The Break-Up (2006)

“Advarsel: Dette er ikke en kærlighedskomedie!” Sådan et klistermærke burde Universal lige smække uden på dvd-coveret til The Break-Up med Jennifer Aniston og Vince Vaughn. Bevares, der er da et par rigtig morsomme scener og et par scener som får dig til at trække på smilebåndet, men hovedparten af filmen er altså veludført drama om den svære kunst at skilles som par. På den ene side får man som seer ikke det man bliver lovet af filmselskabet – på den anden side får du en film, der er meget bedre end lovet!

Søndag eftermiddag og min kone Malene og jeg har lejet The Break-Up til en gang afslapning på sofaen, før juleræset for alvor sætter i gang lige om lidt. (Jeg fik også sneget Lucio Fulcis splatterklassiker Zombie 2 med ud; den film får jeg nok for mig selv, så mere om den senere.)

På papiret og alt pressemateriale – inkl. poster, trailer og dvd-cover – har denne The Break-Up to komiske talenter i hovedrollerne: smukke og lidt blondinedumme Jennifer Aniston fra tv-serien Friends (1994-2004) og store, fedtmuleagtige Vince Vaughn fra bl.a. The Wedding Crashers (David Dobkin, 2005), Starsky & Hutch (Todd Philips, 2004) og Dodgeball (Rawson Marshall Thurber, 2004). Universal har på alle måder forsøgt at spille den sikre kærlighedskomedietrumf ud i spillet om seerne, men det er egentlig snyd og bedrag det hele.

Før rulleteksterne går det ellers fint. Gary får kontakt til Brooke under en baseballkamp, hvor han forstyrrer en hel række tilskuere for at opnå kontakt med en hotdog – med ekstra sennep. Det er sådan set meget sjovt på en appetitvækkeragtig måde, men de efterfølgende genvordigheder om indkøbte citroner til den store familiemiddag slår en helt anden tone an: Dialogen er langt fra Friends’ ironiske replikspil, og det fysiske skuespil er absolut fraværende, når Gary smider sig på sofaen og Brooke står stille i døren. For seeren kommer dette skift som lidt af en overraskelse, al den stund at vi ikke har fået en eneste hentydning om parrets samlivsproblemer før nu, hvor de åbenbart bryder ud i lys lue på grund af en mislykket borddekoration. Det der kunne have været et ganske morsomt pay-off – et nærbillede af den mislykkede dekoration bestående af ikke 12 citroner men kun tre samt middagsgæsternes kommentarer og parrets bortforklaringer til tonerne af en let pizzicatomusik a la Desperate Housewives (2004-). Men vi ser og hører aldrig dette pay-off, for det er slet ikke filmens hensigt at være sjov.

The Break-Up fungerer da også bedst som et lille kammerspil, hvor Gary og Brooke først deler deres lejlighed i to dele – hun får soveværelset, han stuen – og siden hen beslutter sig for at sælge den og får en frist på to uger. Selv der hvor filmen får mulighed for at ende “lykkeligt” som andre kærlighedskomedier, vælger instruktøren Peyton Reed igen en mere realistisk (kynikerne ville sige melodramatisk) løsning.

Filmens store fortællemæssige problem – i det mindste for mig som mand – er at jeg aldrig nogen sinde føler sympati for Gary på trods af at man som seer får masser af muligheder for at se ham alene, sammen med vennerne og familien osv. Jeg forstår ikke hans indstilling til parforholdet, jeg kan ikke sætte mig ind i hans væremåde eller hans facon. Jeg synes, hans opførsel er barnagtig og uforklarlig, fordi Gary aldrig bygges op fra bunden men netop serveres som “den mandlige prototype fra romantiske komedier”. Det er en klar fejl og et kæmpe problem for filmen.

At Brooke også smides op på lærredet som “den kvindelige prototype fra romantiske komedier” gør knapt så meget, for her er sympatien intakt. Hele filmen bliver i høj grad filtreret igennem hendes øjne. Flere af de mere komiske optrin udspringer da også i Brookes håbløse forsøg på at få Gary til at komme tilbage og sige undskyld for sine fejltrin, på trods af at det var hende, der slog op i første omgang. Der spilles åbenlyst på Jennifer Anistons tidligere bedrifter som Rachel Green i Friends, hvor hun havde et tilsvarende problematisk kærlighedsforhold og break-up med Ross Geller. Derfor tager denne film røven på publikum for anden gang, da Brooke til slut må indrømme over for Gary, at hun ikke har mere at give af og ikke ønsker at komme tilbage i parforholdet.

Filmens billedside spiller til gengæld godt sammen med historien. Alt fotograferes i det realistiske normalperspektiv som hører både komedien og melodramaet til, men når skænderierne når et vist alvorsniveau skiftes påfaldende til håndholdt kamera, hvilket overtydeliggør parrets konfrontationskurs. Bortset fra det udnytter Peyton Reed til fulde de mange døråbninger i lejligheden til dels at indfange og isolere karaktererne, men også til at invitere til forsoning, når den ene venter i stuen og den anden kigger længselsfuldt ned ad gangen. En række tavse, dvælende kameraindstillinger af henholdsvis Gary og Brooke alene understreger filmens patos og melodramatiske tilhørsforhold. Både Aniston og Vaughn udfylder overbevisende billedrammen.

Man kan mene hvad man vil om filmens mange falske set ups der aldrig indfries med et ægte LOVE payoff, hvor Gary og Brooke får hinanden til slut. Det er enten modigt eller særdeles dumdristigt gjort. Filmens dramatiske højdepunkter står tilbage i erindringen i kraft af fine skuespilspræstationer fra Aniston og Vaughn, mens morsomhederne fortaber sig i glemslen. Og det er vist ikke ligefrem opskriften på en kærlighedskomedie.

······


The Break-Up
Instruktør: Peyton Reed
Medvirkende: Vince Vaughn, Jennifer Aniston, m.fl.
Universal Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 102 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal

Akira (1988)

Det er ikke uden grund at japansk tegnefilms nuværende succes i USA og Europa ofte tilskrives distributionen af Katsuhiro Otomos sci-fi-anime fra 1988, Akira. Her mikses et Frankenstein-agtigt plot sat i et dystopisk fremtidsscenarie med overrumplende og nyskabende animation. Otomo sætter først og fremmest spørgsmålstegn ved især Disneys måde at lave tegnefilm på; Akira formår at hæve tegnefilmsgenren til en kunstart for voksne.

Jeg følger med i en ugentlig podcast, Filmspotting, hvor de to amerikanske værter i øjeblikket er i gang med en animationsmaraton; over en seks-syv-ugers periode ser de én klassisk animationsfilm om ugen og kommenterer og vurderer den i ugens podcast. Det er meget underholdende og øjenåbende, fordi værterne opfordrer lytterne til at følge med i podcasten og deltage i debatten på hjemmesiden. I denne uge var det Katsuhiro Otomos Akira (1988) der stod for skud.

Jeg så Akira første gang en sen nattetime på DR2 for en del år siden, men den gjorde ikke synderligt indtryk på mig på det tidspunkt. Jeg er også troligt gået uden om den mastodonte tegneserieudgave på 20 bind på biblioteket – simpelthen fordi værket virker alt for uoverkommeligt og tidskrævende at komme igennem. Som følge af Filmspotting-podcasten glædede jeg mig dog til at gense filmen i dag – efter de første 15 minutter var mine forventninger til resten af filmen dog skruet op på et tårnhøjt niveau. De blev på mange måder indfriet.

Akira foregår i et neonoplyst cyberpunkmiljø i fremtidens Japan. Vi er i år 2019; tredje verdenskrig blev afsluttet med en atombombe over Tokyo for 31 år siden. Samfundet er nu på randen af kaos, motorcykelbander hærger gaderne, og regeringen, hæren og ambitiøse videnskabsmænd eksperimenterer fortsat med mennesker. Ved et uheld bliver det underkuede bandemedlem Tetsuo impliceret i eksperimenterne, der efterfølgende løber løbsk.

Plotmæssigt minder det lidt om andre amerikanske scifi-klassikere, som f.eks. Blade Runner (Ridley Scott, 1982) og A Clockwork Orange (Stanley Kubrick, 1971) – også i den visuelle afbilledning af den undergangstruede storby minder Akira en hel del om Blade Runner. Det som adskilte denne japanske tegnefilm fra langt hovedparten af scifi-film i 1988 var implementeringen af det religiøse aspekt, som filmen trækker på. I nyere vesterlandske scifi-film siges det som regel kun indirekte, at videnskabsmændene overtager Guds skaberrolle og derfor må bøde for deres handlinger. Publikum skal selv tænke sig frem til dette budskab. I Akira understreges denne pointe gang på gang, uden at man som seer skal gøre arbejdet, og udtales endda direkte af filmens centrale videnskabsmand. Temaet om mennesket vs. Gud kommer på denne måde til at stå helt centralt.

Ligeledes er det vigtigt at pointere at videnskabens forskning ikke blot handler om at udvikle billig arbejdskraft i form af menneskelignende replikanter, som i Blade Runner, eller kontrollere menneskers tanker og handlinger, som i A Clockwork Orange. I Akira forskes der meget konkret i at fremskynde den menneskelige evolution, så mennesket udvikler guddommelige kræfter og i sidste instans bliver Gud. Dette religiøse tema giver Akira et perifert slægtsskab med en anden Kubrick-klassiker, 2001: A Space Odyssey (1968) og en tilsvarende episk storhed. I Akira forklares evolutionen som en slags akkumuleret livskraft, der er til stede i alle organismer.

Mens filmen giver sig tid til at forklare disse tematiske aspekter meget grundigt, mangler man (som førstegangsseer i hvert fald) en del baggrundsinformation om Tetsuo og de andre bandemedlemmer. I fragmenterede drømmeflashbacks og henkastede bemærkninger kommer det frem, at bandelederen Kaneda flere gange tidligere har reddet Tetsuo og efterhånden er ved at være træt af at have ham med på slæb. Men det tager langt tid at finde ud af de forskellige karakterers indbyrdes forhold, og det betyder at man får et mere distanceret forhold til dem.

Derudover lider Akira af det store fortællemæssige problem, at den føles lang. Tegnefilmen varer over to timer, og efter point of no return midtvejs går der tomgang og Godzilla i handlingen. Mennesker, huse, bydele – ja, hele Tokyo – smadres i et actionpræget voldsorgie uden at der sker nye drejninger i plottet og det bliver simpelthen kedeligt til sidst.

Til gengæld skal det pointeres, at filmens visualitet får én til at hænge på og blive hængende, fordi Akira er så meget anderledes end de amerikanske tegnefilm, vi er blevet opflasket med i Danmark. Brutaliteten vises bl.a. i overrumplende slowmotionindstillinger, lavt kamera, frøperspektiv, ultra/nærbilleder. Otomo forfalder aldrig til billige animationsløsninger, som vi kender fra de kedelige, “børnevenlige” anime-serier på tv (hvoraf Pokémon må tage æren for at være den mest idiotiske børnereklame i disse år). Akira byder på masser af feberagtige mareridt, hvor lyden er fjernet, så den visuelle destruktion står endnu mere frem. Lyset hænger efter motorcykelbandens baglygter, og røgen bølger smukt frem fra baghjulene. Det hele er så forbandet fascinerende, at man er hooked allerede efter de indledende billeder af den tavse paddehattesky over Tokyo.

Billedernes slagkraft, handlingens seriøsitet og den allestedsnærværende stemning af dommedag bevirker, at Akira knapt 20 år efter premieren stadig fascinerer. Her er ingen “morsomme” sideplots eller -karakterer som er og bliver fast inventar hos Disney, Dreamworks og alle de andre. I en tid hvor Disney har skrinlagt den gamle tegnefilmskunst, Spielberg arbejder på at sende endnu en Shrek på gaden, og den ene tæskeåndssvage Madagascar-kopi afløser den anden, er det rart at se en gammeldags tegnefilm med noget på hjerte.

Hvor er det skammeligt, at filmfabrikken Hollywood ikke tør gå med.

······

Akira
Instruktør: Katsuhiro Otomo
Medvirkende: MitsuoIwata, Nozomu Sasaki, Mami Koyama m.fl.
Akira Committee Company, 1988
Spilletid: Ca. 124 minutter
Dansk dvd-distribution: Emina

It's a Wonderful Life (1947)

Frank Capras It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve) er et fuldendt mesterværk på linje med de største amerikanske klassikere. Filmen har James Stewart i hovedrollen som den elskelige George Bailey, og man nyder hvert minut i hans selskab. Budskabet om næstekærlighed er soleklart; nogle vil finde filmen for naiv og tossegod – andre vil lade sig opsuge af dette amerikanske eventyr.

Filmen kan fejre 60-års jubilæum til næste år og er blevet vist utallige gange på tv omkring juletid, men det er først i dag, jeg har taget mig sammen til at sætte mig ned og se den på dvd.

På forhånd havde jeg skruet forventningerne op til et rimeligt niveau for en film med klassikerstatus. Amerikanerne elsker den jo tilsyneladende; der er ikke den tv-serie med respekt for sig selv, som ikke lader persongalleriet sidde og se slutningen – grædefærdige. Og mange af filmens temaer og karakterer minder da også om en anden amerikansk klassiker Arthur Millers teaterstykke, Death of a Salesman (1949) selvfølgelig koblet med engelske Charles Dickens’ A Christmas Carol (1843). Filmens hovedperson, George Bailey, slås dog ikke som Willy Loman med en overdreven naiv tro på den amerikanske drøm og sine egne mangelfulde evner – ej heller er der meget af den hadefulde gnier, Ebenezer Scrooge, over ham.

Omdrejningspunktet i It’s a Wonderful Life er til gengæld George Baileys evige lyst til eventyr og verdensomspændende rejser, som han sparer sammen til og glæder sig til hele filmen igennem, og som konstant skydes i stykker, fordi andre indbyggerne i den lille by Bedford Falls har brug for ham – først og fremmest hans familie, dernæst kunderne i hans fars bygge- og lånefirma og sidst i filmen de mange mennesker, som takket være ham har fået et respektabelt hjem i byen. George mindes hele tiden om de mange gode ting, som hans opofrelse fører med sig, men Frank Capra viser også tydeligt Georges tiltagende desperation og udlængsel som set ups til filmens store klimaks.

Frank Capras film er dog først og fremmest en feel good-film, rørende fortalt med et positivt livssyn. Her hjælper folk hinanden, når det brænder på, og kun onde kapitalister som Mr. Potter truer Bedford Falls’ indbyggere og dermed byens trivsel og fremtid. Filmens plot er lige så simpel og ukompliceret som George Bailey, men filmen afstår helt fra melodramatiske sideplots som f.eks. en hemmelig kærlighedsaffære med Violet, et opgør mellem brødrene Bailey om farens firma, et opgør mellem den glemsomme Uncle Billy og George før klimakset, eller blot Georges accept af Mr. Potters tilbud om en årlig gage på $20.000 mod at overdrage farens gamle firma til den onde kapitalist.

Hvad filmen mangler i plotmæssig kompleksitet, har den til gengæld masser af i uovertruffet skuespil fra især James Stewart, der bærer filmen i rollen som ejegode George Bailey. Capra har ligefrem iscenesat flere sekvenser med særligt fokus på Stewarts præstation: Telefonscenen med den kommende mrs. Bailey (spillet af Donna Reed) viser Capras evner og filmmediets styrke, når billedsiden går i en helt anden retning end dialogen. Tilsvarende er konfrontationen mellem den rasende, fordrukne George Bailey og hans familie hjertegribende; Capra har publikum i sin hule hånd, og hans brug af set up – pay off samt den gennemgående positive portrættering af George Bailey får os helt ud på kanten af stolen, fordi vi på én og samme gang forstår og holder med George, men også tvinges til at tage afstand fra hans destruktive adfærd. Samtidig ved vi jo, at englene holder øje med George og måske oven i købet vil komme ham til undsætning. Vi ved bare ikke hvornår. Det er på alle måder ægte suspense.

Filmens visualitet underbygger selvfølgelig historien, men Capra skaber andre effekter end 40ernes faste brug af vaseline på linsen for at få særligt de kvindelige hovedroller til at tage sig funklende ud. (I vore knivskarpe dvd-tider ser nærbillederne af Donna Reed nærmest sådan lidt uldne og ufokuserede ud.) Dekorationerne kommenterer løbende handlingen, som da George går amok hjemme, og Abraham Lincoln ser til en billedramme på væggen; eller da George beder om penge hos den griske Mr. Potter, og en buste af Napoleon betragter Baileys Waterloo. Også de to kontorer er slående møbleret efter ejerne: den manipulerende, magtfulde Potters kontor er fyldt med mørke og ornamenterede møbler, der giver et dystert, ekspressionistisk indtryk, mens Baileys lille bygge- og lånefirma er formet som et gigantisk fuglebur, der på én gang bebos af den sorte krage/ravn/allike Jimmy og George selv (spillet af en anden Jimmy), som jo i størstedelen af filmen netop føler sig indespærret i farens pengeinstitut og Bedford Falls.

På denne måde går plot, tema og æstetik op i en højere enhed: Filmen fremstår på alle måder som et moderne eventyr – en positiv spejling af Death of a Salesman. Mens Willy Loman opsluges af sine egne naivistiske drømme, har George faktisk den form for succes som Willy stræber efter – venner, karriere, respekt, dygtig og arbejdssom familie osv. Da alting alligevel kollapser, må George igennem sit eget mareridt for at indse, at hele hans liv er fantastisk og værd at leve.

60 år efter premieren formår It’s a Wonderful Life stadig at tryllebinde med sit nærmest anti-amerikanske, ærkehumanistiske livssyn. Den kyniske anmelder vil sige, at slutningen er klæbrig og ekstremt kalkuleret – denne anmelder siger, at slutningen er 100 % rigtig og gav en pokkers stor klump i halsen.

······


It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve)
Instruktør: Frank Capra
Medvirkende: James Stewart, Donna Reed m.fl.
Republic Pictures, 1947
Spilletid: ca. 130 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount Home Entertainment