Kunsten at græde i kor (2006)

Oscar-værdig? Peter Schønau Fogs spillefilmsdebut er meget mere end bare en uhyggelig incesthistorie fra det mørke Jylland. Underligt nok sørger kombinationen af tør, sort komik og de højdramatiske begivenheder for at man virkelig suges helt ind i historien og føler med 11-årige Allan, der spilles af den ubegribeligt gode Jannik Lorenzen. Årets bedste danske film.

Der kunne så let have været kommet en helt anderledes film ud af Bo hr. Hansens manuskript til Kunsten at græde i kor. Sådan en rigtig omgang Susanne Bier-drama med svulstige strygere og nervøse ultranærbilleder af den tavse og indesluttede far – selvfølgelig spillet med københavneraccent af Mads Mikkelsen. Håndholdt og ambitiøst og med alle følelser penslet ud på lærredet. Sådan er Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor ikke. Og det er lige præcis det som gør den til årets bedste danske film.

Magt & smerte
Vi befinder et sted i Sønderjylland i 1970'erne, og hele fortællingen er lagt i hænderne på den 11-årige Allan (Jannik Lorenzen), der er fars dreng i sådan en grad, at han vil gøre alt i hele verden for at netop faren (spillet af en forrygende Jesper Asholt) har det godt. For når faren bliver ked af det, truer han med at begå selvmord, og det vil splitte familien fuldstændig.

Problemet består netop i, at der faktisk er ret mange ting, som går faren på. Ægteskabet er ikke det bedste i verden (konen udfordrer ham direkte til at tage sit eget liv, og sluger et par sovepiller så hun slipper for hans jammer); farens lille mejeri mærker den skærpede konkurrence fra det supermoderne supermarked (men faren vedholder stædigt at folk da ikke gider render rundt og finde varerne selv); og så har den ældste søn ydermere vendt familien ryggen ved at rejse langt væk til Sønderborg for at studere arkitektur – han har ikke i sinde at overtage mejeriet, men har symbolsk valgt en uddannelse, hvor han kan designe og udføre større bygningsværker end faren nogensinde kommer til.

Filmen igennem afdækkes således farens manglende magt og kontrol med noget som helst, og man forstår hvorfor han konstant truer med at tage sit eget liv. Heri ligger nemlig dels hans absolut sidste kontrol med sit eget liv (det står ham jo frit for at begå selvmord), og dels hans magt over andre, som ikke ønsker at han begår selvmord (og her er der kun den 11-årige og åh-så-naive søn tilbage).

Det eneste, der kan lette farens sygeligt depressive anfald, er at påføre andre smerte og sørge for at andre mennesker lider som han: Først og fremmest ved at lade sig trøste med seksuelt samkvem med teenagedatteren, men også når han holder sine højtravende begravelsestaler og får samtlige tilhørere til at briste i gråd. Så smiler han og har det godt med sig selv. Og det samme har lille Allan.

Absurd komedie møder sort tragedie
Man må beundre instruktøren og manuskriptforfatterens mod til at vinkle denne på alle måder smertelige historie som en absurd komedie. Der er vitterligt mange herlige og morbidt morsomme øjeblikke i Kunsten at græde i kor, ikke mindst fordi hele filmen opleves igennem øjnene på 11-årige Allan, der midt i al sin uskyld også er den der holder farens destruktive adfærd i live. Denne form for ironiske tvetydighed tilfører elegant en kæmpe portion suspense i filmen, for hvornår opdager Allan sagernes rette sammenhæng og holder op med at være uskyldigt barn men bliver den erfarne og ulykkelige voksne.

Netop barnets blik er Peter Schønau Fogs gennemgående æstetiske træk i filmen, der præges af Allans gammelkloge voiceover, der uskyldigt og frit fra leveren fortæller om familiens problemer, sådan som han ser dem. Derudover følger vi også Allans blik i de klaustrofobiske rum, hvor han og andre karakterer frames og holdes visuelt fanget af gelændere, franske døre og vinduespartier. Det generelle fravær af underlægningsmusik må tolkes som fraværet af Allans følelser og forståelse af de problemer, som hersker i familien.

Men den uhyggelige incestsandhed er implicit til stede igennem hele filmen. Midt i hyggen og de uskyldigt komiske replikskift omkring middagsbordet eller ved fødselsdagen filmes de tilstedeværende også i uligevægtige og skæve beskæringer. Hele miljøet omkring faren – hans egen mor og søster – er i det hele taget uligevægtigt, og man aner at faren i virkeligheden har gennemgået en tilsvarende smerte, som han er ved at udsætte Allan for. Fortidens spøgelser har for evigt sat et blodigt fingeraftryk på deres efterkommere: Mest oplagt er det selvfølgelig at Allan nærmest holder faren kunstigt i live ved at adlyde hans mindste krav, men Allan bliver også en mere levende miniudgave af faren, når han bliver sat til at udspionere sin søster ved et sodavandsdiskotek, skal overtale søsteren til at tage tøjet af og gå ned i stuen til faren, og ser det som sin fornemste opgave at tage livet af farmoren, så faren kan holde sin begravelsestale - og under disse begravelsestaler at se ud som om han græder, så de forsamlede også begynder at græde i kor.

Dermed bliver Allans naivitet endnu mere smertelig, og man får mere og mere på fornemmelsen, at de skæve kameraindstillinger og højlydte skænderier moren og faren imellem allerede har sat deres spor i knægten, der har valgt at være fars dreng og ignorere de uhyggelige kendsgerninger.

Alt sammen for at bevare et minde om en tryg og rar barndom.

······


Kunsten at græde i kor
Instruktion: Peter Schønau Fog
Medvirkende: Jannik Lorenzen, Jesper Asholt, Hanne Hedelund m.fl.
Final Cut Productions, 2006
Spilletid: Ca. 102 min.
Dansk dvd-distribution: SF Film

My neighbour Totoro (1988)

Det var først da Chihiro og heksene gik hen og vandt Oscaren for bedste animationsfilm i 2003, at den vestlige verden sådan for alvor fik øjnene op for den japanske tegnefilmsmester Hayao Miyazaki. Det kan virke underligt, når man ser eller genser Min nabo Totoro, der nok er meget langt fra den amerikanske Disney-tradition, men som også besidder en naturlig charme og sødme som vor tids evigt ironiske og postmoderne bulder-og-brag-animation aldrig nogensinde opnår.

Min nabo Totoro er ikke en skabelonfilm som vi kender dem så godt fra Hollywood – her er ingen aktantmodel, ingen berettermodel eller plotpoints der kan føre historien fremad. Ja, der er knapt nok set up—pay offs eller et mindste mål af suspense. Til gengæld giver Miyazaki os et smukt billeddigt om de to søskende, pigerne Mei og Satsuki, der sammen med deres far flytter til et faldefærdigt hus langt fra storbyen, og lige så stille udfoldes familiens baggrund, deres forhold og pigernes fantasi for vore øjne uden den dér meget vesterlandske kausale logik. Ting sker bare…

Og så møder de Totoro, en søvnig og flyvende ugle/kat/kanin/bamselignende dyr der bor i et kæmpetræ i haven.

Barnets blik
På overfladen skildrer filmen en kort periode i de to småpigers liv i det nye hus; vi følger dem da de pakker ud, gør rent og laver mad sammen med deres far, vi følger storesøster Satsuki i skole og lillesøster Mei derhjemme. Så tager de ned og besøger moren på hospitalet. Så skal faren arbejde sent på universitet og de henter ham ved bussen. Osv. osv. Der er et bevidst fravalg af set ups, fordi Miyazaki fremstiller begivenhederne igennem pigernes oplevelser – uden overblik, tanke for fremtiden eller anden sammenhæng.

Der gives ikke nogen varsler om morens sygdom f.eks. – den kommenteres aldrig, og hvad den helt konkret skyldes eller hvor slemt hun har det siges aldrig direkte endsige antydes, simpelthen fordi det er uden for børnenes sfære. Ligeledes er Miyazaki aldrig ude på at give en tilbundsgående fremstilling af Totoro-bamserne, deres ophav eller sammenhæng. Her er intet fuldendt (og konstrueret) eventyr-univers som vi kender det fra Tolkien eller Rowling, men kun en umiddelbar (og barnlig) begejstring over Totoro og dens evner og superkræfter. Igen skyldes dette valg selvfølgelig at vi ser det igennem Mei og Satsukis øjne.

Men Min nabo Totoro kæntrer aldrig; Miyazaki fortæller historien med ophøjet ro og en evne til i den enkelte scene at tryllebinde seeren med en magisk men også meget underspillet suspense – f.eks. da Mei og Satsuki opdager at huset er fyldt med støvalfer, og de går på jagt efter dem, eller da de ser Totoro ude i haven ved agernbedet og hjælper med at få planterne til at gro. Det er en suspenseform med bund i en barnlig nysgerrighed og trang til at udforske frem for hitchcock-suspense.

Totoro
Den dybereliggende sammenhæng skal søges i pigernes (fantasi-)bamseven, Totoro, som de vist nok har fået læst højt om i eventyrbøger, og som viser sig at bo i baghaven. Miyazaki kombinerer sin naturalistiske børnefortælling med eventyrets fabulerende quest-tema; det starter med et mystisk agern, som Mei og Satsuki finder i det nye hus, og eskalerer da Mei opdager at en mini-Totoro er på agern-rov i haven og under deres hus. Hun stormer efter den ind i krattet og falder ned igennem en lang tunnel – som en anden Alice i Eventyrland – og ender på maven af den søvnige Totoro, der til Meis store begejstring stilfærdigt hilser på hende.

Møderne med den store bamsede Totoro binder filmen sammen, og på den måde gør Miyazaki sit publikum til 100%-medoplevere; man kommer automatisk til at identificere sig med de to piger, for det er selvfølgelig også Totoro, der skaber sammenhæng i deres hverdag og giver opmuntring, når der er mest brug for det og krisen i den lille familie for alvor banker på døren.

Kombinationen af den nøgterne gengivelse af virkeligheden set gennem barnets øjne og den stilfærdige magiske fantasi, der kommer børnene til undsætning – den kombination gør Min nabo Totoro til en smuk og rørende filmoplevelse.

Moder Natur
Uanset hvordan man vender og drejer den store bamsede titelperson, støvalferne, agernbedet der vokser med rekordfart, busmissen og de fantastiske flyveture i Min nabo Totoro, så er diskussionen om hvorvidt de fantastiske elementer er virkelige eller ej, forholdsvis uinteressant. Det interessante er selvfølgelig at de er virkelige for pigerne.

Her bevæger Miyazaki sig væk fra det barnlige og hæver sig langt over Disneys samtidige Den lille havfrue (1989), fordi den japanske instruktør her fortæller noget om, hvordan børn tackler svære situationer i form af sygdom og død i familien – hvor hurtigt børn lærer at indordne sig og opstille nye rammer og spilleregler, få nye venner og begå sig på nye præmisser. Deres barnlige fantasi gør Mei og Satsuki omstillingsparate og aktive medspillere, mens de voksne (faren og bedstemoren) ikke lægger dem hindringer i vejen, men opmuntrer dem til at søge fantasiens magiske kræfter.

Det er et ret enestående budskab – især når det kombineres med Totoros økologiske evner til at få alt til at spire og gro med rekordfart. Her forenes det uskyldige barnesind med den uspolerede natur, og det er i sidste instans denne cocktail, der redder familien og bringer moren tilbage i familiens midte (som det ses på billederne under rulleteksterne). Selveste Moder Natur bliver på denne måde en guddommelig frelser af Mei og Satsukis lille familie med den syge mor i centrum. Det er et stærkt voksentema som vil gå hen over hovedet på børnene, men sådan er Min nabo Totoro også.

Efter denne oplevelse, glæder jeg mig som et lille barn til dvd-premieren på Miyazakis Kiki – den lille heks fra 1989.

······


Tonari no Totoro (da. Min nabo Totoro)
Instruktion: Hayao Miyazaki
Danske stemmer (som er bedre end de japanske): Frida Marie Reynberg, Emilie Claudius Kruse, Lily Weiding m.fl.
Studio Ghibli, 1988
Spilletid: Ca. 86 min.
Dansk dvd-distribution: Scanbox

Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Den femte film om troldmandslærlingen er et sammenkog af flygtige plotdetaljer fra en mastodontbog. I stedet for at udvide filmversionen til tre-fire timers spilletid, så er instruktør Peter Yates gået den minimalistiske vej – og det har vist sig at være et både klogt og uklogt træk. For os der ikke har læst bogen, føles handlingen i Fønixordenen fragmenteret og ufuldendt, men CGI-effekterne fejler ingenting. Imelda Staunton er fantastisk i rollen som Dolora Nidkjær.

Vi befinder os stadig et eller andet underligt sted i mellem starten og slutningen på sagaen om det unge troldmandshåb, Harry Potter; alle syv bøger er udkommet, men der er endnu to film tilbage i den lange serie. Den femte af slagsen, Harry Potter og Fønixordenen, er netop kommet ud på dansk dvd, og den lider bl.a. under en manglende konklusion og dermed en gennemgående følelse af ikke rigtigt at komme nogen vegne. Det gjorde 4’eren også. Og derfor er Harry Potter og fangen fra Azkaban af mexicanske Alfonso Cuarón stadig den bedste film i serien.

Det, der klæder instruktør Peter Yates og manuskriptforfatter Michael Goldenbergs forsøg udi Harry Potter-universet er at de har prøvet at skrælle alt det ligegyldige udenomsævl væk i forsøget på at finde ind til selve kernehistorien. I stedet for at føje endnu en halv times spilletid til, har de faktisk minimeret filmens handling så meget, at vi er helt nede på godt to timer. Det må man kalde et modigt træk for dermed siger vi også farvel til Quidditch-kampene, de interne stridigheder mellem kollegierne og særligt Draco Malfoy og co.’s evindelige snob-mobberi. Ligeledes er spøgelserne og de levende malerier stort set væk – undervisningen på Hogwarts er voldsomt minimeret og det samme er det farverige lærerkollegium, der kun optræder i korte cameo-roller.

Yates og Goldenbergs endelige film lider således desværre under er at kernehistorien simpelthen ikke er nær så charmerende eller fortryllende i forhold til de foregående film. Fokus er ikke på Hogwarts’ særkender, men snarere på det politiske rænkespil i ministeriet for magi, den hemmelige loge for voksne troldmænd, Fønixordenen, og så Harry Potters egen lille undergrundshær, der skal beskytte Hogwarts og rektor Dumbledore mod den ondeste af alle onde troldmand, Voldemort, og ministeriets hensynsløse administration af skolen.

Dolora Nidkjær
Det sidste element er langt det mest interessante i hele filmen: I starten udpeges Dolora Nidkjær af ministeriet for magi til at varetage undervisningen i forsvar for mørkets kræfter, og hun er (i skikkelse af Imelda Staunton) filmens store scoop: Hun er en forkvaklet udgave af Mary Poppins – på overfladen sukkersød og velment opdragende, altid iklædt og omgivet af lyserødt og med en forkærlighed for katte, men nedenunder lurer en galoperende paranoia, der handler om at bevare kontrollen, opstille regel på regel, og straffe dem hårdt, der ikke overholder dem.

En af de bedste scener i filmen er en montagesekvens, hvor man i små optrin følger den udvikling, som Dolora Nidkjær bibringer Hogwarts, efter hun overtager rollen som rektor fra Dumbledore. Alt skal overvåges og selv mindre forsamlinger af elever forbydes, mens deres tøj og privatliv rettes til, så det passer i Nidkjærs perfekte og kontrollerede verdensbillede. Det er frygten for Voldemorts tilbagekomst, der driver hende og ministeriet for magi til disse uhyggelige udskejelser, og dermed byder Harry Potter og Fønixordenen på et overraskende politisk budskab, der bestemt skal ses i lyset af situationen i England efter 11. september 2001 og terrorbomberne i London. Det klæder filmen, og Dolora Nidkjær er omdrejningspunktet for filmens eneste interessante konflikt.

Flotte effekter men kedeligt
Der snakkes meget i Fønixordenen – ting skal gerne drøftes på tomandshånd, simpelthen fordi filmen ikke har tid til at vise det, der snakkes om. Det gør den desværre til et ret stift og fantasiløst stykke drama, der minder om de nydelige men meget lidt overraskende billeder fra DR’s Krøniken. Ikke engang de sekvenser der på alle måder indbyder til fantasi og nytænkning – Harrys mange mareridt, og Snape der graver sig ind i hans bevidsthed – giver anledning til visuelt skæg og ballade. Når handlingen på den måde formidles via snak, snak og snak frem for billeder og æstetik, bliver den endelige følelse ret uvedkommende og distanceret.

Der skøjtes ligeledes hen over flere konflikter, som skriger på opmærksomhed: Det desperate kærlighedsforhold mellem Harry og pigen Cho (hun var kæreste med Cedric Diggory, som blev slagtet af Voldemort i 4’eren), skulle efter min bedste overbevisning have været klippet ud, mens der skulle være levnet mere plads til introduktion af Luna Lovegood. Og så er der som nævnt Dolora Nidkjærs indtog på skolen, som kun behandles summarisk, og aldrig tilfører filmen nok suspense eller gys, sådan som der ellers er mulighed for; vi ser aldrig frygten brede sig blandt lærerne eller eleverne, og man undrer sig over hvorfor de andre troldmænd (m/k) på skolen bare lader stå til, mens Hogwarts er ved at gå til grunde om ørerne på dem.

Heller ikke det afsluttende troldmandsslag levnes meget plads i filmen. Bevares: Det der er blevet plads til er smukt iscenesat med afsindigt flotte CGI-effekter, hvor kun de kameraindstillinger i fugleperspektiv minder rigtig meget om en realtime-kamp i World of Warcraft, og Voldemorts tryllerier bringer tankerne hen på Final Fantasy. Og så er det hele pludselig slut med nok et dødsfald, og selv om Yates prøver at spille slowmotion-og-nul-lyd-kortet ud for at genskabe Harrys subjektive følelser, bliver det hele ret tamt og uvedkommende.

Den femte Harry Potter-film er for fans af serien, som selv kan bestemme hvor mange klaptræer de lægger til min bedømmelse.

······


Harry Potter and the Order of the Phoenix (da: Harry Potter og Fønixordenen)
Instruktion: Peter Yates
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Ralph Fiennes, Imelda Staunton m.fl.
USA og England, 2007
Spilletid: Ca. 132 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.