The Happening (2008)

Et eller andet uhyggeligt og uforklarligt er sket! Mystiske kræfter er løbet løbsk, og folk flygter i hobetal fra truslen! Og vi taler ikke om planter og træer, der påvirker menneskeheden til at begå selvmord. Vi taler om M. Night Shyamalan seneste film – et nærmest fuldkomment makværk med den tåbelige titel The Happening.

Jeg tror ikke, jeg er den første til at komme med denne forudsigelse, men lad mig så bare gentage: M. Night Shyamalans karriere som selvkørende film-auteur-instruktør stopper med The Happening. Det er i forvejen utroligt at skiftende filmselskaber stadig giver ham carte blanche siden den fabelagtige debut The Sixth Sense (1999) og den efterfølgende deroute. Fem film senere (ja, kun fem!) er det gået voldsomt ned ad bakke for den 38-årige filmnørd, der allerhelst vil være vor tids Alfred Hitchcock, men som alligevel har haft kritisk sans til at holde sig uden for The Happening.

Det, der fungerer
Lad mig starte med de få positive aspekter ved filmen: Anslaget er godt og fængende med mystik og drabelig ironi. Det fungerer rigtig fint, at vi ser små scener med bifigurer, der alle rammes af denne uforklarlige trang til at slå sig selv ihjel. Særligt scenen, hvor bygningshåndværkere kaster sig ud fra stilladserne, og scenen med pistolen, der samles op igen og igen af søvngængeragtige mennesker offscreen er smukt iscenesat og eksekveret.

Og filmen er kort med sine godt 80 minutters spilletid.

Det, der ikke fungerer #1: Den formanende – men campede – pegefinger
Overordnet set er The Happening en katastrofefilm, der handler om naturens hævn over menneskeheden. Træer og planter begynder at udskille et giftstof der lammer menneskets selvopholdelsesdrift, hvorefter alle som en begår selvmord. Denne grundlæggende idé er så økologisk, hellig og formanende, at man bliver træt, da teorien afsløres af en tegneserieagtig gartneribondeknold med hang til hotdogs, allerede inden vi har rundet 30 minutters spilletid. Men ideen bringer også tankerne hen på campede katastrofefilm om naturen, der går amok – tænk på de mange fjollede plagiater efter Hitchcocks The Birds (1963); vi har set masser af film om bl.a. rotter, slanger, frøer osv. der på grusom vis har overmandet menneskeheden – nu er det planternes tur! Denne på én gang campede og formanende pegefinger vil intet voksent menneske kunne tage seriøst.

M. Night Shyamalans evne til at iscenesætte truslen fra planter og træer gør problemet endnu større: Her har tilsyneladende kun været én mulighed: Vind! Når det blæser i filmen, så gælder det om at få benene på nakken, for så spreder planterne og træernes giftstoffer sig i luften. Filmisk skal vinden selvfølgelig fungere som et varsel, men Shyamalan gør sig aldrig umage med at få vinden, træerne og planterne til at virke levende eller faretruende – alting ser voldsomt ordinært eller realistisk ud, undtagen når hovedpersonerne så kan løbe stærkere end og undslippe vinden! Og så er der jo det helt essentielle spørgsmål, som BBC’s barske filmanmelder, Mark Kermode, allerede har stillet: Hvad får det til at blæse op? Hvor kommer vinden fra? Er det træerne og planterne, der får det til at blæse? Gud? Eller bare er det bare gentagne superuheldige vejrfænomener?

Det, der ikke fungerer #2: De små – men åh så vigtige – ting
Ud fra den kritik jeg havde hørt på forhånd, regnede jeg med, at The Happening ville have problemer med plottet, men at, hvis man gjorde sig umage og deponerede hjernen i døren til biografen, så ville man få en ganske hæderlig filmoplevelse med spænding og gys. Men instruktøren har langt større filmtekniske problemer at slås med her.

Ganske vist hedder filmens fotograf Tak Fujimoto (der også har fotograferet mesterværker som Silence of the Lambs (1990) og førnævnte The Sixth Sense), men man får flere gange en mistanke om, at filmoptagelserne er blevet klippet om efter et helt nyt storyboard efter Shyamalans første udgave: Der er helt elementære kontinuitetsproblemer i klipningen og umotiverede hop fra halvtotaler til ultranære. Der er endda indstillinger, hvor det lyder som om Mark Wahlberg og Zooey Deschanel reagerer helt meningsløst. I andre scener skifter stemningen totalt fra den ene indstilling til den næste. Særligt deres evner som pseudoforældre for en lille pige skifter skræmmende hurtigt fra omsorgsfuldt til omsorgssvigtende. Konstruktionen af visse scener og den ledsagende dialog leder sågar tankerne hen på spoofgenren. Shyamalan har med andre ord problemer med det helt grundlæggende filmhåndværk, og ind i mellem tager man sig i at slå en høj latter op over ikke kun plottets mens også æstetiske tåbeligheder.

Derfor. Man skal ikke se The Happening for at se et mesterværk – man skal se den og spotte alle de fortællemæssige og æstetiske fejl, man kan stoppe ind i en multimillion-mainstreamfilm fra Hollywood. Og man skal se den for at se lige præcis den film som stoppede M. Night Shyamalans auteur-karriere med et brag.

······


The Happening
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: Mark Wahlberg, Zooey Deschanel, Ashlyn Sanchez
UTV Motion Pictures, 2008
Spilletid: Ca. 87 minutter
I danske biografer lige nu!

Billedet er lånt fra filmens danske distributør 20th Century-Fox.
Filmens danske hjemmeside findes her: the happening filmen.dk

The Girl Who Knew Too Much (1963)

Mario Bavas Hitchcock-pastiche udvikler sig til en lille genredefinerende perle, der nok har fortællemæssige problemer, men som også viser vejen frem for italiensk giallo. Bavas fantastiske visuelle begavelse gør The Girl Who Knew Too Much til en dynamisk og effektiv suspensethriller.

Den italienske instruktør Mario Bavas fjerde spillefilm, The Girl Who Knew Too Much, adskiller sig fra de tre første ved at foregå i 1960ernes Italien – langt fra den eventyrligt gotiske vampyrverden i Mask of Satan (1960). Filmens plot er også mere realistisk funderet på en seriemorder, der myrder sine ofre i alfabetiseret rækkefølge, mens overnaturlige væsner er erstattet af psykologiske set up—pay offs.

The Girl Who Knew Too Much handler om den unge eventyrlystne amerikaner, Nora Davis, der rejser til Italien for at bo hos sin tante, der dør samme aften som Nora ankommer. På vej efter en læge bliver Nora vidne til et knivmord, men næste dag tror politiet hende ikke, da der ikke er spor af lig eller blod på gerningsstedet. Mens alle andre afskriver den unge amerikanske kvinde som en krimihungrende fantast, bliver den unge lokale læge forelsket i Nora og prøver at hjælpe hende til bunds i mysteriet. Alt imens finder Nora Davis ud af, at morderen planlægger sit næste mord på en ung kvinde med et efternavn, der begynder med D.

Komik, slapstick – og gys!
Ifølge Bava-eksperten Tim Lucas på dvd’ens kommentarspor var The Girl Who Knew Too Much et flop i biografen, fordi (som det nævnes) filmen havde premiere på et temmelig uheldigt tidspunkt i verdenshistorien – under Cuba-krisen – hvor Italien og resten af verden havde andre ting at tænke på end at gå i biografen og se letbenede suspense-thrillers om amerikanske turister i Europa.

Men denne Mario Bava-film har også sine egne dramaturgiske problemer at slås med: Filmen starter – hvilket titlen tydeligt antyder – som en skæg lille reference til Hitchcocks to film, The Man Who Knew Too Much (1934, 1956), med Nora som den unge, smukke blondine, der uskyldigt læser sine billige kriminalromaner og bliver panisk angst ved udsigten til at importere en pakke marijuanacigaretter til Italien. Med ægte, ironisk Hitchcock-suspense prøver Nora at "tabe" de ulovlige cigaretter på fortovet, hvorefter en venlig italiener hjælpsomt bukker sig og giver hende den tilbage.

Mario Bava byder på lignende morsomme øjeblikke – ikke mindst i kærlighedsforholdet mellem Nora og Dr. Marcello, der vil gå igennem ild og vand for den smukke amerikanske pige, selv om hun forårsager ham megen smerte: Ved deres første møde slår de hovederne sammen, og senere ender den unge læge med en forstuvet finger. Denne form for komisk slapstick parrer Bava fint med solbeskinnede optagelser af parret i ufarlige og ordinære halvtotaler og halvnære indstillinger.

Men filmen byder også på gyser- og suspensescener der i tone og æstetik er i diametral modsætning til kærlighedskomedien, og som kun svært lader sig integrere i denne lette genre. Hvor Hitchcock i f.eks. Rear Window eller The Birds inddrager visse træk fra kærlighedskomedien i starten af filmene for at lade uhygge og suspense overtage mod slutningen, forsøger Bava i The Girl Who Knew Too Much løbende at veksle mellem de to genrer i flere korte scener (filmens reelle spilletid nærmer sig 80 minutter), og det fungerer ikke: Som seer føler man sig på nippet til at afkode gysersegmenterne som små selvbevidste gyserspoofs, og det dræber desværre den fantastiske stemning som Bava ellers så mesterligt opbygger. De mange dramaturgiske skift svækker generelt filmen og gør den mere letbenet end Bava-kritikere som Tim Lucas vil.

Dekorationer, kamera, lys!
Plottet opløser sig næsten i mindre genrefragmenter, der modarbejder hinanden, men de fragmenter der fungerer bedst, er dem der bærer Mario Bavas fingeraftryk – hans visuelle flair for at skabe en stemning af ægte myrekryb er også i denne mere middelmådige film uforlignelig.

Når The Girl Who Knew Too Much går i suspense-thriller-mode fortsætter Mario Bava tit ind på gysergenrens mærker med sin ekspressionistiske fotografering og lyssætning. Scenen, hvor Nora finder sin tante død i sengen, og liget tilsyneladende bevæger sig er fyldt med torden og blinkende lamper, ligner en klar reference til Hitchcocks Psycho. Ironisk nok blev denne reference-scene selv genbrugt i den superuhyggelige minifilm "A Drop of Water" i Bavas Black Sabbath (også fra 1963).

Senere viser Bava, at uhygge også kan etableres effektivt med masser af highkey-lys og minimalistiske dekorationer, når Nora lokkes til en tom og kridhvid lejlighed i sin jagt på sandheden. Her er det rummets tomme nøgenhed samt lyden af en klaprende skrivemaskine og en sær androgyn kalden, der driver Nora og uhyggen frem. Som dekoration bliver lejligheden til en klaustrofobisk labyrint samtidig med at dens åbenhed gør Nora ekstra sårbar.

Disse visuelle genialiteter gør The Girl Who Knew Too Much til en lille perle. Her strækker maestro Bava det sparsomme budget til det yderste ved at højne filmens produktionsværdi med simple tricks som dynamiske kameratravellings, lyssætning og en til tider abrupt klippestil fyldt med matchcuts. Det gør filmen til en meget u-kedelig affære, men desværre uden den psykologiske dybde, der lægges op til i den unge, uskyldige amerikaners møde med det dekadente Europa - og når Bava skaber en forbindelse mellem Noras erfaringer udi vold og drab med hendes erfaringer udi kærlighedslivet.

······


The Girl Who Knew Too Much (it. La ragazza che sapeva troppo)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Leticia Román, John Saxon, Valentina Cortese m.fl.
Galatea Film, 1963
Spilletid: Ca. 86 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet The Mario Bava Collection, volume 1

Black Sabbath (1963)

Tre novellefilm udgør Mario Bavas portmanteaufilm: De to af dem er ikke ældet med ynde, mens den tredje og sidste er uhyggelig effektiv og klart matcher moderne gotiske gysere. Inspirationen kommer tydeligvis fra amerikanske Edgar Allan Poe og engelske Hammer Films. De ekspressionistiske farver og lyssætning er smukke at skue, men modarbejder til en vis grad også gyset. To tredjedele af Black Sabbath føles campet og u-uhyggelig.

Indrømmet, mit kendskab til Mario Bava og italienske gyserfilm er ikke stort; jeg har kun set Shock (1977) og Mask of Satan (1960) af maestro Bava, men sammenlignet med netop disse to film er portmanteaufilmen Black Sabbath ikke nær så mindeværdig og vellykket. Man kan indvende, at det korte format måske ikke er det bedste til at skabe den krybende uhygge som Bava var kendt for – men så skal man huske at se Black Sabbath til ende: Den sidste fortælling er nemlig stadig så skræmmende, at selv denne middelmådige Bava-film fortjener at blive set.

Telefonen, vampyren og vanddråben
I den internationale udgave præsenteres de tre historier i følgende rækkefølge – med engelske titler: I “The Telephone” terroriseres en kvinde af – tror hun – en forbryder, hun har stukket til politiet, men kvindens tidligere elskerinde spiller også en rolle i affæren. I “The Wurdalak” befinder vi os i en fjern fortid og følger en bondefamilies undergang, da bedstefaren bringer vampyrsmitten med hjem. Og i “A Drop of Water” hjemsøges en tyvagtig sygeplejerske af en afdød kvindes onde ånd – eller måske sin egen dårlige samvittighed?

De to første historier virker af forskellige grunde meget tamme og uden det bid, som man kunne forvente af Mario Bava efter Mask of Satan. Her er meget overladt til fantasien – også de grusomme detaljer som er ret væsentlige for handlingen: “The Telephone” tør ikke vise os den homoseksualitet som er minifilmens væsentligste plotpoint; særligt elskerindens skiftende motivationer fremstår aldrig klart, og mens der godt nok laves set up på klimakset, så forbliver det uvedkommende, fordi karaktererne i sig selv er uvedkommende.

I “The Wurdalak” er problemet endnu mere udtalt, fordi folk dør og genopstår som vampyrer offscreen, og det berøver denne minifilm fra det som er vampyrfilmens store genretræk. Alle de skrækelementer som hører en god vampyrhistorie til hører vi kun om i dialogen, mens Bava sjældent viser os “herlighederne”. Dertil kommer at historien starter in medias res – altså uden at vi får etableret familien som familien med den kærlighed og samhørighed, som “The Wurdalak” ødelægger og derigennem søger at fremtvinge en følelsesmæssig reaktion hos seeren. Her får vi igen kun antydet et tæt familiesammenhold, men noget så essentielt som sønnens desperate aflivning af sin yndlingshund sker offscreen. Det skaber en mangel på empati og sympati hos seeren, der tvinges til at distancere sig fra de medvirkende. Familieoverhovedet - spillet af Boris Karloff - fremstår altid dæmonisk og man er aldrig i tvivl om han er vampyr eller ej.

Det mest skræmmende lig i filmhistorien
Til gengæld slutter Black Sabbath med perlen “A Drop of Water”, som ganske vist starter stort set på samme måde som “The Telephone”, men hurtigt udvikler sig til en skrækhistorie i bedste Edgar Allan Poe-stil. Minifilmen her byder på gyserfilmhistoriens uhyggeligste levende lig – også måske fordi alt andet lykkes til fulde her: Dekorationerne – særligt soveværelset med dukkerne og kattene – er ekstravagante og syret fotograferede, ligesom den kvindelige hovedpersons simple motivation fremgår af Bavas kameraarbejde og klipningen. Vi forstår hendes skyldfølelse og accepterer at den må bryde ud i en fysisk manifestation, eller hvordan man nu vælger at fortolke filmen. Som den eneste minifilm passer den til 30-minutters-formatet.

Det er også i denne minifilm at den kulørte farvelyssætning virker bedst, fordi Bava her formår at lyssætte liget, så den netop bliver skræmmende og man glemmer at det blot er en dukke. De ekspressionistiske farver er smukke igennem hele filmen, men i de to første minifilm er der så meget knald på farverne, at de bringer tankerne hen på Roger Cormans psykedeliske Poe-filmatiseringer. Rød, lilla og grøn blandes til en gang farvelade, der muligvis er mesterligt og eventyrligt udført, men som er aldeles urealistisk og u-uhyggelig. Når man ser tv-traileren for Black Sabbath på dvd’en, er kameraindstillingerne fra netop de to første minifilm langt mere effektive i sort/hvide udgaver.

Karloff på italiensk
Generelt har Black Sabbath dog det problem, at alle tre historier føles klaustrofobiske og uden det visuelle schwung som var Bavas adelsmærke som gammel filmfotograf. Alle tre film foregår stort set på én eller to locations – og helst inden døre. Også i deres ugrafiske skildring af volden kommer filmene til at minde om tre tv-film som gyserikonet Boris Karloff kunne have præsenteret i sin antologi-tv-serie, Thriller. Her får Karloff lov til at introducere de tre minifilm og afrunde hele affæren, mens han selv spiller hovedrollen i “The Wurdalak” – men det bliver forfærdeligt campet (og ikke hans sidste gode rolle, som mange kritikere ellers har udråbt den til), når Karloffs stemme er enormt grimt eftersynkroniseret til italiensk, og når Bava ender filmen som en farceagtig metafilm med Karloff på en mekanisk hest og cirkusagtig underlægningsmusik. Her fremviser Mario Bava stolt sin egen opfindsomhed hvad angår special effects, men samtidig bevirker scenen også, at resten af filmen (særligt den afsluttende, mesterlige “A Drop of Water”) mister sin brod, for det hele var jo bare for sjov.

På filmens kommentarspor fortæller Mario Bava-eksperten, Tim Lucas, om den alternative amerikanske udgave, der ganske vist var mere tam og ukontroversiel end den internationale -primært ved at fjerne enhver antydning af det lesbiske forhold - men som også byttede rundt på fortællingerne, tilførte overnaturlige elementer til “The Telephone”, lagde ny underlægningsmusik på hele molevitten og indsatte flere introduktioner med Boris Karloff, mens den metafilmiske afslutningsscene blev sløjfet. Jeg skal ikke gøre mig klog på den amerikanske udgaves kvaliteter, men mange af postproduktionsforslagene lyder som oplagte måder at forbedre Black Sabbath.


······

Black Sabbath (it. I tre volti della paura, da. Tre rædselsnætter)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Boris Karloff, Michelle Mercer, Jacqueline Pierreux m.fl.
Galatea Film, 1963
Spilletid: Ca. 92 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet: The Mario Bava Collection, volume 1