Happy Feet (2006)

Jo, det er pingviner – og jo, de danser og synger! George Miller har fået stor succes med sin digimationsfilm om de sociale, politiske og religiøse relationer mellem pingvinerne i Happy Feet. Men selv om filmen bringer nye emner på banen og sine steder er både visuelt smuk og poetisk og andre steder overrumplende og svimlende, så er det altså stadig en klæg omgang moraliserende pladder, som Disney mestrede mange gange bedre for 15 år siden. Happy Feet’s visuelle drive er desuden frygteligt amputeret i udgangspunktet.

Her har vi så endnu en film, som jeg havde set frem til med længsel efter utallige digimationsfilm om dyr, der skal enten væk fra eller tilbage til civilisationen. Også de dér postmoderne udgaver af gamle eventyr, som nåede deres højdepunkt allerede med Shrek, er jeg kørt død i. Happy Feet lovede at være noget helt andet – de amerikanske anmeldere var begejstrede, og filmen blev nomineret til en Oscar. Sikke en fest!

Men her er de nøgne facts: Filmen er langt fra original i sin handling og temaer, og den digitale visualitet er (om ikke hæslig men så i hvert fald) problematisk – her er genskabt et stykke af virkeligheden tilsyneladende, men det udgangspunkt skyder filmen i sænk allerede fra første scene, hvor det hele emmer mere af Baz Luhrmanns Moulin Rouge! end Viasat Nature.

Sang & musik
Titlen Happy Feet refererer kort fortalt til den lille pingvin Mumle, der bliver født med stepglade fødder. Det ser den resterende pingvinflok sig noget sure på, for de vil hellere synge amerikanske pop- og rockklassikere, og mener at Mumle er skyld i den faldende fiskebestand og at han har vagt gudernes vrede med sin ugudelige skrålen og dansen rundt. Han skal selvfølgelig lære at stå på egne ben og vokse sig stor og stærk og redde sin pingvinflok. Det er sådan ca. set en million gange før!

Og det dér med at pingvinerne synger og danser rundt – de snakker også, og opfører sig selvfølgelig helt som os mennesker; vi har jo med en allegori at gøre – det er fint nok. Det har de gjort i årevis i Disneys tegnefilm med større og mindre held. Happy Feet er dog endnu et bevis på det som nogle vrede engelske forfattere har kaldt en infantilisering af vort samfund, hvor voksne skal læse Harry Potter, se Shrek og spille Playstation og X-Box for at være trendy. I Happy Feet er det umiddelbart oplagt at pingvinernes sange og navne (den Elvis-syngende pingvin hedder således Memphis, mens Mumles mor hedder Norma Jean) vil appellere mest til de voksne – det samme vil det lidt tunge økologiske budskab der lige så stille slippes løs i løbet af denne lange tegnefilm.

Dér hvor filmen knækker for mit vedkommende er når pingvindesignet og animationen ikke står mål med det faktum at de synger og danser hele filmen igennem. Pingvinerne er realistisk designet – de er ikke Disney-antropomorfe udgaver af mennesker, men ligner pingviner. Det er pudsigt at pingvinerne ser så realistiske ud, når alt andet er umanérligt kunstigt og børnevenligt. Først tænker man, at det var da egentlig en meget sjov og nytænkende idé, og kunne det ikke have været sjovt at se Løvernes konge med de autentiske dyr. Men så melder den lidt negative tanke sig: Måske er det en rigtig god måde at spare en pokkers masse penge på, hvis alle pingvinerne ligner hinanden. På den måde behøver de jo kun designe én pingvin og så bare modificere den lidt og genbruge den med copy/paste. Det er nemt og dovent. Og køber man ikke den teori, så køb den her: De mange ens pingviner på blå og hvid baggrund bliver grusomt kedeligt at se på i længden! Og endnu værre: Det er simpelthen svært at leve sig ind i dem og deres problemer, når de er så realistisk udtryksløse.

Rutschebanefilm
Der hvor filmen bliver medrivende – for den føles tit alt for lang – er i de strategisk indlagte rutschebanesekvenser, hvor Mumle & co. flintrer hen over isen eller ned ad bakker osv. I de bedste af disse actionsekvenser er animationen fantastisk og man føler (selv på en 28" tv-skærm) suget i maven når de ryger ud over kanten. Det er pokkerme fedt lavet. Det samme er de enormt flotte snelandskaber, nordlys og danseopvisningerne. Her har vi filmens kvalitet, og det er derfor man skal se den.

Når man så ser lidt mere kritisk på filmens struktur og begynder at kratte i overfladen virker disse rutschebanesekvenser noget påklistrede, som om de alene er lagt ind for at sætte skub i en ellers tung handling. De kan ligne – eller vil i hvert fald uden tvivl give masser af inspiration til – computerspil eller 3D-/rutschebaneattraktioner i forlystelsesparker rundt omkring i verden.

På bundlinjen betyder det desværre, at filmen aldrig hæver sig over det middelmådige. Den mangler sjæl og atmosfære, fordi man nærmest mærker berettermodellen og Christopher Vogels fortælleteori om “heltens rejse” skure i ørene. Her er ingen charme eller empati, for der er ikke mange nærbilleder. Ej heller af dansende pingvinfødder.

······


Happy Feet
Instruktion: George Miller
Medvirkende stemmer: Elijah Wood, Robin Williams, High Jackman m.fl.
Village Roadshow Pictures, 2006
Spilletid: ca. 104 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.

City of the Living Dead (1980)

Zombierne kommer! Lucio Fulcis Paura Nella Cittá Dei Morti Viventi (!) er et forstudium til hans klassiker Rædslernes hotel (The Beyond); i begge film viser hans plot og stil at han kan og vil noget med filmmediet. Zombiernes by er lige så storslået i sine temaer og sin idérigdom som Rædslernes hotel, men Fulci formår ikke at realisere sin vision og sammenbringe de forskellige delplots til et virkningsfuldt hele. Zombiebyen er alligevel et besøg værd – alene på grund af Fulcis syrede ideer og stil.

I påskeferien stiftede jeg bekendtskab med den anden film i Another World Entertainments zombieserie, Zombiernes by af den italienske horror-maestro Lucio Fulci. (Påskeferien er jo teknisk set en slags zombieferie med død og genopstandelse, så hvad kunne være mere passende…) Jeg er ikke den store Fulci-ekspert men har tidligere set Rædslernes grønne ø og Rædslernes hotel – begge udgivet på dansk dvd af Another World – og harcelerede i sin tid over førstnævntes mangel på gys og kiksede, leragtige makeup, mens sidstnævnte var en kæmpe øjenåbner for mig med sin mareridtsagtige stemning, som nu om dage skal findes hos David Lynch og i konsolspil som Silent Hill.

Og nu Zombiernes by, som peger frem mod Rædslernes hotel fra 1981, men som ikke forløses på samme tilfredsstillende måde. Fulci væver her flere handlingstråde sammen til en historie om helvedes porte, der står åbne på vid gab, fordi en katolsk præst har hængt sig selv. De porte skal lukkes inden Allehelgensaften, for ellers vil alle døde selvfølgelig rejse sig og gå i kødet på menneskene. Og selv om det jo lyder voldsomt klichefyldt, så indbyder filmens forskellige plotlinjer til en langt mere kompleks udgave af den historie, end man lige skulle tro. Først og fremmest hænger præsten sig i Dunwich, men et medium mærker konsekvenserne ved en seance i New York og sammen med en nysgerrig journalist drager han mod Dunwich for at få lukket de helvedes porte. Derudover er der psykiateren Jerry, hans kæreste Emily og hans patient Sandra samt den psykisk ustabile Bob (og flere andre betydningsfulde bikarakterer), der alle bor i Dunwich og hvirvles ind i og påvirker hinandens historier med samme uhyggelige logik som i et mareridt. Og alt imens går den døde præst igen og påvirker alt og alle med sine uhyggelige øjne.

Fremragende visualitet
Filmen er berømt for to særdeles ubehagelige splatterscener – en scene hvor en pige besættes af den uhyggelige præst og brækker alle sine indvolde op, og en scene hvor en fyr får boret hjernen ud med en stor boremaskine. Begge scener er uhyggeligt vellavede og realistiske, når man tænker på at filmen trods alt har mere end 25 år på bagen.

Men scenerne, hvor Fulci nøjes med at antyde splattereffekterne frem for at kaste dem i hovedet på os, fungerer rent faktisk langt bedre. Igennem Zombiernes by stirres der en hel del, og Fulci er god til at bruge ultranærbilleder af skræmte, chokerede eller trancefyldte øjne – også med blod løbende ned ad kinderne som tårer. Scenen med Emilys lillebror (JohnJohn!), der tror han i glimt ser sin døde zombiesøster uden for vinduet er virkningsfuld, fordi Fulci formår at holde igen og bruge chokeffekterne til mere end bare væmmelse.

Også filmens klippemetode, hvor de mange plotlinjer skal flettes ind i hinanden, er sikkert udført. Fulci benytter til tider en nærmest associerende klipning, hvor én scenes gyserelement får betydning for næste scene, der foregår et helt andet sted. Tydeligst markeres det i scenesammenbindende matchcuts, der skaber en over-naturlig sammenhæng mellem de forskellige scener. Derved bliver filmen ikke blot en stribe optrin i suspense og chok men et mere komplekst sammenhængende hele. Også slutningens tvetydige åbenhed med det fastfrosne billede af lille JohnJohn vidner om Fulcis evner som horror-maestro.

Lowbudget-rammerne
Mere oplagt er det måske at tolke slutningens frosne billede som udtryk for Fulcis lave budget. Der er mange indikatorer der peger på, at han ikke har haft penge nok til at realisere sin vision på ordentlig vis. Mange af karaktererne får ikke plads og tid nok til at udvikle sig og blive integreret tilstrækkeligt i den overordnede historie. Der kunne f.eks. sagtens have været levnet mere plads til Emily- og Bob-karaktererne, men de ender op som splattereffekter, inden vi lærer dem at kende. Filmen varer kun 89 minutter, og det er nok i underkanten, når den konstrueres med så forskellige plotlinjer.

Og så er der det evige problem med italienske horrorfilm: Synkroniseringen er også her latterligt dårlig flere steder. Det er til dels med til at ødelægge stemningen, når mundbevægelserne tydeligvis ikke passer optimalt med dialogen. Også de billige slagzooms, når et chok skal understreges, bliver grinagtige, fordi der er så mange af dem, og det er så oplagt, hvad Fulci forsøger at skabe med dem.

Lige så lattervækkende er flere af splattereffekterne. En kiste hakkes f.eks. voldsomt og voldsomt umotiveret i stykker og forvandler suspensen fra at dreje sig om, hvorvidt kvinden kan reddes inden hun kvæles i kisten, til om hun vil overleve den farlige hakke-redningsaktion. Også scenen, hvor boremaskinen gennemborer et hoved, virker umotiveret og til dels lattervækkende, fordi karaktererne er ligegyldige og selve splattereffekten er det vigtigste.

Og så min sidste anke mod denne film: Hvor pokker er zombierne henne? Først i filmens sidste ti minutter begynder de lige så stille at komme frem, når hovedpersonerne selv opsøger zombiernes by under jorden. Men ellers består uhyggen mest i en katolsk præst, der render rundt og skaber kaos.

Ret skal være ret: Det er faktisk ganske uhyggeligt og uhyggeligt nok!

···


City of the Living Dead (da: Zombiernes by)
Instruktion: Lucio Fulci
Medvirkende: Christopher George, Katriona MacColl, Carlo De Mejo m.fl.
Dania Film, 1980
Spilletid: Ca. 89 minutter
Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment

Tegnerens kontrakt (CUT #85)

Storyboardprocessen kan være både langsommelig og dræbende på et elevfilmprojekt. Det at skulle visualisere sin film indstilling for indstilling er aldrig noget man kommer let om, og det er her det for alvor afsløres, om eleverne har fået noget ud af undervisningen og kan bruge filmsproget til at fortælle historier med. Eller om de forfalder til filmet teater i (super)totaler og fugleperspektiv. Storyboardet skulle gerne være en hjælp og ikke en unødvendig klods om benet. Her er et elev-kopi-venligt bud på hvordan det skal gøres på B-niveau.

Artikel bragt i CUT #85: