The Host (2006)

Monsterkomedie. Af banen Peter Jackson – her kommer The Host og den koreanske instruktør Joon-ho Bong. Her mikses genrer og stemninger i ét væk, så det minder om den new zealandske instruktørs første filmbedrifter. Hvor The Host ikke byder på kaskader af blodig splat, så sætter Joon-ho Bong dog tingene langt mere på spidsen – både hvad angår filmens utvetydige anti-amerikanske budskab, men også i dens legen tagfat med publikums følelser. Her er alt fra grotesk monsterjagt over hysterisk slapstickhumor til tårevædet familiedrama – endda i én og samme scene!

Sikke en ejendommelig film. Joon-ho Bongs monsterfilm The Host er meget mere end bare splat, blod og afrevne lemmer. Når alt kommer til alt, er der faktisk et fravalg af netop splat, blod og afrevne lemmer: Den vold, som instruktør Bong trods alt udøver på sine karakterer og sit publikum, er mere underfundig og svær at afkode end en grotesk og grafisk omgang Tom & Jerry-splatstick.

The Host byder på lige dele uhygge, melodrama, action, sort komik og vaske ægte falden-på-hale-komedie. Og oven i købet udbasunerer film og instruktør et anti-amerikansk budskab, hvor USA ikke alene får skylden for monsterets tilstedeværelse, men også klædes komplet af, da uduelige, paranoide og grillfestende amerikanske soldater intervenerer for at skabe ro og orden i Seoul efter monsterets hærgen. The Host er også politisk satire, så Michael Moore må klappe begejstret i sine små fedtede hænder.

Uhyret fra floden Han
Det hele starter med at en amerikansk militærforsker (eller noget i den retning) tvinger en koreansk underordnet til at hælde utallige flasker formaldehyd direkte ud i Han-floden der løber igennem Seoul. Flere år senere stiger så et kæmpemæssigt, deformt fiske/frø/alien-agtigt uhyre op af floden og begynder at jagte menneskene ved flodbredden.

Uheldigvis har familien Park en lille turistbod selv samme sted, og snart må bedstefaren, de to sønner og datteren tage flugten væk fra floduhyret men også fra militæret og videnskabsfolkene, der tvinger alle individer der har været i tæt kontakt med monsteret i karantæne. Man er bange for at uhyret slæber rundt på en ukendt virus, og at en epidemi er forestående. Men før vi når så langt, bliver det yngste medlem af familien Park, den lille skolepige Hyun-seo, ædt af monsteret. Tror vi. For pludselig får far Gang-du en opringning fra datteren, der stadig er i live et sted i Seouls kloakker, hvor monsteret gemmer sig.

En ny slags film
Ja, på papiret ligner The Host jo en gennemsnitlig papmaché-monsterfilm fra de gode gamle dage, hvor selv danskerne blev hjemsøgt af Reptilicus, og adskillige statister styrtede ud over Langebro. Men som sagt sætter Joon-ho Bong tingene langt mere på spidsen, end vi er vant til, og han sprænger rammerne for ikke blot monstergenrefilmen, men også for det, man kan kalde god smag. I filmens første times tid bliver det nemlig aldrig rigtig uhyggeligt – Bong iscenesætter monsterets hærgen med en næsten tegnefilmagtig actionkomik, så man ikke ved om man skal grine eller gyse. Den klodsede og evigt søvnige far, Gang-du, er f.eks. den der kommer tættest på uhyret, fordi han jagter det flere gange med en tung betonklods og et gadeskilt, der viser, at det er forbudt at spille trompet.

Musikvalget, kamerabrugen og belysningen er med til at signalere, at vi er i en lettere og til tider yderst komisk genre, men hist og her spiller Bong så en melodrama-trumf ud, så man pludselig ikke ved om man skal grine eller græde (især da familien samles og begræder tabet af den lille pige, og det udvikler sig til en farceagtig og hysterisk rullen rundt på gulvet, alt imens fotografer blitzer løs mod dem, og de alle kommer op og slås!). Der er desuden flere gribende øjeblikke, der kalder på tårer og som bliver enormt effektfulde, fordi de som de eneste får lov til at stå alene og ikke munder ud i groteske optrin.

Hvor andre film kæmper med at balancere på en knivsæg for ikke at det bliver for patetisk eller for uhyggeligt eller for konventionelt, virker det som om Joon-ho Bong fra start af har smidt kniven ud og opfundet sine egne spilleregler. Og det bedste er, at de holder! The Host besidder en energisk friskhed og nytænkning.

Agent Yellow
Med flot CGI-animation indgår fiskebæstet naturligt i de håndholdte og kornede gråblå billeder af havnebyen, hvor det altid regner. Det samme gør det utvetydige politiske budskab om USA's udenrigspolitik under Bush-regeringen: Planen er at gasse Seoul med Agent Yellow – efterfølgeren til Agent Orange, brugt i Vietnamkrigen – simpelthen for at amerikanerne får ret i deres påstand om at monstervirusset er en overhængende fare for Seoul, Korea og resten af verden; sandheden er imidlertid, at amerikanerne ikke har kunnet finde et eneste spor af det forbandede virus noget sted. Og de har ellers ledt grundigt…

······


The Host (sydkor. Gwoemul)
Instruktion: Joon-ho Bong
Medvirkende: Kang-ho Song, Ah-sung Ko, Hie-bong Byeon m.fl.
Showbox, 2006
Spilletid: Ca. 120 minutter
Engelsk dvd-distribution: Optimum Asia

I danske biografer lige nu!

The Godfather (1972)

Verdens bedste film? The Godfather ligger som nr. 1 på både de amerikanske online-filmskribenters og IMDB’s lister over verdens bedste film, hvor den har overhalet Orson Welles’ Citizen Kane. Slægtshistorien om den sicilianske Corleone-familie og deres mafiasyndikat er blevet en del af vores (amerikanske) kulturarv, og viser hvor meget vor tids Hollywood mangler Coppola, Spielberg og de andre movie brats’ evner til at forny og videreføre den amerikanske genrefilm.

Dette er mit første møde med Francis Ford Coppolas The Godfather, så er det sagt. Jeg har haft elever, der har stirret i undrende forfærdelse, når jeg fortalte at jeg ikke havde set Godfather-trilogien – og ej heller The Deer Hunter og Apocalypse Now. De film har bare ikke været særligt vigtige for mig at få set, må jeg jo tilstå – de har virket temmelig uoverkommelige og lidt støvede. Og så er jeg jo også vokset op på Muppet Show og Matador i fjernsynet og faldt i søvn til DR’s tv-premiere på Star Wars… Når jeg skulle trodse mine forældres film & tv-vaner var det med sci-fi og gys og ikke med alenlange krigs- og gangsterfilm.

Men nu har jeg så sat lidt tid af i kalenderen til at få indhentet det forsømte. I ugen op til skolestart d. 14. august har jeg lovet mig selv at få set Godfather-trilogien og få lukket det hul i min filmhistorie. Og da der jo givetvis er skrevet mangt og meget om disse klassikere, så vil jeg kun viderebringe min umiddelbare følelse efter at have set filmene.

Michael Corleone
Det ville være ret fjollet at starte med et handlingsresumé, al den stund at jeg har på fornemmelsen, at alle andre mennesker i denne verden har set The Godfather, så lad mig nøjes med at sige, at det, jeg synes var mest interessant ved den første film i trilogien, var Michael Corleones (spillet af Al Pacino) udviklingshistorie og hans forandring, mens han langsomt inddrages i sin fars (Vito Corleone i skikkelse af Marlon Brando) forbrydersyndikat.

Filmen starter med Michaels søsters bryllup, som han kommer for sent til. Her fornemmer man at han er familiens outsider; han har deltaget i 2. verdenskrig og dermed bevidst har fravalgt den forbryderkarriere, som hans øvrige brødre og den adopterede Tom Hagen ellers er slået ind på. Far Vito Corleone er en herre man ikke løber om hjørner med – han har altid “an offer you can’t refuse”. Ved brylluppet sætter Michael os ind i familiens forretningsmetoder og fornægter samtidig sin forbindelse til gangsterfamilien – sådan er han ikke, og sådan vil han aldrig blive; det er slet ikke ham, og senere viser det sig da også at han knapt kan tale italiensk, men gebærder sig bedre på engelsk.

Men tiden går, og gangsterkrigen eskalerer med et attentat på faren, og Michael tvinges til og accepterer hurtigt at hjælpe familien med at generobre magten. Først holder han vagt under farens hospitalsophold, og så udtænker han og eksekverer mordet på den rivaliserende gangsterboss Sollozzo. Al Pacino leverer en suveræn dead-pan præstation i rollen som Michael, når han nærmest umærkeligt forandrer sig og mere og mere kommer til at ligne sin far: Han får et ordentligt lag tæsk og ender med en hævet Marlon Brando-kæbe, hans stemme og mimik ændrer også karakter, ligesom han overtager farens talemåder. Michael lader sig også inspirere af farens tvetydige men altid truende opførsel: Som den eneste af Corleone-sønnerne har han arvet sin fars rolighed og tænksomhed.

Krydsklipnings-ekvilibrisme
Jeg skal ærligt indrømme at filmens start syntes meget lang for mig. Det er her, der krydsklippes mellem Connies bryllup og Vito Corleones mange forretningskontakter, der alle aflægger deres gudfader en visit. Francis Ford Coppola bruger tæt på en halv time til at etablere miljø og til at Michael sætter os ind i, at vores ubehagelige anelser holder stik, og jeg sad hele tiden og tænkte, at nu måtte der da snart ske noget! Filmen var meget lang tid om at gå igang.

Men når man så ser The Godfather til ende, forstår man Coppolas pointe med at krydsklippe og starte filmen på denne måde. Det afsluttende showdown minder i struktur om den indledende krydsklipning. Hvor vi i filmens begyndelse ser de to kontrasterende sider (idyllens bryllup og de barske forretningsaftaler) af Vito Corleone, er det til sidst Michael Corleone der indtager pladsen som den altkontrollerende gudfader, og der krydsklippes mellem en idyllisk barnedåb og stribevis af mord. Ikke nok med at barnedåben på den måde får en ubehagelig bismag – Coppola viser os også, at Michael nu er blevet Vitos fuldkomne efterkommer.

Den afsluttende krydsklipningssekvens er ikke set bedre, ligesom skuespillet er i en klasse for sig, og den dag i dag stadig slår gnister på trods af utallige Marlon Brando-parodier. Men egentlig er The Godfather med dens episodiske struktur og melodramatiske slægtshistorie måske bedre egnet som tv-serie end som tre gange helaftensfilm. Hvem sagde Matador?

······


The Godfather
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan m.fl.
Paramount Pictures, 1972
Spilletid: Ca. 168 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount

Vacancy (2007)

“Cabin Four.” Denne gyser starter fremragende, men ender så skidt, at man aldrig skulle være begyndt. Vacancy byder på masser af oplagte referencer til Hitchcocks Psycho, og det gamle plot er peppet op med ubehagelige snuff-filmoptagelser og en receptionist, der er mere kulret end Norman Bates. Det hele løber dog ud i sandet, og filmens uhygge hæver sig aldrig over en intetsigende bulder-og-bragen. Slutningen er ét kæmpe antiklimaks. Derfor: Se de første 40 minutter, og sluk så! Du bliver med garanti skuffet.

Det her er en af de få film, hvor man nærmest kan trække en streg og sige, lige her blev den rigtig dårlig. I Vacancy kan man ligefrem mærke, når filmen kører ud på sidesporet og forringes noget så grusomt – prøv at lægge mærke til at det sker ca. da Amy (spillet af Kate Beckinsale) vækkes af sin mand David (Luke Wilson), efter at hun har blundet i nogle timer på motellet. Der har filmen alle muligheder for at fortsætte i den fremragende atmosfærefyldte og uhyggelige tone, som den startede i. Men manuskriptforfatter Mark L. Smith og instruktør Nimród Antal giver os den nemme løsning – og føj, hvor den stinker!

Op til dette punkt handler Vacancy om Amy og Davids kuldsejlede ægteskab – af dialogen fremgår det implicit, at der er sket noget med deres søn, som har smadret deres forhold. De virker enormt usympatiske og er hele tiden på hælene over for hinanden: Hun er tilsyneladende på prozac og han vil ikke erkende, at han er kørt forkert i mørket midt i ingenmandsland. Det er sent om natten – og så begynder bilmotoren at sige mærkelige lyde. De holder ind og vælger at overnatte på et temmelig skummelt motel. Og det skulle de naturligvis aldrig have gjort!

Simpelt men effektivt
At Amy og David aldrig får lov til at udbasunere, hvad de føler, og hvad der er galt, er absolut et plus for filmens første 40 minutter. Det skaber en enormt ubehagelig intensitet, fordi mange detaljer står åbne for fortolkning. Denne suspense videreføres i fotograferingen af parret, der bevidst undlader at forene de to i én enkelt kameraindstilling, men skaber flot ubalance ved at filme dem skiftevis i bakspejlet og sidespejlene, så de nærmest falder ud af billedrammen. Det isolerer de to over for hinanden; det samme gør dialogen, der er hviskende og hadefuld, så hverken Amy eller David eller publikum rigtigt hører ubehagelighederne, og kommunikationen forbliver på nulpunktet.

