Zombierne kommer! Lucio Fulcis Paura Nella Cittá Dei Morti Viventi (!) er et forstudium til hans klassiker Rædslernes hotel (The Beyond); i begge film viser hans plot og stil at han kan og vil noget med filmmediet. Zombiernes by er lige så storslået i sine temaer og sin idérigdom som Rædslernes hotel, men Fulci formår ikke at realisere sin vision og sammenbringe de forskellige delplots til et virkningsfuldt hele. Zombiebyen er alligevel et besøg værd – alene på grund af Fulcis syrede ideer og stil.
I påskeferien stiftede jeg bekendtskab med den anden film i Another World Entertainments zombieserie, Zombiernes by af den italienske horror-maestro Lucio Fulci. (Påskeferien er jo teknisk set en slags zombieferie med død og genopstandelse, så hvad kunne være mere passende…) Jeg er ikke den store Fulci-ekspert men har tidligere set Rædslernes grønne ø og Rædslernes hotel – begge udgivet på dansk dvd af Another World – og harcelerede i sin tid over førstnævntes mangel på gys og kiksede, leragtige makeup, mens sidstnævnte var en kæmpe øjenåbner for mig med sin mareridtsagtige stemning, som nu om dage skal findes hos David Lynch og i konsolspil som Silent Hill.
Og nu Zombiernes by, som peger frem mod Rædslernes hotel fra 1981, men som ikke forløses på samme tilfredsstillende måde. Fulci væver her flere handlingstråde sammen til en historie om helvedes porte, der står åbne på vid gab, fordi en katolsk præst har hængt sig selv. De porte skal lukkes inden Allehelgensaften, for ellers vil alle døde selvfølgelig rejse sig og gå i kødet på menneskene. Og selv om det jo lyder voldsomt klichefyldt, så indbyder filmens forskellige plotlinjer til en langt mere kompleks udgave af den historie, end man lige skulle tro. Først og fremmest hænger præsten sig i Dunwich, men et medium mærker konsekvenserne ved en seance i New York og sammen med en nysgerrig journalist drager han mod Dunwich for at få lukket de helvedes porte. Derudover er der psykiateren Jerry, hans kæreste Emily og hans patient Sandra samt den psykisk ustabile Bob (og flere andre betydningsfulde bikarakterer), der alle bor i Dunwich og hvirvles ind i og påvirker hinandens historier med samme uhyggelige logik som i et mareridt. Og alt imens går den døde præst igen og påvirker alt og alle med sine uhyggelige øjne.
Fremragende visualitet
Filmen er berømt for to særdeles ubehagelige splatterscener – en scene hvor en pige besættes af den uhyggelige præst og brækker alle sine indvolde op, og en scene hvor en fyr får boret hjernen ud med en stor boremaskine. Begge scener er uhyggeligt vellavede og realistiske, når man tænker på at filmen trods alt har mere end 25 år på bagen.
Men scenerne, hvor Fulci nøjes med at antyde splattereffekterne frem for at kaste dem i hovedet på os, fungerer rent faktisk langt bedre. Igennem Zombiernes by stirres der en hel del, og Fulci er god til at bruge ultranærbilleder af skræmte, chokerede eller trancefyldte øjne – også med blod løbende ned ad kinderne som tårer. Scenen med Emilys lillebror (JohnJohn!), der tror han i glimt ser sin døde zombiesøster uden for vinduet er virkningsfuld, fordi Fulci formår at holde igen og bruge chokeffekterne til mere end bare væmmelse.
Også filmens klippemetode, hvor de mange plotlinjer skal flettes ind i hinanden, er sikkert udført. Fulci benytter til tider en nærmest associerende klipning, hvor én scenes gyserelement får betydning for næste scene, der foregår et helt andet sted. Tydeligst markeres det i scenesammenbindende matchcuts, der skaber en over-naturlig sammenhæng mellem de forskellige scener. Derved bliver filmen ikke blot en stribe optrin i suspense og chok men et mere komplekst sammenhængende hele. Også slutningens tvetydige åbenhed med det fastfrosne billede af lille JohnJohn vidner om Fulcis evner som horror-maestro.
Lowbudget-rammerne
Mere oplagt er det måske at tolke slutningens frosne billede som udtryk for Fulcis lave budget. Der er mange indikatorer der peger på, at han ikke har haft penge nok til at realisere sin vision på ordentlig vis. Mange af karaktererne får ikke plads og tid nok til at udvikle sig og blive integreret tilstrækkeligt i den overordnede historie. Der kunne f.eks. sagtens have været levnet mere plads til Emily- og Bob-karaktererne, men de ender op som splattereffekter, inden vi lærer dem at kende. Filmen varer kun 89 minutter, og det er nok i underkanten, når den konstrueres med så forskellige plotlinjer.
Og så er der det evige problem med italienske horrorfilm: Synkroniseringen er også her latterligt dårlig flere steder. Det er til dels med til at ødelægge stemningen, når mundbevægelserne tydeligvis ikke passer optimalt med dialogen. Også de billige slagzooms, når et chok skal understreges, bliver grinagtige, fordi der er så mange af dem, og det er så oplagt, hvad Fulci forsøger at skabe med dem.
Lige så lattervækkende er flere af splattereffekterne. En kiste hakkes f.eks. voldsomt og voldsomt umotiveret i stykker og forvandler suspensen fra at dreje sig om, hvorvidt kvinden kan reddes inden hun kvæles i kisten, til om hun vil overleve den farlige hakke-redningsaktion. Også scenen, hvor boremaskinen gennemborer et hoved, virker umotiveret og til dels lattervækkende, fordi karaktererne er ligegyldige og selve splattereffekten er det vigtigste.
Og så min sidste anke mod denne film: Hvor pokker er zombierne henne? Først i filmens sidste ti minutter begynder de lige så stille at komme frem, når hovedpersonerne selv opsøger zombiernes by under jorden. Men ellers består uhyggen mest i en katolsk præst, der render rundt og skaber kaos.
Ret skal være ret: Det er faktisk ganske uhyggeligt og uhyggeligt nok!
···
City of the Living Dead (da: Zombiernes by)
Instruktion: Lucio Fulci
Medvirkende: Christopher George, Katriona MacColl, Carlo De Mejo m.fl.
Dania Film, 1980
Spilletid: Ca. 89 minutter
Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment
I påskeferien stiftede jeg bekendtskab med den anden film i Another World Entertainments zombieserie, Zombiernes by af den italienske horror-maestro Lucio Fulci. (Påskeferien er jo teknisk set en slags zombieferie med død og genopstandelse, så hvad kunne være mere passende…) Jeg er ikke den store Fulci-ekspert men har tidligere set Rædslernes grønne ø og Rædslernes hotel – begge udgivet på dansk dvd af Another World – og harcelerede i sin tid over førstnævntes mangel på gys og kiksede, leragtige makeup, mens sidstnævnte var en kæmpe øjenåbner for mig med sin mareridtsagtige stemning, som nu om dage skal findes hos David Lynch og i konsolspil som Silent Hill.
Og nu Zombiernes by, som peger frem mod Rædslernes hotel fra 1981, men som ikke forløses på samme tilfredsstillende måde. Fulci væver her flere handlingstråde sammen til en historie om helvedes porte, der står åbne på vid gab, fordi en katolsk præst har hængt sig selv. De porte skal lukkes inden Allehelgensaften, for ellers vil alle døde selvfølgelig rejse sig og gå i kødet på menneskene. Og selv om det jo lyder voldsomt klichefyldt, så indbyder filmens forskellige plotlinjer til en langt mere kompleks udgave af den historie, end man lige skulle tro. Først og fremmest hænger præsten sig i Dunwich, men et medium mærker konsekvenserne ved en seance i New York og sammen med en nysgerrig journalist drager han mod Dunwich for at få lukket de helvedes porte. Derudover er der psykiateren Jerry, hans kæreste Emily og hans patient Sandra samt den psykisk ustabile Bob (og flere andre betydningsfulde bikarakterer), der alle bor i Dunwich og hvirvles ind i og påvirker hinandens historier med samme uhyggelige logik som i et mareridt. Og alt imens går den døde præst igen og påvirker alt og alle med sine uhyggelige øjne.
Fremragende visualitet
Filmen er berømt for to særdeles ubehagelige splatterscener – en scene hvor en pige besættes af den uhyggelige præst og brækker alle sine indvolde op, og en scene hvor en fyr får boret hjernen ud med en stor boremaskine. Begge scener er uhyggeligt vellavede og realistiske, når man tænker på at filmen trods alt har mere end 25 år på bagen.
Men scenerne, hvor Fulci nøjes med at antyde splattereffekterne frem for at kaste dem i hovedet på os, fungerer rent faktisk langt bedre. Igennem Zombiernes by stirres der en hel del, og Fulci er god til at bruge ultranærbilleder af skræmte, chokerede eller trancefyldte øjne – også med blod løbende ned ad kinderne som tårer. Scenen med Emilys lillebror (JohnJohn!), der tror han i glimt ser sin døde zombiesøster uden for vinduet er virkningsfuld, fordi Fulci formår at holde igen og bruge chokeffekterne til mere end bare væmmelse.
Også filmens klippemetode, hvor de mange plotlinjer skal flettes ind i hinanden, er sikkert udført. Fulci benytter til tider en nærmest associerende klipning, hvor én scenes gyserelement får betydning for næste scene, der foregår et helt andet sted. Tydeligst markeres det i scenesammenbindende matchcuts, der skaber en over-naturlig sammenhæng mellem de forskellige scener. Derved bliver filmen ikke blot en stribe optrin i suspense og chok men et mere komplekst sammenhængende hele. Også slutningens tvetydige åbenhed med det fastfrosne billede af lille JohnJohn vidner om Fulcis evner som horror-maestro.
Lowbudget-rammerne
Mere oplagt er det måske at tolke slutningens frosne billede som udtryk for Fulcis lave budget. Der er mange indikatorer der peger på, at han ikke har haft penge nok til at realisere sin vision på ordentlig vis. Mange af karaktererne får ikke plads og tid nok til at udvikle sig og blive integreret tilstrækkeligt i den overordnede historie. Der kunne f.eks. sagtens have været levnet mere plads til Emily- og Bob-karaktererne, men de ender op som splattereffekter, inden vi lærer dem at kende. Filmen varer kun 89 minutter, og det er nok i underkanten, når den konstrueres med så forskellige plotlinjer.
Og så er der det evige problem med italienske horrorfilm: Synkroniseringen er også her latterligt dårlig flere steder. Det er til dels med til at ødelægge stemningen, når mundbevægelserne tydeligvis ikke passer optimalt med dialogen. Også de billige slagzooms, når et chok skal understreges, bliver grinagtige, fordi der er så mange af dem, og det er så oplagt, hvad Fulci forsøger at skabe med dem.
Lige så lattervækkende er flere af splattereffekterne. En kiste hakkes f.eks. voldsomt og voldsomt umotiveret i stykker og forvandler suspensen fra at dreje sig om, hvorvidt kvinden kan reddes inden hun kvæles i kisten, til om hun vil overleve den farlige hakke-redningsaktion. Også scenen, hvor boremaskinen gennemborer et hoved, virker umotiveret og til dels lattervækkende, fordi karaktererne er ligegyldige og selve splattereffekten er det vigtigste.
Og så min sidste anke mod denne film: Hvor pokker er zombierne henne? Først i filmens sidste ti minutter begynder de lige så stille at komme frem, når hovedpersonerne selv opsøger zombiernes by under jorden. Men ellers består uhyggen mest i en katolsk præst, der render rundt og skaber kaos.
Ret skal være ret: Det er faktisk ganske uhyggeligt og uhyggeligt nok!
···
City of the Living Dead (da: Zombiernes by)
Instruktion: Lucio Fulci
Medvirkende: Christopher George, Katriona MacColl, Carlo De Mejo m.fl.
Dania Film, 1980
Spilletid: Ca. 89 minutter
Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar