Babel (2006)

Oscar-værdig? Uden at have set Scorseses The Departed er jeg parat til allerede nu at fælde dommen: Babel burde have vundet Oscar’en for årets bedste film. Filmen breder det lille kammerspildrama ud til et globalt, episk storværk, der kan alt det som Paul Haggis’ Crash ikke formåede. Filmens poetiske fortælleglæde bliver aldrig en løftet pegefinger, og ondskaben udpeges aldrig entydigt.

For ikke så længe siden anmeldte jeg Alfonso Cuarons Children of Men her på siden, og nævnte i den forbindelse den megen snak om mexicanernes indtog i Hollywood. Jeg skrev vist også, at hvis Cuarons fremtidsfilm satte standarden, kunne det kun gå for langsomt med at få skruet op for importen af mexicansk arbejdskraft i glitterbyen. Nu har jeg så fået set min første film af den anden af de tre amigos, Alejandro González Iñárritu, og Babel var fuldt fortjent indstillet til en Oscar for årets bedste film i sidste uge.

Filmen er vel det man kalder en multiplotfilm; den fletter fire-fem forskellige plotlinjer ind i hinanden og viser hvordan alting hænger sammen på et kausalt niveau men også på et mere poetisk, filmsprogligt niveau. Brad Pitt og Cate Blanchett står øverst på rollelisten, men deres karakterer er sidestillet med de øvrigt medvirkende – her er ingen hovedroller ud over det tema, som filmen så eftertrykkeligt behandler i hver af de små sammenflettede historier: Manglen på kommunikation.

Babel udtales ['beibl] og ikke ['babl] som de amerikanske kritikere tror – “babble” er jo det babyer gør på engelsk, når de pludrer på dansk. Og titlen henviser jo til den bibelske historie om babelstårnet som menneskene ville bygge op til Gud; Gud blev jo temmelig vred over projektet og for at forhindre tårnets færdiggørelse, sørgede han for at menneskene kom til at tale med forskellige sprog, så de ikke forstod hinanden og ikke kunne samarbejde. Og babelstårnet styrtede til jorden.

I Babel er manglen på kommunikation årsag til at problemerne eskalerer: Hver af historierne handler om outsidere der ikke passer ind i det miljø de er sat i – først og fremmest Pitt og Blanchett der som et amerikansk ægtepar desperat forsøger at finde gnisten og hinanden i Marokko, men slet ikke kan forene sig med maden, varmen og kulturen dér. Selve deres uheldsvangre rejse til det fremmede skyldes en kæmpe fødselsdepression. Tilsvarende konflikter rulles ud på grænsen mellem USA og Mexico hvor to børn passes af en godmodig mexicansk babysitter og i mangel af bedre fragtes med til et vildt bryllup på den anden side af grænsen. I Japan bevæger en døvstum pige sig rundt i en verden af lyde, musik og larm og forsøger at finde helt ind til sig selv og provokere sig til opmærksomhed i et overfladesamfund, hvor familiens dyre penthouselejlighed har udsigt over den glitrende metropolis. Og så er der de to små bondedrenge, der af deres far sættes til at skyde jakaler i ørkenen uden at have begreb om den uhyggelige magt, en jagtriffel giver.

Iñárritu skaber kausal sammenhæng ved at lade alle disse plotlinjer hænge sammen på trods af den globale afstand. På den måde bygger han filmens konflikter ud til et universelt tema, der strækker sig langt ind i også danskernes dagligdag – tænk blot på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger!

Men filmen bliver aldrig en løftet pegefinger, fordi Iñárritu ikke klipper kausalt og parallelt mellem de forskellige handlingstråde. Iñárritu bruger tvært om en mere poetisk tilgang til emnet og klipper f.eks. hellere via matchcut og andre visuelle detaljer og viser på den måde, at alting i verden hænger sammen på en smuk, destruktiv måde. Når de marokkanske børn løber i en ørken efter at have skudt med en jagtriffel mod en amerikansk turistbus, så løber de amerikanske børn også i et køkken i USA. I Babel er skæbnen altdominerende.

Iñárritu har heller ikke travlt med at udpege tabere og vindere – gode karakterer og onde karakterer i sin film. Han holder selvfølgelig ting hemmeligt for sit publikum for at få os til at engagere os i historierne – de mest interessante karakterer gennemgår (har gennemgået eller forsøger at gennemgå) en udvikling med en eller anden form for fotællemæssigt overraskelsesmoment. Han udstiller aldrig sine hovedpersoner, men viser dem i de ulykkelige omstændigheder og det ubehagelige samfund, som de forsøger at overleve i – sympati og antipati på én og samme gang.

Derudover er Babel flot teknisk udført med masser af superfede montagesekvenser, der emmer af stemning grundet kontrapunktisk musikbrug. Her er kælet for mange visuelle og auditive detaljer – f.eks. hele diskoteksscenen, hvor publikum via subjektiv lyd får direkte adgang til den japanske piges oplevelse af laserlyset, de dansende unge mennesker og stemningen.

Dermed bliver Babel så sandelig en af sidste års bedste film. Og har man svært ved at greje det globale budskab, så skyldes den primære konflikt i alle fire-fem delhistorier faktisk også at forældre svigter deres børn. Det geniale ved Babel er at filmen tager denne form for simpelt drama og gør det til noget episk og unikt.

Babel udkommer på dansk dvd i slutningen af april.

······


Babel
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: Brad Pitt, Adrianna Barraza, Rinko Kikuchi m.fl.
Anonymous Content, 2006
Spilletid: Ca. 143 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount

The Evil of Frankenstein (1964)

Peter Cushing er tilbage som Frankenstein, den gale videnskabsmand, der vil gå Gud i bedene. Men denne episode i Hammer Films’ serie om Frankenstein skuffer fælt: Her er ikke megen ondskab på færde, monsteret ligner en kikset papmache-figur bygget over det kendte Universal-look, og plottet ender med at opløse sig selv i det rene nonsens. Kun det medrivende klimaks afholder fra bundkarakter.

Hammer Films lavede i 1950-70erne hele seks Frankenstein-film med den estimerede horror-skuespiller Peter Cushing i titelrollen, startende med The Curse of Frankenstein (1957) og sluttende med Frankenstein and the Monster From Hell (1974). I samme periode blev det til en tilsvarende filmserie med periodens andet horror-ikon, Christopher Lee, i rollen som Dracula. Disse to karakterer blev indbegrebet af Hammer horror i 1960erne; det engelske filmselskab havde stor succes med at opdatere Universals amerikanske monsterfilm fra 1930erne og tilføre mere blod, vold og seksuelle antydninger, som ville have været helt utænkeligt i USA 30 år tidligere.

Hammer blev også kendt for deres brug af farver, lys og skygger og deres storslåede kulisser og kostumer, der nok blev genbrugt igen og igen, men som stadig gav den enkelte lavbudgetfilm en større production value. Og det er da også primært derfor filmene skal ses og nydes i dag: Der er en nostalgisk og altmodisch charme over de farverige miljøer og karakterer – de emmer af (til tider håbløs naiv) fortællelyst, og karakterer som Dracula og Frankenstein har i Hammers engelske udgaver en særlig karisma, som Universals ditto ikke har. På samme måde i hvert fald.

The Evil of Frankenstein tager udgangspunkt i den berygtede videnskabsmands eksperimenter og hans noget blakkede fortid, som begge gør livet rigtig surt for ham. Frankenstein må simpelthen flygte fra den ene by til den næste, og det er vel nærmest det, som er filmens grundplot. Undervejs opdager han så tilfældigvis den nok så berygtede Frankenstein-skabning frosset fast i en gletscher, og i et fyldigt underplot ser vi, hvordan han vækker skabningen til live igen, og atter får problemer med at styre den.

The Evil of Frankenstein er Hammers tredje Frankenstein-film med Peter Cushing i titelrollen som den gale videnskabsmand. Bortset lige fra at Frankenstein i denne film langt fra er en gal, ondsindet videnskabsmand. Han er tværtom enormt sympatisk og menneskelig, fordi hovedkonflikten fokusere på hans flugt til sin barndomsby, hvor indbyggerne med borgmesteren og politimesteren i spidsen har destrueret og bestjålet hans smukke hjem for malerier, gobeliner og andre værdigenstande. Der er bestemt ikke megen ondskab over denne Frankenstein, der snarere minder om en misforstået superhelt, der svinger sig ud af borgmesterens soveværelse i lagnerne og sengetøjet, mens borgmesterfruen i natkjole ser beundrende efter ham.

Derfor kommer hele filmens uhygge også til at hvile tungt på skuldrene af den eneste skurk, den ondsindede hypnotisør Zoltan, der efter at have hjulpet Frankenstein har morderiske planer og bruger Frankenstein-skabningen til at sætte dem i værk. Selve denne del af filmen med hypnotisøren som konfliktoptrapper er faktisk meget spændende med fin brug af krydsklipning, skygger og lyseffekter. Det er her filmen har sin store styrke. Men frem for at udnytte dette psykologiske spil mellem hypnotisør og videnskabsmand til at skabe mere suspense, action og vold, så forsvinder den store Zoltan ud af filmen 20 minutter efter sin entre. Sagt på en anden måde: Uhygge er der ikke meget af i The Evil of Frankenstein.

Det handler selvfølgelig også om måden hvorpå filmen bliver fortalt. Selve klimakset er fantastisk medrivende og flot iscenesat med brand og krydsklipning og last-minute-rescue – især fordi hele den foregående historie (altså 75-80 % af hele filmen) er meget dårligt udtænkt. Her er først og fremmest et uendeligt langt flashback til Frankensteins første eksperiment med skabningen, der udelukkende er med som et kluntet set up til det senere pay off, da de finder skabningen indefrosset i is. Ja, selve dette filmens første plot point falder omtrent efter 40-45 minutters spilletid, og det er alt for lang tid, hvor Peter Cushing og Sandor Elès (som Frankensteins assistent Hans) bare tumler rundt uden mål og med. Og uden uhygge.

Og så kommer vi til det helt store problem for The Evil of Frankenstein: skabningens make-up. Af en eller anden grund har Hammer villet distancere sig fra deres første Frankenstein-film, hvor Christopher Lee spillede uhyret i en make-up der i sig selv var tydeligt distanceret fra Universals 1930’er make-up som ellers blev prototypen på Frankensteins monster. I The Evil of Frankenstein har Hammer skabt en Karloff-look-a-like, som på ingen måde måler sig med originalen. Skabningen, som spilles af Kiwi Kingston, ser ud som om, den er skabt af en blanding af papmache og hvidligt ler. Hovedet er enormt firkantet og giver associationer til en papkasse frem for forskellige ligdele syet sammen i nattens mulm og mørke.

Og sammen med filmens fortællevanskeligheder er dette vel netop filmens hovedproblem: Mangel på uhygge. Skabningen vises fra første færd fra top til tå i highkey-belysning inde i bjerget, hvor Frankenstein finder ham. Instruktøren Freddie Francis spiller på ingen måde på publikums fantasi og suspense-følelse ved f.eks. kun at vise os brudstykker af skabningen. Denne middelmådige Hammer-gyser er simpelthen ikke uhyggelig nok.

······


The Evil of Frankenstein
Instruktion: Freddie Francis
Medvirkende: Peter Cushing, Sandor Elès, Peter Woodthorpe m.fl.
Hammer Film Productions, 1964
Spilletid: Ca. 87 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)

Psycho (1960)

Efter snart 50 år står Hitchcocks gyserklassiker stadig stærkt som et uomgængeligt værk i såvel skrækfilmshistorien som den samlede filmhistorie. Moderne amerikanske gyseres colourgradede CGI-effekter blegner i sammenligning med Psychos sort/hvide skyggefulde billeder og pludselige voldsudbrud. Anthony Perkins’ skuespil er stadig uopnåeligt afdæmpet og ægte, og man forstår fuldt ud, hvorfor han nærmest blev Norman Bates.

Alfred Hitchcocks største succes, lavbudgetsgyseren Psycho fra 1960, bør være fast bestanddel i alle filmhistoriske gyserforløb. Den bør man være tvangsindlagt til at se, hvis man vil kalde sig filmentusiast; den er noget nær et filmhistorisk fikspunkt, fordi så meget skete med filmmediet i 60’erne, og Psycho giver udtryk for det hele. Først og fremmest var Hollywood under pres fra tv-mediets nye indflydelse på den amerikanske kernefamilie, der i stigende grad blev hjemme foran stuealteret. Filmmediet blev omkring 1960 til et ungdomsmedie, fordi efterkrigstidens højkonjunktur skabte selve ungdommen med dens rock’n’roll-musik, stjerneskuespillere og idoldyrkelsen. De unge fik penge mellem hænderne og tog i biffen og så ungdomsfilm, der appellerede til unge primært via sensationelle emner som vold og sex – i hvert fald så meget som den amerikanske filmcensur tillod – og med autoriteter som politi, chefer, pædagoger, lærere og forældre som de “onde” modstandere.

Og så var der hele miseren omkring de store monopolistiske Hollywood-producenter, som blev dømt til afstå deres store biografkæder, så konkurrencen blev mere fair for de mindre producenter. Dette politiske træk var også med til at sætte filmbyen under pres, og producenter som MGM og Paramount blev nødt til at satse på kæmpe mainstream-storfilm i bredformat, farver og stereo.

Til gengæld kunne en række mindre producenter komme på banen med billige lavbudgetfilm for ungdomspublikummet – de var knap så kræsne og lod sig gerne hive i biffen af en eksplicit filmplakat eller forfilm. Filmproducenter som Roger Corman og William Castle havde kronede dage, og en entusiastisk, grænseoverskridende instruktør som Ed Wood behøvede ikke store budgetter for at skabe sine tarvelige men også enormt succesfulde exploitation-film – hans Plan 9 From Outer Space regnes stadig for verdens dårligste film.

Hithcock skabte Psycho med stor bevidsthed om begge disse forhold. Filmen skiller sig ud fra de store mainstreamproduktioner som han også leverede i samme år – den letbenede spionfilm North by Northwest (da. Menneskejagt) og det dybdepsykologiske drama Vertigo (da. En kvinde skygges). Psycho er netop holdt i sort/hvid og produceret for Hitchcocks egne penge og af det tv-hold, som lavede tv-antologiserien Alfred Hitchcock Presents. Den har et billigt film-noir-tv-agtigt look, som klart matcher de sensationelle konkurrenter.

Ydermere har den datidens store celebrity-stjerne Janet Leigh i hovedrollen som Marion Crane. Hitchcocks grænseoverskridende gimmick består I at denne store kvindelige hovedrolle dør halvvejs igennem filmen, hvilket ville svare til hvis en nutidig filminstruktør castede Jennifer Aniston, Jennifer Lopez eller Angelina Jolie og gjorde det af med hende på tilsvarende vis. (Wes Craven forsøgte at planke ideen i Scream, hvor Drew Barrymore må lade livet i filmens start.)

Når Psycho står som en milepæl skyldes det også dens tabuagtige dykken ned i vold og sex. Hele filmen hviler på unge Marion og hendes kæreste Sams lyssky kærlighedsliv: De mødes i al hemmelighed i slibrige hotelværelser, hvor de har sex i middagspausen, før de går hver til sit. En klam oliemilliardær lægger utvetydigt an på Marion og vipper $40.000 frem i kontanter, som var det en vis anden legemsdel han holdt i hånden. Og Norman Bates (spillet af fantastiske Anthony Perkins) udspionerer Marion, mens hun klæder sig af, og kort efter stikker Normans mor brutalt Marion ned, mens hun splitternøgen tager et brusebad. Det var uden tvivl stærke sager i en mainstreamfilm i 1960ernes puritanske USA. Og så har jeg slet ikke nævnt det incestuøse og nekrofile forhold der er mellem mor og søn; den afslørende forklaring ligges i munden på en psykiater i filmens slutning, så løsningen af mysteriet får et (ganske vist stærkt forsimplet) videnskabeligt anstrøg.

Psycho blev foregangsfilm for først en masse håbløse rip-offs (i 1960-70erne) og dernæst for hele slasher-bølgen (1970-80erne), hvor det går ud på at slå så mange teenagere ihjel som muligt – helst dem, der dyrker sex før ægteskabet, og helst med en stor fallisk kniv. Bernhard Hermanns effektfulde underlægningsmusik med de skingre fulgeskrigsagtige strygere er for længst blev fast (og klichefyldt) inventar i gysergenren.

Interessant er det, at Psycho står temmelig alene som amerikansk milepæl inden for gysergenren. Ingen anden film i nyere tid har kunnet bryde så mange tabuer og træde det bornerte USA over tæerne; ingen anden film har sat et så markant fingeraftryk på en hel genre. Dem der sætter standarden inden for moderne gys skal da heller ikke findes i Hollywood, men er f.eks. den rasende produktive japanske instruktør, Takashi Miike. Det ved Hollywood godt, og derfor har vi de sidste par år set (og vil også i de kommende år se) en stor amerikansk import af asiatiske ideer (og rip-offs), film og instruktører. Takashi Miike blev f.eks. bedt om at bidrage til den store amerikanske antologi-serie Masters of Horror, hvor en række – primært amerikanske – gyserinstruktører blev bedt om at lave en times novellefilm, hvor alt var tilladt. Serien skulle nemlig sendes på betalingskanalen Showtime, så den strenge tv-censur kunne godt omgås. Serien blev en skuffende kedsommelig omgang lowbudget-tv-gys, og Miikes episode “Imprint” blev som den eneste aldrig vist, fordi indholdet var for anstødeligt til USA.

······

Psycho
Instruktion: Alfred Hitchcock
Medvirkende: Anthony Perkins, Janet Leigh, Vera Miles m.fl.
Shamley Productions, 1960
Spilletid: Ca. 109 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal