Mr. Brooks (2007)

En rigtig dræber! Kevin Costner har titelrollen i den mere end middelmådige og aldeles uspændende Mr. Brooks. Denne teateragtige udgave af en psykologisk thriller er overfladisk i sin persontegning og plotudvikling, mens fejlcastede William Hurt og Demi Moore overspiller på livet løs. Kevin Costner spiller Kevin Costner på sin egen nedtonede og støvede måde; nogen ville sige kedelige.

Før vinterferien aftalte en god kollega på RKS, Annelise, og jeg at vi skulle se at få set Mr. Brooks og komme tilbage efter ferien og sammenligne, hvad vi syntes. Vores fælles udgangspunkt var at vi ikke er særlig vilde med Kevin Costner-film, men at denne her kunne vise sig at være en kærkommen undtagelse. Jeg havde desuden fået den varmt anbefalet af min svoger, Michael; han var meget begejstret og fortsatte dvd-coverets hype af denne næste store psykologiske thriller – angiveligt er den jo i samme liga som Silence of the Lambs (1991) og Se7en (1995).

Før jeg kaster mig ud i en udbasunering af mine tanker om denne film, skal jeg retfærdigvis oplyse, at både Michael og Annelise var langt mere positivt stemt end undertegnede.

Filmen handler selvfølgelig om Mr. Brooks – en stor forretningsmand og skizofren seriemorder, der af sin mørke side lokkes til at slå et sidste offer ihjel, før han lægger denne natlige gesjæft på hylden. Men ak og ve – den ellers så perfekte Mr. Brooks begår en fejl under mordet, og bliver opdaget af en ung fyr, der afpresser ham til at lære sig op. Samtidig følger vi Mr. Brooks’ datter, der vender hjem til far og mor efter at være droppet ud af college; hun vil i lære i farens firma. Og endelig er der også sidehistorien om politikvinden, der kommer på sporet af Mr. Brooks og hendes ægteskabelige problemer.

Uengagerende
Mr. Brooks er absolut ikke en god film. Uanset om man prøver at tilskrive den samme klassikerstatus som Silence of the Lambs og Se7en eller man nedtoner forventningerne, så er der en lang række problemer forbundet med den. Problemer der betyder at den bliver uengagerende og ufrivilligt komisk.

Først og fremmest er filmen enormt uengagerende, fordi personkarakteristikkerne er alt for overfladiske. Vi ser kun små glimt af Mr. Brooks’ liv med konen og datteren og af hans forhold til arbejdet og hans ansatte. Der snakkes godt nok meget om hans store forretningsmæssige gevinster og hans kvaliteter som ægtemand og far, men det bliver ved snakken. Hvad ser f.eks. konen i ham, når han givetvis har lange arbejdsdage og tilsyneladende aldrig går i seng samtidig med hende?

På samme måde med politikvindens forliste ægteskab og den undslupne og hævngerrige massemorder, der jagter hende; her introducerer filmen en samling stereotype papmachekarakterer, simpelthen fordi der ikke er tid til at følge denne sidehistorie (der i sit omfang kræver sin helt egen film ordentlig til dørs. Det er Clarice Starling light.

Den primære grund til at filmen føles uengagerende og flad, er imidlertid at Mr. Brooks også for publikum forbliver en gådefuld støvet perfektionist, der aldrig begår en fejl, som han ikke vil rette op på. Der er lagt lidt dialog ind, der insinuerer, at han da engang var en massemorder uden stil og mål, men hans indre rejse er for længst slut, og der er ingen ændring i karakteren, ingen krakelering af overflader. Han er hverken skrøbelig, og han bliver aldrig uforudsigelig farlig, som en Hannibal Lecter. Jo, Mr. Brooks har da et mareridt, men han vågner også op næste morgen og fremstår ganske afklaret med situationen. Med andre ord: Filmen mangler de helt afgørende vendepunkter og psykologi til at være en rigtig suspense-thriller.

Ufrivilligt komisk
At filmen også er ufrivilligt komisk sørger William Hurt for. Han spiller Mr. Brooks levendegjorte skyggeside – klædt i sort selvfølgelig og med de helt store teatergrimasser og ar-ti-ku-la-tion, som måske skal signalerer, at han jo er id’et, men som også bare bliver enormt teateragtigt og ufilmisk. Han er der fra start af, og man er aldrig i tvivl om hvem det sortklædte fjols er. Værre er det imidlertid, at det aldrig kommer til et direkte opgør mellem Mr. Brooks og hans skygge – skyggen bliver aldrig mere dominerende, end at Mr. Brooks kan tøjle den. Og endnu værre så er denne iscenesættelse af en mands psykiske lidelser jo en reduktion af psykens kompleksitet til Freud for 5-årige. Især når Mr. Brooks blot kan gå til et par AA-møder og få styr på sin mentale sygdom. Og måske lige så idiotisk når filmen spekulerer i, at Mr. Brooks’ datter har arvet sin fars morderiske sindssyge!

Tilføj så en generel stemning af lav production value og tv-filmiske islæt (bl.a. i en forbandet ringe shootout-sekvens, hvor en 80'er-agtig stroboskopeffekt skal give liv og action), og man har en rigtig dræber af en film. Se den, hvis du tør!

······


Mr. Brooks
Instruktion: Bruce E. Evans
Medvirkende: Kevin Costner, William Hurt, Demi Moore
MGM, 2007
Spilletid: Ca. 116 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film