród Antal havde mulighed for at give os et mere ukontrollabelt og skræmmende portræt af dette amerikanske ægtepar – vise os hvordan menneskeligheden langsomt kan forsvinde, når mennesket presses til det yderste – hvordan værdierne hele tiden er i skred og kan flyttes rundt, alt efter hvis øjne vi ser igennem – eller bare give os lidt krakelerende facade, når Amy-og-David for alvor spilles ud mod hinanden.

Men der går aldrig Lord of the Flies i Vacancy. Nimród Antal hæver aldrig sin film op til et almengyldigt leje, hvor vi kan blive bange for at se os i spejlet og finde ud af, at det er os selv og vore egne grusomme tilbøjeligheder, det handler om – sådan som Alfred Hitchcock og Robert Bloch gør det i deres udgaver af Psycho. Når Norman Bates spejles i uskyldige Marion Crane og endnu mere uskyldige Sam Loomis, viser Hitchcock os, at Bates’ galskab ikke er et isoleret tilfælde, men at vi alle kan træde lige ind i en af den slags fælder og ødelægge vort liv.

Den form for tematik har Vacancy alle muligheder for ikke blot at matche men også overgå. Men det bliver kun til en tandløs omgang titte-bøh med mus i en tunnel under jorden og overvågningskameraer på kontoret. Og så er den prut slået. Mage til skuffende og abrupt slutning skal man lede længe efter. Som regel brokker jeg mig over, at filmene er for lange – her vil jeg for en gangs skyld vove mig ud i det modsatte argument: Vacancy er med sine 85 minutter for kort, og minder i al sin blodløshed og interiør-optagelser om en gennemsnitlig tv-film.

······


Vacancy
Instruktion: Nimród Antal
Medvirkende: Kate Beckinsale, Luke Wilson, Frank Whaley m.fl.
Screen Gems, 2007
Spilletid: Ca. 85 minutter
I danske biografer lige nu!
Ude på amerikansk dvd d. 14. august

Der var engang en dreng (2006)

-som fik en lillesøster med vinger. Den ligner til forveksling en Tim Burton-fantasi, men denne film er dansk og helt sin egen. Wikke & Rasmussen er tilbage i eventyrlig form med gagget humor og selvbevidste musicaloptrin, der iscenesætter et uhyggeligt og helt aktuelt emne om at måtte være anderledes i et konformt samfund. Her er masser af gæstestjerner på rollelisten, og på trods af lidt problemer med CGI-effekter, hører Der var engang en dreng til blandt de bedste i sin genre.

Michael Wikke & Steen Rasmussen er tilbage med en fantastisk familiefilm, der vitterligt er for hele familien. Hvor temaet, plottet og de komiske karakterer har en umiddelbarhed, der henvender sig specifikt til børnene, så kan vi voksne fornøje os med alle de selvbevidste blink, legen med genrerne og andre intertekstuelle referencer.

Det er en form og genre som Wikke & Rasmussen har dyrket siden tv’s Robin Hat over Sonny Souffle Shock Show til deres såkaldte børnefilm, og selv om de efterhånden har fejret deres sølvbryllup sammen, så er den bragende energiske fortælleglæde og den finurlige dobbeltlagede humor stadig til stede. Med Der var engang en dreng viser Wikke & Rasmussen, at de stadig hører til i toppen af dansk film og tv, og at de (som de absolut eneste i dansk film og tv) kan tage kampen op mod Hollywoods konkurrence inden for deres genre.

Hudlapper, hudlapper, hudlapper…
Kort fortalt: Kalle får en lillesøster med hudlapper på ryggen – eller det vil sige: lægen og kommunen synes det ligner hudlapper, der skal bortopereres med det samme, så Kalles lillesøster kan få et godt og normalt liv; Kalle er overbevist om at det er vinger. Og snart går den eventyrlige jagt over marker og autoophuggerskrotpladser og igennem skove og søer til Plastic Fantastic, hvor to storsmilende kirurger skal stå for den kosmetiske operation af lillesøsteren. Kalles mission er at redde hende, før det er for sent.

Der var engang en dreng tager således form af en musical-roadmovie-eventyr-komedie for børn og voksne, hvor det er Kalles møder med gakkede, voksne fantasikarakterer der skaber filmen og giver den sin charme. Først og fremmest er der mødet med Auto-Alf, der har droppet karrieren som mekaniker, fordi alt han rører ved går i stykker – nu er garagen stopfyldt med havregrynsæsker, fordi havregryn kan tage toppen af stressen. Alf (spillet eminent af vor tids Dirch Passer, Nicolas Bro) giver Kalle medspil og modspil, når han henholdsvis hjælper ham på vej til Plastic Fantastic men også bremser op på ruten, fordi han f.eks. kan lugte pandekager eller bliver forelsket.

I andre og lige så kantede biroller ses bl.a. Daimi, Jytte Abildstrøm og Trine Dyrholm som opdaterede udgaver af pandekagehusets hekse; Caroline Henderson som Snehvide i spidsen for de syv gæve, motorsavsspillende skovhuggere; og til sidst Wikke & Rasmussen selv som to temmelig idiotiske kirurger på Plastic Fantastic – et eventyrslot af et privathospital. Måske mest sjove er familiens læge spillet og sunget af Troels Lyby, der konstant ruller rundt på sin lægestol og på de mest absurde måder prøver at overbevise familien om at det ikke er vinger, men hudlapper (“hudlapper, hudlapper, hudlapper…”); og endelig Bodil Jørgensen i rollen som Karin, “Karin fra Kommunen”, der som dreven sagsbehandler vil hjælpe familien igennem de svære tider, men ender som en anden tænderskærende Cruella de Vil.

Rubricering & normalisering
Når filmen starter med en grundig præsentation af den lykkelige kernefamilie med far og mor, som letter og svæver rundt i køkkenet, mens de synger “Vi vil have en baby”, og storebror Kalle, som er vild med computerspillet SkyMaster, så er det selvfølgelig, fordi lillesøsteren med vinger passer perfekt ind i netop denne ramme. Men også fordi familiens flyvetilbøjeligheder via lillesøsteren overskrider de selv samme rammer og bliver offentlig – og det er (ifølge filmens budskab) dybt problematisk for det omkringliggende samfund, der vil have denne anormalitet standset med det samme.

Det underliggende tema i Der var engang en dreng viser sig dermed at være væsentligt mere dystert end de farverige, morsomme optrin foregiver at være: Det handler ikke så meget om at turde være anderledes og individuelle (og stå på egne ben sådan som mange andre børnefilm har lært os), men om at vort samfund i bund og grund stræber efter en ensretning og normalisering, og at vi skal kæmpe for at være anderledes og individuelle. Der skal ikke megen fantasi til at se parallellerne til Danmark, der i disse år gennemsyres af en formynderisk politisk interesse for at rubricere og standardisere – Kulturkanonen er kransekagefiguren på hele det projekt.

Det helt igennem geniale ved Der var engang en dreng er, at Wikke & Rasmussen iscenesætter budskabet om at kæmpe imod samfundets rubricering og normalisering med en film, der i den grad er svær at rubricere og stritter i så overrumplende mange retninger, at den aldrig lader sig standardisere. Stemninger skifter konstant fra det farceagtige til det groteske til det uhyggelige – og omvendt – når Kalle får en påtaget seriøs snak med nabodatteren om at indgå et fornufts-kommen-sammen-forhold mens far Palle på rekordtid bygger prinsesselegehus i baggrunden. Replikker og sange har så mange lag, at man altid er i tvivl om, hvordan man skal lytte og tænke – og filmen bliver dermed ikke ringere ved fremtidige gensyn. Eventyrkonventioner omformuleres og nytænkes, når Snehvide er mørk i huden og de syv små dværge render rundt i mands højde og fælder træer med motorsave og manglende fingre. Det er en musical, det er en komedie, det er en roadmovie, det er et eventyr, det er for børn, det er det voksne, det er postmoderne, det er samfundkritisk.

Den eneste kritik, jeg vil rejse over for denne film, er CGI-effekterne, som Wikke & Rasmussen burde have forfinet i flere sekvenser. Især undervandsscenen er tam i forhold til filmens real-effekter. Man kan få den tanke, at filmens budget simpelthen er blevet brugt op for tidligt, for også de sidste kameraindstillinger med familien samlet i haven og på villavejen virker ufærdige. Men det er minimale ridser i lakken på en fantastisk familiefilm, der uden tvivl går over i dansk filmhistorie som én af klassikerne.

······


Der var engang en dreng
Instruktion: Michael Wikke & Steen Rasmussen
Medvirkende: Janus Dissing Rathke, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen m.fl.
Græsted Film & Fjernsyn, 2006
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film