Meet the Robinsons (2007)

Digitale Disney. Den nye omgang digimation fra Disney udmærker sig ved ikke at have et eneste fejlplaceret dyr i hovedrollerne; der er ingen syngende eller surfende pingviner; ingen postmoderne eventyr; ingen kendisskuespillere der lægger stemme til. Det her er noget helt andet end vi er vant til fra Disney – science fiction! I det lys er Meet the Robinsons frisk og kombineret med en Monty Python/Douglas Adams-humorcombo og et figurdesign, der har taget ved lære af danske Terkel i knibe, så er det her et rigtigt godt bud på den bedste Disney-animationsfilm, siden Pixar overtog hele butikken.

Jeg havde alle parader oppe, da jeg smækkede Meet the Robinsons på dvd’en! Jeg har for nylig fået adgang til den danske variant af THE DISNEY CHANNEL via Stofa i Slagelse, der til overpris (bemærk tvetydigheden: jeg mener både tv-kanalen og -distributøren) forsyner tv-seerne med på alle måder billige tv-tegnefilm produceret i Japan for ingen penge. Pånær de få pædagogiske serier med Mickey Mouse og Peter Plys, som vi optager til sønnike derhjemme, så er DISNEY CHANNEL og CARTOON NETWORK noget en vis herre har opfundet – og længe har de for mig også været en god indikator for hvilken nedadgående retning amerikansk tegnefilm har bevæget sig de sidste 10 års tid med Disney i spidsen.

Pixar-invasionen
Men sagen er, at jeg nu må indrømme, at jeg har taget fejl. Det står slet ikke så slemt til. Måske fordi CGI-teknologien er blevet bedre og billigere, måske fordi animatorerne har vænnet sig så meget til den, at de nu igen begynder at koncentrere sig om at fortælle gode, originale historier. Disney har jo opkøbt hele Pixar, men med den lille detalje, at Mr. hawaii-shirt himself, John Lassiter, har sat sig tungt i chefstolen på Disney Feature Animation. Det har indtil videre medført at alle romertalsfilm er droppet! Alle pinagtige direkte-til-dvd-tegnefilm er droppet! Til gengæld får vi om få måneder i de danske biografer det som et samlet amerikansk anmelderkorps har kaldt den bedste Pixar-film nogensinde: Ratatouille. Den glæder jeg mig meget til!

Og indtil da kan vi nyde Disney Feature Animation’s egen Meet the Robinsons, der altså også er computeranimeret men ikke af Pixar-folkene. Den er både frisk, charmerende og meget morsom – man mærker nærmest den gamle nestors egne folk tage konkurrencen op med de nye Pixar-kombattanter.

Sci-fi med humor og hjerte
I Meet the Robinsons møder vi den forældreløse Lewis, der på grænsen til puberteten ønsker at kende sig selv og sin egen baggrund. Han er en rigtig lille, men meget charmerende, nørd, der eksperimenterer med alt fra løbske peanut butter-and-jelly-maskiner til tankelæsermaskiner. Han bliver opsøgt af den lidt ældre fremtidsdreng, Wilbur, der skal redde ham fra en ondsindet mand med en sort bowlerhat. Og på vejen går det selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at de styrter ned med Wilburs tidsmaskine i fremtiden – og så kommer Lewis opfinder-gen på overarbejde altimens mysteriet om manden med bowlerhatten udfolder sig og vi får præsenteret den største samling tegnefilmssærlinge i familien Robinson.

Meet the Robinsons er således en løssluppen omgang science fiction med humor og hjerte på rette sted. Til tider taber man næsten pusten i vilde rutschebanejagter med f.eks. kæmpedinoen, der fejlagtigt fragtes til fremtiden for at kidnappe Lewis. Men også hele introduktionen til den skøre familien Robinson er genialt konstrueret som en lynhurtig tv-agtig montage af billeder. Det er skørt på den dér lidt Tim Burton-agtige måde, mens dialogens fjollerier bringer tankerne hen på Douglas Adams og Monty Python, når robotbutleren begynder at problematisere det hemmelige kodeord, som den selv har fundet på; når to rivaliserende dørklokker kæmper om de besøgendes opmærksomhed; og når den onde, onde mand med bowlerhatten viser sig at være så komplet idiot, at han udvikler en jalousi over for sin egen lille hjælper, den flyvende robotbowlerhat Doris. Og så er der jo de syngende mafioso-frøer, og Wilburs far - opfinderen af tidsmaskinen - der ligner og lyder som Tom Selleck! Det hele er faktisk meget anderledes og mere løssluppent, end vi er vant til fra Disney.

Men filmen giver sig også tid til de stille perioder og især Danny Elfmans score og sangmontagerne med Rufus Wainwright og Rob Thomas er med til at skubbe filmen over i klassisk Disney-mode, hvor man føler sig varm om hjertet. Og så sluttes det hele selvfølgelig af med en smuk (nogle vil mene temmelig klæbrig) sløjfe af en morale, der hænger direkte sammen med gamle Walts livsmotto. Det synes jeg sgu egentlig er meget elegant, og de ægte Disney-animatorers forsøg på at danne bro mellem gammelt og nyt lykkes for en gangs skyld uden at det bliver forceret.

Terkel i USA
Hvis nogen er i tvivl, så er jeg meget begejstret for Disneys venden tilbage til noget der ligner de fjollerier, som vi så i Aladdin (1992), men også fordi de fornyr sig med animation og figurdesign, der minder mere om spaghetti-looket fra Terkel i knibe (2004) end klassisk Disney: Figurerne er på ingen måde realistiske men et godt stykke hen i retning af det ikonografiske, hvor f.eks. manden med bowlerhatten har en overdreven edderkoppeagtig smidighed og besidder en overdreven mimik, som ville være en Jim Carrey værdig (men Jim ville angiveligt ikke være med, fordi han satsede – og tabte alt – på den forfærdeligt dårlige The Number 23). Selv om Disney selvfølgelig har forfinet udtrykket her, er ligheden med Anders Matthesens karakterer i Terkel i Knibe til at få øje på.

Til sammenligning med Pixars Cars og Disneys egen Chicken Little er Meet the Robinsons langt bedre og mere nytænkende. Den har en stemning af vild spontanitet og virker sine steder rørende på en måde, som de to andre digimationsfilm ikke mestrer.

Tro ikke på de danske anmeldere – se den!

······


Meet the Robinsons (da. Min skøre familien Robinson)
Instruktion: Stephen J. Anderson
Medvirkende: Daniel Hansen, Wesley Singerman, Stephen J. Anderson m.fl.
Walt Disney Feature Animation, 2007
Spilletid: Ca. 94 minutter
Engelsk dvd-distribution: Buena Vista
I danske biografer lige nu!

The Prestige (2006)

Magi i luften? Christopher Nolans sidste nye film handler om trylleri og et dødeligt opgør mellem rivaliserende tryllekunstnere. The Prestige er flot drama sat i industrialiseringens London, men trods blændende skuespil fra Michael Caine og især Christian Bale, samt en handling der zigzagger hid og did, så bliver det aldrig så uforglemmeligt, gennemført og magisk som Nolans gennembrud, Memento.

Indrømmet: Jeg er stor fan af Christopher Nolan. Han kan noget med film – han tør noget med film – han sætter ting på spidsen og ting på spil. Man kan mene hvad man vil om hans gennembrudsværk, Memento, men det er en film, som man ikke lige ryster af sig, og hvis man først er blevet suget ind i dens omtumlede, subjektive univers, så kan man vende tilbage igen og igen og kigge på de fragmenterede brikkerne til dette sindrige filmpuslespil og stadig begejstres over det færdige motiv.

Memento er dér hvor Christopher Nolans filmkarriere for alvor skydes i gang, men det er også den produktion som alle efterfølgere automatisk sammenlignes med. Og indtil videre har det faktisk altid været til Mementos fordel. Men det afholder ikke undertegnede i at håbe på og glæde sig til endnu en film af Christopher Nolan.

Og lad det være sagt med det samme: The Prestige er netop sådan én – en film man glæder sig til og håber på og har hørt rimeligt godt om, men som ikke rigtig indfrier det særligt nolan’ske.

ADVARSEL: Læs ikke videre!
Har man ikke set The Prestige men har alle intentioner om det, så spring dette midterafsnit over og gå direkte til de mere generelle kommentarer i slutningen af indlægget her. The Prestige er en film som netop ikke vinder ved gensyn, al den stund at plottet er rimeligt enkelt og Nolan forklarer og udreder filmens mange twists, så alle kan være med. Man kan muligvis godt dykke ned og gå på opdagelse i filmens enkeltdele og særligt fortolkningen af dem, men det er meget langt fra Mementos dragende mystik og subjektive fortællemetode.

Jeg mener ikke, at Nolan tager sig tid til historien og dens karakterer. Der er for mange twists og plotpoints, til at vi for alvor når ind på livet af de to tryllekunstnere Alfred Borden og Robert Angier. Det kan godt være, at vi forstår hvordan og hvorfor de reagerer, men den dybere psykologi bliver det aldrig til. Vi finder aldrig ud af hvem Borden og Angier egentlig er, og hvad der driver dem – jo, uheldet med Angiers kone, men det er bare så let og melodramatisk og forklarer i princippet ingenting. De bliver ekstra skabelonagtige når det afsløres, at Angier i virkeligheden er/var en velhavende levemand Caldlow, og at Borden har en enægget tvillingebror, som hjælper ham med at lave hans illusioner.

The Prestige er på den måde en overfladisk film, der beder publikum om at sluge rigtig mange kameler, for at filmen (eller tryllekunsten!) skal lykkes: Er det f.eks. ikke pudsigt, at Borden er den eneste, der kan se igennem Caldlows forklædning – og er det ikke pudsigt, at ingen kan genkende Bordens tvilling i den latterlige forklædning Fallon render rundt med i hovedparten af filmen? Og hvor er Bordens tvilling henne i verden, inden han skal bruges til det store illusionsnummer?

Normalt er den slags plothuller noget man kan gå og være lidt småirriteret over, når filmen er slut; her irriterer de, mens filmen er i gang, fordi det bare er så tydeligt, hvordan det hele er konstrueret. Og spændingen består som sådan ikke i, at Nolan serverer twist på twist, men snarere i om man som seer havde regnet twistet ud, inden det kom. Det er den samme spænding, som opstår, når man løser en kryds-og-tværs! Og det der særlige David Lynch-agtige Nolan-touch forsvinder som dug for solen, når tingene forklares og udlægges som de gør her.

Den sidste ting som irriterede mig grænseløst, da jeg så The Prestige, var Christopher Nolans brug af den overnaturlige kopi/teleportmaskine. Det er en usædvanligt ringe løsning at indføre den slags tegneserie/sci-fi-elementer i en film, der ellers ikke benytter sig af den slags tricks. Nolan bryder her sine egne spilleregler og snyder seeren! (Ligesom en rigtig tryllekunstner, vil andre anmeldere nok hævde, men det gør jo ikke filmen bedre!)

Skuespil og tema
Hvor jeg ikke er imponeret af plottet i The Prestige, så er jeg mere positivt stemt over for skuespillerne. Michael Caine tilfører den gammeldags illusionsdesigner Mr. Cutter en på én gang bedstefaderlig kærlighed og et skær af dæmoni. Caine er meget bedre end David Bowies nymodens illusionsdesigner, Tesla, der aldrig rigtig ved, hvilken accent han skal spille ud, men karter rundt i et desperat forsøg på at virke og lyde mystifistisk.

Christian Bale er filmens store scoop. Han er absolut en af vor tids bedste Hollywood-skuespillere, fordi han altid tør kaste sig ud i helt nye typer roller. Her giver han den overbevisende med arbejderklasseaccent, og han er den af de to tryllekunstnere som man til sidst sympatiserer mest med og bliver derved filmens hovedperson. (Filmens manuskript giver dog aldrig Bale lov til at vise hvor meget han egentlig kan – dertil er der for mange plottwists.)

Da jeg havde set The Prestige til ende var det tema, der stod skarpest tilbage, hvor meget man må ofre sig i berømmelsens og illusionens navn, og filmens portræt af showbusiness som ren og skær forretning, som folk slår ihjel for, skamferer sig selv for, og lyver over for sig selv og deres familier for. Det tema om at ofre alt – sig selv inklusive – for kunsten og berømmelsen er enormt spændende. Det er The Prestige desværre ikke.

······


The Prestige
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Hugh Jackman, Michael Caine m.fl.
Newmarket Productions, 2006
Spilletid: Ca. 130 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.

Breach (2007)

Spionage som dokudrama. Der er ikke meget James Bond over agentfilmen Breach, selv om filmen spiller to dobbeltagenter ud mod hinanden. Her er et behageligt fravær af skydevåben og eksplosioner og til gengæld levnet plads til karaktererne og deres udvikling. Instruktør Billy Ray har valgt at fokusere på persondrevent drama og suspense, så Breach minder om en ublodig og mere dagligsdags udgave af Silence of the Lambs.

Chris Cooper. Så simpel er den – grunden til at man skal se dokudramaet Breach. 56-årige Cooper spiller FBI-agent Robert Hanssen, et computergeni der i filmens start vender hjem til USA, som en slags optakt til hans otium. Og så vender han også hjem fordi hans arbejdsgiver, FBI, gerne vil holde øje med ham. Han er nemlig under kraftig mistanke for landsforræderi og for at sælge fortrolige oplysninger om blandt andet andre agenter til USA’s fjender. FBI har samlet beviser sammen i længere tid, men de mangler at fange Robert Hanssen midt i en informationsudveksling, som ikke kan modbevises som f.eks. research til en spændingsroman.

Og her kommer 33-årige Ryan Phillippe ind i billedet som den unge wannabe FBI-agent, Eric O’Neill, der sættes ind som Hanssens sekretær i en nyopstartet IT-afdeling hos FBI. O’Neill skal på ægte dobbeltagent-manér selv rapportere om Hanssens gøren og laden og komme ind under huden på ham for at fælde ham.

Og så er det ufrivillige skakspil i gang: Selv om han nødigt vil det, kommer den kyniske og anmassende men også religiøse og hjertevarme familiefar Hanssen vitterligt ind under huden på O’Neill. Den unge FBI-spire på én og samme gang tiltrækkes af sin nye chefs fandenivoldskhed over for FBI-institutionen og afskyr hans rovdyrfarlige humørsyge.

Dokudrama
Breach er baseret på autentiske begivenheder, og hele filmens idé er at præsentere en personlig men stadig realistisk og saglig vinkel på sagen om Robert Hanssen: Der indledes med et autentisk klip af USA's justitsminister John Ashcroft, der fortæller om tilfangetagelsen af Robert Hanssen men også advarer om, at vi stadig lever i en farlig verden, hvor USA er offer for international spionage.

Klippet er nok autentisk, men bruges til at lægge en personlig vinkel på emnet, og filmen igennem får vi ikke det enøjede indtryk af Robert Hanssen som John Ashcroft (og dennes chef, mr. præsident George Walker Bush) bringer til torvs. Filmen er dog heller ikke ude i en kombineret renselse af Robert Hanssen og lancering af en ny konspirationsteori. Tvært om får vi et nuanceret billede af sagens hovedperson, og det er her Chris Coopers skuespillerevner kommer til deres fulde ret.

Robert Hanssen skildres som en uudholdelig selvoptaget person, der det ene øjeblik griber til selvtægt og stjæler et par nyere computere i afdelingen, fordi de ikke kan vente på, at FBI-ledelsen får nosset sig sammen til at sende et par IT-eksperter ned – det næste øjeblik sender ubehagelige stikpiller til sin og O’Neills ignorant af en chef, der har fået det eneste kontor med et vindue, men som ikke har begreb skabt om at binærkodning. Den unge og utålmodige O’Neill bliver naturligvis imponeret – han er selv alt for tit blevet overset af cheferne, og man kommer som seer til at dele O’Neills positive tilgang til Hanssens mere negative sider: Han har jo tydeligvis ekspertisen og kan tillade sig at være besværlig.

Men endnu bedre så skildres Hanssen også med humor og varme ved familiemiddagene og i legene med børnebørnene – han er troende katolik, og undrer sig oprigtigt over O’Neills mistede tro (Sovjetunionen bukkede under på grund af ateisme, advarer han tvetydigt O’Neill i en af filmens suspense-scener). Og da O’Neill fortæller om sin mors Parkinson’s-syge, støvsuger Hanssen nettet for den nyeste forskning, printer ud og katalogiserer det i en mappe til næste morgen.

Først da O’Neill forlanger 100% aktindsigt i sagen mod Hanssen, ændrer hans og vores billede af manden sig fra ét af en succesfuld men kværulantisk og derfor anonymiseret FBI-agent til en farlig og magtfuld modstander, der kan udradere O’Neill med en telefonopringning. Og så begynder filmen at spille mange flere Hitchcock-agtige suspense-scener ud – når Hanssen begynder at invadere privatsfæren hos O’Neill, og når det dobbeltlagede net omkring den unge FBI-agent langsomt strammes fordi han ikke kan holde løgn og sandhed adskilt.

Tak Fujimoto
Som allerede nævnt er der mange lighedstræk med Jonathan Demmes fantastiske filmatisering af Silence of the Lambs. Lærer-elev-forholdet mellem Hannibal Lecter og Clarice Starling ser vi i en lidt anden variant i Breach, men den farlige og uberegnelige lærermester er i bund og grund den samme: Selv om Robert Hanssen er langt mindre flamboyant og langt mere realistisk tegnet end Hannibal Lecter, må Hanssen dog også siges at fortære og opsluge sin unge assistent ved først at møblere voldsomt om på hans "professionelle" tanker og dernæst ved at invadere hans privatliv og religion. I filmens afsluttende møde mellem de to holder begge vejret sammen med publikum, og det er tydeligt for enhver, at også O’Neill har måttet sælge sin sjæl for at få Hanssen fanget.

Hele temaet om chefer der udnytter deres ansatte i personligt øjemed genfindes således også i Breach. Det samme gør O’Neills verbaliserede tvivl om hvem han i virkeligheden er – og om han er den, som han selv og hans kæreste tror.

Sidst men ikke mindst er Breach fotograferet af Tak Fujimoto, der i Silence of the Lambs forsynede Jonathan Demme med disse meget karakteristiske subjektive POV-indstillinger i ultra/nær. Helt den samme subjektive vinkel har Billy Ray ikke til sin film; dertil er den for nuanceret og stilfærdig i forhold til den kannibalistiske psykothriller.

······


Breach (da. Bedrag)
Instruktør: Billy Ray
Medvirkende: Chris Cooper, Ryan Phillippe, Laura Linney m.fl.
Universal Pictures, 2007
Spilletid: ca. 110 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal
Udkommer på dansk dvd d. 30. oktober 2007