Spionage som dokudrama. Der er ikke meget James Bond over agentfilmen Breach, selv om filmen spiller to dobbeltagenter ud mod hinanden. Her er et behageligt fravær af skydevåben og eksplosioner og til gengæld levnet plads til karaktererne og deres udvikling. Instruktør Billy Ray har valgt at fokusere på persondrevent drama og suspense, så Breach minder om en ublodig og mere dagligsdags udgave af Silence of the Lambs.
Chris Cooper. Så simpel er den – grunden til at man skal se dokudramaet Breach. 56-årige Cooper spiller FBI-agent Robert Hanssen, et computergeni der i filmens start vender hjem til USA, som en slags optakt til hans otium. Og så vender han også hjem fordi hans arbejdsgiver, FBI, gerne vil holde øje med ham. Han er nemlig under kraftig mistanke for landsforræderi og for at sælge fortrolige oplysninger om blandt andet andre agenter til USA’s fjender. FBI har samlet beviser sammen i længere tid, men de mangler at fange Robert Hanssen midt i en informationsudveksling, som ikke kan modbevises som f.eks. research til en spændingsroman.
Og her kommer 33-årige Ryan Phillippe ind i billedet som den unge wannabe FBI-agent, Eric O’Neill, der sættes ind som Hanssens sekretær i en nyopstartet IT-afdeling hos FBI. O’Neill skal på ægte dobbeltagent-manér selv rapportere om Hanssens gøren og laden og komme ind under huden på ham for at fælde ham.
Og så er det ufrivillige skakspil i gang: Selv om han nødigt vil det, kommer den kyniske og anmassende men også religiøse og hjertevarme familiefar Hanssen vitterligt ind under huden på O’Neill. Den unge FBI-spire på én og samme gang tiltrækkes af sin nye chefs fandenivoldskhed over for FBI-institutionen og afskyr hans rovdyrfarlige humørsyge.
Dokudrama
Breach er baseret på autentiske begivenheder, og hele filmens idé er at præsentere en personlig men stadig realistisk og saglig vinkel på sagen om Robert Hanssen: Der indledes med et autentisk klip af USA's justitsminister John Ashcroft, der fortæller om tilfangetagelsen af Robert Hanssen men også advarer om, at vi stadig lever i en farlig verden, hvor USA er offer for international spionage.
Klippet er nok autentisk, men bruges til at lægge en personlig vinkel på emnet, og filmen igennem får vi ikke det enøjede indtryk af Robert Hanssen som John Ashcroft (og dennes chef, mr. præsident George Walker Bush) bringer til torvs. Filmen er dog heller ikke ude i en kombineret renselse af Robert Hanssen og lancering af en ny konspirationsteori. Tvært om får vi et nuanceret billede af sagens hovedperson, og det er her Chris Coopers skuespillerevner kommer til deres fulde ret.
Robert Hanssen skildres som en uudholdelig selvoptaget person, der det ene øjeblik griber til selvtægt og stjæler et par nyere computere i afdelingen, fordi de ikke kan vente på, at FBI-ledelsen får nosset sig sammen til at sende et par IT-eksperter ned – det næste øjeblik sender ubehagelige stikpiller til sin og O’Neills ignorant af en chef, der har fået det eneste kontor med et vindue, men som ikke har begreb skabt om at binærkodning. Den unge og utålmodige O’Neill bliver naturligvis imponeret – han er selv alt for tit blevet overset af cheferne, og man kommer som seer til at dele O’Neills positive tilgang til Hanssens mere negative sider: Han har jo tydeligvis ekspertisen og kan tillade sig at være besværlig.
Men endnu bedre så skildres Hanssen også med humor og varme ved familiemiddagene og i legene med børnebørnene – han er troende katolik, og undrer sig oprigtigt over O’Neills mistede tro (Sovjetunionen bukkede under på grund af ateisme, advarer han tvetydigt O’Neill i en af filmens suspense-scener). Og da O’Neill fortæller om sin mors Parkinson’s-syge, støvsuger Hanssen nettet for den nyeste forskning, printer ud og katalogiserer det i en mappe til næste morgen.
Først da O’Neill forlanger 100% aktindsigt i sagen mod Hanssen, ændrer hans og vores billede af manden sig fra ét af en succesfuld men kværulantisk og derfor anonymiseret FBI-agent til en farlig og magtfuld modstander, der kan udradere O’Neill med en telefonopringning. Og så begynder filmen at spille mange flere Hitchcock-agtige suspense-scener ud – når Hanssen begynder at invadere privatsfæren hos O’Neill, og når det dobbeltlagede net omkring den unge FBI-agent langsomt strammes fordi han ikke kan holde løgn og sandhed adskilt.
Tak Fujimoto
Som allerede nævnt er der mange lighedstræk med Jonathan Demmes fantastiske filmatisering af Silence of the Lambs. Lærer-elev-forholdet mellem Hannibal Lecter og Clarice Starling ser vi i en lidt anden variant i Breach, men den farlige og uberegnelige lærermester er i bund og grund den samme: Selv om Robert Hanssen er langt mindre flamboyant og langt mere realistisk tegnet end Hannibal Lecter, må Hanssen dog også siges at fortære og opsluge sin unge assistent ved først at møblere voldsomt om på hans "professionelle" tanker og dernæst ved at invadere hans privatliv og religion. I filmens afsluttende møde mellem de to holder begge vejret sammen med publikum, og det er tydeligt for enhver, at også O’Neill har måttet sælge sin sjæl for at få Hanssen fanget.
Hele temaet om chefer der udnytter deres ansatte i personligt øjemed genfindes således også i Breach. Det samme gør O’Neills verbaliserede tvivl om hvem han i virkeligheden er – og om han er den, som han selv og hans kæreste tror.
Sidst men ikke mindst er Breach fotograferet af Tak Fujimoto, der i Silence of the Lambs forsynede Jonathan Demme med disse meget karakteristiske subjektive POV-indstillinger i ultra/nær. Helt den samme subjektive vinkel har Billy Ray ikke til sin film; dertil er den for nuanceret og stilfærdig i forhold til den kannibalistiske psykothriller.
······
Breach (da. Bedrag)
Instruktør: Billy Ray
Medvirkende: Chris Cooper, Ryan Phillippe, Laura Linney m.fl.
Universal Pictures, 2007
Spilletid: ca. 110 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal
Udkommer på dansk dvd d. 30. oktober 2007
Chris Cooper. Så simpel er den – grunden til at man skal se dokudramaet Breach. 56-årige Cooper spiller FBI-agent Robert Hanssen, et computergeni der i filmens start vender hjem til USA, som en slags optakt til hans otium. Og så vender han også hjem fordi hans arbejdsgiver, FBI, gerne vil holde øje med ham. Han er nemlig under kraftig mistanke for landsforræderi og for at sælge fortrolige oplysninger om blandt andet andre agenter til USA’s fjender. FBI har samlet beviser sammen i længere tid, men de mangler at fange Robert Hanssen midt i en informationsudveksling, som ikke kan modbevises som f.eks. research til en spændingsroman.
Og her kommer 33-årige Ryan Phillippe ind i billedet som den unge wannabe FBI-agent, Eric O’Neill, der sættes ind som Hanssens sekretær i en nyopstartet IT-afdeling hos FBI. O’Neill skal på ægte dobbeltagent-manér selv rapportere om Hanssens gøren og laden og komme ind under huden på ham for at fælde ham.
Og så er det ufrivillige skakspil i gang: Selv om han nødigt vil det, kommer den kyniske og anmassende men også religiøse og hjertevarme familiefar Hanssen vitterligt ind under huden på O’Neill. Den unge FBI-spire på én og samme gang tiltrækkes af sin nye chefs fandenivoldskhed over for FBI-institutionen og afskyr hans rovdyrfarlige humørsyge.
Dokudrama
Breach er baseret på autentiske begivenheder, og hele filmens idé er at præsentere en personlig men stadig realistisk og saglig vinkel på sagen om Robert Hanssen: Der indledes med et autentisk klip af USA's justitsminister John Ashcroft, der fortæller om tilfangetagelsen af Robert Hanssen men også advarer om, at vi stadig lever i en farlig verden, hvor USA er offer for international spionage.
Klippet er nok autentisk, men bruges til at lægge en personlig vinkel på emnet, og filmen igennem får vi ikke det enøjede indtryk af Robert Hanssen som John Ashcroft (og dennes chef, mr. præsident George Walker Bush) bringer til torvs. Filmen er dog heller ikke ude i en kombineret renselse af Robert Hanssen og lancering af en ny konspirationsteori. Tvært om får vi et nuanceret billede af sagens hovedperson, og det er her Chris Coopers skuespillerevner kommer til deres fulde ret.
Robert Hanssen skildres som en uudholdelig selvoptaget person, der det ene øjeblik griber til selvtægt og stjæler et par nyere computere i afdelingen, fordi de ikke kan vente på, at FBI-ledelsen får nosset sig sammen til at sende et par IT-eksperter ned – det næste øjeblik sender ubehagelige stikpiller til sin og O’Neills ignorant af en chef, der har fået det eneste kontor med et vindue, men som ikke har begreb skabt om at binærkodning. Den unge og utålmodige O’Neill bliver naturligvis imponeret – han er selv alt for tit blevet overset af cheferne, og man kommer som seer til at dele O’Neills positive tilgang til Hanssens mere negative sider: Han har jo tydeligvis ekspertisen og kan tillade sig at være besværlig.
Men endnu bedre så skildres Hanssen også med humor og varme ved familiemiddagene og i legene med børnebørnene – han er troende katolik, og undrer sig oprigtigt over O’Neills mistede tro (Sovjetunionen bukkede under på grund af ateisme, advarer han tvetydigt O’Neill i en af filmens suspense-scener). Og da O’Neill fortæller om sin mors Parkinson’s-syge, støvsuger Hanssen nettet for den nyeste forskning, printer ud og katalogiserer det i en mappe til næste morgen.
Først da O’Neill forlanger 100% aktindsigt i sagen mod Hanssen, ændrer hans og vores billede af manden sig fra ét af en succesfuld men kværulantisk og derfor anonymiseret FBI-agent til en farlig og magtfuld modstander, der kan udradere O’Neill med en telefonopringning. Og så begynder filmen at spille mange flere Hitchcock-agtige suspense-scener ud – når Hanssen begynder at invadere privatsfæren hos O’Neill, og når det dobbeltlagede net omkring den unge FBI-agent langsomt strammes fordi han ikke kan holde løgn og sandhed adskilt.
Tak Fujimoto
Som allerede nævnt er der mange lighedstræk med Jonathan Demmes fantastiske filmatisering af Silence of the Lambs. Lærer-elev-forholdet mellem Hannibal Lecter og Clarice Starling ser vi i en lidt anden variant i Breach, men den farlige og uberegnelige lærermester er i bund og grund den samme: Selv om Robert Hanssen er langt mindre flamboyant og langt mere realistisk tegnet end Hannibal Lecter, må Hanssen dog også siges at fortære og opsluge sin unge assistent ved først at møblere voldsomt om på hans "professionelle" tanker og dernæst ved at invadere hans privatliv og religion. I filmens afsluttende møde mellem de to holder begge vejret sammen med publikum, og det er tydeligt for enhver, at også O’Neill har måttet sælge sin sjæl for at få Hanssen fanget.
Hele temaet om chefer der udnytter deres ansatte i personligt øjemed genfindes således også i Breach. Det samme gør O’Neills verbaliserede tvivl om hvem han i virkeligheden er – og om han er den, som han selv og hans kæreste tror.
Sidst men ikke mindst er Breach fotograferet af Tak Fujimoto, der i Silence of the Lambs forsynede Jonathan Demme med disse meget karakteristiske subjektive POV-indstillinger i ultra/nær. Helt den samme subjektive vinkel har Billy Ray ikke til sin film; dertil er den for nuanceret og stilfærdig i forhold til den kannibalistiske psykothriller.
······
Breach (da. Bedrag)
Instruktør: Billy Ray
Medvirkende: Chris Cooper, Ryan Phillippe, Laura Linney m.fl.
Universal Pictures, 2007
Spilletid: ca. 110 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal
Udkommer på dansk dvd d. 30. oktober 2007
Ingen kommentarer:
Send en kommentar