Der var engang en dreng (2006)

-som fik en lillesøster med vinger. Den ligner til forveksling en Tim Burton-fantasi, men denne film er dansk og helt sin egen. Wikke & Rasmussen er tilbage i eventyrlig form med gagget humor og selvbevidste musicaloptrin, der iscenesætter et uhyggeligt og helt aktuelt emne om at måtte være anderledes i et konformt samfund. Her er masser af gæstestjerner på rollelisten, og på trods af lidt problemer med CGI-effekter, hører Der var engang en dreng til blandt de bedste i sin genre.

Michael Wikke & Steen Rasmussen er tilbage med en fantastisk familiefilm, der vitterligt er for hele familien. Hvor temaet, plottet og de komiske karakterer har en umiddelbarhed, der henvender sig specifikt til børnene, så kan vi voksne fornøje os med alle de selvbevidste blink, legen med genrerne og andre intertekstuelle referencer.

Det er en form og genre som Wikke & Rasmussen har dyrket siden tv’s Robin Hat over Sonny Souffle Shock Show til deres såkaldte børnefilm, og selv om de efterhånden har fejret deres sølvbryllup sammen, så er den bragende energiske fortælleglæde og den finurlige dobbeltlagede humor stadig til stede. Med Der var engang en dreng viser Wikke & Rasmussen, at de stadig hører til i toppen af dansk film og tv, og at de (som de absolut eneste i dansk film og tv) kan tage kampen op mod Hollywoods konkurrence inden for deres genre.

Hudlapper, hudlapper, hudlapper…
Kort fortalt: Kalle får en lillesøster med hudlapper på ryggen – eller det vil sige: lægen og kommunen synes det ligner hudlapper, der skal bortopereres med det samme, så Kalles lillesøster kan få et godt og normalt liv; Kalle er overbevist om at det er vinger. Og snart går den eventyrlige jagt over marker og autoophuggerskrotpladser og igennem skove og søer til Plastic Fantastic, hvor to storsmilende kirurger skal stå for den kosmetiske operation af lillesøsteren. Kalles mission er at redde hende, før det er for sent.

Der var engang en dreng tager således form af en musical-roadmovie-eventyr-komedie for børn og voksne, hvor det er Kalles møder med gakkede, voksne fantasikarakterer der skaber filmen og giver den sin charme. Først og fremmest er der mødet med Auto-Alf, der har droppet karrieren som mekaniker, fordi alt han rører ved går i stykker – nu er garagen stopfyldt med havregrynsæsker, fordi havregryn kan tage toppen af stressen. Alf (spillet eminent af vor tids Dirch Passer, Nicolas Bro) giver Kalle medspil og modspil, når han henholdsvis hjælper ham på vej til Plastic Fantastic men også bremser op på ruten, fordi han f.eks. kan lugte pandekager eller bliver forelsket.

I andre og lige så kantede biroller ses bl.a. Daimi, Jytte Abildstrøm og Trine Dyrholm som opdaterede udgaver af pandekagehusets hekse; Caroline Henderson som Snehvide i spidsen for de syv gæve, motorsavsspillende skovhuggere; og til sidst Wikke & Rasmussen selv som to temmelig idiotiske kirurger på Plastic Fantastic – et eventyrslot af et privathospital. Måske mest sjove er familiens læge spillet og sunget af Troels Lyby, der konstant ruller rundt på sin lægestol og på de mest absurde måder prøver at overbevise familien om at det ikke er vinger, men hudlapper (“hudlapper, hudlapper, hudlapper…”); og endelig Bodil Jørgensen i rollen som Karin, “Karin fra Kommunen”, der som dreven sagsbehandler vil hjælpe familien igennem de svære tider, men ender som en anden tænderskærende Cruella de Vil.

Rubricering & normalisering
Når filmen starter med en grundig præsentation af den lykkelige kernefamilie med far og mor, som letter og svæver rundt i køkkenet, mens de synger “Vi vil have en baby”, og storebror Kalle, som er vild med computerspillet SkyMaster, så er det selvfølgelig, fordi lillesøsteren med vinger passer perfekt ind i netop denne ramme. Men også fordi familiens flyvetilbøjeligheder via lillesøsteren overskrider de selv samme rammer og bliver offentlig – og det er (ifølge filmens budskab) dybt problematisk for det omkringliggende samfund, der vil have denne anormalitet standset med det samme.

Det underliggende tema i Der var engang en dreng viser sig dermed at være væsentligt mere dystert end de farverige, morsomme optrin foregiver at være: Det handler ikke så meget om at turde være anderledes og individuelle (og stå på egne ben sådan som mange andre børnefilm har lært os), men om at vort samfund i bund og grund stræber efter en ensretning og normalisering, og at vi skal kæmpe for at være anderledes og individuelle. Der skal ikke megen fantasi til at se parallellerne til Danmark, der i disse år gennemsyres af en formynderisk politisk interesse for at rubricere og standardisere – Kulturkanonen er kransekagefiguren på hele det projekt.

Det helt igennem geniale ved Der var engang en dreng er, at Wikke & Rasmussen iscenesætter budskabet om at kæmpe imod samfundets rubricering og normalisering med en film, der i den grad er svær at rubricere og stritter i så overrumplende mange retninger, at den aldrig lader sig standardisere. Stemninger skifter konstant fra det farceagtige til det groteske til det uhyggelige – og omvendt – når Kalle får en påtaget seriøs snak med nabodatteren om at indgå et fornufts-kommen-sammen-forhold mens far Palle på rekordtid bygger prinsesselegehus i baggrunden. Replikker og sange har så mange lag, at man altid er i tvivl om, hvordan man skal lytte og tænke – og filmen bliver dermed ikke ringere ved fremtidige gensyn. Eventyrkonventioner omformuleres og nytænkes, når Snehvide er mørk i huden og de syv små dværge render rundt i mands højde og fælder træer med motorsave og manglende fingre. Det er en musical, det er en komedie, det er en roadmovie, det er et eventyr, det er for børn, det er det voksne, det er postmoderne, det er samfundkritisk.

Den eneste kritik, jeg vil rejse over for denne film, er CGI-effekterne, som Wikke & Rasmussen burde have forfinet i flere sekvenser. Især undervandsscenen er tam i forhold til filmens real-effekter. Man kan få den tanke, at filmens budget simpelthen er blevet brugt op for tidligt, for også de sidste kameraindstillinger med familien samlet i haven og på villavejen virker ufærdige. Men det er minimale ridser i lakken på en fantastisk familiefilm, der uden tvivl går over i dansk filmhistorie som én af klassikerne.

······


Der var engang en dreng
Instruktion: Michael Wikke & Steen Rasmussen
Medvirkende: Janus Dissing Rathke, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen m.fl.
Græsted Film & Fjernsyn, 2006
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film

Princess Mononoke (1997)

For længe, længe siden... Før Hayao Miyazaki vandt priser for Chihiro og heksene blev denne storladne eventyrfilm sat op i amerikanske biografer, men Princess Mononoke er ikke den bedste film fra den japanske tegnefilmsmesters hånd. Dertil er den for mørk og mat og budskabet for moralsk. Stadig er den stemningsfuld og underholdende, og den hæver sig snildt over gennemsnittet af amerikanske tegnefilm – både dengang og nu.

Hayao Miyazakis tegnefilmseventyr Princess Mononoke hører ligesom Akira og Ghost in the Shell til de titler, der banede vejen for japansk animé i USA og dermed den vestlige del af verden. Alene derfor er filmen interessant at se, og det er ikke så svært at få øje på de kvaliteter ved filmen, som kunne tænde et vesterlandsk og måske primært kulturradikalt publikum.

Først og fremmest er filmen et eventyr om en ung prins, som drager ud i verden for at redde sig selv og sit rige fra en forbandelse. Det minder (i hvert fald i udgangspunktet) om en art Ringenes herre og andre europæiske kunst- og folkeeventyr. Ligesom hos Tolkien er naturen og naturvæsenerne en vigtig brik i spillet om verdens balance – i Princess Mononoke møder vi skovguder og -dæmoner der kan skifte form og blive besat og som kæmper indbyrdes og mod menneskene. Men Miyazaki får også skrevet en væsentlig og temmelig eksplicit kritik af vesten – måske særligt USA – ind i sin film, når han (også som Tolkien) lader menneskene i den vestlige industriby være onde, magtsyge og krigslystne.

Prinser og prinsesser
Men egentlig er det lidt misvisende at kalde filmen Princess Mononoke. Det skyldes muligvis at jeg ikke har fulgt ordentlig med i underteksterne, men for mig at se er langt den vigtigste karakter og hovedperson den unge prins Ashitaka, som tidligt i filmen smittes med en forbandelse i form af en voldsom, ormeagtig ånd/virus/væsen. Den inficerer hans højre arm og giver ham superkræfter, samtidig med at den reagerer enerådigt i truende situationer og i sidste ende vil overtage hele hans krop og gøre ham til en dæmon.

Ashitaka tager af sted for at blive helbredt i skovene mod vest. Derfra er hans egen stamme blevet fordrevet af de mennesker, som bor dér, og som ydermere har etableret en jernindustri ved at fælde træer og gøre ting der er værre for at fordrive naturen og dens ånder og guder. Det viser sig hurtigt, at Eboshi, herskerinden over industribyen, fremstiller våben og med magi søger at uddrive skovens guddommelige væsner; det er hende, der har frembragt den fysiske og åndelige forbandelse, der er en del af Ashitaka. Og nu venter så flere menneskeskabte naturødelæggelser, mens Ashitaka skal nå at finde frem til skovens åndelige overhoved for at opnå helbredelse og renselse, inden det er for sent.

Midt i kampen mellem krigsliderlige industrimennesker og naturvæsenerne står foruden Ashitaka også prinsesse Mononoke, der er menneske, men opvokset blandt ulve og ulveguderne i vestskoven.

Japanimation
Jeg vil ikke gøre mig klog på plottet i Princess Mononoke, men blot konstatere, at tegnefilmen ikke føles så intens som andre, jeg har set eller genset for nylig. Dertil er tempoet for lavt. Det er en meget lang film (134 minutter), men der er en fin vekslen mellem de actionprægede scener og de mere stille scener, hvor karaktererne enten hviler sig efter slaget, eller venter på slaget der kommer. Den matte stemning dukker op, blandt andet fordi det, der på papiret og i filmens begyndelse ligner et rigtigt eventyr, som vi (nordeuropæere) kender det, bliver lidt mere komplekst end vi (eller i hvert fald jeg) havde forventet: Jeg forstår nok ikke helt Ashitakas forhold til Eboshi og prinsesse Mononoke – eller til de kvinder som styrer industribyen for den sags skyld. Her bliver filmens historie (synes jeg) mudret; når Eboshi og hendes vesterlandske, våbenfikserede by på alle måder peges ud som de onde ophavsmænd til truslen mod såvel Ashitaka og de omgivende skove – ja, selve Naturen – så forstår jeg ikke, at Ashitaka hjælper dem, støtter dem og vender hjem til dem i filmens slutning. Men som sagt: Jeg har nok misset noget i underteksterne.

Animationsmæssigt er filmen mere stiv i det, end vi er vant til på vore breddegrader. Filmen er udpræget animé-agtig og tegnet og animeret i en rå og mere hakkende stil (med færre billeder i sekundet), end vi er vant til fra Hollywood. Det er jo et af animés kendetegn, men her synes jeg Miyazaki leger for lidt med de filmiske virkemidler i forhold til f.eks. Satoshi Kons fantastiske Perfect Blue. Princess Mononoke virker sine steder meget statisk, og det er selvfølgelig med til at skabe den lidt matte, langsommelige stemning.

I de actionmættede sekvenser er der dog fuld fart på animationen. Her speedes tingene op og tegningerne bliver fornemt flydende under løb og sværdkampe. De fremstår meget voldsomme og energiske, som kun animé kan levere den slags. Miyazaki er også mester for håndtegnede detaljer, når det kommer til de levende, dansende skygger fra bladhanget i skoven; regndråber, der falder på tørre sten; og planter, der gror frem på en hel bjergside som ved et trylleslag. Visse scener i filmen er bjergtagende smukke realiserede, og under hele filmens klimaks sidder man på kanten af stolen. Det er fantastisk flot og dramatisk udført og milevidt fra de fuldautomatiske digimationsfilm, som vi får kastet i nakken fra Hollywood i disse år.

Men som med Perfect Blue: Denne film er ikke egnet for børn; den er gennemgående for uhyggelig og sine steder for blodig og skræmmende.

······


Princess Mononoke (jap. Mononoke Hime)
Instruktion: Hayao Miyazaki
Medvirkende: Yôji Matsuda, Yuriko Ishida, Yûko Tanaka
Studio Ghibli, 1997
Spilletid: Ca. 134 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Alliance Atlantis

Music and Lyrics (2007)

“Pop Goes My Heart!” Hugh Grant og Drew Barrymore møder hinanden og skriver en schlager mens de bliver forelskede, slut prut finale. Music and Lyrics er en solid kærlighedskomedie til alle tøserne, der kan identificere sig med unge Drew og falde for gamle Hugh. Vi andre skal kigge lidt langt efter de morsomme momenter, selv om den amerikanske musikbranche får et hak i tuden. Og så kan Hugh Grant faktisk synge – soundtracket hiver velfortjent filmen op på over middel.

Hen imod slutningen i Music and Lyrics bliver unge Sophie (Drew Barrymore) belært af den ældre Alex Fletcher (Hugh Grant) om at livet ikke er eventyr – det har han nemlig selv erfaret efter bruddet med popduoen PoP, der efterlod hans karriere i ruiner og partneren succesfuld superstjerne. Hvem sagde Wham!? Alex Fletcher er nu er nødsaget til at fortsætte sin fine livsstil med småjobs på bondejokkekræmmermarkeder og i tv-realityshows som Battle of the 80s Has-Beens, hvor sidste århundredes popstjerner bokser sig til muligheden for comeback!

Men så går det jo hverken værre eller bedre: Alex Fletcher tager fejl! Livet er et eventyr, hvor en gammel popsnedker kan finde sammen med en simpel universitets-dropout og skrive et kæmpe hit til en superstjernediva modelleret i bedste Britney/Shakira/Madonna/pseudo-Buddha/softcore-porno-stil. Og så bliver sangskriverparret oven i købet forelskede. Sådan er det i Music and Lyrics, for her har vi at gøre med en helstøbt kærlighedskomedie af den slags der tidligere havde Meg Ryan eller Julia Roberts på rollelisten over for Tom Hanks eller Richard Gere. Det er i denne Askepot-genre, at en gadeluder kan finde en millionær, eller en økologisk, venstreorienteret boghandler kan falde for den administrerende chef for Bog & Idé, og begge par leve lykkeligt til deres dages ende.

Hugh and Drew
Music and Lyrics er på den måde en solid og sød standard-kærlighedskomedie, der opgraderer Drew Barrymore til en ny Meg Ryan, mens Hugh Grant spiller… nåja, Hugh Grant i en lidt ældre version end vi så ham i Fire bryllupper og en begravelse. Han er stadig den her charmerende, småforvirrede britiske gentleman der kan slippe af sted med sine elskelige spydigheder, ironi og særheder.

Det vigtigste i filmen er, at få de to skuespillere til at fungere og spille sammen, så man tror på det. Dette mål opfyldes især i filmens anden halvdel, selv om Hugh Grant får lov til at overspille med rullende øjne og hængende mundviger. Drew Barrymore er sød men er i starten ikke Meg Ryan-sød/forvirret nok – måske fordi hun (altså Drew) er en bedre skuespiller og kan spille mere nuanceret, end der er behov for her.

Det er også en svær opgave, som manuskriptforfatter-og-instruktør Marc Lawrence stiller sine hovedroller – første halvdel af filmen handler primært om at få skrevet en popsang omkring et flygel i noget der ligner en etværelses-ungkarlelejlighed med altan. Det giver ikke særlig stor filmisk dynamik, men reducerer Music and Lyrics til filmet teater, hvor det store point of no return er, at Drew Barrymore skubber en lænestol tættere på Hugh Grants flygel, hvilket gør ham så perpleks, at han også må skubbe sit flygel rundt. Og så skriver de hittet, og det bliver accepteret af multimillionær-popdivaen Cora, og så er der stadig 40-50 minutter tilbage til at etablere lidt skærmydsler. Men i hovedparten af filmen kræves der enormt meget af Hugh og Drew, så man (som u-tøset seer i hvert fald) sidder og glæder sig til, at de sporadiske bipersoner kommer ind igen og laver lidt fis og ballade.

Musikbranchen
For at opsummere: Music and Lyrics er en standard kærlighedskomedie, hvor en mand og en kvinde bliver forelskede og danner par. Men så har denne film alligevel en ekstra triumf at byde på: Musik.

Først og fremmest er musikken en del af komikken: Der langes flere gange ud efter amerikanske popdivaer – Cora præsenteres som en pseudo-religiøs teenager, der primært er interesseret i at fornøje sine fans med en svedig, sexet dans i nærmest ikkeeksisterende outfit og slå Shakira på top-10. Musikindustrien drilles også kærligt i form af klip fra pladeindspilninger og sceneoptrædener, hvor filmen tydeligvis plagierer / refererer til popsange med Britney Spears, Madonna, George Michael osv. Især 80er-hittene med Hugh Grant som forsanger er ramt på kornet og viser, hvor bundnaiv og grim tiden og stilen var dengang. Og så kan Hugh Grant jo faktisk synge, så det lyder helt autentisk!

Der er desuden mange referencer til eksisterende solister og bands og eks-popstjerner, der prøver at gøre comeback ved at genforene sig – men også til Frankie Goes to Hollywood, Adam Ant og Debbie Gibson, der er blandt deltagerne i Battle of the 80s Has-Beens. Det er ikke den store satire-ragekniv Marc Lawrence har fremme, men det ville også passe meget dårligt til denne type feel-good-film.

Soundtracket er rigtig godt og akkompagnerer filmen på bedste vis. Man behøver ikke være kæmpe fan af Music and Lyrics for at kunne lide de 80er-inspirerede Alex Fletcher-sange og styrte ud og købe dem på nettet efter filmen. Sådan som jeg gjorde…

······


Music and Lyrics (da. Et sikkert hit)
Instruktion: Marc Lawrence
Medvirkende: Hugh Grant, Drew Barrymore, Brad Garrett m.fl.
Castle Rock Entertainment, 2007
Spilletid: Ca. 100 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.