Filmens problem er at denne antydningens kunst på alle måder ødelægges, da det forliste par står og tjekker ind på motellet. Her bliver stilen fra den første lille halve time tilsidesat for en over-tydelig oprullen af varsel på varsel, så ingen kan være i tvivl om at receptionisten bag skranken er den moderne inkarnation af Norman Bates. Bortset fra Amy og David – selvfølgelig – der nok studser over receptionistens besynderlige opførsel (men vi er jo ude på det amerikanske bøhland), de grufulde kvindeskrig fra baglokalet (men det er jo nok bare en gyserfilm receptionisten har smækket på for underholdningens skyld, for vi er jo ude på det amerikanske bøhland) og det ulækre, kakerlakfyldte motelværelse, som angiveligt skulle forestille brudesuiten (men der er jo nok ikke rigtig nogen grund til at holde det ved lige, for der kommer jo nok ikke rigtig nogen kunder, for vi er jo stadig ude på det amerikanske bøhland).

At kameraet afslutningsvis dvæler ved receptionisten, mens det langsomt trækker sig baglæns, og han slukker lyset i receptionen, går ud i baglokalet og lukker døren til lyden af slasherfilmen, der startes igen offscreen – disse detaljer er ikke antydningens kunst: Det er in-your-face varsler, som nok vedligeholder den ubehagelige stemning, men også flader filmen ud til en langt mere uskadelig form for underholdning, for den uhyggelige receptionist, Amy og David reduceres til stereotyper, og publikum ved, at lige om lidt starter rutschebaneturen. Frem for at skabe ubalance og uro og dermed få publikum til at tænke selv, vil filmen nu bare have os til at gøre klar til det første chok.

Og inden længe begynder det at buldre på dørene, David og Amy finder nogle ubehagelige snuff-videoer, der – ÅH NEJ! – er optaget på selv samme motelværelse, hvor David og Amy befinder sig. Og så begynder mændene med maskerne at gøre sig klar…

Det sande vendepunkt
Som sagt skifter filmen egentlig først markant tone, da Amy vågner op fra en døs ca. midtvejs. Her vågner hun og ser, at David er i gang med at se snuff-videoerne igennem. Fuld af væmmelse stiller hun det helt centrale spørgsmål: “Hvorfor ser du det lort?” Og David giver et ganske plausibelt svar – han vil finde ud af, hvor kameraerne er placeret, så de kan prøve at undslippe.

Men lige præcis her har filmen alle muligheder for at udnytte det faktum, at Amy har sovet og David har set video, til noget langt mere ubehageligt og uhyggeligt. Nimród Antal havde mulighed for at give os et mere ukontrollabelt og skræmmende portræt af dette amerikanske ægtepar – vise os hvordan menneskeligheden langsomt kan forsvinde, når mennesket presses til det yderste – hvordan værdierne hele tiden er i skred og kan flyttes rundt, alt efter hvis øjne vi ser igennem – eller bare give os lidt krakelerende facade, når Amy-og-David for alvor spilles ud mod hinanden.

Men der går aldrig Lord of the Flies i Vacancy. Nimród Antal hæver aldrig sin film op til et almengyldigt leje, hvor vi kan blive bange for at se os i spejlet og finde ud af, at det er os selv og vore egne grusomme tilbøjeligheder, det handler om – sådan som Alfred Hitchcock og Robert Bloch gør det i deres udgaver af Psycho. Når Norman Bates spejles i uskyldige Marion Crane og endnu mere uskyldige Sam Loomis, viser Hitchcock os, at Bates’ galskab ikke er et isoleret tilfælde, men at vi alle kan træde lige ind i en af den slags fælder og ødelægge vort liv.

Den form for tematik har Vacancy alle muligheder for ikke blot at matche men også overgå. Men det bliver kun til en tandløs omgang titte-bøh med mus i en tunnel under jorden og overvågningskameraer på kontoret. Og så er den prut slået. Mage til skuffende og abrupt slutning skal man lede længe efter. Som regel brokker jeg mig over, at filmene er for lange – her vil jeg for en gangs skyld vove mig ud i det modsatte argument: Vacancy er med sine 85 minutter for kort, og minder i al sin blodløshed og interiør-optagelser om en gennemsnitlig tv-film.

······


Vacancy
Instruktion: Nimród Antal
Medvirkende: Kate Beckinsale, Luke Wilson, Frank Whaley m.fl.
Screen Gems, 2007
Spilletid: Ca. 85 minutter
I danske biografer lige nu!
Ude på amerikansk dvd d. 14. august