Manden med hatten er tilbage – i stor form. Harrison Ford brager igennem som den aldrende Indy og samspillet med unge Shia LaBeouf slår gnister så det er en fryd. Men trods flere imponerende actionoptrin og ægte 80’er-eventyrstemning, hæmmes Spielberg/Lucas’ film af en håbløs historie med en Harry Potter-agtig slutning. Det hele bliver lidt for rodet – og pænt.
Torsdag aften er Store Indy-aften for mig, og jeg har glædet mig en hel uge, siden min svigerfar (1000 tak til Mogens!) ringede og spurgte om jeg ikke ville med i biffen og se den nye Indiana Jones-film. Igennem sit arbejde havde han fået fingre i et par gratis billetter. Og når man er født i 1977 og opvokset med Spielbergs elskelige eventyrfilm, så tøver man ikke et sekund. Da jeg sidder i Victoria-biografens nye bløde sæder, smiler jeg over hele femøren af barnlig spænding. Det her bliver fedt!
Meget kort fortalt tager Indiana Jones og krystalkraniets kongerige sin begyndelse i 1957 i Nevada-ørkenen, hvor russiske agenter belejrer en stor hal med tallet 51 malet stort på indersiden af døren (blink blink!) – de er på jagt efter resterne af et eksperiment, der ligger opmagasineret. Og herfra går den vilde skattejagt til Sydamerika efter et sagnomspundet krystalkranium, der siges at give dets ejermand overmenneskelige psykiske kræfter. Og Indy hvirvles ind i eventyret da en ung knøs, Mutt, henvender sig til ham, fordi hans stedfar er blevet bortført af russerne og har efterladt sig en række mystiske optegnelser som ikke lader sig dechifrere så let.
Historien er udfordringen
Alle har efterhånden gjort opmærksom på at den sidste Indiana Jones-film havde premiere i 1989, og dermed indirekte rejst spørgsmålet om Harrison Ford (på vej mod sit livs otium) dog ville kunne klare den opgave. Det er der for mig at se slet ingen tvivl om, at han kan og gør med bravur. Han er Indy, og han holder sig forbandet godt; der er fart over feltet og han er overraskende god til at holde trit.
I bagklogskabens lys burde man snarere have spurgt sig selv, hvad George Lucas og Steven Spielberg ville gøre med historien. Efter Det sidste korstog er Indy-sagaen fortsat i form af flere computerspil og en tv-serie, og her er der fortalt mange af de mest oplagte historier. Dertil kommer, at vi lever i en tid præget af en vis Robert Langdons udforskning af bibelske mysterier og højtravende konspirationsteorier. Dan Browns hovedperson fra reality-kulturkrimi-bestselleren DaVinci-mysteriet er jo i høj grad en moderne udgave af Indiana Jones.
Og det er da netop i plottet, at Indy 4 er tyndest. Lucas/Spielberg har ikke kunnet grave nogen ny vesterlandsk kulturskat frem, der kunne fungere som primusmotor for historien og gentage succesen fra pagtens ark og den hellige gral. Derfor handler historien om et mystifistisk aflangt krystalkranium med magiske evner og involverer rumvæsner, korncirkler i Peru osv. osv. Den form for religiøse myter, som man i udgangspunktet klart forbinder med arken og gralen, er slet ikke til stede i krystalkraniet, og det betyder at det aldrig bliver rigtigt tydeligt, hvad krystalkraniet kan, eller hvad der sker i klimakset. Med arken og gralen havde man som seer let ved at købe al specialeffects-hokuspokus-halløjet, fordi den grundlæggende mytologi stod 100% klart – det gør den ikke i denne film.
Derved bliver krystalkraniet en tom MacGuffin og historien reduceres til en række overvældende actionscener på en snor, hvor rækkefølgen som sådan er ligegyldig, fordi jagten bare fortsætter.
Indy & Mutt
Det element, der fungerer bedst i Indy 4 er samspillet mellem Harrison Ford og Shia LaBeouf i rollen som den unge motorbølle, Mutt, komplet med Marlon Brando-læderlook og Elvis-hår. Samspillet og forbindelsen mellem de to karakterer er godt set, og peger fint tilbage til Det sidste korstog, hvor det var Indy der sad i motorcyklens førersæde, mens Sean Connery pænt måtte sidde i sidevognen. I Krystalkraniets kongerige er det gamle Indy, der må sidde bag på Mutts kværn. Introduktionen af Mutt peger frem mod flere eventyrlige film – også efter Harrison Fords pension.
Til gengæld er mange af de øvrige biroller fuldstændigt ligegyldige (ikke mindst Jim Broadbent i rollen som Indys universitetsrektor og John Hurt i rollen som den forsvundne professor Oxley samt Ray Winstone som Indys kedelige kammersjuk Mac), mens Spielberg/Lucas i den første halve time falder over sig selv for at komme med referencer og hilsner til de gamle film og skuespillere: I første omgang er det sjovt at spotte f.eks. pagtens ark, men tredje gang vi ser et billede af Marcus Brody (spillet af nu afdøde Malcolm Denholm), og når kameraet dvæler og dvæler og dvæler ved et billede af Sean Connery på skrivebordet, bliver det for meget – som om Spielberg/Lucas vil sige: Fik i den, fik i den?
Jeg vil også indvende, at actionscenerne i Krystalkraniets kongerige desværre bærer præg af, at Spielberg har haft for mange karakterer at holde styr på. Hvor de første film havde Indy placeret solo i orkanens øje mod en hær af tyskere, er der i film #4 et helt lille ensemble af helte at bevæge rundt sammen med en hel hær af russere. Det tager simpelthen suspensen og realismen ud af flere actionscener, fordi der er for meget at koncentrere sig om. Publikums oplevelse af nærvær, intensitet og indlevelse ryger til fordel for et ønske om overblik.
De scener, hvor Indy er på egen hånd mod rov – area 51 og særligt den uovertrufne optakt i atomlandsbyen – eller sammen med Mutt fungerer absolut bedst. Også på grund af skuespillerne.
Den visuelle wow-effekt
Men Spielberg kan og vil stadig noget med et kamera. Hele scenen hvor Indy skal genintroduceres på det store lærred er smukt iscenesat med først hatten, der kommer trillende, så et par fødder i nærbillede og afslutningsvis en skygge der tager hatten på. Og hvor Jagten på den forsvundne skat havde en scene, hvor Indy jagtes af en kæmpesten igennem grotter, har Krystalkraniets kongerige en fantastisk kameraindstilling af Indy, der står og stirrer mod en gigantisk paddehattesky efter en atomprøvesprængning over Nevadaørkenen. Det er det ikonografiske billede fra filmen – og hvor havde det været lækkert, hvis Spielberg/Lucas havde afsluttet filmen med noget lige så uforglemmeligt...
Men denne fjerde del skæmmes også af flere scener, hvor kameraarbejdet og klipningen ganske simpelt ikke er god nok – hvor kameraet er for distanceret, og indstillingerne nærmest tilfældigt klippet sammen. Mange scener føles desuden som er de optaget i klaustrofobiske kulisser, fordi de foregår indendørs; under jorden; på et marked fyldt med handlende og vægge alle vegne; eller i en jungle med buske og træer alle vegne. Først hen imod den hæsblæsende actionscene med fægtekamp og amfibiebåden på klippeskrænter osv. lukkes vi ud på de store vidder som vi kender dem fra andre eventyr- og i sandhed fra de andre Indiana Jones-film.
Derfor er konklusionen at – ja – manden med hatten er tilbage i skikkelse af Harrison Ford i topform, og at eventyret i Krystalkraniets kongerige momentvis glitrer og underholder, og resten af tiden husker os på hvor fantastisk hele serien startede.
······
Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (da. Indiana Jones og krystalkraniets kongerige)
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Harrison Ford, Shia LeBouef, Cate Blanchett m.fl.
Paramount Pictures & LucasFilm Ltd., 2008
Spilletid: Ca. 123 minutter
I biografer verden over lige nu!
Billedet er lånt fra filmens danske hjemmeside
Paul Haggis’ In the Valley of Elah præsenterer en både vedkommende og dagsaktuel – men også alt for distanceret – kritik af krigen i Irak. Filmen udgiver sig for at være en thriller, men er i virkeligheden et psykologisk portræt mærket af en skæbnetung art cinema-symbolik.
