Cloverfield (2008)

Godzilla møder the Blair Witch i J.J. Abrams’ minimalistiske katastrofefilm, Cloverfield. Her får den fortærskede monstergenre sin velfortjente og elegante renæssance, når døren sparkes ind til vor tids amerikanske mareridt, 11. september 2001. Det lille hjemmevideo-DV-medie udnyttes fuldt ud i en nærmest perfekt fortælling om de uhyggelige timer efter et surpriseparty.

Tv-serien Lost var og er stadig ganske banebrydende i sin fortællestruktur, hvor flashbacks og nu flashforwards spiller sammen med nutiden for en større gruppe mennesker, der er nødlandet på en mystisk øde ø. Her har forskere tilsyneladende eksperimenteret med mennesker og dyr; et eller andet stort og uhyggeligt hærger skovene og menneskene i de to stridende lejre. Det gør Lost til en vaskeægte postmoderne tv-serie, der blander et hav af genrer og strukturerer sine mange seriebuer bagud og fremad, så hele fortællingen konstant er ved at gå i opløsning. Både de medvirkende karakterer og vi seere føler os ganske og aldeles Lost.

Idémanden bag Lost hedder J.J. Abrams, og han er også den kreative producent bag Cloverfield, der på lige så elegant vis – om end i spillefilmens hurtige, kontante form – leger med de levende billeders fortællemetode og genopfinder en hel filmgenre. Begge dele med DV-mediet som igangsættende gimmick.

Hjemmevideo
Cloverfield udspiller sig før, under og særligt efter et surpriseparty for Rob, der er blevet forfremmet til en chefstilling i Japan. Under festlighederne kommer det frem, at Rob nok ikke har helt så let ved at slippe New York – mest på grund af Beth, som er blevet en slags kæreste. Og så er det, at New York pludselig rystes af et kæmpe jordskælv, og alle surpriseparty-gæster styrter op på taget for at se Empire State Building eksplodere.

Og så er mareridtet i gang.

Hele handlingen dokumenteres af Robs kammerat, Hud, på et DV-kamera, og det fungerer overraskende godt, fordi det bliver helt legitimt ikke at se monsteret – ja, man accepterer sågar, at de store militæroptrin med maskingeværer, raketter og bomber kun vises i brudstykker, når kameraet lige får panoreret eller tiltet i den rigtige retning. Det hele er selvfølgelig planlagt i minutiøse detaljer, men med indlagt kameraforsinkelse på grund af den menneskelige reaktionsevne. Det er en ny måde at antyde uhyrlighederne på og holde monsteret skjult for derved at spille på publikums fantasi og lade dem leve sig ind i filmens handling - ligesom Ridley Scott gjorde det helt tilbage i sin rumgyser Alien i 1979. Hjemmevideo-gimmicken bliver også et ekspressionistisk virkemiddel, fordi DV-kameraet bliver en del af skiftevis Hud og Rob – når de forskrækkes eller falder i staver afspejles det helt kontant i kameraarbejdet.

Cloverfield læner sig på den måde kraftigt op ad Blair Witch Project, der også dyrkede følelsen af liveness i exceptionel grad. Men J.J. Abrams og co. overgår også inspirationskilden, fordi Cloverfield fremstår som totalt uredigeret (hvilket Blair Witch ikke foregav at være). Der filmes i lange kameraindstillinger, visse sekvenser er pixelerede, og man hører tydeligt støjen når kameraet starter og slukker. Samtidig iscenesættes Robs flashbacks via DV-mediet, fordi ulykkerne dokumenteres på et gammelt bånd, der i brudstykker viser Beth og Robs forhold på en tur i tivoli på Coney Island, når optagelserne standses og fotografen ikke lige får spolet hen til det sted, hvor de sluttede. Det er optimal udnyttelse af filmens primære virkemiddel.

Realisme og det amerikanske mareridt
Selv om Rob og Beth er nogle glatpolerede New Yorkere, som man kan have svært ved at identificere sig med i løbet af den relativt korte spilletid (73 minutter uden sluttekster), så er billedsidens rystede DV-optagelser med til at trække filmen så langt over mod en så rendyrket faktaproduktion som man næsten kan komme.

Filmen iscenesætter vor tids store amerikanske mareridt i form af terrorangrebet d. 11. september 2001, så man ikke kan være i tvivl om intentionen. Her genskabes billeder af de enorme støvskyer efter ødelæggelserne og New Yorkere, der gemmer sig i drugstoren. Billedet af eksplosionerne i eller på Empire State Building vækker rædselsfulde mindelser, og det samme gør filmens tv-nyhedsdækning. Læg dertil at Rob sætter sig for at redde Beth, der ligger begravet i ruinerne i sin lejlighed – og at det store monster avler kæmpeinsekter, der bare falder af dens store krop og ned og ned på gaden, det sender ikke så lidt tanker tilbage til de stakkels desperate mennesker, der kastede sig ud fra World Trade Center, da tårnene var ved at styrte sammen.

Det er modigt og et eller andet sted sobert, at en film som Cloverfield ikke bare refererer til dette amerikanske mareridt, men åbner sårene helt op i denne realistiske ramme, og inkorporerer det i en moderne katastrofilm. Man kan indvende, at alt andet også ville have været misforstået forsigtighed eller berøringsangst over for filmens katastrofe. Men i Michael Bays hænder (ja, den Michael Bay der sidst har instrueret Transformers og som jo startede som tv-instruktør for Playboy!) ville de monumentale destruktioner i Cloverfield have været en patetisk og usmagelig omgang buldrende porno-lirumlarum. Sådan blev det heldigvis ikke, og J.J. Abrams’ projekt baner nye veje for monsterfilmen – ikke ulig de veje som Steven Spielberg banede for krigsfilmen med Saving Private Ryan.

Cloverfield er en milepæl.

······


Cloverfield
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Michael Stahl-David, T.J. Miller, Jessica Lucas m.fl.
Bad Robot & Paramount Pictures, 2008
Spilletid: Ca. 85 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
Udkommer på dansk dvd: 24. juli 2008

Superbad (2007)

Titlen er anmeldelsen. Den liderlige teenagekomedie Superbad har overraskende lidt grænseoverskridende komedie over sig; filmens jokes og gags er sjove til en start, men udvandes hurtigt, når kameraet bare fortsætter med at optage og optage. Der er megen rapkæftet dialog om alle mulige og umulige sexforestillinger, men der starter og stopper Superbad også. Filmen er superdårlig.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke har fulgt særlig godt med i de sidste fem års teenagekomedier; det er kun på grund af den amerikanske Filmspotting-podcast og BBC’s Mark Kermode, at jeg løbende får genopfrisket navnene Judd Apatow og Seth Rogen, der angiveligt er toneangivende på området i øjeblikket – altså efter American Pie-filmene.

Men når jeg tjekker deres cv ud på IMDB er der alligevel en del film, som jeg mindes at have set – også med stor fornøjelse. Judd Apatow og har bl.a. produceret Talladega Nights (som stadig er den sjoveste film jeg har set længe, og som havde alle de kvaliteter som Pixars Biler ikke havde), og sammen har Apatow og Rogen produceret Knocked Up (som Malene og jeg har liggende derhjemme i dvd’en, klar til at blive set, når lejligheden byder sig). Men Superbad fungerer ikke, og bliver en slap omgang ordgejl, der ender med at den dårlige improvisation udvander de ellers ret fine punchlines.

Kill your darlings!
Ind imellem hører man filminstruktører klage over filmanmeldere, der kommer med forbedringsforslag, fordi de (altså filmanmelderne) ikke har begreb skabt om det at lave film (altså ifølge filminstruktørerne). Her vil jeg alligevel vove et øje og sige, at Superbad bliver superdårlig, fordi den er for lang og skulle have været klippet hårdere, så filmens overdrivelser og sjove momenter havde stået stærkere. Det havde givetvis formindsket spilletiden til omkring de 75 minutter, men så meget sjovere havde filmen så også været.

I Superbad følger vi de to nørdede ungersvende Seth (spillet af Jonah Hill) og Evan (Michael Cera – løbenørden fra Juno), der forfærdelig gerne vil være fantastiske til det dér sex, inden de begynder på college. Og sørme om de ikke får skrabet sig sammen til at komme med til en afslutningsfest, hvor et par lækre sild beder dem om at stå for sprut og alkohol – mest fordi Seth og Evan har blæret sig med at de har fået et falsk ID-kort, så de rent faktisk kan købe sprut og alkohol. Her kommer deres såkaldte “ven” – supernørden Fogell – ind i billedet, for det er faktisk ham der har fået det omstridte ID-kort, og han der skal skaffe sprutten. Men så bliver Fogell indblandet i et røveri i alkoholbiksen og taget op af et par flippede betjente, mens Seth og Evan kommer med til en vild fest.

Det er – når alt kommer til alt – det ultratynde plot i Superbad. Der skal i princippet heller ikke mere til for at holde en komedie gående, på nær måske et par overraskende plot points der kan sparke liv i historien midtvejs og hen imod slutningen. Og på nær måske et par groteske forvekslingsscener, hvor ungersvendene bliver afsløret i et eller andet obskurt forehavende som f.eks. sex. Det var den slags fysisk humor, der gjorde American Pie til en – ganske vist utrolig plat og perfid men også meget – morsom film. Og den mangler til fulde i Superbad.

Filmens hovedproblem er at det supertynde plot bliver spændt ud over næsten to timers spilletid. Mange scener mangler skarphed, fordi der sker for lidt, eller fordi Seth Rogens saftige dialog måske er hellig og skal med, koste hvad det vil. Det betyder imidlertid at filmens skæmmes af, hvad man kan kalde antioverraskelser – hvor det overraskende består i, at der intet overraskende sker overhovedet.

Undtagelsen for ovennævnte regel er den første scene hvor Seth henter Evan på vej til skole; her udbasunerer Seth stolt at han har fundet ud af hvilken sexhjemmeside han vil være abonnent på, og at de har noget for enhver smag. Evan indvender at han er træt af de der amatørsider, og hellere vil betale for kvalitet i lyssætning, klipning osv. Og da de skal af sted, kommer Evans mor ud og Seth savler i det skjulte over hendes kavalergang, hvorefter scenen slutter på en punchline. Det er plat og barnligt, og det kan kun være sjovt at tale om sex på den måde, fordi det på en eller anden måde stadig er enormt tabubelagt i mainstream-Hollywood. Men scenen er stram og med flere overraskelser indlagt undervejs, og så klippes der ud, inden det hele bliver udvandet, og improvisationen løber tør for inspirationen. Det er en god scene. Men det er også den eneste i Superbad.

Og så har jeg slet ikke nævnt det helt igennem utroværdige element, det er, når tre så bøvede og gennemført usympatiske nørder uden problemer får scoret tre gudesmukke studiner bare fordi de kan skaffe sprut. Det siger lidt om holdningen til kvinder i Superbad – og det er faktisk værre end i andre film i denne genre.

······


Superbad (unrated)
Instruktion: Gregg Mottola
Medvirkende: Jonah Hill, Michael Cera, Christopher Mintz-Plasse m.fl.
Apatow Productions, 2007
Spilletid: Ca. 114 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal