Night of the Vampires? Josh Hartnett spiller hovedrollen i denne stemningsfulde tegneseriefilmatisering, hvor en flok vampyrer invaderer en lille affolket landsby i Alaska. Det bliver til en rigtig god blanding af Romeros zombiefilm og Blade-trilogien krydret med Carpenters The Thing. Men selve vampyrerne er for teatralske og skræmmer ikke.
Lad mig slå det fast så det ikke kan misforstås: 30 Days of Night er en bundsolid vampyrgyser, der gør hvad den skal gøre – den er uhyggelig, sine steder frastødende, og vampyrerne er her og der og alle vegne. Der er rigeligt til både øjne og ører, hvad angår stemningsmættet suspense og chok; billederne er formidable, hvad enten de er CGI eller realoptagelser, og musikken skaber hurtigt en ubehagelig melodiløs atmosfære. Der er også tilpas meget nytænkning i det isnende Alaska-miljø til at filmen kan holde den gående i sine godt 100-minutters spilletid.
Alligevel har filmen et par problemer, som vil kunne få den største gyserfeinschmecker til at stå af og vende tommelfingeren nedad. Men dem vender vi tilbage til. Lad os starte med det gode…
Snevampyrer
Filmen udnytter sin setting fuldt ud fra start af. Vi befinder os i den lille snedækkede landsby Barrow i Alaska, der er ved at blive affolket; beboerne tager væk på årlig basis for at komme væk fra de 30 dage, hvor solen ikke skinner. Samtidig følger vi sheriffen (Josh Hartnett) rundt i byen, hvor en række ildevarslende drengestreger og uheld sætter rammen for det, der er under opsejling: Mobiltelefoner er blevet brændt af, et kobbel slædehunde er brutalt myrdet, etc. Og midt i det hele ankommer en mystisk fremmed, som synes delirisk og truer med ragnarok og død over hele Barrow.
Inden længe ankommer en lille bande vampyrer og spreder skræk og rædsel i deres frådende 30-dages ædeorgie på lillebyens resterende 152 beboere. Og sheriffen og hans ekskæreste får deres sag for. Der går George Romero i den i skøn forening med actionsekvenserne fra Blade-trilogien. Kritikere vil hævde, at der lånes rigeligt fra stemningsfulde konsolspil som Silent Hill og Resident Evil, og at filmen som sådan besidder en computerspilsfølelse med dens episodiske og level-inspirerede opdeling – men gør det egentlig noget, når det samtidig fungerer?
Baggrundshistorie og cutaways
Det lyder meget banalt, og det er det nok også, men 30 Days of Night har en friskhed og seriøsitet over sig, som man ikke finder i andre moderne gyserfilm. Der er en tiltrængt realisme over filmen, og dens persontegning er muligvis klichefuld men langt fra den gumpetunge ligegyldighed, som vi finder i vor tids genindspilninger af de gamle gyserklassikere. Josh Harnett spiller afdæmpet og melankolsk – han minder om en ung Brad Pitt – og ved netop ikke at forklare baggrundshistorien for hans og ekskærestens brud og nag, tilfører manuskriptforfatter og instruktør relativt let en mærkbar dybde til de to karakterer og deres kuldsejlede forhold. Det er faktisk ret simpelt, men det fungerer bare godt.
Filmens friskhed kommer til udtryk i dens helt bevidste leg med publikum især i første halvdel. Her er kodeordet suspense og uforløste chokeffekter. Vi får hele optakten, stilheden omkring de uvidende landsbybeboere i sneen, vi ser en, to, måske tre “tilfældige” skygger uskarpt i baggrunden, og så klippes der umærkeligt væk, så vi netop ikke ser vampyrerne overfalde de sagesløse landsbybeboere, men sidder åndeløse tilbage med en veletableret suspense. På tilsvarende måde klippes der “brutalt” væk i første halvdel, så publikum netop ikke ser vampyrernes ansigter, men sidder tilbage og skal digte med på historien. Det er en modig og meget alternativ klippestil i en tid, hvor alle scener i en gyserfilm helst skal forløses 100% efter publikums forventning om suspense og chok. Og det fungerer bare godt.
For pæn og for meget
Når man ser på producentparret Sam Raimi og Rod Tapert’s cv – jo, det er dem med Evil Dead – kan det undre, at 30 Days of Night ikke er mere eksplosiv og visuelt udfordrende end den er. Der er som nævnt meget godt at sige om stemning og suspense, men der mangler især i starten en saft og kraft, som kan holde den hardcore gyserfreak til ilden. Man sidder faktisk og føler sig snydt og tror, at filmen ikke tør vise os det, vi vil se; først hen imod slutningen får vi de onscreen splatterscener, der er blevet varslet fra filmens start.
Problemet er at disse splatterscener skulle have været placeret i filmens begyndelse. The master of suspense himself, Alfred Hitchcock, kommenterede sin egen Psycho og var meget bevidst om det grafiske brusebadsmords effekt på publikum; dette første mord er langt mere udpenslet end det senere mord, fordi Hitchcock vidste, at chokket ville blive siddende som en bævrende usikkerhed resten af filmens spilletid. Det kunne 30 Days of Night have lært noget af.
For det andet er vampyrerne – efter en lang og sej suspense-opbygning – faktisk ikke særligt uhyggelige. Der er slet ikke den samme overrumplende chokeffekt forbundet med dem, som vi finder i Guillermo del Toros vampyrdesign i Blade II, og i forhold til alien-monsteret i Ridley Scotts første rumgyser er de alt for synlige. Vampyrerne bliver derfor på én gang almindeligt kedelige i deres monstrøsitet og uendeligt teatralske i deres indædte monologer på et eller andet gaksprog og i fælleshylet efter blod (en fin intertekstuel reference til Donald Sutherland i Invasion of the Body Snatchers, 1978, men uden den chokpondus, som netop er forbundet med Sutherlands skrig). De bliver nærmest også tegneserieagtigt latterlige i deres frådende bloddrikkeri, og deres supermandsagtige hurtighed sammen med det overcrankede kameraarbejde bringer tankerne hen på Dawn of the Dead-remaket fra 2004. Det er absolut det største problem for 30 Days of Night, fordi vampyrerne bærer filmen.
Er man feinschmecker, skal man således trække en stjerne fra bedømmelsen. Til de nysgerrige: Velkommen til Barrow, Alaska.
······
30 Days of Night
Instruktion: David Slade
Medvirkende: Josh Hartnett, Melissa George, Danny Huston m.fl.
Dark Horse Entertainment, 2007
Spilletid: Ca. 113 minutter
Ude på amerikansk dvd den 28. februar 2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar