søndag den 6. juli 2008

The Mask of Satan (1960)


Der er skruet helt op for “the production value” i Mario Bavas spillefilmsdebut, The Mask of Satan. Her viser den 45-årige italienske fotograf hvordan han med kameraet kan indgyde suspense og rædsel i snart sagt hver eneste scene. Filmen blev et markant skel for gysergenren, og gav baghjul til de amerikansk-engelske genretraditioner såvel som censurinstanser. The Mask of Satan er en klassiker.

I 1960 havde den italienske filmfotograf Mario Bava kun et par delte instruktørcredits bag sig, fordi han havde færdiggjort to-tre projekter, hvor den oprindelige instruktør havde forladt filmsettet før optagelserne var færdige. Men disse sekundantarbejder var af en sådan kvalitet, at Bava fik berammet sit helt eget spillefilmsprojekt. Filmen blev til The Mask of Satan, og er en milepæl inden for gysergenren, fordi Bava og hans filmtekniske kunnen blev en så integreret del af filmen.

Denne stemningsfulde og smukke, overnaturlige gyser lod sig imidlertid kun finansiere, fordi investorerne året forinden havde været vidne til en lignende gyserfilms økonomiske succes hos det italienske publikum: Det engelske filmselskab, Hammer Films, havde sendt deres første Dracula-film ud i Italien. Derfor kan man ikke underkende den indflydelse som Hammers kulørte genoplivning af gamle monsterfilm havde på The Mask of Satan – både hvad angår plottet men også Hammers såvel som Bavas fokus på en gysets æstetik. Hammers Dracula- og Frankenstein-serier er udråbt til smukke men også splattede klassikere – men selv om The Mask of Satan er i sort/hvid, så overgår Mario Bavas film på netop disse områder de Hammer-film, jeg har set.

Der er et eneste minus ved The Mask of Satan. Lad os bare få sat det problem på plads fra start af: Eftersynkroniseringen er (som i mange italienske film) elendig. Men alt andet i filmen gør den til en sand nydelse.

Hekse, vampyrer?
Filmen handler om en eller anden ikke nærmere defineret form for sort magi. Hekseovertro og zombier og vampyrer blandes til et skønt miks, så The Mask of Satan bliver et smukt pre-postmoderne gys.

Filmen indledes med en lille prolog fra året 1630, hvor heksen Asa bliver tortureret og dødsdømt af sin egen bror. Hun får en stor jernmaske med spyd på indersiden banket ned over hovedet. Men inden da når hun at kaste en forbandelse over sin egen familie og sværger hævn. 200 år senere ankommer et par rejsende læger til den lille landsby og kommer uforvarende til at vække Asa til live i den underjordiske krypt, hvor hendes rester befinder sig. Heksen genvinder langsomt sine mægtige kræfter og udnytter dem til at kontrollere og besætte både levende og døde mennesker.

The Mask of Satan er baseret på en novelle fra 1865 af russiske Nicolai Gogol, men Mario Bava er blevet lige så inspireret af Universals monsterfilm fra 1930erne. Ifølge kommentarsporet på dvd’en blev selve vampyrelementet i filmen opprioriteret da investorerne så hvilken fantastisk succes Hammer Films’ Dracula fra 1958 blev i Italien. Ja, det antages endda at dialogen visse scener er ændret i eftersynkroniseringen, ligesom filmen er klippet helt anderledes, end det originale manuskript foreskriver, blot for at effektivisere filmgyset over for de hungrende italienere.

Derfor er det også yderst bemærkelsesværdigt, at filmen er så vellykket. Mario Bava er måske blevet nødt til at forlade sig på antydningens kunst hvad angår heksekunster, spøgelser og zombier, fordi han ikke havde råoptagelser til andet – men det bevirker netop at filmen ikke føles overforklarende og campet. Gyserpublikummet bliver nødt til selv at digte med for at forstå sammenhængen i de forskellige scener. Dermed hæver The Mask of Satan sig også over Bavas nævnte forbilleder.

Bavas sans for billeder
Men billedæstetikken er dér hvor Mario Bavas The Mask of Satan på alle måder overtrumfer de fleste andre gyserfilm fra før og omkring 1960. Bavas baggrund som filmfotograf kommer især til udtryk i de smukke og syrede billedkompositioner med tydelig for-, mellem- og baggrund. Der er ofte et eller andet der obstruerer kameraets adgang til personerne i scenen og skaber en uhyggelig stemning af at blive overvåget: Krogede grene, møbler, edderkoppespind osv.

Kamerabevægelserne er også med til at hæve filmen langt over Hammer og Universals niveau. Her er masser af fantastiske travellings der langsomt afslører det, der skjules uden for billedrammen: Som f.eks. når en af karaktererne vågner efter et mareridt og stirrer rædselsslagent offscreen, og Bava blot tracker laaaangsomt sidelæns for at afsløre dørhåndtaget, der går truende op og ned. I andre scener bruges hurtige travellings eller zoom-effekter for at understrege chok. Det er da også alene kameraet der (på meget elegant og effektiv vis) skaber en af vampyrernes chokreaktion på et kors.

The Mask of Satan byder i det hele taget på ekspressionisme for alle pengene – i de lowkeybelyste, nedslidte korridorer på det eventyrlige slot, og i den uhyggelige flagermusbefængte krypt, såvel som i en nærmest Snehvide-agtig mareridtstur igennem en mørk og uhyggelig skov. Filmen bliver på den måde en gammeldags gyser med tydelige kontakter til folkeeventyret, hvilket var netop Mario Bavas intention. Det man hele tiden også skal huske på er, at filmen var en low-low-budget affære; det antages at budgettet på The Mask of Satan var på sølle $100.000 – under en ottendedel af Hitchcocks minimalbudget på Psycho. Det kan man ikke se!

For barsk til USA og England
The Mask of Satan var i 1960 så banebrydende, at filmen blev forbudt i England og kraftigt censureret i USA. Her har vi for første gang i gyserfilmshistorien for alvor et magtfuldt monster i skikkelse af en smuk og tiltrækkende kvinde. I en nøglescene flirter Bava meget direkte med nekrofili da en af hovedpersonerne på en gang væmmes ved det genopstandne men stadig skamferede lig foran ham – men også tiltrækkes af liget og ender med at kysse det lidenskabeligt. Publikum deler hans fascination og afsky. (Til sammenligning turde Hitchcock knapt nok lade dialogen antyde Normans intime forhold med sin mor i Psycho fra samme år.)

I flere scener udpensler Bava desuden volden med splattereffekter og ansigter, der opløses i trickoptagelser. Det er modigt og avanceret for en film i 1960 at vise, hvordan Asas opløste lig langsomt bliver menneskeligt igen – fra at være et opløst kranium med skorpioner og biller kravlende ud af øjenhulerne til at øjnene vender tilbage til deres huler og levendegøres.

I det hele taget er The Mask of Satan i sine splattereffekter meget fikseret på øjne og det at se. Meget sigende for filmen skal vampyrerne/heksene/zombierne slås ihjel ved at banke en pæl igennem venstre øje. Her er desuden et væld af subjektive kameraindstillinger og -bevægelser, og flere gange inviteres publikum på denne måde til at blive ét med det onde. Dermed lægger Mario Bava sig fint på linje med andre gyserklassikere fra 1960, der også handler om onde øjne, der betragter de uskyldige ofre – Alfred Hitchcocks Psycho og Michael Powells Peeping Tom. Men The Mask of Satan matcher på alle måder de to kendte klassikere i visuel gru.

······


The Mask of Satan
(aka Black Sunday, it. La Maschera del demonio, da. Djævelens maske)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Barbara Steele, John Richardson, Ivo Garrani m.fl.
Galatea Film 1960
Spilletid: Ca. 87 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet, The Mario Bava Collection, volume 1

torsdag den 3. juli 2008

Dead of Night (1945)


Engelsk gyserfilms store klassiker matcher flere steder stadig sine moderne efterkommere i krybende overnaturlig uhygge. Dead of Night blev den første antologifilm og var på sin tid et økonomisk sats, for sådan havde man aldrig grebet gysergenren an før.

England har en stolt gyserfilmstradition: I 1960erne genopfandt Hammer Films de gamle gotiske gysere med f.eks. Dracula og Frankenstein i kulørte kostumedramaer og få men modige splattereffekter og senere lidt erotisk lir. Et andet engelsk filmselskab, Amicus, specialiserede sig i antologifilm med små gyselige fortællinger fra bl.a. E.C.-tegneserierne Tales from the Crypt og The Valut of Horror.

Selve grundstenen til antologigysergenren blev lagt af de engelske Ealing Studios med filmen Dead of Night, der har hele fire instruktører på creditlisten og leverer 5-6 små historier af forskellig kvalitet. Gyserfortællingerne centreres alle om skismaet mellem overnaturlige begivenheder og psykens ustabilitet jf. psykoanalysen og Freud, og dette sættes i relief af filmens rammehistorie om en drøm, der udvikler sig til et mareridt.

Dead of Night tager udgangspunkt i arkitekten Walter Craigs besøg i en idyllisk landejendom. Han er inviteret under det påskud at indehaveren ønsker at bygge om, men det viser sig hurtigt, at Craig har besøgt stedet før – i en drøm. Han husker de fem øvrige gæster, der er forsamlet og han begynder at forudsige begivenhederne. Det ansporer gæsterne til at fortælle om overnaturlige oplevelser de har været ude for – fra spøgelser over troldspejle til uhyggelige bugtalerdukker. Alt imens prøver psykologen Dr. van Straaten at slå historierne hen med videnskabelige forklaringer og teorier a la Freud. Men det er de små fortællinger, der er kernen i filmen.

Grundstenen
Set med nutidens øjne er filmens største force også dens største svaghed: Dead of Night dannede som nævnt skole for antologifilm og sågar også tv-antologiserier som f.eks. Alfred Hitchcock Presents, der bruger samme ironiske tone og form for uhygge. Ligeledes med de små overnaturlige beretninger, der er blevet stjålet og plagieret i filmens verden lige siden. Derfor vil flere af historierne i Dead of Night virke enormt klichéfyldte på et nutidigt publikum – især slutningen, der er blevet så fortærsket, at det ville være utænkeligt at lave en tilsvarende udgang på en moderne gyserfilm.

Derfor er det også fantastisk at to-tre af historierne faktisk stadig kan skabe uhygge og suspense, der kan matche de moderne udgaver. Her tænker jeg på den korte historie om børnenes gemmeleg ved en julefest, hvor en af pigerne møder en lille dreng i en glemt afkrog af det store gods; på historien om det forheksede spejl, der tager magten fra dets ejer; og endelig – filmens absolutte højdepunkt – Jekyll/Hyde-historien om den uhyggelige bugtalerdukke, Hugo, og hans ejer. De tre rummer en drømme/mareridtsagtig atmosfære, skabt med stemningsfulde dekorationer, lyssætning, sære kameravinkler og underlægningsmusik, der hæver denne engelske film op til klassikerniveau. Filmens brug af ekspressionisme eskalerer gradvist i rammehistorien, og Dead of Night slutter med et fornemt mareridt af et klimaks, hvor alle fortællingerne blandes sammen.

Ældet med ynde
En anden ting, der også fungerer optimalt den dag i dag er den tørre ironi og let opløftede stemning af britisk stiv overlæbe, der er en gennemgående del af Dead of Night. Flere af de små historier foregår i et historisk England, der bringer tankerne hen på detektivhistorier om Sherlock Holmes, der netop også handler om borgerskabets forsøg på at opretholde en facade og detektivens rationelle forklaring på tilsyneladende overnaturlige begivenheder.

Én fortælling stritter i en helt anden retning end resten af filmen, nemlig historien om de to golfspillere der sætter deres livs kærlighed på højkant. Taberen drukner sig i en sø efter nederlaget og vender tilbage som et venligt men påtrængende spøgelse. Her bliver filmen så bizar og campet, at også 1940ernes publikum må have undret sig over dette stilskift til en nærmest revyagtig komik.

Men bortset fra det er Dead of Night absolut seværdig og for alle os gyser/filmnørder spændende at gå på opdagelse i.

Man tør slet ikke tænke på hvordan dansk film så ud i 1945…

······


Dead of Night (da. Nattens mysterier)
Instruktører: Alberto Cavalcanti, Charles Chrichton, Basil Dearden og Robert Hamer
Medvirkende: Mervyn Johns, Frederick Valk, Michael Redgrave m.fl.
Ealing Studios, 1945
Spilletid: Ca. 103 minutter
Amerikansk dvd-distribtuion: Anchor Bay Entertainment

tirsdag den 1. juli 2008

The Spiderwick Chronicles (2008)


Filmatiseringen af Spiderwick-fortællingerne står sig bemærkelsesværdigt godt i konkurrencen mod allesammens troldmandsyndling, Harry Potter, skabsfilmen Narnia og isbjørnekampene i Det gyldne kompas. Her er for første gang en fantasy-film som føles alt for kort, simpelthen fordi den er så kompakt, så godt fortalt og så vellavet, at man bare vil have mere.

Toni DiTerlizzi og Holly Black er makkerparret bag Spiderwick-fortællingerne, en serie små romaner om tre søskendes eventyrlige opdagelser i og omkring det ældgamle Spiderwick-hus, de har overtaget efter en skør gammel tante. Nu har Nickelodeon Movies lanceret en filmatisering af intet mindre end hele serien, og selv om det strider mod alt hvad der hedder kutyme i fantasyfilmatiseringsgenren (tænk blot på den alenlange Ringenes Herre-trilogi som satte standarden for Harry Potter-filmene og alle andre derefter), fungerer det forbavsende godt.

Filmen The Spiderwick Chronicles varer godt 90 minutter og har skåret alle unødvendige sidehistorier væk for at koncentrere sig om hovedkonflikten i de små romaner. Denne serveres i et behageligt up-tempo, hvor alting synes at drive handlingen fremad. Der er en nærmest Spielberg-agtig stemning over filmen, og tankerne bringes let hen på andre fantasifulde (og uhyggelige) børnefilm – ikke mindst E.T. (1982) og Gremlins (1984), men også Den uendelige historie (1984).

Den baggrundshistorie som Black & DiTerlizzi har ganske let ved at lægge ind i romanerne, formidler filmen som en hæsblæsende montagesekvens i starten; her følger vi Arthur Spiderwick i hans arbejde med den forkætrede felthåndbog, der kortlægger alle de skjulte eventyrvæsner, der lever og bor side om side med menneskene. Ligeledes er filmen stramt komponeret i de indledende scener hvor Jared, Simon og Mallorys baghistorie flettes ind i dialogen, mens masser af setups formidles visuelt – hold f.eks. øje med Jareds ørepropper, Mallorys fægteevner og den overvældende mængde honning og tomatsauce i køkkenet. Det er godt filmhåndværk og solidt fortællemæssigt arbejde hele vejen igennem.

Freddie Highmore
Også den dobbelte hovedrolleindehaver, Freddie Highmore, der spiller tvillingerne Jared og Simon, medvirker til at filmen lykkes. Det er ikke altid uproblematisk at benytte den samme skuespiller til en tvillingerolle – ikke så meget på grund af skuespillerens evner, men mere fordi det kan distrahere publikum, der vil have en tendens til at sidde og kigge efter fejl eller problemer, der indikerer, at effekt- og klippearbejdet ikke er godt nok.

Det er derfor til filmens special effects-ensemble og Freddie Highmores store fortjeneste, at man efter de første par scener simpelthen glemmer, at Jared og Simon spilles af den samme skuespiller; samspillet mellem dem foregår nærmest umærkeligt – også fordi filmen vælger at fokusere mest på den karismatiske Jared, mens den mere nørdede Simon kommer til at spille hjælperrollen.

Det er Jareds udviklingshistorie, vi følger, og det er hans blik på forældrenes problemer, vi som publikum deler. Det er også Jareds manglende viden om netop forældrene, som filmen bruger til at skabe en gennemgående stemning af suspense og modløshed. Det giver en mere realistisk fremstilling af børn/forældre-problemer, end vi er vant til fra f.eks. Harry Potter-serien, der har for vane at iscenesætte familien Dursley på en grotesk og sorthumoristisk måde. Spiderwick-fortællingernes realistiske tilgang til karaktererne får på eleganteste vis de eventyrlige indslag til at fremstå endnu mere eventyrlige.

Begrænsningens ugunst
The Spiderwick Chronicles er en kompakt sag på max. 90 minutter, hvis vi trækker rulleteksterne fra. Og selv om det er enormt dejligt at se manuskriptforfattere, der tør skære i materialet og tilrettelægge det for filmmediet, så skaber det også en følelse af at man ikke har set hele historien. Der er mere i Spiderwick-universet end vi får at se i denne film, og uanset om man har læst romanerne eller ej, så vil man sidde med følelsen af at ville vide mere, og spørge sig selv hvorfor pokker de ikke har lavet det til en miniserie for tv.

Det er enormt positivt, og et tegn på at ikke kun selve Spiderwick-universet med dets trolde, troldmænd, alfer og feer fungerer upåklageligt, mens også at selve karaktererne – børnene Jared, Simon og Mallory – er så interessante, at man gerne vil følge dem over længere tid: Filmen tager sig aldrig tid til at uddybe eller bruge (sådan rigtigt i hvert fald) Simons store kærlighed til dyr eller Mallorys fægteevner. Og selv om børnenes far gør sin entre, så udnyttes han heller ikke fuldt ud. Det samme kan siges om flere af filmens troldagtige væsner, der er så godt designet og velspillede, at man længes efter at vide mere om dem og give dem mere plads og en større rolle. I denne film er det særligt den onde Mulgaraths baggrundshistorie vi mangler at se i en større sammenhæng.

Derfor kan man også diskutere, hvor mange fortællinger, der egentlig fortælles i filmen Spiderwick-fortællingerne. Forhåbentligt kan Nickelodeon Movies grave flere fortællinger frem fra Holly Black og Tony DiTerlizzis magiske univers til et par lige så charmerende efterfølgere. Denne her skal ses og nydes med ældre børn.

······


The Spiderwick Chronicles (da. Spiderwick-fortællingerne)
Instruktion: Mark Waters
Medvirkende: Freddie Highmore, Sarah Bolger, Mary-Louise Parker, Nick Nolte m.fl.
Nickelodeon Movies, 2008
Spilletid: Ca. 96 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount

Udkommer på dansk dvd d. 14. juli