Brides of Dracula (1960)

Hvor blev blodet af?! Det legendariske Hammer Films anden Dracula-film er overraskende fattig på såvel Dracula og brude som blod og gys. Til gengæld viser Brides of Dracula fint hvad den faste instruktør Terence Fischer kunne formå med et skrabet budget – med farverigt lys, kostumer og smukke dekorationer skabes den eventyrlige stemning, som er så unik ved Hammers monsterfilm.

For et par uger siden hørte jeg den engelske filmkritiker Mark Kermode kommentere Aardmans nyeste Walter & Trofast-film, The Curse of the Were-Rabbit (eller Det store grøntsagskup som den fuldstændig fejlagtigt kom til at hedde på dansk): Det var blot en sidebemærkning, men Kermode gjorde opmærksom på at Aardman bevidst havde prøvet at ramme den horror-stemning som engelske Hammer Film profilerede sig på i deres monsterfilm i 1960erne. Aardman har bl.a. efterlignet lyssætning og farvebrugen i deres modellervoksfilmpastiche. Og hvad var da mere nærliggende end at gå tilbage og tjekke nogle af de gamle Hammer-gysere ud, nu hvor de fås i fin dvd-kvalitet i forskellige amerikanske bokssæt.

Brides of Dracula er den første sequel af mange til Hammers udgave af Dracula (med Christopher Lee i titelrollen og Terence Fischer i instruktørstolen). Selve opfølgerens titel giver associationer til Universals monsterfilm 30 år tidligere. Her var det Bela Lugosi der blev kørt i stilling som den blodsugende grev Dracula, mens Boris Karloff blev sminket til ukendelighed i flere film om Frankensteins monster – heriblandt selvfølgelig Bride of Frankenstein, hvor monsteret skal have lavet sig en brud. Engelske Hammer Film genfilmatiserede disse gamle monsterhistorier i storslåede farver, bredformat og med mere blod og udpenslede scener end amerikanske Universal.

Derfor er Brides of Dracula også lidt af en skuffelse. Her er meget lidt blod – her er meget få af den slags scener, som man forventer sig af en rigtig vampyrfilm: De par scener, hvor kvinder bliver bidt i halsen, afbrydes alle med en kedelig overblænding og en trompetfanfare, der skal indikere, at nu sker der noget uhyggeligt – men altså offscreen! Det er tamt, især når man tænker på, hvad Hitchcock kunne slippe af sted med i Psycho fra samme årgang. Vampyrerne selv fremstår latterlige med deres fjollede fagter og hvæsen filmet i halvtotaler eller til nød halvnære kameraindstillinger. Musikken er overdreven i dens nærmest mickey mousing-agtige markering af gys og gru. Og så er vampyrflagermusene altså et kapitel for sig!

Derudover er det jo en anelse påfaldende, at hverken Dracula eller hans brude medvirker. Den onde overvampyr er en ung, blond fyr med det tyskklingende navn Baron von Meinster. Bevares der er da et par skønjomfruer, som Meinster bider i halsen (offscreen!) og som forvandles til vampyrer, men de fremstår nærmere som lejesvende og tilbedersker end som egentlige brude.

Det som filmen til gengæld gør rigtig godt er at holde hele vampyrtemaet hemmeligt så længe som det faktisk lader sig gøre. Eller i det mindste usagt, for når filmen hedder Brides of Dracula, så har man nok luret hvilken type gyser der er tale om. Men vampyrerne bliver aldrig nævnt med navns nævnelse i filmens lange optakt. Der snakkes om en epidemi som spredes hurtigt ved bid, og Dr. van Helsing (spillet af en anden Hammer-genganger, Peter Cushing) forklarer om lokal overtro over for videnskab. Først senere får vi den faste forelæsning om spejle, kors, hvidløg, spidse træpæle osv. Det samme er tilfældet med baggrunden for Baron von Meinsters vampyrisme: Løbende får publikum flere brikker til at kunne sammenstykke hans traumatiske barndom, men et konkret billede får vi aldrig. Dermed opbygger filmen en fin suspense baseret på publikums nysgerrighed.

Derudover udnytter instruktøren Terence Fischer det minimale budget til at skabe en fantastisk eventyrstemning, så man kommer i ægte brødrene Grimm-stemning. Man kan diskutere hvor meget uhygge der er i Brides of Dracula, men det "forheksede" Meinster-slot er som taget ud af et tysk folkeeventyr med dets skulpturer, lange gobeliner og ornamentale udskæringer. Belysningen og de forskelligt farvede spots placeret i baggrunden og forgrunden på flere indstillinger er med til at løfte filmen og give den en magisk storhed, som den banale og kedelige historie ikke kan rumme. Fischer har også masser af overskud til at skabe en hitchcock-agtig suspense ud af nærmest ingenting, når kameraet selv går på opdagelse og viser os detaljer, som ingen af de tilstedeværende har ænset. Fischers eksekvering af den store klimaksscene med den brændende mølle er både intens og storslået – og dermed slet ikke denne film værdig.

I det nye år vil jeg gå på jagt efter flere Hammer-gysere i håbet om at finde mindst et par stykker, som kan rykke ved min holdning til dette legendariske engelske filmselskab og disse såkaldte horror-klassikere. Denne her kan ikke anbefales.

Godt nytår til alle!

······


Brides of Dracula
Instruktør: Terence Fischer
Medvirkende: Yvonne Monlaur, David Peel, Peter Cushing m.fl.
Hammer Film Productions, 1960
Spilletid: Ca. 85 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal

National Lampoon's Christmas Vacation (1989)

Clark Griswold elsker julen! Men alle omkring ham hader den og er ikke indstillet på at lade julefreden sænke sig. Det kommer der mange morsomme scener ud af i Chevy Chase-komedien Fars fede juleferie. Og når man tænker over det, sætter filmen også grundigt spørgsmålstegn ved en af de grundlæggende amerikanske værdier: familien!

Det er blevet 3. juledag, eller hvad det nu hedder, og efter at have været rundt til juleaften og to gange julefrokoster de forrige dage, er det nu blevet tid til lidt afslapning foran dvd’en. Malene har aldrig set Fars fede juleferie i hele sin længde, så det er hende, der foreslår filmen. Hun falder dog i søvn halvvejs igennem den, mens jeg mindes de mange gags – og også mindes de første par gange, hvor jeg så filmen og syntes, den var bedre og sjovere, end jeg gør i dag. Filmen savner lidt saft og kraft sammenlignet med mere moderne familiekatastrofekomedier som f.eks. de to Meet the Parents-film (2000, 2004).

Lad os få det på det rene: Fars fede juleferie har efterhånden snart 20 år på bagen og er stadig et kært gensyn værd. Clark Griswold (spillet af Chevy Chase) vil så gerne give sin familie den helt rigtige jul og den uovertrufne julegave: en swimmingpool. Det kræver bare lige, at alle de øvrige familiemedlemmer også indvilliger i at ville fejre jul – og at han får den klækkelige julebonus, som han er blevet stillet i udsigt på arbejdet. Det bliver ikke en smertefri juleaften.

Kan man æde de to præmisser, at Chevy Chase er en sjov komiker, og at det er rigtig sjovt, når ting går galt for ham, så vil man elske Fars fede juleferie. (Samme princip gælder også for Ben Stiller i Meet the Parents.) Hvis man ikke køber den, så skal man finde en anden film at fornøje sig med i juledagene. Clark Griswold ønsker den mest fantastiske jul for sin familie – og filmens fortællemæssige drive er at skyde dette ønske ned fra første scene. Det kan undre, at absolut ingen i familien (måske på nær konen Ellen spillet af Beverly D’Angelo) støtter Griswold, men alle er imod ham – det kan også undre, at han ikke giver fortabt længe inden filmens klimaks.

Men dette er ikke en film, hvor Griswold skal udvikle sig som person og opnå ny viden om sig selv – det er en komedie, hvor humoren består i at få den bundnaive hovedperson ned med nakken! Og det lykkes fantastisk godt i en række meget morsomme scener, der bygger op til den katastrofale juleaften, hvor helvede for alvor bryder løs.

Fars fede juleferie er dog en mere løs film end i hvert fald jeg lige huskede: Der er faktisk et par scener eller tre, som nærmest sætter plottet i stå, i håbet om at den gakkede, fysiske humor er nok for publikum og kan holde dem hen. Især scenen, hvor Griswold ser smalfilm på loftet, forekommer særlig usjov og som spild af tid – men også kælkescenen kan snildt klippes ud, fordi der ikke lægges op til den tidligere i filmen, ligesom den heller ikke har betydning for det videre forløb. Og så står det introducerende stunt med bilen under den store lastbil tilbage uden nogen som helst legitim forklaring.

De bedste scener ligger klart hen mod slutningen, hvor galskaben eskalerer, og hvor de forskellige gags griber meget mere ind i hinanden og løfter humoren op på et højere niveau. Når det er allerbedst, føler man sig hensat til en Tom & Jerry-tegnefilmsjagt bare optaget med rigtige mennesker men i samme tempo. Her bliver klipningen også lige pludselig en vigtig del af filmens humor, som ellers for det meste har koncentreret sig om Chevy Chase i én indstilling af gangen: CC med harpiks på fingrene, CC falder ned fra en stige, CC får en stige i hovedet, CC falder igennem loftet osv. Bevares det er da rimeligt sjovt, men så sjovt er det altså heller ikke, når man kan se payoff’et til hver gag på kilometerafstand.

Filmen peger mest satiriske fingre af Clark Griswold og hans naive forhåbninger om en glædelig jul med hele familien. Dermed udstilles ikke kun familien Griswold, men hele den amerikanske drøm om en glædelig familiejul som værende ikke hul og overfladisk, som man ellers skulle tro her i slutningen af december – men tværtimod som en umulighed. Drømmen om én stor lykkelig familie, som er en af de absolut vigtigste grundpiller i USA (i hvert fald i konservative og republikanske kredse), gøres grundigt til grin i denne komedie. I Fars fede juleferie er familien konstant oppe at toppes; ingen gider i virkeligheden bakke op om “familien som projekt”, og selv de små kernefamilier i den store familie (Griswolds egen familie, fætter Eddies autocamperfamilie) er totalt mislykkede på hver deres måde.

Filmen giver ikke noget alternativ til den splittede amerikanske familie og juletradition, og det er heller ikke dens formål. Den er kun ude på skæg og ballade.

······


National Lampoon’s Christmas Vacation (Fars fede juleferie)
Instruktør: Jeremiah S. Chechik
Medvirkende: Chevy Chase, Beverly D’Angelo, Randy Quiad m.fl.
Warner Bros. Pictures, 1989
Spilletid: Ca. 93 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome Video Danmark A/S

Population 436 (2006)

Der er langt mellem snapsene, når det handler om amerikansk horror i disse år. Lavbudget­thrilleren Population 436 tager kampen op med den splattede bølge af torturfilm ved at gå i den stik modsatte grøft hvor “less is more”. Her er masser af suspense og absolut intet blod. Det gode er at stemningen er i top – det dårlige er, at det er set 100 gange før.

Selv om det var lillejuleaftensdag i går måtte jeg lige smugkigge på den nye lille gyserfilm, Population 436. De plotsynopser af den, som jeg havde læst på nettet, bevirkede at elskede julefilm som Gremlins og Fars fede juleferie blev sat på standby. Egentlig havde jeg kun tænkt mig at se det første kvarter, men jeg blev hængende i Rockwell Falls.

Med sine 88 minutter har instruktøren Michelle Maxwell MacLaren begået en stram lille thriller, som kunne være taget ud af The X-Files (1993-2002), som hun sjovt nok også har lavet et par afsnit af. Population 436 har måske et lidt tv- / lavbudgets-præg – den er jo også kommet direkte ud på dvd herhjemme – men til gengæld fortæller den sin historie effektivt og med en stemning som andre amerikanske horrorfilm kunne lære en hel del af.

Plottet er en gammel men effektiv traver. En naiv statistiker, Steve Kady fra Chicago, ankommer til den lille afsondrede landsby Rockwell Falls, hvor alt på overfladen ånder fred og idyl. Men der er noget galt med befolkningstallet som i flere hundrede år har ligget 100% konstant på 436 indbyggere. Da Kady begynder at undersøge sagen nærmere, finder han ud af at byen gemmer på en frygtelig hemmelighed.

Det er på godt og ondt set mange gange før. Der er absolut ingen overraskelser i Population 436 – heller ikke i det der skulle have været en tvistet slutning, men som blot bliver et konventionel gyser-payoff. Det er lidt kedeligt. Selv Kadys research af tallet 436 og det bagvedliggende mysterium bliver alt for almindelig og gammeldags – ja, 4 + 3 + 6 = 13! Uha! Og 1 + 3 = 4! Dobbelt-uha!!

Til gengæld kan man sige, at gyserpublikummet får alle deres forventninger indfriet, hvis de vil spille med på filmens præmisser og har en forkærlighed for amerikansk “gothic horror” à la Edgar Allan Poe, til dels H.P. Lovecraft og selvfølgelig de første mange murstensromaner af Stephen King. Population 436 er klassisk stemningsfuldt gys for alle pengene: X-Files-fans får fuld valuta for alle pengene. Genre- og plotmæssigt læner den sig også op ad såvel Rosemary’s Baby (Roman Polanski, 1968) og Invasion of the Body Snatchers (Don Siegel, 1956), og den er mange gange bedre i sin håndtering af gyset og det endelige payoff end den vildt hypede The Village (2004) af den alt for overvurderede M. Night Shyamalan.

Population 436 har tydeligvis ikke haft tilnærmelsesvis det samme budget som Shyamalans film, og det ender med at blive filmens store problem. Ganske vist formår MacLaren at holde de visuelle effekter på et nærmest minimalistisk niveau uden at det mærkes så meget igen. Her er et totalt fravær af dyre splattereffekter, mens den paranoide og klaustrofobiske stemning skabes billigt i form af bl.a. påfaldende klip af landsbybeboerne, der tavst og udtryksløst betragter outsideren Kady. Her er masser af tætte billedbeskæringer og fokusskiftende teleindstillinger, der henholdsvis skjuler og afslører, det vi og hovedpersonen skal være bange for. Underlægningsmusikken er selvfølgelig med til at fremhæve den gennemgående suspense som filmen også spiller på: Vi ved mere om Rockwell Falls end den naive Kady – vi får løbende ekstra viden i form af over-the-shoulder-indstillinger af nogen, som uset betragter ham. Det er ganske virkningsfuldt.

Til gengæld er de indlagte mareridt så meget desto mere påfaldende i deres chokerende visualitet og klipning. Her bliver der skruet helt op for det ekspressionistiske vrangudtryk, og det tydeliggør, at disse småsekvenser kun er med i filmen for at vække de publikummer, som måtte finde suspensen en anelse langtrukken. Det giver nærmest et gib i én, når mareridtene ruller over skærmen – så meget at man distancerer sig fra dem frem for at lade sig suge ind i dem.

Det lave budget bliver også tydeligt flere gange i sekvenser, hvor klipningen er for dårlig, fordi den simpelthen går for hurtigt. Filmen byder også på flere mellemsekvenser, hvor tiden går, og dag skifter til nat eller omvendt, og her er MacLarens brug af gammeldags overblændinger også billig og håbløs umoderne. Det ligner noget fra en tv-serie fra 1980erne.

Når disse petitesser er blevet nævnt, vil jeg skynde mig også at udtrykke min begejstring over en film, som får så meget godt ud af så lidt; som udnytter sit lave budget til fulde ved at skære unødvendige specialeffekter fra og alene fokusere på sin klassiske gyserhistorie og metoden til at fortælle den: suspense som Hitchcock lavede den. Den slags film hænger ikke på træerne nu om dage, og Population 436 rammer lige ned i mit nostalgiske sindelag her i denne søde juletid.

Glædelig jul!

······


Population 436
Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Medvirkende: Jeremy Sisto, Fred Durst, Charlotte Sullivan m.fl.
Pariah, 2006
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures Home Entertainment

Die Hard (1988)

Sådan her laver de ikke film mere! John McTiernans Die Hard er blevet kaldt den ultimative 80er-film, det ultimative actionbrag. Her er der smæk for skillingen, kuglerne flyver, helikoptere og højhuse eksploderer, som det kun var tilladt i amerikanske mainstreamfilm før d. 11. september 2001. I sammenligning med moderne actionfilm med deres computeranimerede specialeffekter, er 18-år-gamle Die Hard stadig fantastisk, og ingen af vor tids “megastjerner” kan måle sig med Bruce Willis’ coolness.

Julen er over os, og det er en glimrende anledning til at gense de bedste julefilm; tidligere i december så jeg for første gang It’s a Wonderful Life (1946) og var ovenud begejstret. Denne fredag har jeg juleferie fra gymnasiet og bruger et par timer af eftermiddagen på at overbevise Malene om at Die Hard, hvor utroligt det end lyder, er en julefilm. Dermed også sagt, at jeg naturligvis har set filmen før – måske endda et par gange – men jeg havde rent glemt, hvor uovertruffen den er.

Udover at være en julefilm er Die Hard også en ægte drengerøvsfilm. Det skorter ikke på bombedetonationer, flammehav, eksploderende glasskår, og midt i det hele står Bruce Willis i rollen som New Yorker-betjenten John McClane, der ankommer til LA for at holde jul sammen med børnene og konen. Det knirker alvorligt i deres forhold, for hun har valgt karrieren frem for familien. Men inden de rigtig når at komme i gang med de ægteskabelige diskussioner, har en gruppe tyske terrorister belejret konens arbejdsplads og skyder om sig til højre og venstre. John McClane må tage affære for at redde julefreden!

Det er i al sin enkelhed plottet i den første Die Hard-film, og det lyder jo som en tilfældig Jean Claude Van Damme / Steven Seagal / Chuck Norris / Charles Bronson-voldsfilm, hvor helten blot skal have et minimum af ansporing for at udslette en mindre del af en amerikansk storby. Men Die Hard er også leveringsdygtig i morskab og ironiske one liners, som NY-strømeren fyrer lige så godt af som tjenestepistolen. “Yippee-ki-yay, motherfucker,” blev nærmest Die Hard-seriens slogan.

Filmen er selvfølgelig rig på nervepirrende suspense, når John McClanes liv gang på gang bogstaveligt talt hænger i en tynd tråd - i en elevatorskakt eller på siden af en eksploderende bygning. Derudover udnytter McTiernan som en anden Alfred Hitchcock den persondrevne suspense, hvor publikum ved mere end John McClane og derfor sidder på kanten af stolen, når han uanende konfronterer superskurken Hans Gruber (spillet af Alan Rickman) og rækker ham sin tjenestepistol i den tro, at han er et af de amerikanske gidsler.

Filmens eneste minus er at finde i de små mellemscener, som er lagt ind for at få et afbræk fra al denne action og suspense: De trækkes lidt rigeligt ud, især da vi skal høre om den lokale betjents baggrund. Det bliver vel påklistret - ligesom man kan argumentere for at John McClanes egen backstory egentlig ikke giver karakteren ekstra dybde, fordi Bruce Willis ikke formår at bibringe rollen tilstrækkelig patos, så vi tror på at han kan være en ganske almindelig familiefar. Til gengæld bærer han filmen med sin fandenivoldskhed og hårdkogt-strømer-coolness.

Derudover er der en vis Jan de Bont bag kameraet, og han sørger for, at billedsiden bliver fænomenal i sin vekslen mellem den højteknologiske bygnings science fiction-stil og en nærmest eventyragtig atmosfære med varm lowkeybelysning og persiennerskygger nærmest alle vegne. Visse scener fremstår lige så smukt velgennemtænkt som Ridley Scotts Blade Runner (1982) om end det rolige og drømmeagtige tempo her er afløst af vild ekspressionisme, f.eks. når røgen bølger frem fra stålkonstruktionerne, kameraet tilter om på skrå og John McClane i glorieagtigt hvidt modlys gør klar til det sidste møde med forbryderbossen. Jan de Bont mestrer tele- og ultranærbilledæstetikken så det er en fryd – det giver Die Hard et lækkert look, hvor selve visualiteten, filmens location og dekorationsdetaljer er aktive medspillere i filmens plot.

Fotograferingen er med til at give Die Hard et eventyrligt præg, som mange af de moderne actionbrag har tilsidesat til fordel for en grumset, realistisk stil med tydeligt håndholdt kamera og mere skævt sammensatte hovedpersoner. Der er ikke meget antihelt over John McClane (han ejer jo til dels de religiøse initialer J.C. som kun virkeligt store helte får lov til i amerikanske film); det er der til gengæld over en efterkommer som Jack Bauer fra actionserien 24 timer (2001-) – nærmest så meget, at man som seer kan blive helt i tvivl om, hvem der er de gode og de onde, når Bauer for gud-ved-hvilken gang tager et nyt gidsel og bruger torturlignende afhøringsmetoder eller ligefrem likviderer vedkommende.

Die Hard er lavet før d. 11. september 2001, og netop sammenligningen med 24 timer afslører hvor meget tingene har ændret sig i USA og i amerikansk film siden de glade 1980-90ere. Det ville være helt utænkeligt at lave denne Die Hard i vor tid med dens miks af eksploderende skyskraber, gidseltagninger, likvideringer, “terrorister”, to brovtende FBI-agenter ved navn Big Johnson og Little Johnson (Johnson er jo som bekendt et af mange amerikanske kælenavne for det mandlige lem), en ironiskmunter helt med næsten samme navn som instruktøren og fokus på action uden politisk budskab.

······


Die Hard
Instruktør: John McTiernan
Medvirkende: Bruce Willis, Reginald VelJohnson, Alan Rickman m.fl.
20th Century-Fox, 1988
Spilletid: Ca. 126 minutter
Dansk dvd-distribution: 20th Century-Fox

Zombi 2 (1979)

Lucio Fulcis italienske zombie-sequel – eller er det en prequel? – til George A. Romero’s Dawn of the Dead (1978) er på mange måder en svagere film. Fulci har åbenlyst haft langt større ambitioner end Romero men også et langt mindre budget at lave film for: Hvor Dawn of the Dead udmærker sig ved sin klaustrofobiske, dommedagsagtige stemning og kritik af vort forbrugersamfund, byder Zombi 2 på mere fantasifulde scener, som på papiret må have set ganske storslåede ud. Gyset kniber det dog med i skuffende grad.

Som nævnt i anmeldelsen af Break-Up smuglede jeg Lucio Fulcis horrorklassiker, Zombi 2 (eller Rædslernes grønne ø, som den lidt misvisende hedder på dansk, al den stund at der ikke er nogen grønne øer med i filmen) med hjem i søndags. Min kone Malene gider på ingen måde se den slags film, så min undskyldning er, at jeg jo som filmlærer skal se nogle film for at få udvidet min horisont. Men jeg tror, hun efterhånden har gennemskuet mig: Jeg mener… en italiensk zombiefilm!

Hvorom alting er, så er denne film faktisk en udvidelse af min filmhorisont. Jeg kender intet til Lucio Fulci eller hans øvrige filmproduktion, bortset fra det faktum at han er en fast bestanddel af inkarnerede horrorfans’ top 10. Jeg har dog to andre italienske horror-maestros (eller hvad det nu hedder) at sammenligne med: Mario Bava (Shock, 1977) og Dario Argento (Tenebre, 1982, og Phenomena, 1987). Og ud fra denne sammenligning falder Zombi 2 temmelig skidt ud.

Der har aldrig været en italiensk Zombi 1, men George A. Romeros Dawn of the Dead blev med stor succes lanceret i Italien som Zombi, hvilket Fulci forsøgte at udnytte til at booste sin egen film. Zombi 2 spiller fint sammen med Dawn of the Dead men mest som en slags prequel, der fortæller, hvordan zombieplagen kom med båd til USA. Filmens første scene optaget ude på vandet ud for Manhattan med Frihedsgudinden og World Trade Center i baggrunden giver Zombi 2 et flot, ambitiøst præg, som resten af filmen ikke kan leve op til.

Hovedparten af Zombi 2 foregår nemlig på en stormomsust ø i Caribien, hvor Anne er på jagt efter sandheden om sin fars mystiske død sammen med journalisten Peter West; her tager dekorationerne sig noget mere billige ud og de kreative begrænsninger mærkes tydeligt. Man hører f.eks. enormt meget om de lokale indfødtes voodoo-ritualer – vi hører dem sågar i form af høje bongotrommer på lydsporet, ligesom vi hører en af de kvindelige hovedpersoner udbryde, at hun snart ikke kan holde det ud mere. Men alle landsbybeboerne og deres voodoopraksis sker offscreen!

Bevares, Anne og Peter møder den lettere maniske dr. Menard og hans kone, men selv disse to karakterer udnyttes ikke optimalt til plottwists eller suspense. Tvært om: handlingen virker papagtig. Man sidder hele tiden og venter på, at det afsløres, at dr. Menard er skyld i zombieplagen på øen, men i virkeligheden er han blot en fredelig, vesterlandsk læge, der ikke tror på voodoo og som leder efter en naturvidenskabelig forklaring på fænomenet. Filmens plot er på den måde temmelig uambitiøst. Det kaldes vist et falsk set-up, eller – når det er så gennemført som her – at snyde publikum.

Andre elementer som fik mit engagement i filmen til at dale kraftig og forhindrede enhver form for gys og spænding (for ikke at sige indlevelse) var de forfærdelige eftersynkroniseringer. Man skal lede længe efter en dialog som er så dårligt formidlet – og dialogen er i sig selv ikke fantastisk, men ofte gentagende eller overflødigt refererende til det, vi og karaktererne i forvejen kan se. Problemet med dialogen stemmer fint overens med Fulcis brug af billige zooms frem for mere avancerede kamerature på skinner eller lignende.

Derudover er jeg som ægte gyserfan ked af at skulle give lyd for denne form for kritik, men splattereffekterne er simpelthen ikke gode nok! Mange af sårene og biddene ligner en blanding af hvid modellervoks og gips – og de caribiske zombier ser ud som om de har rullet sig i mel eller størknet mudder. Og det skaber man altså ikke en gyserklassiker med efter min mening.

Der hvor Fulci alligevel skal have noget credit er for hans fantasifulde håndtering af zombiegyseren. Her er mange scener, som man ikke ser i andre film om de levende døde – jeg har aldrig set en scene som den med den top- og også nærmest bundløse dykkerpige, der først konfronteres af en stor haj og dernæst af en temmelig adræt svømmende zombie, der tager kampen op med hajen. Fulci tager sig god tid til at vise den topløse pige sammen med hajen, og minsandten om vi ikke også ser den glubske svømmezombie tage en ordentlig luns af hajen – det ligner en finne! – hvorefter hajen lige så glubsk bidder underarmen af zombien. Det lyder komisk, og det er det også.

Det er også tydeligt, at Fulci ikke har villet tage ved lære af Romeros glimrende brug af først et klaustrofobisk hus, så et indkøbscenter og til sidst et underjordisk forskningslaboratorium i sine tre første zombiefilm. I Zombi 2 bevæger vi os fra New Yorks havn til Caribien for at vende sporadisk tilbage til New York i filmens afsluttende indstillinger, og det giver på den ene side Fulci mere luft under vingerne – på den anden side er det bare ikke uhyggeligt eller ubehageligt, fordi filmen aldrig hæver sig over sit banale exploitation-plot. Budgettet og de kreative ressourcer har simpelthen været for små.

Som en positiv afslutning vil jeg sige en tak til det danske distributionsselskab Another World Entertainment for at give mig og andre danske filmnørder mulighed for at stifte bekendtskab med en lang række kultklassikere i flot dvd-kvalitet. Bravo! Uanset de filmiske kvaliteter, så er der noget charmerende over disse splattergysere fra 1970-80erne som moderne CGI-splatterfilm aldrig kommer til at besidde, uanset hvor godt forlægget er – jeg nævner i flæng de enormt skuffende Resident Evil og Silent Hill. “Ægte” teaterblod og -indvolde vil altid overgå computergenererede ditto.

······


Zombi 2 (Rædslernes grønne ø)
Instruktør: Lucio Fulci
Medvirkende: Tisa Farrow, Ian McCullogh, Richard Johnson m.fl.
Variety Film Production, 1979
Spilletid: Ca. 91 minutter
Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment

The Break-Up (2006)

“Advarsel: Dette er ikke en kærlighedskomedie!” Sådan et klistermærke burde Universal lige smække uden på dvd-coveret til The Break-Up med Jennifer Aniston og Vince Vaughn. Bevares, der er da et par rigtig morsomme scener og et par scener som får dig til at trække på smilebåndet, men hovedparten af filmen er altså veludført drama om den svære kunst at skilles som par. På den ene side får man som seer ikke det man bliver lovet af filmselskabet – på den anden side får du en film, der er meget bedre end lovet!

Søndag eftermiddag og min kone Malene og jeg har lejet The Break-Up til en gang afslapning på sofaen, før juleræset for alvor sætter i gang lige om lidt. (Jeg fik også sneget Lucio Fulcis splatterklassiker Zombie 2 med ud; den film får jeg nok for mig selv, så mere om den senere.)

På papiret og alt pressemateriale – inkl. poster, trailer og dvd-cover – har denne The Break-Up to komiske talenter i hovedrollerne: smukke og lidt blondinedumme Jennifer Aniston fra tv-serien Friends (1994-2004) og store, fedtmuleagtige Vince Vaughn fra bl.a. The Wedding Crashers (David Dobkin, 2005), Starsky & Hutch (Todd Philips, 2004) og Dodgeball (Rawson Marshall Thurber, 2004). Universal har på alle måder forsøgt at spille den sikre kærlighedskomedietrumf ud i spillet om seerne, men det er egentlig snyd og bedrag det hele.

Før rulleteksterne går det ellers fint. Gary får kontakt til Brooke under en baseballkamp, hvor han forstyrrer en hel række tilskuere for at opnå kontakt med en hotdog – med ekstra sennep. Det er sådan set meget sjovt på en appetitvækkeragtig måde, men de efterfølgende genvordigheder om indkøbte citroner til den store familiemiddag slår en helt anden tone an: Dialogen er langt fra Friends’ ironiske replikspil, og det fysiske skuespil er absolut fraværende, når Gary smider sig på sofaen og Brooke står stille i døren. For seeren kommer dette skift som lidt af en overraskelse, al den stund at vi ikke har fået en eneste hentydning om parrets samlivsproblemer før nu, hvor de åbenbart bryder ud i lys lue på grund af en mislykket borddekoration. Det der kunne have været et ganske morsomt pay-off – et nærbillede af den mislykkede dekoration bestående af ikke 12 citroner men kun tre samt middagsgæsternes kommentarer og parrets bortforklaringer til tonerne af en let pizzicatomusik a la Desperate Housewives (2004-). Men vi ser og hører aldrig dette pay-off, for det er slet ikke filmens hensigt at være sjov.

The Break-Up fungerer da også bedst som et lille kammerspil, hvor Gary og Brooke først deler deres lejlighed i to dele – hun får soveværelset, han stuen – og siden hen beslutter sig for at sælge den og får en frist på to uger. Selv der hvor filmen får mulighed for at ende “lykkeligt” som andre kærlighedskomedier, vælger instruktøren Peyton Reed igen en mere realistisk (kynikerne ville sige melodramatisk) løsning.

Filmens store fortællemæssige problem – i det mindste for mig som mand – er at jeg aldrig nogen sinde føler sympati for Gary på trods af at man som seer får masser af muligheder for at se ham alene, sammen med vennerne og familien osv. Jeg forstår ikke hans indstilling til parforholdet, jeg kan ikke sætte mig ind i hans væremåde eller hans facon. Jeg synes, hans opførsel er barnagtig og uforklarlig, fordi Gary aldrig bygges op fra bunden men netop serveres som “den mandlige prototype fra romantiske komedier”. Det er en klar fejl og et kæmpe problem for filmen.

At Brooke også smides op på lærredet som “den kvindelige prototype fra romantiske komedier” gør knapt så meget, for her er sympatien intakt. Hele filmen bliver i høj grad filtreret igennem hendes øjne. Flere af de mere komiske optrin udspringer da også i Brookes håbløse forsøg på at få Gary til at komme tilbage og sige undskyld for sine fejltrin, på trods af at det var hende, der slog op i første omgang. Der spilles åbenlyst på Jennifer Anistons tidligere bedrifter som Rachel Green i Friends, hvor hun havde et tilsvarende problematisk kærlighedsforhold og break-up med Ross Geller. Derfor tager denne film røven på publikum for anden gang, da Brooke til slut må indrømme over for Gary, at hun ikke har mere at give af og ikke ønsker at komme tilbage i parforholdet.

Filmens billedside spiller til gengæld godt sammen med historien. Alt fotograferes i det realistiske normalperspektiv som hører både komedien og melodramaet til, men når skænderierne når et vist alvorsniveau skiftes påfaldende til håndholdt kamera, hvilket overtydeliggør parrets konfrontationskurs. Bortset fra det udnytter Peyton Reed til fulde de mange døråbninger i lejligheden til dels at indfange og isolere karaktererne, men også til at invitere til forsoning, når den ene venter i stuen og den anden kigger længselsfuldt ned ad gangen. En række tavse, dvælende kameraindstillinger af henholdsvis Gary og Brooke alene understreger filmens patos og melodramatiske tilhørsforhold. Både Aniston og Vaughn udfylder overbevisende billedrammen.

Man kan mene hvad man vil om filmens mange falske set ups der aldrig indfries med et ægte LOVE payoff, hvor Gary og Brooke får hinanden til slut. Det er enten modigt eller særdeles dumdristigt gjort. Filmens dramatiske højdepunkter står tilbage i erindringen i kraft af fine skuespilspræstationer fra Aniston og Vaughn, mens morsomhederne fortaber sig i glemslen. Og det er vist ikke ligefrem opskriften på en kærlighedskomedie.

······


The Break-Up
Instruktør: Peyton Reed
Medvirkende: Vince Vaughn, Jennifer Aniston, m.fl.
Universal Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 102 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal

Akira (1988)

Det er ikke uden grund at japansk tegnefilms nuværende succes i USA og Europa ofte tilskrives distributionen af Katsuhiro Otomos sci-fi-anime fra 1988, Akira. Her mikses et Frankenstein-agtigt plot sat i et dystopisk fremtidsscenarie med overrumplende og nyskabende animation. Otomo sætter først og fremmest spørgsmålstegn ved især Disneys måde at lave tegnefilm på; Akira formår at hæve tegnefilmsgenren til en kunstart for voksne.

Jeg følger med i en ugentlig podcast, Filmspotting, hvor de to amerikanske værter i øjeblikket er i gang med en animationsmaraton; over en seks-syv-ugers periode ser de én klassisk animationsfilm om ugen og kommenterer og vurderer den i ugens podcast. Det er meget underholdende og øjenåbende, fordi værterne opfordrer lytterne til at følge med i podcasten og deltage i debatten på hjemmesiden. I denne uge var det Katsuhiro Otomos Akira (1988) der stod for skud.

Jeg så Akira første gang en sen nattetime på DR2 for en del år siden, men den gjorde ikke synderligt indtryk på mig på det tidspunkt. Jeg er også troligt gået uden om den mastodonte tegneserieudgave på 20 bind på biblioteket – simpelthen fordi værket virker alt for uoverkommeligt og tidskrævende at komme igennem. Som følge af Filmspotting-podcasten glædede jeg mig dog til at gense filmen i dag – efter de første 15 minutter var mine forventninger til resten af filmen dog skruet op på et tårnhøjt niveau. De blev på mange måder indfriet.

Akira foregår i et neonoplyst cyberpunkmiljø i fremtidens Japan. Vi er i år 2019; tredje verdenskrig blev afsluttet med en atombombe over Tokyo for 31 år siden. Samfundet er nu på randen af kaos, motorcykelbander hærger gaderne, og regeringen, hæren og ambitiøse videnskabsmænd eksperimenterer fortsat med mennesker. Ved et uheld bliver det underkuede bandemedlem Tetsuo impliceret i eksperimenterne, der efterfølgende løber løbsk.

Plotmæssigt minder det lidt om andre amerikanske scifi-klassikere, som f.eks. Blade Runner (Ridley Scott, 1982) og A Clockwork Orange (Stanley Kubrick, 1971) – også i den visuelle afbilledning af den undergangstruede storby minder Akira en hel del om Blade Runner. Det som adskilte denne japanske tegnefilm fra langt hovedparten af scifi-film i 1988 var implementeringen af det religiøse aspekt, som filmen trækker på. I nyere vesterlandske scifi-film siges det som regel kun indirekte, at videnskabsmændene overtager Guds skaberrolle og derfor må bøde for deres handlinger. Publikum skal selv tænke sig frem til dette budskab. I Akira understreges denne pointe gang på gang, uden at man som seer skal gøre arbejdet, og udtales endda direkte af filmens centrale videnskabsmand. Temaet om mennesket vs. Gud kommer på denne måde til at stå helt centralt.

Ligeledes er det vigtigt at pointere at videnskabens forskning ikke blot handler om at udvikle billig arbejdskraft i form af menneskelignende replikanter, som i Blade Runner, eller kontrollere menneskers tanker og handlinger, som i A Clockwork Orange. I Akira forskes der meget konkret i at fremskynde den menneskelige evolution, så mennesket udvikler guddommelige kræfter og i sidste instans bliver Gud. Dette religiøse tema giver Akira et perifert slægtsskab med en anden Kubrick-klassiker, 2001: A Space Odyssey (1968) og en tilsvarende episk storhed. I Akira forklares evolutionen som en slags akkumuleret livskraft, der er til stede i alle organismer.

Mens filmen giver sig tid til at forklare disse tematiske aspekter meget grundigt, mangler man (som førstegangsseer i hvert fald) en del baggrundsinformation om Tetsuo og de andre bandemedlemmer. I fragmenterede drømmeflashbacks og henkastede bemærkninger kommer det frem, at bandelederen Kaneda flere gange tidligere har reddet Tetsuo og efterhånden er ved at være træt af at have ham med på slæb. Men det tager langt tid at finde ud af de forskellige karakterers indbyrdes forhold, og det betyder at man får et mere distanceret forhold til dem.

Derudover lider Akira af det store fortællemæssige problem, at den føles lang. Tegnefilmen varer over to timer, og efter point of no return midtvejs går der tomgang og Godzilla i handlingen. Mennesker, huse, bydele – ja, hele Tokyo – smadres i et actionpræget voldsorgie uden at der sker nye drejninger i plottet og det bliver simpelthen kedeligt til sidst.

Til gengæld skal det pointeres, at filmens visualitet får én til at hænge på og blive hængende, fordi Akira er så meget anderledes end de amerikanske tegnefilm, vi er blevet opflasket med i Danmark. Brutaliteten vises bl.a. i overrumplende slowmotionindstillinger, lavt kamera, frøperspektiv, ultra/nærbilleder. Otomo forfalder aldrig til billige animationsløsninger, som vi kender fra de kedelige, “børnevenlige” anime-serier på tv (hvoraf Pokémon må tage æren for at være den mest idiotiske børnereklame i disse år). Akira byder på masser af feberagtige mareridt, hvor lyden er fjernet, så den visuelle destruktion står endnu mere frem. Lyset hænger efter motorcykelbandens baglygter, og røgen bølger smukt frem fra baghjulene. Det hele er så forbandet fascinerende, at man er hooked allerede efter de indledende billeder af den tavse paddehattesky over Tokyo.

Billedernes slagkraft, handlingens seriøsitet og den allestedsnærværende stemning af dommedag bevirker, at Akira knapt 20 år efter premieren stadig fascinerer. Her er ingen “morsomme” sideplots eller -karakterer som er og bliver fast inventar hos Disney, Dreamworks og alle de andre. I en tid hvor Disney har skrinlagt den gamle tegnefilmskunst, Spielberg arbejder på at sende endnu en Shrek på gaden, og den ene tæskeåndssvage Madagascar-kopi afløser den anden, er det rart at se en gammeldags tegnefilm med noget på hjerte.

Hvor er det skammeligt, at filmfabrikken Hollywood ikke tør gå med.

······

Akira
Instruktør: Katsuhiro Otomo
Medvirkende: MitsuoIwata, Nozomu Sasaki, Mami Koyama m.fl.
Akira Committee Company, 1988
Spilletid: Ca. 124 minutter
Dansk dvd-distribution: Emina

It's a Wonderful Life (1947)

Frank Capras It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve) er et fuldendt mesterværk på linje med de største amerikanske klassikere. Filmen har James Stewart i hovedrollen som den elskelige George Bailey, og man nyder hvert minut i hans selskab. Budskabet om næstekærlighed er soleklart; nogle vil finde filmen for naiv og tossegod – andre vil lade sig opsuge af dette amerikanske eventyr.

Filmen kan fejre 60-års jubilæum til næste år og er blevet vist utallige gange på tv omkring juletid, men det er først i dag, jeg har taget mig sammen til at sætte mig ned og se den på dvd.

På forhånd havde jeg skruet forventningerne op til et rimeligt niveau for en film med klassikerstatus. Amerikanerne elsker den jo tilsyneladende; der er ikke den tv-serie med respekt for sig selv, som ikke lader persongalleriet sidde og se slutningen – grædefærdige. Og mange af filmens temaer og karakterer minder da også om en anden amerikansk klassiker Arthur Millers teaterstykke, Death of a Salesman (1949) selvfølgelig koblet med engelske Charles Dickens’ A Christmas Carol (1843). Filmens hovedperson, George Bailey, slås dog ikke som Willy Loman med en overdreven naiv tro på den amerikanske drøm og sine egne mangelfulde evner – ej heller er der meget af den hadefulde gnier, Ebenezer Scrooge, over ham.

Omdrejningspunktet i It’s a Wonderful Life er til gengæld George Baileys evige lyst til eventyr og verdensomspændende rejser, som han sparer sammen til og glæder sig til hele filmen igennem, og som konstant skydes i stykker, fordi andre indbyggerne i den lille by Bedford Falls har brug for ham – først og fremmest hans familie, dernæst kunderne i hans fars bygge- og lånefirma og sidst i filmen de mange mennesker, som takket være ham har fået et respektabelt hjem i byen. George mindes hele tiden om de mange gode ting, som hans opofrelse fører med sig, men Frank Capra viser også tydeligt Georges tiltagende desperation og udlængsel som set ups til filmens store klimaks.

Frank Capras film er dog først og fremmest en feel good-film, rørende fortalt med et positivt livssyn. Her hjælper folk hinanden, når det brænder på, og kun onde kapitalister som Mr. Potter truer Bedford Falls’ indbyggere og dermed byens trivsel og fremtid. Filmens plot er lige så simpel og ukompliceret som George Bailey, men filmen afstår helt fra melodramatiske sideplots som f.eks. en hemmelig kærlighedsaffære med Violet, et opgør mellem brødrene Bailey om farens firma, et opgør mellem den glemsomme Uncle Billy og George før klimakset, eller blot Georges accept af Mr. Potters tilbud om en årlig gage på $20.000 mod at overdrage farens gamle firma til den onde kapitalist.

Hvad filmen mangler i plotmæssig kompleksitet, har den til gengæld masser af i uovertruffet skuespil fra især James Stewart, der bærer filmen i rollen som ejegode George Bailey. Capra har ligefrem iscenesat flere sekvenser med særligt fokus på Stewarts præstation: Telefonscenen med den kommende mrs. Bailey (spillet af Donna Reed) viser Capras evner og filmmediets styrke, når billedsiden går i en helt anden retning end dialogen. Tilsvarende er konfrontationen mellem den rasende, fordrukne George Bailey og hans familie hjertegribende; Capra har publikum i sin hule hånd, og hans brug af set up – pay off samt den gennemgående positive portrættering af George Bailey får os helt ud på kanten af stolen, fordi vi på én og samme gang forstår og holder med George, men også tvinges til at tage afstand fra hans destruktive adfærd. Samtidig ved vi jo, at englene holder øje med George og måske oven i købet vil komme ham til undsætning. Vi ved bare ikke hvornår. Det er på alle måder ægte suspense.

Filmens visualitet underbygger selvfølgelig historien, men Capra skaber andre effekter end 40ernes faste brug af vaseline på linsen for at få særligt de kvindelige hovedroller til at tage sig funklende ud. (I vore knivskarpe dvd-tider ser nærbillederne af Donna Reed nærmest sådan lidt uldne og ufokuserede ud.) Dekorationerne kommenterer løbende handlingen, som da George går amok hjemme, og Abraham Lincoln ser til en billedramme på væggen; eller da George beder om penge hos den griske Mr. Potter, og en buste af Napoleon betragter Baileys Waterloo. Også de to kontorer er slående møbleret efter ejerne: den manipulerende, magtfulde Potters kontor er fyldt med mørke og ornamenterede møbler, der giver et dystert, ekspressionistisk indtryk, mens Baileys lille bygge- og lånefirma er formet som et gigantisk fuglebur, der på én gang bebos af den sorte krage/ravn/allike Jimmy og George selv (spillet af en anden Jimmy), som jo i størstedelen af filmen netop føler sig indespærret i farens pengeinstitut og Bedford Falls.

På denne måde går plot, tema og æstetik op i en højere enhed: Filmen fremstår på alle måder som et moderne eventyr – en positiv spejling af Death of a Salesman. Mens Willy Loman opsluges af sine egne naivistiske drømme, har George faktisk den form for succes som Willy stræber efter – venner, karriere, respekt, dygtig og arbejdssom familie osv. Da alting alligevel kollapser, må George igennem sit eget mareridt for at indse, at hele hans liv er fantastisk og værd at leve.

60 år efter premieren formår It’s a Wonderful Life stadig at tryllebinde med sit nærmest anti-amerikanske, ærkehumanistiske livssyn. Den kyniske anmelder vil sige, at slutningen er klæbrig og ekstremt kalkuleret – denne anmelder siger, at slutningen er 100 % rigtig og gav en pokkers stor klump i halsen.

······


It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve)
Instruktør: Frank Capra
Medvirkende: James Stewart, Donna Reed m.fl.
Republic Pictures, 1947
Spilletid: ca. 130 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount Home Entertainment

Velkommen til fremtiden (CUT #83)

Podcastfænomenet har grebet om sig. Det handler om at fange folks sidste rest af fritid og udnytte den til at komme igennem med sit budskab, sit program eller sine produkter. Men det handler også om en digital distributionsrevolution som radikalt vil forandre mediebilledet inden for få år. CUT guider dig igennem junglen og præsenterer de bedste og de værste podcasts.

Artikel bragt i CUT #83:

Himmel & helvede (CUT #83)

Peter Jacksons fjerde film, Heavenly Creatures, er – på trods af Hollywoods megalomane budgetter afsat til Ringenes Herre-trilogien og den svulstige King Kong – stadig hans bedste. Heavenly Creatures er en tour de force i instruktørens eventyrlige fortælleglæde, splat og balstyrisk kameraarbejde, men de faste jacksonske bestanddele kombineres med en historisk realisme og en sober iscenesættelse af de to hovedpersoners sociale problemer, så vi nikker forstående og genkendende til dilemmaserne og samtidig magtesløst væmmes og tager afstand fra konsekvenserne.

Artikel bragt i CUT #83:

Værktøjet i orden? (CUT #82)

I sin nye undervisningsbog tager Per Helmer Hansen fat film og tv’s grundlæggende fortællemetode. Der er dramaturgi på programmet, men det er som om den ellers meget kyndige gennemgang bliver både for simpel og for omsiggribende. Bogens mange illustrative eksempler er guld værd for læreren, men som “elevens bog” er jeg mere tøvende.

Artikel i CUT #82: