Snakes on a Plane (2006)

Samuel L. Jackson slagter slangerne ombord på denne katastrofe-action-splatter-horror-komedie – et temmelig forvirret genresammensurium, som trods de mange forskelligt rettede stillag alle peger i den underholdende retning. Der er dog så mange knaster i Snakes on a Plane at den næppe vil blive en mainstreamsucces. Og så er der lige præcis så mange fine og ufarlige takter, at den næppe har en chance som decideret kultfilm.

Snakes on a Plane betyder vel nærmest “Shit happens!” på amerikansk, og det er der naturligvis en del (også danske) anmeldere der har fornøjet sig med på denne films bekostning. Det er der den simple grund til at Snakes on a Plane oprindeligt var tiltænkt en rolle som bevidst dårlig actionfilm, hvor Samuel L. Jackson kunne blinke ud til publikum i sikker forvisning om at de var med på spøgen. Alt ville have været overdrevent, alle CGI-effekter halvdårlige, skuespillet bevidst talentløs og humøret højt. Men så gik det jo hverken værre eller bedre end at filmen alligevel blev et prestigeprojekt med stort budget og forsøgte at gå actionbrag som Indiana Jones- og Die Hard-trilogierne. Og problemet er at den derved kommer til at ligne en uintendenteret dårlig actionfilm!

Sådan lyder den gennemsnitlige vurdering af Snakes on a Plane, og jeg er ikke helt enig i konklusionen. Men her kommer først et resumé af filmen: Der slipper hundredvis af giftslanger løs på et fly, og passagererne må kæmpe for livet. Sådan dér!

Det lyder jo ikke pokkers dybsindigt, men til gengæld er det meget underholdende. Der er gang i Snakes on a Plane, som må betegnes som fed drengerøvsaction med et par herlige oneliners, nøgne babes og sex på toilettet, store guns og overdrevne splattereffekter, når slangerne angriber mænds peniser, kvinders bryster og går direkte efter hunde, advokater og øjenæbler! Det lyder plat og vulgært og langt under bæltestedet – og det er vel sådan set også meningen med filmen.

Snakes on a Planes kæmpeproblem er bare, at den som nævnt vil mere. Den nøjes ikke med at være en gang Peter Jackson-splatstick-agtig Braindead on a Plane, selv om den idé ellers kunne have været superfed. Filmen her vil gerne være en “rigtig” film; altså en film med en realistisk ramme og psykologiske motiver. Og det holder simpelthen ikke – det skaber en generel uligevægt og nogle alt for overrumplende skift i tempo og stemning.

Starten af flyveturen er fyldt med blodige splattereffekter og en anarkistisk holdning til karaktererne, men den føres ikke videre i resten af filmen (modsat Jacksons Braindead, 1992), fordi den kobles med en sentimental politisk korrekthed, hvad angår babyer og skilsmissebørn, homoseksuelle, nygifte og ældre kvinder klar til førtidspension osv. osv. Filmen veksler mellem et utal af forskellige Hollywood-mainstreamgenrer og vender aldrig rigtig tilbage til startens overdrevne blodrus. Hovedparten af filmen minder da også om en god gammeldaws katastrofefilm, og vi får tilmed en ægte feel-good happy-ending, som ødelægger ethvert forsøg på kultstatus. Hver for sig er de forskellige genreindslag fine og underholdende, men det er og bliver enormt problematisk, at man hele tiden skal forholde sig konstruktivt for fortsat at være med på legen. Man bliver aldrig suget ind i filmens univers, dens handling eller dens karakterer.

Læg dertil en ganske overflødig og alt for langtrukken forhistorie om en uskyldig fyr på scooter (vores hovedperson), der overværer en gruppe gangstere likvidere en statsadvokat, således at den uskyldige fyr må og skal likvideres. (Og hvordan kan den slags gøres lettere end ved at sende en horde af dopede giftslanger af sted med samme fly som den uskyldige fyr i håbet om at flyet selvfølgelig styrter ned!?) Det tager syv lange og syv bredde at komme fra startteksterne til flyets afgang, og det værste er at der ikke følges op på forhistorien; den forbliver ren pynt og evigt overflødig.

Og slangerne: Mage til katastrofale computereffekter skal man lede længe efter. Samtlige slanger ombord på flyet ligner rent faktisk computerskabte effekter. Det har givetvis været mindre problematisk at computeranimere dyrene fremfor at hive et arsenal af gifte hugorme og kvælerslanger ind i filmstudiet blandt de sagesløse skuespillere. Til gengæld er de også ganske lattervækkende kunstige at se på. Og når kameraet slår over i giftgrønt snake-o-vision fra slangernes subjektive POV er intet øje tørt!

Men stadig er filmen underholdende på sine egne præmisser, og som drengerøvsfilm med alt hvad dertil hører, er den yderst kvalificeret. Det er med de briller, filmen skal ses og nydes.

······


Snakes on a Plane
Instruktør: David R. Ellis
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Julianna Margulies, Nathan Philips m.fl.
New Line Cinema, 2006
Spilletid: ca. 101 min.
Dansk dvd-distribution: SF Film

Heavenly Creatures (1994)

Stadig Peter Jacksons bedste film! Alting kunne så let være gået så galt i dette autentiske morddrama; for meget realisme – for meget drama – for meget splat! Men Jackson måler det hele i fine doser og giver os en gribende men også ubehagelig fortælling om to teenagepigers fantastiske venskab, der sender chokbølger gennem det newzealandske samfund.

Jeg er i fuld gang med et ret fedt filmforløb sammen med 3g’erne på Katedralskolens Film & tv-hold. Vi har kaldt det Drømme & mareridt, og indtil videre har vi set Ingmar Bergmans Ved vejs ende (1957) og Roman Polanskis Rosemary’s Baby (1968). Nu er vi så rykket lidt længere frem i tiden til én af mine absolutte yndlingsfilm – Peter Jacksons Engel min engel fra 1994. (Om et par uger runder vi af med Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind, 2004.)

Men det blev altså til et kærligt gensyn med Peter Jacksons bedste film til dato. Engel min engel slår hele den svulstige Ringenes herre-trilogi (også den umanérligt super-svulstige, extended udgave!) samt kæmpefilmen om kæmpeaben King Kong med flere længder. Engel min engel er nemlig ikke en special effects/CGI-opvisning i, hvor meget Peter Jackson på nuværende tidspunkt kan udrette med sin computer – filmen er først og fremmest et dokudrama med noget på hjerte, udført med nænsom hånd i respekt for de efterladte. Manuskriptet til Engel min engel blev fortjent indstillet til en Oscar, og selv om filmen ikke vandt, blev den alligevel Jacksons billet til Hollywood og større budgetter. (Hvilket altså ikke har ført bedre film med sig.)

Den autentiske film foregår i 1950ernes New Zealand og handler om de to teenagepiger Pauline Parker og Juliet Hulmes intense venskab, der tager en fatal drejning og kulminerer med drabet på Paulines mor. Jackson har valgt at skildre begivenhederne fra pigernes synsvinkel, og sørger på den måde for at seeren både forstår og samtidig væmmes ved deres handlinger. Vi bliver både tiltrukket af deres blomstrende intense sammenhold midt i det autoritetstro samfund med de normbundne familier, der ikke forstår dem eller giver plads til deres kreative evner og venskab. Men vi frastødes også på samme tid, når deres drømme forvandler sig til mareridt – vi påtvinges også autoriteternes og normernes blik. Det er en overrumplende filmoplevelse, fordi Peter Jackson holder balancen igennem filmen. Den blodige slutning brænder sig ubønhørligt fast, når vi på én og samme tid forstår den og fordømmer den.

Filmen kombinerer flot Peter Jacksons vilde kameraarbejde med en autentisk ramme, og dermed bliver det netop aldrig en gang plat splatstick i Tom & Jerry-tempo (à la Jacksons forrige film, Braindead, 1992) – ej heller et patetisk dokudrama af værste engelske kitchen sink-skuffe. Jackson tøjler sin hang til steadicam i filmens eventyrlige rejse ind i Pauline og Juliets venskab og deres (eventyr)verden, Borovnia, hvor de er accepterede, attraktive og magtfulde. I flere scener glider virkeligheden umærkeligt over i fantasien, når de to pigers lerfigurer bliver levende og forsvarer dem – eller når de selv træder ind i Borovnia og påtager sig nye identiteter, fordi virkeligheden bliver for hård. Det er her kameraet særligt får lov til at skeje ud; den ekspressionistiske billedside forenes med pigernes følelser og oplevelser. Selve Borovnia og de mandshøje lerfigurer er udført med en visuel snilde og simplicitet, som de storladne Hollywood-helaftensfilm kunne lære en del af.

Pigernes yndlingstenor Mario Lanza kører som en fast bestanddel af soundtracket – skiftevis som underlægningsmusik og incidentalmusik, når Mario på forskellig vis levendegøres. Også Orson Welles i rollen som Harry Lime i The Third Man (Carol Reed, 1949) levendegøres på mere end én måde og bliver faktisk nøglen, der åbner op for pigernes forbudte følelser – både af voldelig og seksuel karakter. I starten modelleres Borovnias drabelige prins Diello efter Welles’ udseende, men senere bryder Harry Lime ud af biograflærredet og forfølger symbolsk pigerne til de overgiver sig til ham - og hinanden - og deres fremtidsdrømme.

Peter Jackson gør desuden en dyd ud af at skildre de to pigers sammenhold. De forbindes selvfølgelig i samtale og brevskrivning men der trækkes også klare paralleller eller spejlinger via klipningen, og hen imod slutningen er de så fasttømret, at de nærmest ser ud til at være vokset sammen i nogle slående visuelle opstillinger. Dermed forener hele filmen sig med pigernes situation, for samtidig med at pigerne fjerner sig mere og mere fra det realistiske newzealandske miljø, gør vi seere det samme. Og da sorgen over deres umulige venskab forplanter sig i pigerne, ændrer Engel min engel stil og bliver til et nærmest ekspressionistisk mareridt.

Peter Jackson sendte med denne film en ordentlig bredside mod det engelske imperium og dets klasseopdelte samfund, som også er påstemplet kolonien New Zealand; han lader Pauline og Juliet gøre oprør mod kirke, kongehus og kernefamilie, som har påført dem en social spændetrøje. Lærerne på pigeskolen latterliggøres, den homofobiske læge og den sleske præst hugges ned i fantasien. Dermed sætter Engel min engel også en mere universel / nutidig teenagekonflikt på dagsordenen – det handler om at bryde med forældrene og samfundets autoriteter for at finde og definere sig selv og sine egne behov.

······


Heavenly Creatures (Engel min engel)
Instruktør: Peter Jackson
Medvirkende: Kate Winslet, Melanie Lynskey, Sarah Peirse m.fl.
WingNut Films, 1994
Spilletid: Ca. 104 minutter
Australsk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment

The Phantom of the Opera (1962)

Hammer Films udgave af Gaston Leroux’ roman om spøgelset i operaen er stadig uhyggeligt spændende sine steder, overrumplende klippet og med en flot ekspressionistisk fantommaske, der langt overgår den fimsede, hvide teatermaske vi finder i f.eks. Andrew Lloyd Webbers musical af samme navn. Men Hammers film knækker ca. halvvejs og ender med at blive for meget kissemisse og operasang og for lidt spøgelse og uhygge.

Så er turen kommet til The Phantom of the Opera fra 1962 i min lille Hammer-maraton. Jeg har tidligere revset Brides of Dracula (1960) og givet middelkarakter til Curse of the Werewolf (1961), som begge er instrueret af Terence Fisher. Fisher var en af de faste instruktører på det legendariske engelske filmselskab Hammer, der i 1960erne lancerede nye farverige og mere bloddryppende udgaver af Universals monsterklassikere. Fisher er også instruktøren bag The Phantom of the Opera, der teknisk er den bedste af de tre nævnte Hammer-film, men som samtidig lider den tort også at have den mest antiklimaktiske slutning. Populært sagt: For meget opera – for lidt spøgelse!

De fleste har en eller anden idé om hvad Phantom of the Opera handler om – om ikke andet så baseret på den populære musical af Andrew Lloyd Webber. Jeg skal ikke trætte med en sammenligning mellem Gaston Leroux’ roman og diverse filmudgaver, for alle forholder sig så godt som frit til det oprindelige forlæg. Også denne film, der præsenterer en langt mere humanistisk udgave af operafantomet med smukke idealer og smukke intentioner.

I denne Hammer-film er ondskaben personificeret i den skruppelløse Lord Ambrose d’Arcy (spillet af den aldeles sleske Michael Gough), der udnytter alt og alle. Han og operafantomet har en fortidig hemmelighed, som afsløres i et flashback fyldt med skæve vinkler lige før filmens klimaks. Man skal dog være godt dum, hvis man ikke har regnet hele historien ud, inden flashbacket serveres. Og selve klimakset er mest af alt et antiklimaks, for spøgelset er selvfølgelig ikke et spøgelse – og slet ikke et ondt eller afsindigt spøgelse. Da den berømte lysekrone falder ned, falder selve filmen også sammen.

Men inden da har der været meget godt. Især filmens første halvdel sprudler visuelt som ingen af de to forrige film. Startteksterne kommer til syne oven på skiftende nærbilleder af fantomets maskerede ansigt, så vi hele tiden kommer tættere og tættere på det synlige øje. Dette motiv vender Terence Fisher tilbage til i filmens slutning, dog uden at den ellers så tydelige freudianske symbolik kommer til sin ret (på engelsk lyder “eye” jo som “I”). Der er ellers flere “interessante” øjenscener, men her er overhovedet ingen kamp mellem id'et og super-ego'et om jeg'et.

Der klippes også smukt mellem diverse scener, så selve montagen skaber en ekstra dimension. I garderoben er hovedrolleindehaveren f.eks. ved at klæde om til premieren, og kameraet begynder på egen hånd at afsøge værelset så vi efter en panorering ender ved en gaslampe; en grå, nærmest mumieagtig hånd kommer til syne nederst i billede og gør klar til at slukke lyset – der klippes til kvinden foran sit spejl: hun vender sig rædselsslagent mod nogen eller noget offscreen – og lynhurtigt klippes der videre til et nærbillede af et bækken der “crashes” højlydt. Mens lyden fader ud, klippes der videre til en itureven reklameplakat udenfor operahuset. Det er en ganske subtil montage, der i klart filmsprog viser hvad der sker – men uden egentlig at vise det, så vi som publikum pirres i vores nysgerrighed og skaber en form for suspense.

Denne Hammer-film udmærker sig også ved ikke at foregå i en eventyragtig verden, men i London omkring århundredeskiftet. Det er her Jack the Ripper og Edward Hyde hærger gaderne, mens Sherlock Holmes er på jagt efter Baskervilles hund, og grev Dracula invaderer det civiliserede Europa. Det er en tid med gaslys og hestedroscher, og egentlig mindst lige så urealistisk som det Grimm-agtige Østeuropa i Brides of Dracula og det kulørte Spanien i Curse of the Werewolf. Men for mig bød The Phantom of the Opera under alle omstændigheder på mere ægte uhygge, måske fordi Terence Fisher her benytter en Hitchcock-agtig suspense, hvor publikum ved mere (men dog ikke nok) end hovedpersonerne. Så længe fantomet forbliver uset er det i hvert fald uhyggeligt – ja, selv den nok så hurtige opklaring af historien bag fantomet er ret spændende og medrivende.

Men da Christine (Heather Sears) kidnappes og hun og vi møder “spøgelset” face-to-face og delagtiggøres i dets meget rimelige og langt fra uhyggelige planer, begynder filmens intensitet at falde drastisk. Herfra går der for meget sangundervisning og operaopvisning i den, mens uhyggen forsvinder.

I en mere avanceret film kunne Terence Fisher have twistet hele slutningen, så den virkelige og grusomme sandhed var gået op for Christine midt i også operaens afsluttende scene, hvor hun i rollen som Jeanne d’Arc skal brændes på bålet. Fantomet er jo selv “omkommet” i en brand, og en mere ambitiøs film (med et mere afsindigt fantom) havde sluttet med en monstrøs ægteskabspagt mellem de to brandofre. Men sådan vil Hammer og Terence Fisher det desværre ikke, og filmens sidste halve time er ganske kedelig og ødelægger de mange fine set ups fra den indledende halve time.

Derfor bliver det også kun til en halvlunken omgang Hammer-horror denne gang. Næste Hammer-film på programmet er Captain Clegg (også fra 1962).

······


The Phantom of the Opera
Instruktør: Terence Fisher
Medvirkende: Herbert Lom, Heather Sears, Michael Gough m.fl.
Hammer Film Productions, 1962
Spilletid: Ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)