Offscreen (2006)

Virkelighedens Nicolas Bro bliver til fiktionens Nicolas Bro i kamerafilmen Offscreen, der slægter ikke kun den selvironiske sitcom Klovn på, men også hugger og stjæler fra flere nyere, halveksperimenterende udenlandske og danske film. Derfor ender Offscreen også med at blive både en forholdsvis uoriginal og temmelig uspændende stiløvelse, hvor kun scenerne med Trine Dyrholm liver op.

Offscreen var en af sidste års danske film, som Malene og jeg faktisk overvejede at spendere en babysitteraften på at få set i biografen. Vi er begge fans af Nicolas Bro og hans evner som komisk klumpedumpede karakterer i f.eks. Kongekabale. Også den fabelagtige Mørke, hvor han brænder igennem som psykopatisk og koldblodig morder, må regnes for et af Bros hovedværker og viser samtidig hans spændvidde. Derfor skulle vi også se Offscreen, men enten nåede filmen aldrig Slagelses Panorama-biografer eller også spillede den kun et par uger… I hvert fald måtte vi vente til dvd-premieren i sidste uge.

Vi havde nok skruet forventningerne for højt op …

Filmen behøver næppe en fyldig introduktion, men har Nicolas Bro i hovedrollen som Nicolas Bro, der hjælpes af sin gode ven instruktøren Christoffer Boe med at realisere sin personlige film om sig selv og kæresten, Lene Maria Christensen. Projektet tager en lidt uheldig drejning, da Lene gør det forbi med Nicolas, fordi hun ikke kan forlige sig med hans interesse for at optage hele deres liv og samkvem på video. Nicolas begynder efterfølgende for alvor at gå i spåner. Slutningen er langt fra en happy end, men står som filmens stærkeste og mest provokerende scene.

Problemet er, at det har taget små 80 minutter at nå til det blodige klimaks, og at det simpelthen ikke er spændende eller uhyggeligt, sådan som ville være det naturlige valg. Det skyldes først og fremmest filmens fortællemetode og æstetiske valg. Når hele filmen vises som optagelse med et håndholdt subjektivt kamera holdt af Nicolas Bro selv er det i sagens natur meget svært at skabe spænding, fordi ingen scene er uden Nicolas. Kun scenen hvor Lene i al hemmelighed optager en besked til kameraet er uden Nicolas’ vidende og dermed også filmens fortællemæssige højdepunkt.

Derudover er det jo på sin vis en interessant problematik, at når filmens fiktive Nicolas Bro forsøger at kortlægge sit liv, så distancerer han sig samtidig 100 % fra det. Det kommer også til udtryk i filmens gennemgående spændingsmangel: Vi starter med en blodig, halvnøgen og desperat Nicolas løbende med kameraet demonstrativt pegende på sig selv, og så kører resten af filmen som én lang flashbacksekvens. Vi ved med andre ord godt, hvordan det hele ender, men det som skulle være filmens interessefelt – Hvorfor ender det så galt? Hvornår går det galt for Nicolas? – evner den subjektive fremstilling ikke at afdække. Nicolas Bro holder jo selv det nærgående kamera og for det meste peger det væk fra ham selv, så hverken han eller publikum kan nå ind til den centrale problematik. Måske er det lige præcis det, som Christoffer Boes vil fortælle os, men så kan og bør det gøres mere spændende og medrivende end her. (Se f.eks. Peter Jacksons sublime Heavenly Creatures.)

Derfor kan Offscreen måske også bedst karakteriseres som en kunstnerisk stiløvelse ud i fortællemetode og æstetik. Men også her falder filmen lidt sammen. Den dér lidt sjove fakta-fiktions-problematik, hvor skuespillerne hedder det samme som karaktererne, er allerede afdækket i fire sæsoner af TV 2 Zulus selvironiske sitcom Klovn, hvor Casper Christensen spiller Casper Christensen og Frank Hvam spiller Frank Hvam. Men Offscreen er i denne sammenhæng en langt mindre farlig produktion, fordi vi aldrig tvivler på, at det er fiktion – dertil er Nicolas Bros karakter for karikeret og slutningen for syret.

På samme måde er den håndholdte grimhedens æstetik som taget ud af Trier og Vinterbergs Dogme-manifest – det ligner sågar den gamle tv-serie Riget og i de bedste scener med Trine Dyrholm er humoren lige så galgenhumoristisk som Rigets uden dog at have samme spontanitet, satire eller dramatiske sus. Offscreen låner desuden flittigt fra såvel den amerikanske independentsucces, Blair Witch Project, den franske selvtægtsfilm Irreversible, og danske Fluerne på væggen, hvor det er Trine Dyrholm der har en dv-kamera-fetichisme. Især i sammenligning med de udenlandske forbilleder er Offscreen en tam og uprovokerende affære.

Når filmen alligevel scorer en middel karakter skyldes det først og fremmest Nicolas Bros kompromisløse skuespil og den chokerende slutning, der brænder sig fast. Her lægges det subjektive kamera for første gang på hylden og meget symptomatisk går vi i ren Big Brother-mode for at afdække de sidste uhyrligheder. Filmens Nicolas Bro træder for første gang ind i sin egen fantasi og sin egen film og opsluges helt af den – og med os som tilskuere og de bagvedsiddende bødler.

······


Offscreen
Instruktion: Christoffer Boe
Medvirkende: Nicolas Bro, Lene Maria Christensen, Trine Dyrholm m.fl.
AlphaVille Pictures, 2006
Spilletid: Ca.
Dansk dvd-distribution: SF Film

Idiocracy (2006)

Hjernedød sci-fi. I fremtiden vil menneskeheden degenerere mentalt, mens affaldet hober sig op i gigantiske bjerge og store multinationale selskaber styrer verden med hård hånd. Det kunne lyde som en mere seriøs kritik af USA i vor tid, men det er mest for sjov i Mike Judges Idiocracy, der ironisk nok har potentiale til at blive endnu en gang Children of Men, men som ikke bliver meget andet end en prut i et glas vand.

Children of Men er jo en fantastisk science fiction-film for voksne; den har noget på hjerte og en intensitet, som man skal lede længe efter i amerikansk mainstream. Sjovt nok så jeg Idiocracy lige dagen efter Children of Men, og derfor vil min bedømmelse nok bære lidt præg af det. Jeg skal på forhånd beklage, men bestræbe mig på at være fair over for Mike Judges sci-fi-komedie; for Idiocracy er nemlig 100 % komedie og ikke en actionthriller – den skal ses som en komedie og ikke som så forfærdelig meget andet. Desværre. For her er anstrøg til at hæve lavkomikken til et bidende satirisk niveau, men det er slet ikke filmens intention, og derfor bliver den altså en noget tam affære. (Uanset om man har set Children of Men dagen før eller ej.)

Historien er i sig selv uhyre simpel uden de store plottwists eller karakterudviklinger. Det handler i bund og grund om at to meget gennemsnitlige amerikanere, Joe (Luke Wilson) og Rita (Maya Rudolph), fryses ned og ved en fejl først vågner op 500 år ud i fremtiden, hvor menneskeheden er degenereret i en sådan grad, at store multinationale selskaber har overtaget samfundet og f.eks. skiftet almindelige vandboringer ud med sportsdrik; ladet affaldet hobe sig op i gigantiske bjerge uden om byerne med fare for laviner og ødelæggelser a la 11. september 2001; og indsat en meget populær men temmelig imbecil pornostjerne / wrestler som amerikansk præsident. Blandt mange andre morsomme indslag selvfølgelig. For det handler først og fremmest om Joe og Rita (og vores – publikums) møde med fremtidens USA, hvor styreformen ikke længere er demokrati men idiokrati.

Ved første øjekast ligner det en bidsk satire over vor tids USA – og resten af den vestlige verden inkl. Danmark – og Mike Judge har da også fint ladet vor tids samfundsproblemer vokse til rene absurditeter. I filmens bedste øjeblikke minder det til forveksling om humoren fra de første bøger i Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-serien; den store skraldelavine, Joes første møde med fremtidens amerikanere og topunderholdningen på tv samt besøget i det uendeligt store Costco-indkøbscenter er som hentet ud af Douglas Adams’ romaner og rummer hans overgearede og syrede sans for humor. Også de mange visuelle gags giver mindelser om go’e gamle Douglas Adams – det hvide hus plastret til med parabolantenner, turen i tivoliforlystelsen Time Masheen, og selvfølgelig hvordan den store amerikanske fastfoodkæde Fuddruckers over 500 år blev til Buttfuckers uden at ændre på service eller klientel.

Men Idiocracy er også masser af humor under bæltestedet. Faktisk er der rigtig meget humor under bæltestedet. Og faktisk bliver humoren under bæltestedet gentaget i én uendelighed, vendt og drejet og fyret af igen, så det til sidst bliver en anelse trivielt. Denne form for humor hænger selvfølgelig sammen med filmens handling: Vi er i fremtiden, hvor fremtidsamerikanere elsker den slags humor – Årh nej! Det gør vi jo allerede i dag! Hva’ søren – det er jo satire det her, tænker man, men det er det ikke, for den bider sig aldrig fast i hælene på magthaverne, som god satire vel egentlig bør. Den peger til gengæld fingre af den almindelige amerikaners hang til fastfood-mad, -underholdning og -politik. Det betyder at satiren aldrig gør sådan rigtig ondt, men man kan sagtens grine med af lokumshumoren.

Mere problematisk synes jeg det er at Idiocracy bider ud efter de forkerte, når den endelig viser tænder. Frem for at sende en bredside af sted mod f.eks. en George W. Bush og lave sjov med hans regering og politik, vælger filmen at indsætte en stereotypisk sort wrestler / pornostjerne / wannabe-hiphopper med kæmpe guldkæder og bar overkrop som amerikansk præsident og gøre ham til en ansvarshavende del af det store imbecilitetsproblem. Det mener jeg er et totalt fejlskud, som ikke kan opvejes af de gags som forbindes med den sorte præsident (dem er der nemlig forbløffende få af).

Interessant er det at filmens producent og distributør, 20th Century—Fox også bliver gjort grundigt til grin i filmen i form af fremtidens Fox News der leveres af idiotiske, halvnøgne og på alle måder pumpede nyhedsværter. Endnu mere interessant er det så, at 20th Century—Fox neddroslede filmens amerikanske premiere fra 3000 biografer til kun 125 – og ydermere uden at markedsføre filmen overhovedet, således at filmen har haft overordentligt svært ved at tjene sig selv hjem.

Idiocracy kommer ud på dansk dvd i midten marts.

······


Idiocracy
Instruktion: Mike Judge
Medvirkende: Luke Wilson, Maya Rudolph, Dax Shepard m.fl.
20th Century—Fox, 2006
Spilletid: Ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century—Fox

Children of Men (2006)

Alfonso Cuaróns fantastiske science fiction-film vipper alle andre af pinden og udstiller Hollywoods storladne effektmageri som indholdsløs underholdning. Children of Men har kant og en klar holdning til bl.a. England og USA og krigen i Irak, grænseoverskridende forurening og politiske flygtninge, som man skal lede længe efter hos Spielberg og co.

Der er efterhånden skrevet og sagt meget om de tre mexicanske amigos, der er ved at lægge Hollywood for deres fødder: Alejandro González Iñarritu (med den Oscar-nominerede multiplotfilm, Babel), Guillermo del Toro (med Pan’s Labyrinth, der er udråbt til at være fantasy-genrens Citizen Kane – tag den, Peter Jackson!) og så Alfonso Cuarón, som jeg ellers kun kender fra den tredje – og bedste og mest syrede – Harry Potter-film. Efter at have set hans science fiction-dystopi, Children of Men, vil jeg glæde mig til at stifte bekendtskab med de to andre mexicaneres bedrifter. Her og nu vil jeg blot konstatere, at hvis det her er standarden, vil jeg se frem til de tre instruktørers invasion af den gamle slidte filmfabrik! Og det kan kun gå for langsomt…

Som andre science fiction-film tager Children of Men udgangspunkt i vor tid og fremskriver de problemer, som vort vestlige samfund (og resten af verden) står overfor. Her handler det først og fremmest om menneskets forplantningsevne, der pludselig (så tidligt som 2009) er forsvundet på mystisk vis, men det handler også om civilisationens undergang i et voldeligt ragnarok, hvor kun England (eller resterne heraf) endnu består. Her sidder en diktatorisk militærregering og dirigerer brutalt rundt med indbyggerne, mens politiske flygtninge og ofre for den allestedsnærværende verdenskrig jages og knuses som kakerlakker. Her er masser af kritik af det vestlige samfunds miljøpolitik, Englands deltagelse i krigen i Irak og de frihedsberøvende metoder som vesten har taget i brug over for deres egne borgere for at komme terrorismen til livs. Tony Blair får her en syngende lussing, der vil kunne mærkes i lang tid.

Children of Men er først og fremmest en rejse gennem et dystopisk fremtids-England. I al sin enkelhed handler filmen om lapsen Theo (fremragende spillet af Clive Owen) som ad omveje bliver sat til at ekskortere en gravid teenager, Kee (Claire-Hope Ashitey), i sikkerhed på et sagnomspundet skib kaldet Tomorrow. Der er mange forskellige instanser i det kaotiske England som vil udnytte dette vidunder – verdens første gravide kvinde og hendes baby i 18 år. Udover de tydelige politiske undertoner i det kaotiske miljø, filmen udspiller sig i, trækker filmen også på mindre tydelige veksler fra kristendommen.

Hvor andre science fiction-film er kendetegnet ved at servere den ene storslåede special effects-skabte scene efter den anden med det formål at få os til at tabe næse og mund over filmmagernes dygtighed, fungerer Children of Men anderledes spidsfindigt. Det der skal få os til at tabe næse og mund er ikke så meget enorme og smukt animerede CGI-billeder af overdådige fremtidsbyer a la Blade Runner eller Metropolis; der er heller ikke det store arsenal af overdrevne sci-fi-våben a la Aliens eller Minority Report; og der er heller ikke horder af rumvæsner, muterede mennesker a la Robocop eller Total Recall osv. Det som får dig til at tabe næse og mund er den dokumentariske stil i form af håndholdt kamera og steadicam, lange ubrudte kameraindstillinger, der fortsætter og fortsætter, som var du selv til stede og overværede volden, vreden og virkeligheden på klos hold.

Alfonso Cuaróns dokumentariske stil får hele det engelske miljøs utrøstelige tilstand og det sønderbombede kaos til at krybe ind under huden på dig. Filmen ligner langt fra en gennemsnitlig omgang amerikansk science fiction, men leder snarere tankerne hen på ubehagelige krigsfilm som Saving Private Ryan med dens ublu og realistiske skildring af vold og ødelæggelse. Bevares Cuarón har givetvis brugt masser af CGI-effekter, men de er så subtilt indarbejdet i filmens plot og fortællemæssige drive, at de aldrig står frem til skue som i andre sci-fi-film. Det hele er meget beskidt, meget deprimerende og meget realistisk, og her leverer special effects-skaberne en grænseoverskridende og realistisk prik over i’et, når vi som publikum træder helt op på første række til den overrumplende nedslagtning af en potentiel kvindelig hovedperson, til den på én gang meget ubehagelige og guddommelige fødsel, og til den sidste nervepirrende kamp mellem militærpoliti og oprørerne. Særligt i disse tre hovedscener sad jeg ude på kanten af sofaen og mærkede blodet banke af sted i tindingen, og sveden pible frem i håndfladerne.

Forcen i Children of Men er, at filmen har så meget på hjerte, så meget den vil vise os om os selv og vor tids politik og kultur, at den helt glemmer at være science fiction, men sætter alt ind på det som enhver god film gør: Fortælle en god historie med noget på hjerte.

······


Children of Men
Instruktion: Alfonso Cuarón
Medvirkende: Clive Owen, Michael Caine, Claire-Hope Ashitey m.fl.
Universal Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 105 minutter
Engelsk dvd-distribution: Universal