Paranoiac (1963)

Sort/hvid uhygge. Selv om Hammer Films var mest kendte for deres storslåede, kulørte monsterfilm var der også plads til f.eks. denne melodramatiske thriller. Paranoiac går Hitchcocks Psycho og Vertigo i bedene, men ender op som en langt svagere film på grund af alt for meget hemmelighedskræmmeri og løse tråde.

Paranoiac er endnu en omgang Hammer-horror som ikke bærer Terence Fishers instruktørnavn, og det er på den ene side meget godt, fordi vi ikke får denne films “monster” præsenteret i kedelige og u-uhyggelige totalindstillinger – på den anden side er det også lidt ærgerligt, fordi Terence Fishers hittepåsomhed og fortælleglæde også mangler. Paranoiac er til gengæld instrueret af Freddie Francis, som jeg ikke ved andet om, end at han også har været kameramand og derfor kan noget med også denne films visualitet – brugen af kameravinkler, lyssætning og skyggeeffekter. Det er især derfor man skal se Paranoiac, for beklageligvis er filmen ellers ikke særlig opsigtsvækkende.

Bevares, ret skal være ret: Plottet i filmen er faktisk OK, men det skyldes vist mest at der hæmningsløst hugges og stjæles fra Alfred Hitchcocks Vertigo (1958) og Psycho (1960). I Paranoiac er den velhavende familien Ashby på sammenbruddets rand: Mor og far er blevet dræbt i en bilulykke for flere år siden, den ældste søn, Anthony, begik selvmord i sorg året efter , og nu er den unge datter, Eleanor, og den næsten jævnaldrende bror, Simon, eneste tilbage. De to søskende bor sammen på familiens store efterladte gods, men Eleanor er psykisk syg og tror, hun ser den døde Anthony alle steder – den uhyggeligt karismatiske Simon har et større alkoholproblem. Historien sættes i gang da Eleanor vil springe ud fra en klippe for at tage sit eget liv, og hun reddes af ingen ringere end Anthony, som ikke har begået selvmord alligevel. Tror man – for her tager mystikken og de komplicerede intriger over, og jagten på sandheden begynder. For karaktererne og for publikum...

Problemet er bare, at familien Ashby ikke har tilstrækkeligt med lig i lasten. Pay off’et på det store hemmelighedskræmmeri er desværre ikke så skræmmende – hverken for publikum (for der er slet ikke plottwists nok i denne thrillers handling) eller for karaktererne i filmen; både Eleanor, Anthony og Simons reaktion på de ting, som filmen udsætter dem for er noget træagtig, og man har således svært ved at identificere sig med dem. Medoplevelsen skydes på denne måde i stykker. Plottet knirker og knager, og man undrer sig til sidst over, hvorfor alle tilsyneladende går rundt med skyklapper på og ikke gør noget ved familiens problemer som må være åbenlyse for enhver.

Det skyldes imidlertid også at realiseringen af plottet ikke er god nok; brugen af suspense er helt forkert og langt fra hvad go’e gamle Hitchcock ville have gjort. Suspense handler på alle måder om at publikum skal kunne identificere sig med karaktererne; det kan man “tvinge” dem til (som Hitchcock gør i Psycho), men man kan også lade det falde mere naturligt (som Hitchcock gør i Vertigo). Når indlevelsen af hovedpersonen er etableret, kan man så begynde at udsætte karakteren for de værste hændelser – og gerne med publikums merviden, forstået på den måde, at hvis vi ved at der ligger en bombe under bordet, men hovedpersonen ikke ved det, så er det langt mere uhyggeligt, end hvis man bare spiller på chokeffekten, når bomben pludselig går af. Hele Paranoiac er desværre bygget op om en række afsløringer, der ikke besidder en egentlig chokeffekt, fordi vi ikke kan leve os ind i karaktererne. Med andre ord: Det hele bliver alt for mystifistisk og gådefuldt, uden at vi har et fast holdepunkt at identicere os med. Alle karaktererne spiller på den ene eller anden måde dobbeltspil, og vi kan ikke sætte vores lid til nogen af dem.

Til gengæld er Paranoiac indtil videre den af Hammer-filmene i dette bokssæt som er flottest fotograferet. De sort/hvide kameraindstillinger er flot lyssat og filmen oser langt væk af ekspressionisme og en uhyggelig, paranoid nattestemning, som handlingen slet ikke kan efterkomme. Billederne er smukt kontrastede, så det sorte virkelig er sort og det hvide virkelig hvidt. Gitre, gardiner, skygger fra træer og andre mønstre bruges flot til at skabe en subjektiv visualitet. Netop billedsiden er så klart filmens force – og så glemmer jeg for en stund de håbløse udendørs day-for-night-optagelser.

Også Oliver Reed er god og karismatisk i rollen som Simon Ashby. Han været med i et par af de foregående Hammer-gysere, og Paranoiac er heller ikke hans bedste.

······


Paranoiac
Instruktion: Freddie Francis
Medvirkende: Janette Scott, Oliver Reed, Alexander Davion
Hammer Film Productions, 1963
Spilletid: Ca. 80 min.
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)

Little Miss Sunshine (2006)

Den bedste film i 2006? Little Miss Sunshine er i hvert fald den bedste amerikanske komedie længe. Den hudfletter den amerikanske drøm og piller langsomt den taberagtige familie Hoover fra hinanden. Det er sort, kras humor ikke ulig de ironiske optrin fra Casper Christensens tv-serie Klovn. Men her er der mere på spil end dansk navlepilleri.

Little Miss Sunshines Oscar-status er vist af mere dark horse-karakter end de øvrigt nominerede. Den satiriske fremstilling af familien Hoovers jagt på den amerikanske drøm er langt fra storladne Babel eller klassiske Letters From Iwo Jima – for slet ikke at nævne dronningebiografien eller Scorseses The Departed. Men selv om Little Miss Sunshine måske ikke har samme tyngde eller publikumsappeal som konkurrenterne, er den en morsom og tankevækkende roadmovie, som varmt kan anbefales. Den er lidt i samme kategori som American Beauty (af Sam Mendes, 1999), men med mere kantede karakterer og skarpere pointer.

Plottet er formet som en simpel roadmovie i familien Hoovers gule folkevognsrugbrød. Familiens lille datter, Olive, skal deltage i skønhedskonkurrencen Little Miss Sunshine i Californien, og med på turen (ud over far og mor) kommer storebror, morbror og farfar. Hoover-familien er ikke en almindelig familie, men er ramt af en lang række problemer, hvor omstændighederne eller samfundet eller deres egne fejltrin, har villet det anderledes end deres fremtidsdrømme. Far Richard (spillet af Greg Kinnear) har opfundet et fantastisk 9-trins-succesprogram under mottoet, hvis man vil have succes, så får man succes; kun tabere siger undskyld, og hvis Olive vil med til skønhedskonkurrencen, så skal det være for at vinde. Problemet er så bare, at Richard ikke selv har nogen succes overhovedet, men må lade sig forsørge af konens indtægt.

Derudover har den homoseksuelle morbror Frank prøvet at begå selvmord efter at være blevet vraget af kæresten og fyret på jobbet; farfaren sniffer coke, brokker sig over den kedelige fastfood, som altid består af friturestegt kylling, og belærer 15-årige Dwayne om, at han bare skal se at få kneppet en masse piger, før det er for sent. Og Olive, som sætter hele historien i gang, er alt andet end en “little miss Sunshine” – hun er i bedste fald en almindelig amerikansk gennemsnitspige med store briller og i gammelt, usmart tøj.

For familien Hoover har ikke mange penge; de er lavest rangerende i den amerikanske middelklasse. Mange af filmens morsomme optrin – ja, og selve filmens omdrejningspunkt – udnytter den økonomiske knaphed, som for at udstille velmenende budskaber som “penge er ikke alt – familiens sammenhold er alt”. Men for familien Hoover er det helt anderledes: de manglende penge er med til at gøre hverdagen svær, starte diskussioner og skænderier – og gøre rejsen til Californien til et veritabelt helvede.

Familien har da heller ikke råd til at få morbroren Frank i behandling efter selvmordsforsøget, men må selv tage sig af ham, og han stuves sammen med resten af rakkerpakket ind i den lille gule VW. Frank kommer således til at fungere som publikums øjne på denne familie; det er igennem Frank vi oplever Richards sindssyge bemærkninger om vægttab og definitioner på vindere og tabere – og Frank er ikke selv positivt stemt over for familiens rejse eller konkurrencen eller bare at være sammen med dem. På grund af denne ambivalens bliver Frank – den homoseksuelle selvmorder og (ifølge Richard) den største taber af dem alle – et interessant fortællemæssigt valg; ironisk nok er det ham, der mere eller mindre ufrivilligt bygger broer mellem familiens medlemmer og skaber grobund for sammenhold.

Ligesom med filmens ambivalente brug af Frank, er dens forhold til karaktererne og publikum også tankevækkende. I første omgang gør vi som Frank og tager kraftigt afstand til familiens mærkelige og enormt morsomme skærmydsler og skænderier, men senere vendes det lige så stille på hovedet, og vi (publikum) tvinges indirekte til at forholde os til vores egne fordomme om den type sociale tabere, som familien Hoover tilhører. Især i slutningen hvor filmen går bag facaden på skønhedskonkurrencen og viser os et endnu mere hæsligt billede af USA, end det som Hoover-familien repræsenterer. Det er godt gået af en så forholdsvis lille og ukompliceret roadmovie.

Udover en Oscar for bedste film er også Abigail Breslin (Olive) og Alan Arkin (farfaren) nomineret for deres biroller. Deres afdæmpede spillestil er netop med til at tilføre filmen dens lidt mere sofistikerede humor, hvor det snarere er karakterernes absurde indfald og ideer – frem for sjove gimmicks eller one-liners – der sørger for payoff. Her spilles ikke med følelserne uden på tøjet men mere realistisk (og måske improviseret – jeg ved det ikke). Det hele bliver dermed langt mindre farceagtigt end den gennemsnitlige amerikanske komedie, og Little Miss Sunshine læner sig da også på mange måder op ad den grovkornede humor, afslappede spillestil og realistiske stemning i f.eks. den danske tv-serie Klovn eller dens amerikanske forbillede Curb Your Enthusiasm.

Det fede er at Little Miss Sunshine ikke praktiserer navlepilleri for åben skærm, men bruger humoren, spillestilen og stemningen til at pege fingre ad den amerikanske drøm og den form for amerikansk hykleri, som vi (også danskerne) ikke kan sige os fri for at være påvirkede og en del af.

Derfor skal denne film ses og nydes.

······


Little Miss Sunshine
Instruktion: Jonathan Dayton & Valerie Davis
Medvirkende: Abigail Breslin, Greg Kinnear, Alan Arkin m.fl.
Third Gear Productions, 2006
Spilletid: Ca. 102 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century-Fox

Cars (2006)

Sikke en bilulykke! Pixars nyeste digimationsfilm med de talende biler i samtlige roller er milevidt fra Toy Story I+II’s banebrydende succes. Det gode er at vi her får opskriften på alle tiders gode fortælling – det dårlige er at lige præcis denne helts rejse er komplet uden charme, helt idéforladt og meget skabelonagtig. En enkelt bifigur har tilstrækkeligt med kant til at filmen ikke ender som den store McDonalds-gimmick.

Min lillebror har jævnligt den sidste måneds tid haft fat i mig og spurgt om jeg har fået set Biler – den nyeste computeranimerede tegnefilm fra Disney/Pixar. Og han har nok hypet den en hel del (filmen skulle ifølge ham være et komisk mesterværk, og man skulle angiveligt sidde med konstant grineflip hele vejen igennem den), men torsdag aften lejede jeg den så i min lokale Blockbuster for at slappe af sammen med Malene oven på en temmelig hektisk uge på jobbet, og hvor Adam ydermere er startet i dagpleje, har skullet lære at sove igennem og er begyndt at kravle! Såååå … (tilbageholdt åndedræt)

Biler er ikke en god film, fordi Pixar har satset alt for entydigt på at gøre det til en god film med en klassisk fortælleskabelon uden at skele til selve konceptets originalitet og figurernes holdbarhed. Det, der holder hér, er netop fortælleskabelonen, som ganske vist har eksisteret i umindelige tider i form af myter, sagn og religiøse fortællinger, men som for alvor blev sat i system af Disneys egen mand, Christopher Vogler, tilbage i 1970erne. Vogler kaldte sin fortællemodel for “The Hero’s Journey” og præsenterede her 12 forskellige trin som enhver helt og heltehistorie (fra Star Wars over Titanic til Løvernes konge) skal passere igennem. Det er der efterfølgende kommet en række Hollywood-klassikere ud af, men det er i sagens natur også blevet til en masse mere eller mindre mekaniske film om skabelonagtige “helte” i forskellige afskygninger. Og her er Biler desværre endnu én i rækken.

Bevares, måske havde jeg skruet forventningerne op til et fuldstændigt absurd leje, måske havde jeg på forhånd lavet ligningen Pixar + Disney + humor = mesterværk, eller måske havde jeg bare glemt hvad det hele jo åbenlyst handler om – biler!

Lad os få én ting på det rene: Jeg hader motorsport (og en del andre sportsgrene faktisk, men lad nu det ligge), jeg hader rallybiler, racerbiler og biler i det hele taget. Malene og jeg ejer en dejlig lille og dejlig praktisk Toyota Yaris Verso, som vi mest af alt købte, fordi den ligner et lille sammenpresset rumskib med plads til en barnevogn. Jeg har ikke forstand på biler og får det heller aldrig. Jeg synes at 48-timers billøb i fjernsynet tangerer de langstrakte og meningsløse absurditeter i Venter på Godot – bare i høj fart og på en scene formet som et stort tomt nul! Sådan har jeg det generelt med biler og motorsport, så måske var aftenens filmvalg ikke det mest oplagte…

Nuvel, dér hvor Pixars Biler rent faktisk er rigtig god er som illustration af Chris Voglers fortælleskabelon, men så hører mine roser også op. Filmen er nemlig enormt forudsigeligt bygget op og så over-ty-de-lig i sit plot, at man har gættet filmens pointer og de humoristiske optrins funktion i denne bilhelts rejse længe før payoff. Der er absolut ingen fortællemæssige overraskelser eller twists, og det bevirker simpelthen at filmen (og dens budskab) bliver meget tom og hul. Selv filmens lærdom (fra den gamle mester til den unge helt) lader sig koge ned til et simpelt glatbanetrick om at dreje kontra under udskridning i sving. Det er letkøbt, og filmen kommer til at virke meeeeeget lang.

Bilkonceptet knirker og knager i sig selv også faretruende – nok mest fordi jeg på ingen måde køber ideen med levende biler med øjne og mund. Jeg synes, det er forceret og efterlader et hav af logiske huller, som måske særligt forældre til spørgelystne børn vil have svært ved at udfylde:

F.eks. når nu filmen handler om en verden af biler, hvori menneskene ikke eksisterer, hvorfor ligner deres verden så vores til forveksling? Hvorfor afholdes filmens retssag inde i et smukt retslokale med trægulv og kunst på væggene, når det ville være mere logisk at holde den i en garage eller en carport eller en betonhal af en eller anden slags? Og hvori består bilernes arbejde? Får de løn? Skal de selv betale for benzinen – og i givet fald hvem udvinder benzinen for dem? Er der krig mellem USA’s og Iraks biler om olien til udvinding af benzinen? Og hvilke biler finder på at lave en snorlige motorvej som går uden om filmens lillebittebondeby og skaber filmens hovedintrige? (Man skulle jo ellers tro, at det i bilernes verden ville være rigtig fedt bare at fræse derudaf så længe som muligt – det er jo ligesom det biler kan og gør; de er jo ikke superkendte for at smække dækkene op om aftenen og se fjernsyn!)

Men værst af alt er selve filmens omdrejningspunkt: Hvis den lillebittebondeby trænger til ny asfalt, hvorfor SØREN asfalterer de så ikke selv!? Hvorfor venter de på, at en udefrakommende bil uforvarende bryder loven, skaber ravage, dømmes til samfundstjeneste og således asfalterer vejen for dem!? Hvorfor gør de det ikke selv??? Det virker fuldstændigt idiotisk for mig.

Læg dertil endnu mere ulogiske detaljer som tangerer ren motorracisme: Åbenbart er der forskel på motorkøretøjer, for traktorer og mejetærskere degraderes i Biler til fjollede, umælende køer og en gal, gal tyr uden forstand, mens store lastbiler har samme intelligensniveau som personbiler. Øhhhhh… det er sjovt, at se filmens hovedperson (en racerbil ved navn Lynet McQueen og en gammel spand med fortænder, stemme, intelligens og humoristisk sans som Fedtmule) drille traktorerne og vælte dem om natten og blive forfulgt af den store uhyggelige mejetærsker, men det er også enormt forceret og viser bare, at nogen skulle have stoppet John Lasseter, allerede da han pitchede ideen.

Se hellere Dreamworks’ Over hækken som er kommet ud på dvd og Sonys Monsterhuset som kommer i næste uge. Begge film er på alle måder bedre – mere sjove, underholdende og spændende – end dette kiksede udspil fra Pixar og Disney.

PS: Jeg synes dog, at Biler er flot animeret, og Bumle / Lars Hjortshøj er ret sjov.

··


Cars (Biler)
Instruktion: John Lasseter & Joe Ranft
Medvirkende (danske stemmer): David Owe, Annette Heick, Lars Hjortshøj m.fl.
Walt Disney Pictures & Pixar Animation Studios, 1996
Spilletid: ca. 116 minutter
Dansk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment