Blades of Glory (2007)

På glatis. Den nye maskulinitetskomedie med Will Ferrell er ikke nær så skarp og stram som den fabelagtige Talladega Nights. Her er fimsede isskøjtedansere, men de humoristiske højdepunkter topper med de homoseksuelle gnidninger og misforståelser. Blades of Glory er forbavsende pæn og ordinær.

Mød den megamaskuline Chazz Michael Michaels. Mød personifikationen af løse håndled, Jimmy McElroy. De er begge isskøjtedansere, og nu tvinger vi dem til at danse sammen for at kickstarte deres karriere igen. Det er i al sin slående enkelhed plottet i Blades of Glory.

Will Ferrell spiller den brovtende, erfarne og dameglade Michaels, mens John Heder spiller den duksede, uerfarne og generte McElroy. Så på papiret er det da sjovt. Hylesjovt. Men manuskriptet og filmen svinger sig aldrig op på de højder. Her de to mandlige isskøjtedanseres ømme pardans i stramtsiddende og fjollede dragter et komisk højdepunkt på grund af de overtydelige homoseksuelle undertoner. Men resten af filmen er frygteligt ordinær og gennemsnitlig. Og derfor en skuffelse – ovenpå Talladega Nights.

Will Ferrell i spændetrøje
På Talladega Nights hed instruktøren Adam McKay, der også havde skrevet og udviklet manuskriptet sammen med Will Ferrell. Det skænkede jeg ikke en tanke, da jeg så den for et par måneder siden, men i sammenligning med denne sportsfilm bliver gnisterne og inspirationen mellem McKay og Ferrell enormt tydelig. Det samme gør kvaliteten i deres samarbejde.

I Blades of Glory er det kreative makkerskab i Josh Gordon og Will Speck noget mere frugtesløst. Will Ferrell har ikke været inde over manuskriptet, og filmen udnytter slet ikke hans talent for improvisation overhovedet. På den måde bliver resultatet meget ufarligt og konformt. Der er en mangel på jokes og sjove scener, simpelthen fordi John Heder – eller måske snarere hans karakter – ikke er særlig sjov. (Det vender vi tilbage til.)

Værst er det dog, at Will Ferrell her er reduceret til den sjove og modvillige hjælper, og man mærker, at han har fået besked på at holde sig i baggrunden og forholde sig roligt. Bevares: Han er til stede og langt den sjoveste af de to isskøjtedansere, når han tæver den lille John Heder rundt i manegen og udspyr sine mandschauvinistiske svinestreger til højre og venstre. Men hans plotlinje bliver væk midtvejs og han reduceres til et kastreret sidekick. Øv!

En udviklingshistorie
Ca. halvvejs satser Blades of Glory entydigt på at fortælle historien om den forældreløse Jimmy McElroy og afdække hans udviklingshistorie og hvordan han får pigen og medaljen til sidst. Der ændrer filmen markant karakter og bliver en feel-good-fornøjelse frem for en satirisk og plathumoristisk gengivelse af de to mænds problemer med den bøssede par-isdans. Det er også her, at filmen udpeger modstanderne i dens aktantmodel, og hvor Will Ferrell placeres entydigt på hjælpersiden frem for at kampen mellem de to mænd får lov til at fortsætte til 2. plotpoint.

Oven i købet er historien om McElroy sært kedelig, måske fordi John Heder selv virker enormt kedelig og passiv i store dele af filmen, hvor det er henholdsvis pseudo-faren, træneren og dansepartneren der styrer showet. Ting sker bare rundt om ham, og McElroy står nærmest bare i vejen og lader historiens udvikling føre sig med.

Det er OK men ikke godt nok, når man ser hvad både Heder og Ferrell ellers har lavet. Så må man gerne satse højere, så vi får lidt skøjtegnister mellem de to hovedpersoner. Blades of Glory minder faktisk om en af de ufarlige komedier med Chevy Chase eller John Candy fra 80erne – og det er tiden altså løbet fra. Selv om de da er meget hyggelige og sjååååve...

······


Blades of Glory
Instruktion: Josh Gordon & Will Speck
Medvirkende: John Heder, Will Ferrell, Will Arnett
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca. 89 minutter
Engelsk dvd-distribution: DreamWorks

Disturbia (2007)

Master of Suspense. Steven Spielberg har sat sit fingeraftryk på D.J. Carusos genindspilning af den gamle Hitchcock-thriller, Rear Window. Nu opklares kriminaliteten med mobiltelefoner, dv-kameraer og af tre friske unge mennesker, hvis voyeuristiske tendenser drukner i teenagefilmens sødmefulde kækhed. Det er knaldgodt filmhåndværk – det er morsomt, spændende og døduhyggeligt. Og så gør det ikke noget, at alle suspense-trickene er set mange gange før, og at det hele starter med en bilulykke.

I Alfred Hitchcocks Rear Window sidder James Stewart med benet i gips i sin lejlighed efter et uheld på racerbanen. Herfra udspionerer han naboerne i bygningen overfor, og langsomt begynder han at få færden af et blodigt mordmysterium.

I Disturbia genbruger instruktør D.J. Caruso og producer Steven Spielberg dette grundlæggende plot, men det hele sættes i vor elektroniske tidsalder, og frem for en midaldrende James Stewart, får vi her friske unge Sheia LaBeouf i rollen som en lettere forstyrret ung fyr, der døjer med problemer på hjemmefronten og i skolen. Faktisk har han fået en af de her elektroniske fodlænker på, så han kan sidde en tremåneders fængselsstraf af derhjemme, men mor lukker hurtigt ned for X-box, iTunes og kabel-tv. Og hvad gør man så? Om dagen kan man jo belure den nytilflyttede nabodatter, der bader i swimmingpoolen udenfor. Og om natten kan man jo sidde og glo efter den anden nabo, Robert Turner, der under skrig og skrål jager en ung kvinde rundt med en stor kniv inde i sin flugtsikrede villa. Så blev det alligevel en god sommer!

Forstadsnostalgi
Skønt instruktøren hedder D.J. Caruso mærker man tydeligt hr. producent-Spielbergs tilstedeværelse i denne films skønne stemning af forstadsnostalgi. Her har vi en lettere dysfunktionel familie med mor og teenagesøn, der skal få det til at fungere efter farens meget pludselige død i en frygtelig bilulykke. Men denne ramme er ikke mere socialrealistisk end at villavejen ligner et udsnit af Wisteria Lane med sin blandede følelse af tristesse og optimisme. Det er samme blandingsforhold og stemning, man finder i Spielbergs egne klassikere, f.eks. Nærkontakt af tredje grad og E.T., og formlen virker stadig.

Nok er Disturbia i begyndelsen en sød teenagefilm med fokus på de blomstrende følelser mellem hovedpersonen Kale og nabopigen Ashley – her handler det om det første akavede møde og hvad man siger og ikke siger, om den krilrende fornemmelse, når man skal tage initiativet til at holde i hånden for første gang, og om det første kys. Her er masser af afvæbnende sjov og spas, foranstaltet af den pigeglade, asiatiske skolekammerat Ronald. Men Caruso formår at holde stemningen nede på et forholdsvist underspillet og uskyldigt plan – det bliver aldrig skingert og vulgært som i American Pie-filmene eller håbløst melodramatisk som tv-serien Orange County. Vi får faktisk lov til at se at Kale kigger skamfuldt væk, da han spotter Ashley i en minibikini ved poolen første gang, og filmen sørger for ikke at dvæle ved hans voyeuristiske tendenser, mere end så vi forstår og deler hans beundring og tiltrækning.

I alle tilfælde handler det om en fin balance, og øvelsen – filmen – kunne være gået frygteligt galt og kammet fuldstændig over. Det gør den aldrig. Også overgangen til filmens mere thriller- og horror-prægede anden halvdel fungerer gnidningsløst, da kærlighedsplottet ikke rigtig kan gå videre. Det bliver vitterligt enormt spændende og dernæst uhyggeligt som fra den ene scene til den næste, men det fungerer, og selv om der ikke etableres vanvittigt mange og særligt håndgribelige varsler i første halvdel af filmen, er man med som seer. Det her er rigtig godt filmhåndværk!

En ulykke kommer sjældent alene
Der hvor Disturbia har store plotmæssige problemer, og hvor både Caruso og Spielberg skulle være gået tilbage til manuskriptforfatterne og sagt: “Ikke godt nok!” – det er i filmens anslag. Her får vi nemlig den klassiske årsag til Kales problemer serveret lige i smasken, så man tror man sidder og ser en dansk film, der de sidste 10 års tid jo virkelig har excelleret i bilulykker som igangsættere til konflikter. Her er det Kale og hans far der kører galt, så man virkelig mærker det i mellemgulvet, og filmens problem er at ulykken kun forbliver en meget ubehagelig, skelsættende og blodig undskyldning for Kales husarrest – andet bruges uheldet ikke til. Disturbia dykker aldrig rigtig ned i Kales skyldfølelse i form af mareridt eller afsavn eller noget i den stil, og værst af alt er, at moren (i denne over/middelklassefamilie) virker som om hun har det fint med farens død.

Sammenligner man med de førnævnte Spielberg-klassikere, så formåede den gamle movie brat at få os til at læse mellem linjerne og føle os frem til de familiære gnidninger. E.T. er et supergodt eksempel på at publikum må slutte sig til hvad der er sket med den fraværende far via lille Elliott. Her i Distubia er problemerne alt for bombastisk skildret – især når der ikke følges op på dem. Hvor ville det have været befriende, hvis Shia LaBeouf bare havde haft de der fuldstændigt almindelige pubertetsproblemer som alle teenagere skal igennem og som vi jo sagtens kan forstå og sætte os ind i. Dem ser vi også en masse til, men filmen hænger dem op på farens død – og det er for nemt (måske direkte usmageligt!).

Når det så er sagt, så er Disturbia stadig fantastisk god og uhyggelig underholdning for alle pengene. Samspillet mellem de tre teenagere fungerer sublimt; særligt må fremhæves Shia LaBeouf der hverken spiller eller ligner en sportsidol eller computernørd men bare en helt almindelig amerikansk knægt. Det er ikke mindst takket været hans skuespillerevner, at skiftene i filmen fungerer så gnidningsløst. Ham skal vi nok se mere til – Spielberg har da også kidnappet Shia til den fjerde film i Indiana Jones-trilogien.

······


Disturbia
Instruktion: D.J. Caruso
Medvirkende: Shia LaBeouf, Sarah Roemer, Aaron Yoo m.fl.
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca.104 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
I danske biografer lige nu!

The Godfather: Part III (1990)

Bedre end sit rygte? Selv om Francis Ford Coppola ikke har gemt de bedste scener til sidste del af sin filmtrilogi, så har The Godfather: Part III større sammenhængskraft end 2’eren. Den er basalt set mere spændende og eksplosiv, men den er også langt mere melodramatisk og hugger og stjæler fra sine to forgængere, så den ender med at blive en kopi af en kopi.

Som nævnt ved de to andre Godfather-film: Jeg havde på fornemmelsen, at det her ikke lige var min kop te, men nu ved jeg det da med sikkerhed. Her har vi en filmtrilogi, der i alt varer ca. 9 timer, og som i sin struktur minder om en tv-serie, hvor der skiftevis snakkes, trues og skydes.

Min mor fulgte jo med i Dollars i 80’erne, og sådan som jeg husker den serie, så er der ikke langt fra Blake, Alexis og deres økonomiske og familiemæssige magtkampe til Michael Corleones ditto – jeg mindes at den store afslutning på en af sæsonerne netop var et kæmpemæssigt gangster-shootout, hvor samtlige medvirkende blev skudt ned ved et bryllup! Så kan man jo omvendt mene, at Godfather ikke er så dårlig som Dollars, men tværtimod at det er Dollars der er lige så god som Godfather – det har jeg ingen mening om.

En regelret gangster
Hvorom alting er: I The Godfather: Part III er der intet nyt under solen – her fortsætter historien om Michael Corleones (spillet af en fan-ta-stisk Al Pacino) ambivalens med hensyn til det gangsterimperium, som han har overtaget af sin far, Vito (Marlon Brando i 1’eren): Don Michael Corleone vil stadig gerne have sine forretninger til at foregå inden for lovens rammer. Han er begyndt at frygte for familiens ve og vel – ikke mindst datteren Mary (spillet af den her meget mutte og forbavsende uattraktive Sofia Coppola – jeps, Francis’ egen datter! Hmmmm…). Men det går selvfølgelig ikke så let – selv om Michael køber sig til den katolske kirkes velsignelse, så går hans legitime overtagelse af dens aktiemajoritet i firmaet Immobiliare knapt så let; den italienske regeringsmafioso står ham i vejen, og internt i familien gør nevøen Vincent (Andy Garcia) knuder og vil beskytte sin familie med krudt og kugler og dermed forblive uden for lovens rammer. Og så bliver fætter Vincent og kusine Sofia, undskyld: Mary, forelskede…

The Godfather: Part III kommer mere spændende fra start end de forrige film. Der er flere tydelige setups/varsler, men metoden er stadig grundlæggende den samme. Her er det den katolske ceremoni og efterfølgende festivitas i forbindelse med Michael Corleones modtagelse af Skt. Sebastian-ordenen der parallelklippes med de lyssky aftaler på kontoret. Ganske vist er de sædvanlige tough guys skiftet ud med grå advokater, hvoraf Tom Hagen (Robert Duvall) af uransagelige årsager ikke medvirker, så det er lidt kedeligere på flere måder.

Også filmens store finale ligner især 1’erens opbygning med krydsklipning der antyder en sammenhæng på tværs mellem scenerne og karaktererne. Som noget nyt i forhold til de to andre film bruges krydsklipningen dog her til at skabe en spændingsoptrapning: Vi ved noget, som Vincent og Michael Corleone ikke ved, og omvendt – vi ved også noget, som den snigskytte, der gemmer sig i operaen, ikke ved. Det er en meget hitchcock’sk måde at håndtere det hele på, og det plejer jo nok at borge for kvalitet, men ikke i gangster/drama/storfilmgenren, hvor slutningen bliver langt mere konventionel i sin stemning og leg med publikum. Nok sidder vi ude på stolesædet af spænding, men det gør vi jo også i teenage-slasheren Fredag den 13.

Bedre end 2’eren
The Godfather: Part III er på den måde en mere publikumsvenlig film i forhold til dens forgænger. Det er mange gange lettere at følge konflikternes optrapning, når Corleone vil renses ved at investere i Immobiliare og presses af både de andre aktionærer men også de andre udenforstående gangsterklaner der står i kø for at hvidvaske deres blodpenge.

Andy Garcia i rollen som Michaels nevø (søn af broren Sonny – spillet af James Caan i den oprindelige film) er absolut en gevinst. Han slår gnister på lærredet, og Vincents lyst til hævn og vold er med til at lægge yderligere pres på Michael Corleone. Det at Vincent på et tidspunkt skal vælge mellem gangsterkarrieren og kærligheden fremstår dog aldrig som noget dybfølt problem for ham – man er aldrig i tvivl om, hvad han mon vælger, og med Sofia Coppola i rollen som Mary har han jo nok heller ikke rigtigt noget valg…

En af de store kvaliteter ved The Godfather (den første) var klart de underspillede roller og den implicitte stil – især Al Pacinos deadpan spillestil og Coppolas greb om antydningens kunst ophøjer filmen til en klassiker. Her har Pacino et par grimme, grimme scener der udbasunerer hans indre konflikter – Coppola lader karaktererne snakke og råbe, mere end han viser tingene. Særligt Michaels kvababbelser om sine morderiske fortid kommer til udtryk på denne melodramatiske måde. Det virker som om den implicitte stil er tilsidesat her i sidste del af trilogien, for at vi alle sammen skal kunne forstå, hvordan det hele ender – Michaels forhold til Kay lukkes ned på denne måde, det samme gør Vincents forhold til Mary.

Det bliver meget klægt og opera-agtigt med følelserne uden på tøjet, og kommer til at ligne et wanna-be opkog af de to tidligere film komplet med indlagte flashbacks tyvstjålet fra disse. Men filmen er også hæderligt håndværk i sin struktur, sin fortælling og sit greb om suspense – den føles aldrig lang. Og det er immervæk mere end man kan sige om den forfærdeligt ringe The Godfather: Part II.

······


The Godfather: Part III
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Al Pacino, Sofia Coppola, Andy Garcia m.fl.
Paramount Pictures, 1990
Spilletid: Ca. 163 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount