Brides of Dracula (1960)

Hvor blev blodet af?! Det legendariske Hammer Films anden Dracula-film er overraskende fattig på såvel Dracula og brude som blod og gys. Til gengæld viser Brides of Dracula fint hvad den faste instruktør Terence Fischer kunne formå med et skrabet budget – med farverigt lys, kostumer og smukke dekorationer skabes den eventyrlige stemning, som er så unik ved Hammers monsterfilm.

For et par uger siden hørte jeg den engelske filmkritiker Mark Kermode kommentere Aardmans nyeste Walter & Trofast-film, The Curse of the Were-Rabbit (eller Det store grøntsagskup som den fuldstændig fejlagtigt kom til at hedde på dansk): Det var blot en sidebemærkning, men Kermode gjorde opmærksom på at Aardman bevidst havde prøvet at ramme den horror-stemning som engelske Hammer Film profilerede sig på i deres monsterfilm i 1960erne. Aardman har bl.a. efterlignet lyssætning og farvebrugen i deres modellervoksfilmpastiche. Og hvad var da mere nærliggende end at gå tilbage og tjekke nogle af de gamle Hammer-gysere ud, nu hvor de fås i fin dvd-kvalitet i forskellige amerikanske bokssæt.

Brides of Dracula er den første sequel af mange til Hammers udgave af Dracula (med Christopher Lee i titelrollen og Terence Fischer i instruktørstolen). Selve opfølgerens titel giver associationer til Universals monsterfilm 30 år tidligere. Her var det Bela Lugosi der blev kørt i stilling som den blodsugende grev Dracula, mens Boris Karloff blev sminket til ukendelighed i flere film om Frankensteins monster – heriblandt selvfølgelig Bride of Frankenstein, hvor monsteret skal have lavet sig en brud. Engelske Hammer Film genfilmatiserede disse gamle monsterhistorier i storslåede farver, bredformat og med mere blod og udpenslede scener end amerikanske Universal.

Derfor er Brides of Dracula også lidt af en skuffelse. Her er meget lidt blod – her er meget få af den slags scener, som man forventer sig af en rigtig vampyrfilm: De par scener, hvor kvinder bliver bidt i halsen, afbrydes alle med en kedelig overblænding og en trompetfanfare, der skal indikere, at nu sker der noget uhyggeligt – men altså offscreen! Det er tamt, især når man tænker på, hvad Hitchcock kunne slippe af sted med i Psycho fra samme årgang. Vampyrerne selv fremstår latterlige med deres fjollede fagter og hvæsen filmet i halvtotaler eller til nød halvnære kameraindstillinger. Musikken er overdreven i dens nærmest mickey mousing-agtige markering af gys og gru. Og så er vampyrflagermusene altså et kapitel for sig!

Derudover er det jo en anelse påfaldende, at hverken Dracula eller hans brude medvirker. Den onde overvampyr er en ung, blond fyr med det tyskklingende navn Baron von Meinster. Bevares der er da et par skønjomfruer, som Meinster bider i halsen (offscreen!) og som forvandles til vampyrer, men de fremstår nærmere som lejesvende og tilbedersker end som egentlige brude.

Det som filmen til gengæld gør rigtig godt er at holde hele vampyrtemaet hemmeligt så længe som det faktisk lader sig gøre. Eller i det mindste usagt, for når filmen hedder Brides of Dracula, så har man nok luret hvilken type gyser der er tale om. Men vampyrerne bliver aldrig nævnt med navns nævnelse i filmens lange optakt. Der snakkes om en epidemi som spredes hurtigt ved bid, og Dr. van Helsing (spillet af en anden Hammer-genganger, Peter Cushing) forklarer om lokal overtro over for videnskab. Først senere får vi den faste forelæsning om spejle, kors, hvidløg, spidse træpæle osv. Det samme er tilfældet med baggrunden for Baron von Meinsters vampyrisme: Løbende får publikum flere brikker til at kunne sammenstykke hans traumatiske barndom, men et konkret billede får vi aldrig. Dermed opbygger filmen en fin suspense baseret på publikums nysgerrighed.

Derudover udnytter instruktøren Terence Fischer det minimale budget til at skabe en fantastisk eventyrstemning, så man kommer i ægte brødrene Grimm-stemning. Man kan diskutere hvor meget uhygge der er i Brides of Dracula, men det "forheksede" Meinster-slot er som taget ud af et tysk folkeeventyr med dets skulpturer, lange gobeliner og ornamentale udskæringer. Belysningen og de forskelligt farvede spots placeret i baggrunden og forgrunden på flere indstillinger er med til at løfte filmen og give den en magisk storhed, som den banale og kedelige historie ikke kan rumme. Fischer har også masser af overskud til at skabe en hitchcock-agtig suspense ud af nærmest ingenting, når kameraet selv går på opdagelse og viser os detaljer, som ingen af de tilstedeværende har ænset. Fischers eksekvering af den store klimaksscene med den brændende mølle er både intens og storslået – og dermed slet ikke denne film værdig.

I det nye år vil jeg gå på jagt efter flere Hammer-gysere i håbet om at finde mindst et par stykker, som kan rykke ved min holdning til dette legendariske engelske filmselskab og disse såkaldte horror-klassikere. Denne her kan ikke anbefales.

Godt nytår til alle!

······


Brides of Dracula
Instruktør: Terence Fischer
Medvirkende: Yvonne Monlaur, David Peel, Peter Cushing m.fl.
Hammer Film Productions, 1960
Spilletid: Ca. 85 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal

National Lampoon's Christmas Vacation (1989)

Clark Griswold elsker julen! Men alle omkring ham hader den og er ikke indstillet på at lade julefreden sænke sig. Det kommer der mange morsomme scener ud af i Chevy Chase-komedien Fars fede juleferie. Og når man tænker over det, sætter filmen også grundigt spørgsmålstegn ved en af de grundlæggende amerikanske værdier: familien!

Det er blevet 3. juledag, eller hvad det nu hedder, og efter at have været rundt til juleaften og to gange julefrokoster de forrige dage, er det nu blevet tid til lidt afslapning foran dvd’en. Malene har aldrig set Fars fede juleferie i hele sin længde, så det er hende, der foreslår filmen. Hun falder dog i søvn halvvejs igennem den, mens jeg mindes de mange gags – og også mindes de første par gange, hvor jeg så filmen og syntes, den var bedre og sjovere, end jeg gør i dag. Filmen savner lidt saft og kraft sammenlignet med mere moderne familiekatastrofekomedier som f.eks. de to Meet the Parents-film (2000, 2004).

Lad os få det på det rene: Fars fede juleferie har efterhånden snart 20 år på bagen og er stadig et kært gensyn værd. Clark Griswold (spillet af Chevy Chase) vil så gerne give sin familie den helt rigtige jul og den uovertrufne julegave: en swimmingpool. Det kræver bare lige, at alle de øvrige familiemedlemmer også indvilliger i at ville fejre jul – og at han får den klækkelige julebonus, som han er blevet stillet i udsigt på arbejdet. Det bliver ikke en smertefri juleaften.

Kan man æde de to præmisser, at Chevy Chase er en sjov komiker, og at det er rigtig sjovt, når ting går galt for ham, så vil man elske Fars fede juleferie. (Samme princip gælder også for Ben Stiller i Meet the Parents.) Hvis man ikke køber den, så skal man finde en anden film at fornøje sig med i juledagene. Clark Griswold ønsker den mest fantastiske jul for sin familie – og filmens fortællemæssige drive er at skyde dette ønske ned fra første scene. Det kan undre, at absolut ingen i familien (måske på nær konen Ellen spillet af Beverly D’Angelo) støtter Griswold, men alle er imod ham – det kan også undre, at han ikke giver fortabt længe inden filmens klimaks.

Men dette er ikke en film, hvor Griswold skal udvikle sig som person og opnå ny viden om sig selv – det er en komedie, hvor humoren består i at få den bundnaive hovedperson ned med nakken! Og det lykkes fantastisk godt i en række meget morsomme scener, der bygger op til den katastrofale juleaften, hvor helvede for alvor bryder løs.

Fars fede juleferie er dog en mere løs film end i hvert fald jeg lige huskede: Der er faktisk et par scener eller tre, som nærmest sætter plottet i stå, i håbet om at den gakkede, fysiske humor er nok for publikum og kan holde dem hen. Især scenen, hvor Griswold ser smalfilm på loftet, forekommer særlig usjov og som spild af tid – men også kælkescenen kan snildt klippes ud, fordi der ikke lægges op til den tidligere i filmen, ligesom den heller ikke har betydning for det videre forløb. Og så står det introducerende stunt med bilen under den store lastbil tilbage uden nogen som helst legitim forklaring.

De bedste scener ligger klart hen mod slutningen, hvor galskaben eskalerer, og hvor de forskellige gags griber meget mere ind i hinanden og løfter humoren op på et højere niveau. Når det er allerbedst, føler man sig hensat til en Tom & Jerry-tegnefilmsjagt bare optaget med rigtige mennesker men i samme tempo. Her bliver klipningen også lige pludselig en vigtig del af filmens humor, som ellers for det meste har koncentreret sig om Chevy Chase i én indstilling af gangen: CC med harpiks på fingrene, CC falder ned fra en stige, CC får en stige i hovedet, CC falder igennem loftet osv. Bevares det er da rimeligt sjovt, men så sjovt er det altså heller ikke, når man kan se payoff’et til hver gag på kilometerafstand.

Filmen peger mest satiriske fingre af Clark Griswold og hans naive forhåbninger om en glædelig jul med hele familien. Dermed udstilles ikke kun familien Griswold, men hele den amerikanske drøm om en glædelig familiejul som værende ikke hul og overfladisk, som man ellers skulle tro her i slutningen af december – men tværtimod som en umulighed. Drømmen om én stor lykkelig familie, som er en af de absolut vigtigste grundpiller i USA (i hvert fald i konservative og republikanske kredse), gøres grundigt til grin i denne komedie. I Fars fede juleferie er familien konstant oppe at toppes; ingen gider i virkeligheden bakke op om “familien som projekt”, og selv de små kernefamilier i den store familie (Griswolds egen familie, fætter Eddies autocamperfamilie) er totalt mislykkede på hver deres måde.

Filmen giver ikke noget alternativ til den splittede amerikanske familie og juletradition, og det er heller ikke dens formål. Den er kun ude på skæg og ballade.

······


National Lampoon’s Christmas Vacation (Fars fede juleferie)
Instruktør: Jeremiah S. Chechik
Medvirkende: Chevy Chase, Beverly D’Angelo, Randy Quiad m.fl.
Warner Bros. Pictures, 1989
Spilletid: Ca. 93 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome Video Danmark A/S

Population 436 (2006)

Der er langt mellem snapsene, når det handler om amerikansk horror i disse år. Lavbudget­thrilleren Population 436 tager kampen op med den splattede bølge af torturfilm ved at gå i den stik modsatte grøft hvor “less is more”. Her er masser af suspense og absolut intet blod. Det gode er at stemningen er i top – det dårlige er, at det er set 100 gange før.

Selv om det var lillejuleaftensdag i går måtte jeg lige smugkigge på den nye lille gyserfilm, Population 436. De plotsynopser af den, som jeg havde læst på nettet, bevirkede at elskede julefilm som Gremlins og Fars fede juleferie blev sat på standby. Egentlig havde jeg kun tænkt mig at se det første kvarter, men jeg blev hængende i Rockwell Falls.

Med sine 88 minutter har instruktøren Michelle Maxwell MacLaren begået en stram lille thriller, som kunne være taget ud af The X-Files (1993-2002), som hun sjovt nok også har lavet et par afsnit af. Population 436 har måske et lidt tv- / lavbudgets-præg – den er jo også kommet direkte ud på dvd herhjemme – men til gengæld fortæller den sin historie effektivt og med en stemning som andre amerikanske horrorfilm kunne lære en hel del af.

Plottet er en gammel men effektiv traver. En naiv statistiker, Steve Kady fra Chicago, ankommer til den lille afsondrede landsby Rockwell Falls, hvor alt på overfladen ånder fred og idyl. Men der er noget galt med befolkningstallet som i flere hundrede år har ligget 100% konstant på 436 indbyggere. Da Kady begynder at undersøge sagen nærmere, finder han ud af at byen gemmer på en frygtelig hemmelighed.

Det er på godt og ondt set mange gange før. Der er absolut ingen overraskelser i Population 436 – heller ikke i det der skulle have været en tvistet slutning, men som blot bliver et konventionel gyser-payoff. Det er lidt kedeligt. Selv Kadys research af tallet 436 og det bagvedliggende mysterium bliver alt for almindelig og gammeldags – ja, 4 + 3 + 6 = 13! Uha! Og 1 + 3 = 4! Dobbelt-uha!!

Til gengæld kan man sige, at gyserpublikummet får alle deres forventninger indfriet, hvis de vil spille med på filmens præmisser og har en forkærlighed for amerikansk “gothic horror” à la Edgar Allan Poe, til dels H.P. Lovecraft og selvfølgelig de første mange murstensromaner af Stephen King. Population 436 er klassisk stemningsfuldt gys for alle pengene: X-Files-fans får fuld valuta for alle pengene. Genre- og plotmæssigt læner den sig også op ad såvel Rosemary’s Baby (Roman Polanski, 1968) og Invasion of the Body Snatchers (Don Siegel, 1956), og den er mange gange bedre i sin håndtering af gyset og det endelige payoff end den vildt hypede The Village (2004) af den alt for overvurderede M. Night Shyamalan.

Population 436 har tydeligvis ikke haft tilnærmelsesvis det samme budget som Shyamalans film, og det ender med at blive filmens store problem. Ganske vist formår MacLaren at holde de visuelle effekter på et nærmest minimalistisk niveau uden at det mærkes så meget igen. Her er et totalt fravær af dyre splattereffekter, mens den paranoide og klaustrofobiske stemning skabes billigt i form af bl.a. påfaldende klip af landsbybeboerne, der tavst og udtryksløst betragter outsideren Kady. Her er masser af tætte billedbeskæringer og fokusskiftende teleindstillinger, der henholdsvis skjuler og afslører, det vi og hovedpersonen skal være bange for. Underlægningsmusikken er selvfølgelig med til at fremhæve den gennemgående suspense som filmen også spiller på: Vi ved mere om Rockwell Falls end den naive Kady – vi får løbende ekstra viden i form af over-the-shoulder-indstillinger af nogen, som uset betragter ham. Det er ganske virkningsfuldt.

Til gengæld er de indlagte mareridt så meget desto mere påfaldende i deres chokerende visualitet og klipning. Her bliver der skruet helt op for det ekspressionistiske vrangudtryk, og det tydeliggør, at disse småsekvenser kun er med i filmen for at vække de publikummer, som måtte finde suspensen en anelse langtrukken. Det giver nærmest et gib i én, når mareridtene ruller over skærmen – så meget at man distancerer sig fra dem frem for at lade sig suge ind i dem.

Det lave budget bliver også tydeligt flere gange i sekvenser, hvor klipningen er for dårlig, fordi den simpelthen går for hurtigt. Filmen byder også på flere mellemsekvenser, hvor tiden går, og dag skifter til nat eller omvendt, og her er MacLarens brug af gammeldags overblændinger også billig og håbløs umoderne. Det ligner noget fra en tv-serie fra 1980erne.

Når disse petitesser er blevet nævnt, vil jeg skynde mig også at udtrykke min begejstring over en film, som får så meget godt ud af så lidt; som udnytter sit lave budget til fulde ved at skære unødvendige specialeffekter fra og alene fokusere på sin klassiske gyserhistorie og metoden til at fortælle den: suspense som Hitchcock lavede den. Den slags film hænger ikke på træerne nu om dage, og Population 436 rammer lige ned i mit nostalgiske sindelag her i denne søde juletid.

Glædelig jul!

······


Population 436
Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Medvirkende: Jeremy Sisto, Fred Durst, Charlotte Sullivan m.fl.
Pariah, 2006
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures Home Entertainment