Mr. Brooks (2007)

En rigtig dræber! Kevin Costner har titelrollen i den mere end middelmådige og aldeles uspændende Mr. Brooks. Denne teateragtige udgave af en psykologisk thriller er overfladisk i sin persontegning og plotudvikling, mens fejlcastede William Hurt og Demi Moore overspiller på livet løs. Kevin Costner spiller Kevin Costner på sin egen nedtonede og støvede måde; nogen ville sige kedelige.

Før vinterferien aftalte en god kollega på RKS, Annelise, og jeg at vi skulle se at få set Mr. Brooks og komme tilbage efter ferien og sammenligne, hvad vi syntes. Vores fælles udgangspunkt var at vi ikke er særlig vilde med Kevin Costner-film, men at denne her kunne vise sig at være en kærkommen undtagelse. Jeg havde desuden fået den varmt anbefalet af min svoger, Michael; han var meget begejstret og fortsatte dvd-coverets hype af denne næste store psykologiske thriller – angiveligt er den jo i samme liga som Silence of the Lambs (1991) og Se7en (1995).

Før jeg kaster mig ud i en udbasunering af mine tanker om denne film, skal jeg retfærdigvis oplyse, at både Michael og Annelise var langt mere positivt stemt end undertegnede.

Filmen handler selvfølgelig om Mr. Brooks – en stor forretningsmand og skizofren seriemorder, der af sin mørke side lokkes til at slå et sidste offer ihjel, før han lægger denne natlige gesjæft på hylden. Men ak og ve – den ellers så perfekte Mr. Brooks begår en fejl under mordet, og bliver opdaget af en ung fyr, der afpresser ham til at lære sig op. Samtidig følger vi Mr. Brooks’ datter, der vender hjem til far og mor efter at være droppet ud af college; hun vil i lære i farens firma. Og endelig er der også sidehistorien om politikvinden, der kommer på sporet af Mr. Brooks og hendes ægteskabelige problemer.

Uengagerende
Mr. Brooks er absolut ikke en god film. Uanset om man prøver at tilskrive den samme klassikerstatus som Silence of the Lambs og Se7en eller man nedtoner forventningerne, så er der en lang række problemer forbundet med den. Problemer der betyder at den bliver uengagerende og ufrivilligt komisk.

Først og fremmest er filmen enormt uengagerende, fordi personkarakteristikkerne er alt for overfladiske. Vi ser kun små glimt af Mr. Brooks’ liv med konen og datteren og af hans forhold til arbejdet og hans ansatte. Der snakkes godt nok meget om hans store forretningsmæssige gevinster og hans kvaliteter som ægtemand og far, men det bliver ved snakken. Hvad ser f.eks. konen i ham, når han givetvis har lange arbejdsdage og tilsyneladende aldrig går i seng samtidig med hende?

På samme måde med politikvindens forliste ægteskab og den undslupne og hævngerrige massemorder, der jagter hende; her introducerer filmen en samling stereotype papmachekarakterer, simpelthen fordi der ikke er tid til at følge denne sidehistorie (der i sit omfang kræver sin helt egen film ordentlig til dørs. Det er Clarice Starling light.

Den primære grund til at filmen føles uengagerende og flad, er imidlertid at Mr. Brooks også for publikum forbliver en gådefuld støvet perfektionist, der aldrig begår en fejl, som han ikke vil rette op på. Der er lagt lidt dialog ind, der insinuerer, at han da engang var en massemorder uden stil og mål, men hans indre rejse er for længst slut, og der er ingen ændring i karakteren, ingen krakelering af overflader. Han er hverken skrøbelig, og han bliver aldrig uforudsigelig farlig, som en Hannibal Lecter. Jo, Mr. Brooks har da et mareridt, men han vågner også op næste morgen og fremstår ganske afklaret med situationen. Med andre ord: Filmen mangler de helt afgørende vendepunkter og psykologi til at være en rigtig suspense-thriller.

Ufrivilligt komisk
At filmen også er ufrivilligt komisk sørger William Hurt for. Han spiller Mr. Brooks levendegjorte skyggeside – klædt i sort selvfølgelig og med de helt store teatergrimasser og ar-ti-ku-la-tion, som måske skal signalerer, at han jo er id’et, men som også bare bliver enormt teateragtigt og ufilmisk. Han er der fra start af, og man er aldrig i tvivl om hvem det sortklædte fjols er. Værre er det imidlertid, at det aldrig kommer til et direkte opgør mellem Mr. Brooks og hans skygge – skyggen bliver aldrig mere dominerende, end at Mr. Brooks kan tøjle den. Og endnu værre så er denne iscenesættelse af en mands psykiske lidelser jo en reduktion af psykens kompleksitet til Freud for 5-årige. Især når Mr. Brooks blot kan gå til et par AA-møder og få styr på sin mentale sygdom. Og måske lige så idiotisk når filmen spekulerer i, at Mr. Brooks’ datter har arvet sin fars morderiske sindssyge!

Tilføj så en generel stemning af lav production value og tv-filmiske islæt (bl.a. i en forbandet ringe shootout-sekvens, hvor en 80'er-agtig stroboskopeffekt skal give liv og action), og man har en rigtig dræber af en film. Se den, hvis du tør!

······


Mr. Brooks
Instruktion: Bruce E. Evans
Medvirkende: Kevin Costner, William Hurt, Demi Moore
MGM, 2007
Spilletid: Ca. 116 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film

30 Days of Night (2007)

Night of the Vampires? Josh Hartnett spiller hovedrollen i denne stemningsfulde tegneseriefilmatisering, hvor en flok vampyrer invaderer en lille affolket landsby i Alaska. Det bliver til en rigtig god blanding af Romeros zombiefilm og Blade-trilogien krydret med Carpenters The Thing. Men selve vampyrerne er for teatralske og skræmmer ikke.

Lad mig slå det fast så det ikke kan misforstås: 30 Days of Night er en bundsolid vampyrgyser, der gør hvad den skal gøre – den er uhyggelig, sine steder frastødende, og vampyrerne er her og der og alle vegne. Der er rigeligt til både øjne og ører, hvad angår stemningsmættet suspense og chok; billederne er formidable, hvad enten de er CGI eller realoptagelser, og musikken skaber hurtigt en ubehagelig melodiløs atmosfære. Der er også tilpas meget nytænkning i det isnende Alaska-miljø til at filmen kan holde den gående i sine godt 100-minutters spilletid.

Alligevel har filmen et par problemer, som vil kunne få den største gyserfeinschmecker til at stå af og vende tommelfingeren nedad. Men dem vender vi tilbage til. Lad os starte med det gode…

Snevampyrer
Filmen udnytter sin setting fuldt ud fra start af. Vi befinder os i den lille snedækkede landsby Barrow i Alaska, der er ved at blive affolket; beboerne tager væk på årlig basis for at komme væk fra de 30 dage, hvor solen ikke skinner. Samtidig følger vi sheriffen (Josh Hartnett) rundt i byen, hvor en række ildevarslende drengestreger og uheld sætter rammen for det, der er under opsejling: Mobiltelefoner er blevet brændt af, et kobbel slædehunde er brutalt myrdet, etc. Og midt i det hele ankommer en mystisk fremmed, som synes delirisk og truer med ragnarok og død over hele Barrow.

Inden længe ankommer en lille bande vampyrer og spreder skræk og rædsel i deres frådende 30-dages ædeorgie på lillebyens resterende 152 beboere. Og sheriffen og hans ekskæreste får deres sag for. Der går George Romero i den i skøn forening med actionsekvenserne fra Blade-trilogien. Kritikere vil hævde, at der lånes rigeligt fra stemningsfulde konsolspil som Silent Hill og Resident Evil, og at filmen som sådan besidder en computerspilsfølelse med dens episodiske og level-inspirerede opdeling – men gør det egentlig noget, når det samtidig fungerer?

Baggrundshistorie og cutaways
Det lyder meget banalt, og det er det nok også, men 30 Days of Night har en friskhed og seriøsitet over sig, som man ikke finder i andre moderne gyserfilm. Der er en tiltrængt realisme over filmen, og dens persontegning er muligvis klichefuld men langt fra den gumpetunge ligegyldighed, som vi finder i vor tids genindspilninger af de gamle gyserklassikere. Josh Harnett spiller afdæmpet og melankolsk – han minder om en ung Brad Pitt – og ved netop ikke at forklare baggrundshistorien for hans og ekskærestens brud og nag, tilfører manuskriptforfatter og instruktør relativt let en mærkbar dybde til de to karakterer og deres kuldsejlede forhold. Det er faktisk ret simpelt, men det fungerer bare godt.

Filmens friskhed kommer til udtryk i dens helt bevidste leg med publikum især i første halvdel. Her er kodeordet suspense og uforløste chokeffekter. Vi får hele optakten, stilheden omkring de uvidende landsbybeboere i sneen, vi ser en, to, måske tre “tilfældige” skygger uskarpt i baggrunden, og så klippes der umærkeligt væk, så vi netop ikke ser vampyrerne overfalde de sagesløse landsbybeboere, men sidder åndeløse tilbage med en veletableret suspense. På tilsvarende måde klippes der “brutalt” væk i første halvdel, så publikum netop ikke ser vampyrernes ansigter, men sidder tilbage og skal digte med på historien. Det er en modig og meget alternativ klippestil i en tid, hvor alle scener i en gyserfilm helst skal forløses 100% efter publikums forventning om suspense og chok. Og det fungerer bare godt.

For pæn og for meget
Når man ser på producentparret Sam Raimi og Rod Tapert’s cv – jo, det er dem med Evil Dead – kan det undre, at 30 Days of Night ikke er mere eksplosiv og visuelt udfordrende end den er. Der er som nævnt meget godt at sige om stemning og suspense, men der mangler især i starten en saft og kraft, som kan holde den hardcore gyserfreak til ilden. Man sidder faktisk og føler sig snydt og tror, at filmen ikke tør vise os det, vi vil se; først hen imod slutningen får vi de onscreen splatterscener, der er blevet varslet fra filmens start.

Problemet er at disse splatterscener skulle have været placeret i filmens begyndelse. The master of suspense himself, Alfred Hitchcock, kommenterede sin egen Psycho og var meget bevidst om det grafiske brusebadsmords effekt på publikum; dette første mord er langt mere udpenslet end det senere mord, fordi Hitchcock vidste, at chokket ville blive siddende som en bævrende usikkerhed resten af filmens spilletid. Det kunne 30 Days of Night have lært noget af.

For det andet er vampyrerne – efter en lang og sej suspense-opbygning – faktisk ikke særligt uhyggelige. Der er slet ikke den samme overrumplende chokeffekt forbundet med dem, som vi finder i Guillermo del Toros vampyrdesign i Blade II, og i forhold til alien-monsteret i Ridley Scotts første rumgyser er de alt for synlige. Vampyrerne bliver derfor på én gang almindeligt kedelige i deres monstrøsitet og uendeligt teatralske i deres indædte monologer på et eller andet gaksprog og i fælleshylet efter blod (en fin intertekstuel reference til Donald Sutherland i Invasion of the Body Snatchers, 1978, men uden den chokpondus, som netop er forbundet med Sutherlands skrig). De bliver nærmest også tegneserieagtigt latterlige i deres frådende bloddrikkeri, og deres supermandsagtige hurtighed sammen med det overcrankede kameraarbejde bringer tankerne hen på Dawn of the Dead-remaket fra 2004. Det er absolut det største problem for 30 Days of Night, fordi vampyrerne bærer filmen.

Er man feinschmecker, skal man således trække en stjerne fra bedømmelsen. Til de nysgerrige: Velkommen til Barrow, Alaska.

······


30 Days of Night
Instruktion: David Slade
Medvirkende: Josh Hartnett, Melissa George, Danny Huston m.fl.
Dark Horse Entertainment, 2007
Spilletid: Ca. 113 minutter
Ude på amerikansk dvd den 28. februar 2008

Evil Dead II (1987)

2’eren er bedst! Sam Raimis genindspilning af hans egen no-budget gyser fra 1981 er stadig visuelt overrumplende, plat og gakket i sine groteske lemlæstelsesscener. Uforlignelige Bruce Campbell er i centrum for løjerne, og Evil Dead II er en postmoderne gyserklassiker, hvor plot, logik og menneskekroppe opløses i det rene nonsens for øjnene af os.

Før Sam Raimi blev opdaget af Hollywood og fik milliard-budgetter til at lave Spiderman-trilogien gik han og vennerne og baksede med et par lavbudgetfilm der kom til at forme en helt anden slags trilogi; Evil Dead-serien består af to næsten identiske gyser/splatterfilm og en mere adventurepræget tredje del, der fik titlen Army of Darkness (1992).

Evil Dead II udmærker sig ved dels at være en genindspilning af 1’eren og ved dels at have et større budget og langt større idérigdom. Den udvider selve genrebegrebet fra The Evil Dead’s dystre ondskab til et grotesk sammensurium af Monty Python-sort humor, farceagtigt skuespil og en visuel vildskab, som man stadig skal kigge langt efter i amerikanske gysere. På dansk grund fik vi omtrent samtidig Michael Wikke & Sten Rasmussens Sonny Souffle Shock Show [1986], en tv-serie der på lignende vis sprængte genrebegrebet sønder og sammen ved at mikse det uhyggelige med en selvbevidst komik fyldt med intertekstuelle referencer og platte jokes.

Selvbevidst gys
Evil Dead II er meget mere end en gyser. Der er fra start af elementer, der gør, at man let rubricerer den som sådan; kæresterne Ash og Linda ankommer til den ensomt beliggende skovhytte, Ash starter en gammel båndoptager så en satanisk besværgelse afspilles og påkalder skovens dæmoner, der besætter Linda, som derefter må lade livet.

Men allerede her udnyttes de tunge gyserklicheer til det ekstreme – så de tydeliggøres for os seere. Først og fremmest er hele denne første scene overstået i løbet af ganske få minutter (til sammenligning tog det tilsvarende handlingsforløb over halvanden time at afvikle i The Exorcist [1973]). Ligeledes visualiseres dæmonerne i et subjektivt kamera der flyver brølende igennem skoven, torpederer et vindue og videre frem mod Linda. Og da Linda er blevet besat, bølger en gammel monsterfilmagtig tåge overdrevent frem fra omgivelserne, hendes hoved hugges af med en spade i slowmotion og ruller flere meter hen ad jorden, hvor det standser foran kameraet. I tydeligt skæve kameravinkler begraves Linda, og da Ash jager et primitivt kors i jorden, lyder det første tordenskrald. Vi er på alle måder i gyserland, men samtidig befinder vi os i landsdelen for tegnefilm og komik; genrekonventionerne er så absurd og overdrevet tydeliggjort – og galskaben eskalerer da Ash besættes, Lindas døde krop vågner op igen og Ashs egen hånd gør oprør og må saves af så blodet sprøjter. Og vi er stadig kun et kvarters spilletid inde i filmen!

Oprør mod den perfekte krop
Evil Dead II’s skruppelløshed gør den på én og samme gang morsom og farlig. Filmen vover at mikse overdreven, farceagtig slapstickkomik med gys og splat, f.eks. i scenen hvor Ash skyder efter sin hånd og millioner liter blod fosser ud af skudhullerne i væggen, hvorefter Ash – noget paf – sætter sig på en stol, der i ægte Gøg-og-Gokke-stil braser sammen under ham, hvorefter hele hyttens inventar griner højlydt og længe af ham. Den slags handlingsforløb gør filmen uforudsigelig og man har tit følelsen af at sidde i spøgelsestoget i et tivoli, når syns- og høresansen bombarderes i ét væk. Der er fart og tempo på, og filmen er altid komisk og sjov med lige så mange gags som der er chokscener.

Men denne løssluppenhed gør også Evil Dead II til en "farlig" film – en film der ikke vil være konform men udvider (eller nedbryder gysergenren). Ligesom menneskekroppene der hugges ned så blodet sprøjter i kaskader af rødt, grønt og blåt (!), maltrakteres plot og genrekonventioner, så al logik opløses. Selv slutningen er overrumplende og kommer (medmindre man har fanget set up’et) ud af den blå luft. Det der holder sammen på Evil Dead II’s plot er Ashs spinkle udviklingshistorie fra ung og usikker fyr til en overdreven macho-Rambo med motorsav monteret på højre hånd og et oversavet jagtgevær i venstre.

Bortset fra denne fortællemæssige sammenhæng ligner Evil Dead II mest en Tom & Jerry-tegnefilm med levende mennesker uden grænse for de groteske ideer og intertekstuelle referencer til alt fra Ray Harryhausen-stopmotion til Hitchcocks Psycho (1960). Her gælder det bare om – som i andre splatterfilm fra den tid – at destruere sammenhængskraften, pænheden og menneskekroppen. Dermed fortsætter Sam Raimi og co. oprøret mod hele den vesterlandske kultur, anført af USA og the American way, sådan som gysergenren har gjort siden tidernes morgen. I 1980-90’erne var det overfladeideologien med dens forgudelse af det perfekte udseende og det perfekte liv, der fik kniven.

······


Evil Dead II (da. Evil Dead 2: Udrydderen)
Instruktion: Sam Raimi
Medvirkende: Bruce Campbell, Sarah Betty, Dan Hicks m.fl.
Renaissance Pictures, 1987
Spilletid: Ca. 81 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome

Cecilie (2007)

Godt forsøgt… Det seneste danske genreforsøg ud i den amerikanske gysertradition er både stemningsfuld og voksenseriøs, og den skrøbelige titelrolle som Cecilie spilles fremragende af Sonja Richter. Men plottet er desværre også ganske uopfindsomt og ender med at ligne et ripoff af Dennis Jürgensen & Martin Schmidts Bag det stille ydre (2005).

Siden Ole Bornedal lavede den meget Hollywood’ske psykogyser Nattevagten og Lars von Trier og Morten Arnfred brød alle Hollywoods regler med tv-serien Riget (begge fra 1994), har danske filmproducenter og -instruktører vovet at kaste sig ud i gysergenren men uden samme fornemmelse for genren. Og uden på nogen måde at matche disse danske nyklassikere.

Fra tid til anden hører man den påstand, at det kræver rigtig meget arbejde at lave en gyser, og det har danske instruktører og manuskriptforfattere svært ved at indse; det kræver, at man kender genrens formulariske kneb og tricks, og har set et hav af gyserfilm, så man ved hvad man har med at gøre. Man skal kende bagkataloget, og så skal plottet og manuskriptet ellers slibes til, så man kan få sparket så mange kneb og tricks ind i sin film, som muligt.

Baseret på de sidste ti års danske gyserfilm vil jeg tillade mig at foreslå en helt anden fremgangsmåde: Regel nr. 1 må være at hvis man som filminstruktør eller manuskriptforfatter bliver nødt til at se filmhistoriens bedste gyserfilm for at blive inspireret til sin egen – ja, så skal man nok ikke lave en gyser, for så ender det med at blive temmelig forceret. Om det i virkeligheden også skyldes vort filmstøttesystem, hvor et hav af konsulenter og manuskripttroldmænd skal give sit besyv med til den endelige produktion og dermed ender med at forfladige et intuitivt spændende og originalt plot – det ved jeg ikke, men engang imellem strejfer tanken.

Åndernes verden
Hans Fabian Wullenwebers Cecilie føjer sig fint til resten af de sidste ti års danske gysere. Den er spændende og dygtigt lavet; den har flotte special effects-kameragange og fantastiske drømmesekvenser som ville være utænkelige i Danmark for ti år siden; dens persontegning af titelrollen er hudløs og Sonja Richter er fantastisk i rollen som Cecilie, og den ekstreme brug af colourgrading gør filmen lækker og professionel at se på.

Men lige så meget som filmens overflade er poleret, og plottet er veltilrettelagt, lige så uoriginal er filmen også. For manuskriptet står Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, og de to er gået på strandhugst i Dennis Jürgensen & Martin Schmidts Bag det stille ydre, der blot har to år på bagen – og Jürgensen & Schmidt gik selv på strandhugst i Robert Zemeckis’ What Lies Beneath, der har syv år på bagen – og Zemeckis deklarerede selv sin film som én stor reference til suspensemesteren Alfred Hitchcock!

Den totalt udvandede historie i Cecilie er kort fortalt at et københavnerpar flytter på landet, fordi konen, Cecilie, har haft et nervøst sammenbrud. Hun er folkeskolelærer og har fået job på den lokale skole; manden er sådan en strømlinet laptop-fyr der bare vil have hende fikset op, så hun ikke er psykisk ustabil mere. Men så begynder Cecilies mareridt at vende tilbage i form af meget livagtige drømme om mordet på en teenagepige ved navn Camilla, der tilfældigvis boede i huset. Og lige så langsomt går det op for Cecilie, at den afdøde Camilla vil i kontakt med hende og fortælle hende noget…

Det er symptomatisk for Cecilie, at dens mest overraskende og originale indfald er en direkte, verbal hilsen til Heisterberg & Arcels egen Kongekabale i form af den scene, hvor Cecilies rare psykiater (spillet af Anders W. Berthelsen) siger til den detroniserede psykiater med speciale i det okkulte (Lars Mikkelsen): ”Lang tid siden...”

Special Effects in Danish
Hvad Cecilie mangler i originalitet og plot har den til gengæld i nogle (for dansk films vedkommende) overrumplende special effects: Først og fremmest badeværelsesscenen, hvor vandrørene fryser til is, Cecilie glider ned under vandets overflade og ind i drømmeverdenen og i en vintermørk sø prøver at banke sig vej igennem isens overflade. Det er en umådelig flot sekvens, der hænger godt sammen med filmens tematiske brug af is og kulde. (Og der er tilsyneladende brugt mange special effects-penge på at få virkelighedens september-måned til at ligne en forfrossen februar.)

Ligeledes må nævnes den flotte travelling, der indleder filmen, hvor kameraet svæver hen over villavejen, igennem side- og forruden på en bil og videre op af en havegang og igennem gelænderet på en trappe. En lignende snydetravelling har vi , da kameraet følger Sonja Richter ind i husets entre og rundt om et hjørne ind i stuen og så tilbage til entreen, der på få sekunder fuldstændig har skiftet udseende, på trods af at der ikke er noget synligt klip. Det er dejligt at se en dansk film kaste sig ud i disse småambitiøse lækkerier, og det tilfører filmen en højere production value, end vi er vant til. Men disse visuelle detaljer er også ren overflade – de er set 100 gange før, bedre udført og i mere avanceret forklædning. De tilfører ikke det uoriginale plot noget som helst ekstra.

På grund af sin production value, sin hovedrolleskuespiller og sin suspenseskabende stemning ender Cecilie med at være en bedre film end Bag det stille ydre – ligesom Jannik Johansens skæbnetunge Mørke (2005) er en langt bedre end Cecilie.

······


Cecilie
Instruktion: Hans Fabian Wullenweber
Medvirkende: Sonja Richter, Claus Riis Østergaard, Anders W. Berthelsen
Nimbus Film, 2007
Spilletid: ca. 92 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film

AFR (2007)

Mockumentary på dansk. Morten Harz Kaplers’ film om mordet på Anders Fogh Rasmussen er nomineret til en Bodil som årets bedste danske film. Den pris er AFR dog for rodet til at vinde, men filmen er stadig et kig værd, fordi den trods alt vover et politisk øje i dens leg med ytringsfriheden. Kaplers tør ligeledes eksperimentere med de dokumentariske virkemidler – og ender faktisk med at sætte hele faktagenren til debat.

Lad os starte med at definere, hvad AFR skuffende nok ikke er: Den er ikke en mockumentary i bedste afslørende dokumentarstil, der forsøger at finde frem til gerningsmanden bag det fingerede mord på Anders Fogh Rasmussen. Titlens tre forbogstaver giver ellers associationer i retning af Oliver Stones JFK, hvor et andet præsidentmord skulle opklares – komplet med konspirationsteorier og galoperende paranoia. Og AFR’s foromtaler og PR-maskineri har da også gang på gang understreget at her får vi en (ganske vist 100% opdigtet) dokumentar der revser det politiske system – særligt den borgerlige regering og Dansk Folkeparti.

AFR ender dog med at være forbavsende mild. Ud over filmens grundidé med at køre Anders Fogh Rasmussens mantra om dansk ytringsfrihed helt ud og udnævne ham til skabsbøsse, der er utro mod sin egen kone og følelsesmæssig påvirkelig til at skifte hele sit partis politiske kurs i retning af rendyrket humanisme over for det afrikanske kontinent – ja, ud over denne grundidé (der ligger som undertekst igennem store dele af filmen), så er det småt med de politiske kindheste. Her er ingen udfald mod højrefløjen i dansk politik: Tværtom gøres Anders Fogh nærmest til en helgen, da hans følelsesliv foldes helt ud i hans professionelle virke under formandskabet for EU.

AFR er ikke en afslørende dokumentar, der prøver at kortlægge, hvem der slog Anders Fogh Rasmussen ihjel, eller de politiske magtstrukturer i det borgerlige Danmark. Den skal ligne en afdækkende dokumentarfilm hvis primære formål er at portrættere selvfølgelig Anders Fogh Rasmussen men også den (100% opdigtede) venstreorienterede, homoseksuelle rebel Emil – i skikkelse af Morten Harz Kaplers selv. Emil bliver den følelsesmæssige primusmotor for Foghs nye politik.

At iscenesætte eller ikke iscenesætte
Problemet med filmen er at segmenterne med Emil fylder for meget, og at de ikke er interessante i sig selv, men kun når de sættes sammen med Foghs historie. De dele hvor Emils bagland interviewes til kameraet – særligt flipperen i bar overkrop med en kat på skødet og det homoseksuelle overklasseløg fra whiskybæltet er urealistiske typer – er enormt forceret og tydeligt konstrueret. Arkivmaterialet virker til tider tåkrummende iscenesat, som når Morten Harz Kaplers optræder til diverse demonstrationer på kornede billeder og i starten af filmen i leopard-g-strengstrusser i nightvision-optagelser. Det, der nok skulle have været meget grænseoverskridende, bliver hevet ned på et trivielt soapplan, hvor Fogh dropper sin elsker “Emil”, der til gengæld sendes på en mental og selvdestruktiv deroute. Og fordi det er så iscenesat og fjernt fra det politiske liv i Danmark, bliver det også kedeligt.

Det der til gengæld fungerer i AFR er det delvist fingerede portræt af Anders Fogh. Her mikses fakta med fiktion, så det bliver interessant at følge med i, fordi disse dele af filmen forholder sig direkte til virkeligheden. Og det føles også som om Morten Harz Kapler i her vil noget med sin film, der rækker ud over føleri og soap. Her er de berømte interviews med kendte danske politikere (Pia Kjærsgaard får drillende lov til at udnævne ham til bøsse) og arkivmateriale fra TV-Avisen med Fogh selv som skatteminister i Schlüter-regeringen. Her kan man som publikum mærke, at der er noget på spil for instruktøren og hans film, og hele ideen bag mockumentary-genren foldes ud, fordi man konsekvent sidder og forholder sig til faktagenrens virkemidler og prøver at sætte fingeren på, hvad Kaplers har fingeret, og hvad der er rigtigt nok. Det bevirker faktisk, at Kaplers sætter hele den store faktagenre til debat, og tvinger sit publikum til at forholde sig til, om vi kan stole på tv-nyheder og afdækkende såvel som afslørende dokumentarprogrammer. Eller om denne ophøjede genre i sidste instans ikke påvirkes af følelser fra de medvirkende og producenterne – præcis som de ophøjede politikere i virkeligheden og i AFR.

Vil man se en mockumentary om likvideringen af et regeringsoverhoved, der på lignende vis sætter faktagenren til debat, men som også tør pirke mere til den politiske virkelighed, anbefales den amerikanske Death of a President (2006).

······


AFR
Instruktion: Morten Harz Kaplers
Medvirkende: Anders Fogh Rasmussen, Morten Harz Kaplers, Vivi Nielsen m.fl.
Liberty Film, 2007
Spilletid: Ca. 83 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome