My neighbour Totoro (1988)

Det var først da Chihiro og heksene gik hen og vandt Oscaren for bedste animationsfilm i 2003, at den vestlige verden sådan for alvor fik øjnene op for den japanske tegnefilmsmester Hayao Miyazaki. Det kan virke underligt, når man ser eller genser Min nabo Totoro, der nok er meget langt fra den amerikanske Disney-tradition, men som også besidder en naturlig charme og sødme som vor tids evigt ironiske og postmoderne bulder-og-brag-animation aldrig nogensinde opnår.

Min nabo Totoro er ikke en skabelonfilm som vi kender dem så godt fra Hollywood – her er ingen aktantmodel, ingen berettermodel eller plotpoints der kan føre historien fremad. Ja, der er knapt nok set up—pay offs eller et mindste mål af suspense. Til gengæld giver Miyazaki os et smukt billeddigt om de to søskende, pigerne Mei og Satsuki, der sammen med deres far flytter til et faldefærdigt hus langt fra storbyen, og lige så stille udfoldes familiens baggrund, deres forhold og pigernes fantasi for vore øjne uden den dér meget vesterlandske kausale logik. Ting sker bare…

Og så møder de Totoro, en søvnig og flyvende ugle/kat/kanin/bamselignende dyr der bor i et kæmpetræ i haven.

Barnets blik
På overfladen skildrer filmen en kort periode i de to småpigers liv i det nye hus; vi følger dem da de pakker ud, gør rent og laver mad sammen med deres far, vi følger storesøster Satsuki i skole og lillesøster Mei derhjemme. Så tager de ned og besøger moren på hospitalet. Så skal faren arbejde sent på universitet og de henter ham ved bussen. Osv. osv. Der er et bevidst fravalg af set ups, fordi Miyazaki fremstiller begivenhederne igennem pigernes oplevelser – uden overblik, tanke for fremtiden eller anden sammenhæng.

Der gives ikke nogen varsler om morens sygdom f.eks. – den kommenteres aldrig, og hvad den helt konkret skyldes eller hvor slemt hun har det siges aldrig direkte endsige antydes, simpelthen fordi det er uden for børnenes sfære. Ligeledes er Miyazaki aldrig ude på at give en tilbundsgående fremstilling af Totoro-bamserne, deres ophav eller sammenhæng. Her er intet fuldendt (og konstrueret) eventyr-univers som vi kender det fra Tolkien eller Rowling, men kun en umiddelbar (og barnlig) begejstring over Totoro og dens evner og superkræfter. Igen skyldes dette valg selvfølgelig at vi ser det igennem Mei og Satsukis øjne.

Men Min nabo Totoro kæntrer aldrig; Miyazaki fortæller historien med ophøjet ro og en evne til i den enkelte scene at tryllebinde seeren med en magisk men også meget underspillet suspense – f.eks. da Mei og Satsuki opdager at huset er fyldt med støvalfer, og de går på jagt efter dem, eller da de ser Totoro ude i haven ved agernbedet og hjælper med at få planterne til at gro. Det er en suspenseform med bund i en barnlig nysgerrighed og trang til at udforske frem for hitchcock-suspense.

Totoro
Den dybereliggende sammenhæng skal søges i pigernes (fantasi-)bamseven, Totoro, som de vist nok har fået læst højt om i eventyrbøger, og som viser sig at bo i baghaven. Miyazaki kombinerer sin naturalistiske børnefortælling med eventyrets fabulerende quest-tema; det starter med et mystisk agern, som Mei og Satsuki finder i det nye hus, og eskalerer da Mei opdager at en mini-Totoro er på agern-rov i haven og under deres hus. Hun stormer efter den ind i krattet og falder ned igennem en lang tunnel – som en anden Alice i Eventyrland – og ender på maven af den søvnige Totoro, der til Meis store begejstring stilfærdigt hilser på hende.

Møderne med den store bamsede Totoro binder filmen sammen, og på den måde gør Miyazaki sit publikum til 100%-medoplevere; man kommer automatisk til at identificere sig med de to piger, for det er selvfølgelig også Totoro, der skaber sammenhæng i deres hverdag og giver opmuntring, når der er mest brug for det og krisen i den lille familie for alvor banker på døren.

Kombinationen af den nøgterne gengivelse af virkeligheden set gennem barnets øjne og den stilfærdige magiske fantasi, der kommer børnene til undsætning – den kombination gør Min nabo Totoro til en smuk og rørende filmoplevelse.

Moder Natur
Uanset hvordan man vender og drejer den store bamsede titelperson, støvalferne, agernbedet der vokser med rekordfart, busmissen og de fantastiske flyveture i Min nabo Totoro, så er diskussionen om hvorvidt de fantastiske elementer er virkelige eller ej, forholdsvis uinteressant. Det interessante er selvfølgelig at de er virkelige for pigerne.

Her bevæger Miyazaki sig væk fra det barnlige og hæver sig langt over Disneys samtidige Den lille havfrue (1989), fordi den japanske instruktør her fortæller noget om, hvordan børn tackler svære situationer i form af sygdom og død i familien – hvor hurtigt børn lærer at indordne sig og opstille nye rammer og spilleregler, få nye venner og begå sig på nye præmisser. Deres barnlige fantasi gør Mei og Satsuki omstillingsparate og aktive medspillere, mens de voksne (faren og bedstemoren) ikke lægger dem hindringer i vejen, men opmuntrer dem til at søge fantasiens magiske kræfter.

Det er et ret enestående budskab – især når det kombineres med Totoros økologiske evner til at få alt til at spire og gro med rekordfart. Her forenes det uskyldige barnesind med den uspolerede natur, og det er i sidste instans denne cocktail, der redder familien og bringer moren tilbage i familiens midte (som det ses på billederne under rulleteksterne). Selveste Moder Natur bliver på denne måde en guddommelig frelser af Mei og Satsukis lille familie med den syge mor i centrum. Det er et stærkt voksentema som vil gå hen over hovedet på børnene, men sådan er Min nabo Totoro også.

Efter denne oplevelse, glæder jeg mig som et lille barn til dvd-premieren på Miyazakis Kiki – den lille heks fra 1989.

······


Tonari no Totoro (da. Min nabo Totoro)
Instruktion: Hayao Miyazaki
Danske stemmer (som er bedre end de japanske): Frida Marie Reynberg, Emilie Claudius Kruse, Lily Weiding m.fl.
Studio Ghibli, 1988
Spilletid: Ca. 86 min.
Dansk dvd-distribution: Scanbox

Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Den femte film om troldmandslærlingen er et sammenkog af flygtige plotdetaljer fra en mastodontbog. I stedet for at udvide filmversionen til tre-fire timers spilletid, så er instruktør Peter Yates gået den minimalistiske vej – og det har vist sig at være et både klogt og uklogt træk. For os der ikke har læst bogen, føles handlingen i Fønixordenen fragmenteret og ufuldendt, men CGI-effekterne fejler ingenting. Imelda Staunton er fantastisk i rollen som Dolora Nidkjær.

Vi befinder os stadig et eller andet underligt sted i mellem starten og slutningen på sagaen om det unge troldmandshåb, Harry Potter; alle syv bøger er udkommet, men der er endnu to film tilbage i den lange serie. Den femte af slagsen, Harry Potter og Fønixordenen, er netop kommet ud på dansk dvd, og den lider bl.a. under en manglende konklusion og dermed en gennemgående følelse af ikke rigtigt at komme nogen vegne. Det gjorde 4’eren også. Og derfor er Harry Potter og fangen fra Azkaban af mexicanske Alfonso Cuarón stadig den bedste film i serien.

Det, der klæder instruktør Peter Yates og manuskriptforfatter Michael Goldenbergs forsøg udi Harry Potter-universet er at de har prøvet at skrælle alt det ligegyldige udenomsævl væk i forsøget på at finde ind til selve kernehistorien. I stedet for at føje endnu en halv times spilletid til, har de faktisk minimeret filmens handling så meget, at vi er helt nede på godt to timer. Det må man kalde et modigt træk for dermed siger vi også farvel til Quidditch-kampene, de interne stridigheder mellem kollegierne og særligt Draco Malfoy og co.’s evindelige snob-mobberi. Ligeledes er spøgelserne og de levende malerier stort set væk – undervisningen på Hogwarts er voldsomt minimeret og det samme er det farverige lærerkollegium, der kun optræder i korte cameo-roller.

Yates og Goldenbergs endelige film lider således desværre under er at kernehistorien simpelthen ikke er nær så charmerende eller fortryllende i forhold til de foregående film. Fokus er ikke på Hogwarts’ særkender, men snarere på det politiske rænkespil i ministeriet for magi, den hemmelige loge for voksne troldmænd, Fønixordenen, og så Harry Potters egen lille undergrundshær, der skal beskytte Hogwarts og rektor Dumbledore mod den ondeste af alle onde troldmand, Voldemort, og ministeriets hensynsløse administration af skolen.

Dolora Nidkjær
Det sidste element er langt det mest interessante i hele filmen: I starten udpeges Dolora Nidkjær af ministeriet for magi til at varetage undervisningen i forsvar for mørkets kræfter, og hun er (i skikkelse af Imelda Staunton) filmens store scoop: Hun er en forkvaklet udgave af Mary Poppins – på overfladen sukkersød og velment opdragende, altid iklædt og omgivet af lyserødt og med en forkærlighed for katte, men nedenunder lurer en galoperende paranoia, der handler om at bevare kontrollen, opstille regel på regel, og straffe dem hårdt, der ikke overholder dem.

En af de bedste scener i filmen er en montagesekvens, hvor man i små optrin følger den udvikling, som Dolora Nidkjær bibringer Hogwarts, efter hun overtager rollen som rektor fra Dumbledore. Alt skal overvåges og selv mindre forsamlinger af elever forbydes, mens deres tøj og privatliv rettes til, så det passer i Nidkjærs perfekte og kontrollerede verdensbillede. Det er frygten for Voldemorts tilbagekomst, der driver hende og ministeriet for magi til disse uhyggelige udskejelser, og dermed byder Harry Potter og Fønixordenen på et overraskende politisk budskab, der bestemt skal ses i lyset af situationen i England efter 11. september 2001 og terrorbomberne i London. Det klæder filmen, og Dolora Nidkjær er omdrejningspunktet for filmens eneste interessante konflikt.

Flotte effekter men kedeligt
Der snakkes meget i Fønixordenen – ting skal gerne drøftes på tomandshånd, simpelthen fordi filmen ikke har tid til at vise det, der snakkes om. Det gør den desværre til et ret stift og fantasiløst stykke drama, der minder om de nydelige men meget lidt overraskende billeder fra DR’s Krøniken. Ikke engang de sekvenser der på alle måder indbyder til fantasi og nytænkning – Harrys mange mareridt, og Snape der graver sig ind i hans bevidsthed – giver anledning til visuelt skæg og ballade. Når handlingen på den måde formidles via snak, snak og snak frem for billeder og æstetik, bliver den endelige følelse ret uvedkommende og distanceret.

Der skøjtes ligeledes hen over flere konflikter, som skriger på opmærksomhed: Det desperate kærlighedsforhold mellem Harry og pigen Cho (hun var kæreste med Cedric Diggory, som blev slagtet af Voldemort i 4’eren), skulle efter min bedste overbevisning have været klippet ud, mens der skulle være levnet mere plads til introduktion af Luna Lovegood. Og så er der som nævnt Dolora Nidkjærs indtog på skolen, som kun behandles summarisk, og aldrig tilfører filmen nok suspense eller gys, sådan som der ellers er mulighed for; vi ser aldrig frygten brede sig blandt lærerne eller eleverne, og man undrer sig over hvorfor de andre troldmænd (m/k) på skolen bare lader stå til, mens Hogwarts er ved at gå til grunde om ørerne på dem.

Heller ikke det afsluttende troldmandsslag levnes meget plads i filmen. Bevares: Det der er blevet plads til er smukt iscenesat med afsindigt flotte CGI-effekter, hvor kun de kameraindstillinger i fugleperspektiv minder rigtig meget om en realtime-kamp i World of Warcraft, og Voldemorts tryllerier bringer tankerne hen på Final Fantasy. Og så er det hele pludselig slut med nok et dødsfald, og selv om Yates prøver at spille slowmotion-og-nul-lyd-kortet ud for at genskabe Harrys subjektive følelser, bliver det hele ret tamt og uvedkommende.

Den femte Harry Potter-film er for fans af serien, som selv kan bestemme hvor mange klaptræer de lægger til min bedømmelse.

······


Harry Potter and the Order of the Phoenix (da: Harry Potter og Fønixordenen)
Instruktion: Peter Yates
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Ralph Fiennes, Imelda Staunton m.fl.
USA og England, 2007
Spilletid: Ca. 132 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.

Halloween (1978)

John Carpenters klassiske teenagegyser er stadig effektfuld og byder sig på alle måder til hvad angår feministisk filmanalyse og -fortolkning. Her er de første af de mange unge kvinder som må lade livet for den bestialske Michael Myers’ store kniv, men Halloween er også spækket med referencer til gyserfilmens fortid – og fremtid. Den blev banebrydende inden for sin subgenre, og selv om plottet er uhyggeligt tyndt – nærmest ikkeeksisterende – er der masser af detaljer at gå på opdagelse i.

Det er snart 30 år siden, John Carpenter lavede alle tiders første teenageslasher – eller drejede den moderne gyser med dens psykopatiske mordere i en helt ny retning. Fra Psycho’s pjevsede, introverte men også ærlige Norman Bates til Halloween’s entydigt onde, maskuline og maskebærende Michael Myers er der sket et kæmpeskred: I Halloween gives aldrig en entydig forklaring på hvorfor lille Michael udvikler sig til et dyrisk monster, ligesom hele hans hærgen (og resten af det minimalistiske plot) i den grad skriger på realisme.

Hvor Hitchcock blev nødt til at forsyne Psycho med den afsluttende psykiater-monolog (der forklarer Norman Bates’ sindssyge og dens ophav) for at få sin film igennem censuren, går Carpenter og Halloween den stik modsatte vej – her er der ingen forklaringer på noget som helst, kun gru og rædsel, når onde Michael Myers svinger den store kødkniv. Ondskaben er inkarneret i Michael Myers-karakteren, der ender med at blive en overnaturlig, monstrøs storbylegende, som det ikke er muligt at slå ihjel hverken i denne første Halloween-film eller i de mange sequels og remakes.

I’ll Be Right Back…
Det, som gør Halloween til en klassiker, er for det første, at Carpenter her nedfælder hele teenagegyserens genrekonventioner i et hug. Der var ikke flere film, der lige så stille og ved fælles hjælp var med til at fremdyrke denne undergenre – nej, Carpenter klarer det alene her. Det siger selvfølgelig noget om at filmen er bygget op over en stærk formel, men at Halloween som selveste ur-teenagegyseren stadig er virkningsfuld, chokerende og uhyggelig gør blot filmen til en endnu stærkere klassiker.

Overordnet handler det selvfølgelig om babysitteren Lauries møde med bøhmanden Michael Myers. Laurie (Jamie Lee Curtis) er naboens pligtopfyldende, men også lidt kedelige og spejderpigeagtige datter; hun passer børn, laver græskarlygter og sørger for at dække over de langt mere vovede veninder, Annie og Lynda, der tilsyneladende kun har et mål i livet – at have sex med kæresten. Laurie er nærmest seksualforskrækket i sammenligning, men det bliver også Lauries redning, for eftersom hun holder sig på måtten er hun også den, som Michael kommer sidst efter – hun bliver filmhistoriens første egentlige “final girl”, den sidste pige som tager kampen op mod det onde.

Michael Myers er til gengæld det umælende monster, der som en anden uovervindelig zombie slæber sig af sted efter sine ofre og med overnaturlig saft og kraft får likvideret dem alle. Han er maskeret og fremstår derved langt mindre menneskelig end f.eks. Norman Bates. Filmens logik og realisme kæntrer totalt, når Myers træder ind på scenen, som om monsteret selv ikke skal give mening men blot være en personificering af Ondskab. Han dør flere gange undervejs, forsvinder fra steder og dukker op igen som trold af en æske; Myers overskrider naturlovene, og John Carpenter giver sig aldrig af med at fortælle hvorfor Myers blev så ravende sindssyg og hvorfor det partout skal gå ud over de unge sexlystne teenagepiger m/k. Det er uinteressant, og det er slet ikke den type psykologisk, detektivisk spænding, som Halloween dyrker; her er det mere den ligefremme, hitchcock-agtige suspense (hvor publikum ved at Michael Myers lurer i baggrunden uden for vinduet, og teenagepigen i forgrunden ikke ved det) og regulære chok (med høje lyde og hurtige kamerabevægelser som drivkraft).

Fallos
Det er som om John Carpenter selvbevidst spiller op til den feministiske filmkritik; Carpenter ved udmærket, at hans film (og hele genren) er dybt kvindefjendsk, når kameraet dvæler ved særligt pigernes langstrakte dødskamp med Michael Myers. I forhold til fyrene, som likvideres forholdsvis hurtigt i mørket eller i totaler og halvtotaler, dvæler kameraet ved pigerne i nærbilleder – Annie kvæles og får halsen skåret over i bilen i garagen på vej til den ventende kæreste, og den halvnøgne Lynda kvæles med en telefonledning efter sex med kæresten.

Og sørme om Myers ikke det meste af filmen render rundt med en kæmpe køkkenkniv, som fallisk symbol på den magt han udøver over for de forsvarsløse piger. Da Laurie tager kampen op med Myers og stikker ham i halsen med en strikkepind (mini-fallos), taber den mandige morder sin store kniv og besvimer bag en sofa. I en påfaldende (og) urealistisk kameraindstillinger holder Laurie den store kniv ved sit skød som en anden penisattrap, hvorved den symbolske magtoverdragelse tydeliggøres før den sidste kamp mellem de to hovedpersoner.

Laurie er i sig selv langt mere mandig end de øvrige teenagepiger, og her har vi forløberen til den den moderne actionheltinde. Ligesom sin final-girl-søster, Ripley i rum-slasheren Alien, er Laurie praktisk orienteret, aktiv, modig og en kombination af klassiske roller som klog detektiv, slagkraftig helt, skøbeligt offer. Her har vi filmhistoriens svar på 70'ernes kønskamp.

Intertekstualitet
Et andet plan i Halloween handler om Carpenters filmhistoriske viden, der udbasuneres i nogle temmelig direkte referencer til 1950’ernes gyserfilm i form af de film, der kører på tv. Børnene Lindsey og Tommy sluger The Thing from Another World (1951) råt – og Carpenter ligeså, for i 1980'erne kom hans genindspilning af Howard Hawks science fiction-gyser. Klippene fra filmen bruges også som kommentarer til handlingen i Halloween, ligesom lyden fra tv forvandler sig til et subjektivt lydtapet for bl.a. lille Tommy Doyle. En tv-speaker råder ligefrem til at seerne skal låse dørene og lukke vinduerne.

Mere raffinerede er Carpenters hilsner til Hitchcocks Psycho – Marion Cranes kæreste Sam Loomis optræder som en anden lurvet udgave af detektiven Arbogast i form af Michael Myers psykiater, Dr. Loomis. Visse scener i Halloween er direkte kopieret fra Psycho; Lauries tur over til genboen hvor hun afslører hvad der er sket med de andre teenagere, er klippet sammen via subjektivt point of view ligesom som Lilas tur op til Bates-huset i slutningen af Psycho. Og så må Carpenter selvfølgelig have set en morsom pointe i at Jamie Lee Curtis er Janet Leighs datter; i filmens verden bliver Laurie en postmoderne, selvstændig datter til Marion Crane.

At nyere teenagegysere som Scream (1996) tydeligt refererer tilbage til enkeltscener i Halloween (mest tydeligt måske Annies popcornscene som gentages med Drew Barrymore i hovedrollen) er med til at udvide perspektiveringen. Og at filmen netop er genindspillet for fuld musik i Hollywood siger måske nok noget om filmbyens manglende inspiration, men udnævner også Carpenters Halloween til en milepæl i gyserfilmshistorien. Uanset hvor simpel plotkonstruktionen er.


······

Maskernes nat (eng. Halloween)
Instruktion: John Carpenter
Medvirkende: Jamie Lee Curtis, Donald Pleasance, Nancy Kyes m.fl.
Falcon International Pictures, 1978
Spilletid: Ca. 87 minutter
Dansk dvd-distribution: On Air Video